Egypten

Egypten

Kampen mod børnearbejde, retten til skolegang, bedre vilkår for piger, demokrati/opbygning af civilsamfundene og dialog er på Danmissions dagsorden i Egypten

Hvor i Egypten arbejder Danmission?

Vi arbejder i landets hovedstad Cairo, i Qalyoubia lige nord for Cairo og i Beni Suef og Minya, der ligger på Nilens vestbred henholdsvis 110 km og 245 km syd for Cairo. Desuden arbejder vi med et nationalt dialogprojekt, der udover Cairo har aktiviteter i Alexsandria, Minya, Beni Suef, Assuit, Sohag Qena, Luxor og Aswan.

 

Hvorfor er der brug for Danmissions arbejde i Egypten?

Den politiske situation i Egypten er præget af stor usikkerhed, voldsomme og blodige sammenstød mellem demonstranter og politi. Store dele af den egyptiske befolkning lever under fattigdomsgrænsen – mange lever i slumkvarterer og mangler basale sociale ydelser som adgang til drikkevand, kloakering, renovation, sundhedsydelser og uddannelse. På trods af at Egypten har underskrevet Børnekonventionen, som forbyder børnearbejde, så anslås det, at der er omkring 3,7 millioner egyptiske børnearbejdere. Mange børn kommer slet ikke i skole, fordi de skal arbejde for at forsørge familien, og generelt kommer flere drenge end piger i skole. Der er meget ulige rettigheder for mænd og kvinder, piger og drenge i landet.

Efter præsident Mubaraks fald i 2011 og efterdønningerne af revolutionen Det Arabiske Forår er spændingerne mellem kristne og muslimer taget til. Hvis Egypten skal undgå religiøse stridigheder og konflikter og udvikle sig til et velfungerende demokrati, så er der brug for at skabe en kultur for samarbejde og forståelse på tværs af kulturer og religioner.

Egyptens kirker skal genopbygges

Danmission inviterer danske menigheder til at få venskabsmenigheder i Egypten.

Egyptens kirker skal genopbygges

Hvilket arbejde udfører Danmission i Egypten?

Vi arbejder for, at landets marginaliserede grupper bliver bevidste om deres rettigheder og opnår samme rettigheder og muligheder som resten af befolkningen. Desuden arbejder vi for at skabe dialog mellem muslimer og kristne. Vi arbejder for at styrke det egyptiske folks sundhedstilstand, deres adgang til uddannelse og deres mulighed for øget indtjening.

 

Hvem arbejder Danmission sammen med i Egypten?

Danmissions engagement i Egypten går tilbage til 1989 og siden 2002 har vi arbejdet sammen med Coptic Evangelical Organization for Social Services (CEOSS), der er en af Egyptens største NGO’er med stærke bånd til den presbyterianske kirke i Egypten. CEOSS er grundlagt i 1952 og har et vidt forgrenet arbejde, der årligt omfatter en kontakt til mere end 2 millioner mennesker. Danmission samarbejder med CEOSS’ to tætforbundne hovedafdelinger: Udviklingsafdelingen og Dialogafdelingen.

Desuden arbejder vi sammen med Den Anglikanske Kirke i Egypten, der er en af de små protestantiske mindretalskirker med ca. 20.000 medlemmer. Samarbejdet med Den Anglikanske Kirkes udviklings organisation Episcocare er primært koncentreret om arbejdet med at undgå at fattige børn forlader skolen i utide.

URL: https://danmission.dk/project/egypten/