Cambodja

Cambodja

I Cambodja arbejder Danmission for at styrke den kristne kirke, forbedre fattige folks mulighed for at komme ud af fattigdommen og skabe dialog i et land med en voldsom fortid.

Hvor i Cambodja arbejder Danmission?

Tre af Danmissions partnere arbejder i Preah Sdach distriktet i det sydøstlige Cambodja tæt på den vietnamesiske grænse, mens de øvrige partnere arbejder over hele landet.

Hvorfor er der brug for Danmissions arbejde i Cambodja?

Den sociale og politiske historie i Cambodjaer kendetegnet af voldelige oprør og folkedrab, der har sat dybe spor af mistillid i hele samfundet. Først var det et storrige, der, udover Cambodja, bestod af det vi i dag kender som Thailand, Vietnam og Laos. Derefter blev det en fransk koloni fra 1863-1953. I 1975 kom diktatoren Pol Pot og hans Røde Khmerer til magten. Sammen med de røde khmerer gennemførte Pol Pot en af de mest radikale og brutale revolutioner, verden har oplevet – ca. 1,7 millioner mennesker blev udryddet.

Kirken i Cambodja hører stadig til de yngste og fattigste i Danmissions partnerlande. Meget få kirker i Cambodja har en historie, der går mere end 20 år tilbage, og de fleste kirker er afhængige af støtte fra udlandet. Der er dog en voksende forståelse for behovet for en lokal kirkelig indtægt fra landbrug eller anden virksomhed. Meget få kirker eller præster er involveret i sociale aktiviteter, eller taler samfundets svage gruppers sag. Derfor prioriterer Danmission kirkeudvikling i landet og arbejder med fortalervirksomhed.

Næsten en tredjedel af alle cambodjanerne lever under fattigdomsgrænsen og for mange familier er det en daglig kamp at skaffe mad. Klimaforandringerne skaber med jævne mellemrum oversvømmelser, og landets fattige bønder, som hidtil har levet af at dyrke jorden, ser den overtaget af landets magtfulde elite.

Hvilket arbejde udfører Danmission i Cambodja?

Med efteruddannelsesprogrammet CEPA arbejder vi for at styrke den unge kristne kirke i landet ved at uddanne præster, støtte bibelskoler og skabe dialog mellem buddhister, muslimer og kristne gennem fredsarbejde og konflikthåndtering. Udover CEPAs arbejde med religiøs freds-skabelse er Danmission involveret i andre dialoginitiativer i landet. Eksempelvis ved at afholde workshops med deltagelse af kristne, muslimer og buddhister i tæt samarbejde med det cambodjanske religionsministerium.

Danmission har med en bevilling fra det danske udenrigsministerium fået mulighed for at igangsætte et nyskabende projekt i Prey Lang, som er den største stedsegrønne lavlandsskov på hele den indonkinesiske halvø. Skovens overlevelse er truet af omfattende illegal skovhugst, og der er brug for nye og anderledes tilgange for at redde skoven inden det er for sent. Danmission har derfor valgt at indgå i et samarbejde med flere aktører: Community Peacebuilding, Prey Lang Community Network, Peace bridges Organization, et IT-firma Web Essential og Københavns Universitet. Det overordnede mål med projektet er at beskytte skoven – der er udviklet en app til smartphones, der kan bruges af lokalbefolkningen til bl.a. at fotografere og dokumentere illegale aktiviteter samt til at klage til myndighederne.

Sammen med partneren Ponleu Ney Kdey Sangkhum (PNKS) arbejder vi med bekæmpelse af fattigdom gennem organisering af landsbyboere og undervisning i nye dyrkningsmetoder. PNKS underviser også landsbybeboere i rettigheder, og de støtter dem i at udtrykke behov og krav overfor de lokale myndigheder.

Hvem arbejder Danmission sammen med i Cambodja?

Vi har arbejdet i landet siden 1993, og som et resultat af Danmissions tilstedeværelse blev der i 2001 taget initiativ til oprettelsen af en kristen kirke, Abundant Life Church (ALC). Danmission har gennem en årrække støttet ALC med midler til driften af kirken og evangelisering.

Danmission arbejder tæt sammen med Peace bridges Organization, som vi blev partner med i 2011. PBO blev oprindeligt grundlagt med det formål at hjælpe kirker og præster med konflikthåndtering, men har gennem de senere år udvidet sin indsats til også at omfatte uddannelse af fredsarbejdere, så de kan bidrage til løsning af konflikter og skabelse af fred i kirker, organisationer og lokalsamfund.

Danmission arbejder desuden sammen med Alliance for Conflict Transformation (ACT), Coalition of Cambodian Farmer Community, Ponleu Ney Kdey Sangkhum (PNKS)Community Peacebuilding og Prey Lang Community Network.

Hvilke udsendinge har Danmission i Cambodia?

Ernst Jürgensen, landerepræsentant og Anne Mette Jürgensen, programkonsulent teologisk uddannelse og dialog (udsendt siden 2005).

Peter Herum, regionsleder for Asien og Christa Herum, dialog- og kommunikationskonsulent.

URL: https://danmission.dk/project/cambodja/