Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Annemette Jürgensen

Livet som udsendt

Hvorfor har I valgt at flytte til et fremmed land og arbejde der?

Da Ernst og jeg valgte at flytte til et andet land, havde Ernst i en årrække arbejdet på et Røde Kors asylcenter. Det betød, at han – og resten af familien – kom i kontakt med mennesker fra andre samfund, kulturer og religioner, og det oplevede vi allesammen som spændende og berigende. Vi snakkede gennem nogle år om at rejse ud, og da jeg så en annonce fra Danmission i Præsteforeningens blad, var vi begge interesserede. Ernst kunne bruge sine ledererfaringer fra et multikulturelt arbejde, og jeg kunne bruge min viden og mine erfaringer som teolog og præst. Vi ville gerne møde nye udfordringer, og vi ville gerne bruge det, vi havde fået givet, til gavn for andre.

 

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du påtog dig et job og et liv i et fremmed land?

Inden jeg valgte at rejse ud, gjorde jeg mig især tanker om familien, og hvordan det ville være at flytte to (næsten) teenagere på knap 12 og 17 år til et fremmed land. Èn ting var at tage ansvaret for mig selv og mit liv og arbejde i Cambodja, noget andet var at tage en beslutning, som ville påvirke mine børns liv på en afgørende måde. Allerhelst ville jeg have skrevet en kontrakt på bare to år, men det lod sig ikke gøre, da tre år var minimum.

For mig var Cambodja det store ukendte, da jeg aldrig havde sat mine ben i Asien før, men allerede efter det første år stod det os klart, at vi var kommet for at blive i længere tid – indtil videre 8 år. Og vores børns liv er blevet påvirket på en afgørende måde; de er begge blevet mere globale, hvilket gælder endnu mere for vores børnebørn. Vores datter bor nu i Malmø med sin nigerianske mand og deres søn, og vores søn bor i Singapore med sin singaporeanske kone og deres datter.

 

Hvad er for dig det helt centrale ved at leve og arbejde som udsendt?

At være udsendt har flere betydninger og meninger. Det kan f.eks. betyde at være sendt ud i verden – uden for Danmarks grænser. Enhver kristen er efter min mening sendt ud, eller ind, i verden med et budskab fra Gud, et budskab om Guds kærlighed, men som ansat i Danmission betyder udsendt helt konkret uden for landets grænser. Og det har selvfølgeligt stor betydning for ens liv, fordi vi ikke taler om at være udsendt til Flensborg eller Malmø, men udsendt til Phnom Penh som næsten befinder sig på den anden side af jorden. Set fra Cambodja er det selvfølgelig Danmark, som befinder sig ”på den anden side”, og det er jo netop en af de interessante ting ved at være udsendt; at perspektivet forskyder sig.

Desuden bliver grænserne vigtige på mange måder, fordi vi ikke kun overskrider geografiske grænser, men også vores egne personlige og kulturelle grænser. Vi lever i et land med en grundlæggende anderledes kultur, med et andet sprog og for de fleste danskeres vedkommende også en anden religion, nemlig buddhismen. For mig har det været utroligt berigende at overskride grænser og komme i berøring med en helt anden verden, hvor mennesker forstår sig selv og tilværelsen på helt andre måder. Samtidigt kan det også være begrænsende, fordi en anden kultur har andre og ind i mellem snævrere normer for opførsel og adfærd.

En af de første aftener i Phnom Penh efter ankomsten i august 2005 står klart i min erindring: Ernst og jeg ville gå en aftentur i den nye by, som vi så tit har gået en aftentur i Aarhus og Risskov. Der er ingen lyse sommeraftener på de her breddegrader, og mørket falder på kl. 18 stort set året rundt. Byen var derfor spændende, men også mørk, stor og ukendt, og jeg ville tage Ernst i hånden og gå hånd i hånd, som vi så ofte har gjort på spadsereture. Men Ernst havde læst mere på den kulturelle lektie end jeg og forklarede alvorligt, at i Cambodja rører mænd og kvinder ikke ved hinanden i det offentlige rum, gifte eller ikke gifte. At gå hånd i hånd ville derfor blive anset for upassende. Som nyankommen til landet ville jeg nødigt gøre noget upassende og gik derfor tur med min mand gennem 17 år uden at holde i hånd. Det lod sig selvfølgeligt gøre, men det var ikke hyggeligt! Sidenhen har vi lært mere om kulturen, også om de særlige ”dispensationer” cambodjanere giver til udlændinge. Man ved godt, at udlændinge kommer fra andre egne af kloden og har andre traditioner og skikke, nogle mere løjerlige end andre, så en del kan der ses gennem fingre med – f.eks. holden i hånd.

Samtidigt siger den lille situation noget om de to ord, som for mig kan være overskriften for vores liv som udsendt: følgeskab og grænser. At gå hånd i hånd er et symbol på følgeskab, og selvom jeg ikke vandrer rundt med cambodjanere i hånden, har jeg alligevel slået følge med en del gennem de mere end otte år, vi har boet i Cambodja. Det har især været unge kristne cambodjanere, jeg har mødt gennem mit arbejde som lærer på en bibelskole, og siden som leder af et efteruddannelsesprogram for unge præster. På mange måder mangler der nemlig èn, eller flere, generationer i Cambodja, hvilket stod helt klart for os, da vi første gang besøgte nabolandet Vietnam: Her var en masse mennesker fra vores generation (1963) og mange ældre end os. Vi var ganske enkelt ikke vant til at se så mange midaldrende og ældre mennesker i Cambodja. Vietnam har været i krig, en hård krig, men Cambodja har både været i krig og oplevet folkedrab. Der er simpelthen blevet kraftigt tyndet ud i flere generationer, og i dag er 50 procent af befolkingen i Cambodja under 25 år. Op gennem 1980erne var landet stadigt umådeligt fattigt, og sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet skulle opbygges fra et nulpunkt.

De unge cambodjanere, jeg har mødt på min vej, har mistet meget: en far eller mor, måske begge, en søster eller bror. Og selvom de er vokset op i en ”hel famile”, har den i mange tilfælde været præget af vold eller misbrug. Et efterkrigssamfund producerer efterkrigsfamilier. Her kommer det personlige følgeskab ind i billedet, for ethvert ungt menneske har brug for at dele byrder og ansvar, glæder og sorger, kriser og svære valg med andre, især andre fra en ældre generation. Desuden er det cambodjanske samfund under hastig forandring, da mange unge fra landet søger ind til byen i håb om bedre arbejds- eller uddannelsesmuligheder. Men hvordan skal en fattig risbonde i provinsen rådgive sin søn eller datter om de forskellige studiemuligheder eller kvaliteten af de mange universiteter i Phnom Penh? En udsending fra Danmission kan ikke gøre det ud for en cambodjansk forælder eller vejleder, men samtidig kan en udsending gøre en forskel. Trods alskens kulturforskelle kan en dansker godt være til stede, være sammen med, vandre sammen med – både når livet er byrdefuldt, som når man mister et elsket menneske eller bliver svigtet, når betydningsfulde valg skal træffes, eller en glæde skal deles, f.eks et nyfødt barn.

Med al respekt for opgaver som undervisning, organisering og ledelse, så er essensen i opgaverne – for mig at se – at opbygge relationer. Uden de personlige relationer fungerer undervisningen og organiseringen ganske enkelt ikke eller risikerer at blive en ramme uden indhold. For det er gennem de personlige relationer at budskabet om kærlighed bliver troværdigt og nærværende. Når det er sagt vil jeg også gerne tilføje, at kærlighed både har at gøre med at overskride grænser, række ud mod andre mennesker og at sætte grænser på en tydelig måde. Kærlighed handler om at gå og vandre sammen, og den handler om at gøre klart, hvad jeg ikke går med til. Det kan være små og større ting, der overskrider mine grænser på en negativ måde, som fx en ubehagelig tone i en eller et nyt forslag til organisations struktur, der i mine øjne er udemokratisk. Og det går jeg altså ikke med til. ”Kontakt er mødet mellem to grænseflader,” som den danske teolog Bent Falk meget klart har udtrykt det. Så hvis vi ikke møder op og sætter vores grænser, bliver det også svært at få en tydelig kontakt. Derfor handler livet som udsendt grundlæggende om de to ting for mig: følgeskab og grænser.

Fakta