Østerlands-missionen

I 1898 blev Einar Prip udsendt fra Vor Frue Kirke i Svendborg, og han kom hermed til at stå som Østerlandsmissionens grundlægger. Arbejdet koncentrerede sig overvejende i Syrien.

Einar Prip og Etableringsfasen 1898-1905

Da Einar Prip (1868-1939) i 1894 blev teologisk kandidat, henvendte han sig til DMS for at melde sig som missionær. Det blev dog afvist, fordi Prip havde haft helbredsproblemer med afbrydelse af studiet et årstid. Derfor turde DMS ikke udsende ham som missionær til Indien. I stedet blev han hjælpepræst hos sin far, sognepræst Rasmus Prip ved Vor Frue Kirke i Svendborg, som i anledning af sit 25 års jubilæum ved kirken fik en rejse til Det hellige Land. Og i den tid passede den unge Prip embedet.

Under opholdet i Jerusalem mødte pastor Rasmus Prip bl.a. direktøren for det tyske Vajsenhus i byen. Under samtalen kom de også ind på den unge Prips ønske om at blive missionær, hvortil direktøren sagde, at han var velkommen til et ophold i Jerusalem og hjælpe på børnehjemmet mod at få kost og logi. Samtidig kunne han bruge tid på at læse arabisk og lære den lokale kultur at kende.

Således kom Einar Prip til Jerusalem. Her blev han så fascineret af byen og araberne, at han efter hjemkomsten et år senere rejste rundt i landet for at fortælle om sine indtryk og samle opbakning til igen at kunne rejse. Da han året efter fik en opfordring til at vende tilbage til Jerusalem som vikar for Vajsenhusets direktør under dennes to års orlov i Tyskland, slog han til. På dette tidspunkt havde han samlet opbakning fra 33 kredse rundt om i Danmark – ikke mindst fra grundtvigske kredse.

Den 10. marts 1898 blev Einar Prip udsendt fra Vor Frue Kirke i Svendborg – foreløbig til en toårig periode ved Vajsenhuset i Jerusalem. Ved udsendelsen var der repræsentanter for alle de 33 kredse, der havde lovet at støtte ham under opholdet. Ved denne lejlighed blev der etableret et udvalg, som skulle stå for kontakten mellem Einar Prip og kredsene i Danmark. Således blev 10. marts 1898 regnet som dagen for Østerlands-missionens grundlæggelse.

Efter sin ankomst var Einar Prip en dag på en udflugt til klosteret Mar Saba og Hyrdernes Mark ved Betlehem. Her fik han en oplevelse, der skulle blive afgørende for retningen i hans fremtidige liv som missionær. Under et hvil på udflugten kom han i kontakt med nogle beduiner ‘og fik dem straks inderlig kær,’ som han fortæller et sted, ‘og da jeg red videre, havde jeg et velsignet møde med Gud, hvor jeg på ny tilbød ham mig selv og alt mit, om han ville unde mig den nåde at måtte tjene ham blandt beduinerne.’

Læge Rudolf Fox Maule

Få dage før Prips udrejse i marts 1898 holdt han møde i Vor Frelsers Kirke i København, hvor han bl.a. efterlyste en læge, som ville følge med, når han næste gang skulle rejse. Dagen efter tilbød den medicinske student, Rudolf Fox Maule (1875-1940) sig til denne tjeneste. Det blev til en kontakt mellem de to mænd, som dog aftalte, at man ikke skulle gå ind i realitetsdrøftelser, før Prip vendte hjem fra Jerusalem.

Efter mere end to års ophold i Jerusalem og Haifa, vendte Prip tilbage til Danmark i 1900, og i slutningen af året tog han igen kontakt til Fox Maule for at høre, om denne stadig var indstillet på at følge med ham til Mellem-østen. De to mænd kom hurtigt til enighed om det fremtidige arbejde, og derefter blev kontakt til udvalget i Danmark etableret. Konklusionen på deres møde blev, at Fox Maule blev opfordret til snarest at rejse, først til Edinburgh på videreuddannelse og derpå til Konstantinopel, hvor han skulle erhverve sig autorisation til arbejde inden for Osmannerriget. I Edinburgh mødte han en skotsk lægemissionær fra Damaskus, og det blev aftalt, at Fox Maule skulle videreuddanne sig ved Victoria Hospital i Damaskus under den skotske læges supervision. Den 10. oktober 1901 blev Fox Maule sammen med sin hustru udsendt fra Vor Frue Kirke i Svendborg og ugen efter fra Kristkirken i København.

Ved ankomsten til Damaskus i midten af januar 1902 blev Fox Maule en del af et internationalt missionærmiljø. I den forbindelse blev kontakten knyttet til en irsk presbyteriansk missionær, hvor han fortalte om deres planer for en mission blandt beduiner. Det medførte, at Fox Maule blev inviteret til at besøge den irske mission i byen Nebk, der ligger ca. 90 km nord for Damaskus i Kalamun-regionen på grænsen til den syriske ørken.

En bagtanke for invitationen til besøg var, at irerne havde haft store økonomiske problemer i nogle år, og derfor stod overfor at skulle lukke missionen i Nebk. Man øjnede nu en chance for at kunne overdrage denne mission til danskerne. Efter at også Prip havde besøgt området, mødtes Prip og Fox Maule med de irske missionærer, der nu officielt anmodede Østerlandsmissionen om at overtage missionsarbejdet i hele Kalamun området. Efter en del forhandlinger med de irske missionærer og korrespondance med udvalget i Danmark blev konklusionen, at Østerlandsmissionen i juli 1905 overtog arbejdet i Kalamun-distriktet, der omfattede mission i hovedbyerne Nebk, Deir Atiyah, Jabrud, Karjaten og Hafar. Hidtil havde hovedindsatsen været skolemission, men med Fox Maules tilstedeværelse blev den nu udvidet med lægemission. Dertil kom med pastor Einar Prip også det forkyndende arbejde. Af Kalamuns 60.000 indbyggere var ca.10.000 kristne, hovedsageligt fordelt mellem græsk-ortodokse og syrisk-ortodokse kristne. Hertil kom en lille presbyteriansk menighed, der primært var konvertitter fra de to store Kirker. For Prip var det derfor vigtigt at understrege, at hans missionsarbejde ikke havde til formål at ‘fiske’ kristne fra de etablerede kirker til en protestantisk menighed, men at forkynde evangeliet for de kristne og gøre dem til mere aktive medlemmer af deres kirker.

Klinikarbejdet

Fox Maule gik straks i gang med at starte en klinik i Deir Atiyah, som hurtigt fik mange patienter. Det rygtedes, at der var kommet en dygtig læge til egnen. Men Fox Maule havde større planer end en klinik. Derfor begyndte han at arbejde for, at der kunne bygges et hospital i Nebk, og efter mange bureaukratiske udfordringer lykkedes det at købe og få tinglyst en byggegrund.

Østerlandsmissionen. Klinikken i Deir Atiyah, Syrien, med lægemissionær Rudolf Fox Maule og hans medhjælpere. Til venstre: den danske sygeplejerske, Kirstine Laursen.

Men dermed var forhindringerne ikke forbi. De tyrkiske myndigheder meddelte i 1914, at de ønskede selv at bygge et hospital i byen, hvorfor de ikke kunne tillade Østerlandsmissionen at opføre et hospital i samme by. Dermed brød Første Verdenskrig ud, og alting gik i stå. Først i 1927 blev det danske hospital i Nebk indviet, der i dag fungerer som regionshospital drevet af den syriske stat. I 1905 blev klinikarbejdet udvidet med udsendelse af sygeplejerske Kirstine Laursen.

Skolemission

Under den irske mission havde der tidligere foruden drengeskoler været et mindre skolearbejde for piger i byerne Nebk og Deir Atiyah, men dette var sat på pause i en del år under overdragelsen til den danske mission. Derfor ledte man efter en kvalificeret missionær, der kunne oprette og lede Østerlandsmissionens pigeskoler. Det førte til, at Fox Maule henvendte sig til Johanne Svanenskjold (1879-1965), som han havde mødt allerede i 1902, da hun var lærer ved en engelsk missionsskole i Libanon.

Støttet af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) blev Johanne Svanenskjold knyttet til Østerlandsmissionen i 1905, da hun sammen med sin mor (der indtil 1910 arbejdede som en slags volontør) rejste til Syrien. Hun gik i gang med at etablere pigeskoler, der efterhånden kom til at omfatte byerne: Nebk, Jabrud og Deir Atiyah – alle steder med syriske lærerinder. I dette pionerarbejde fik Johanne Svanenskjold hurtigt klarhed over et problem, der var svært at løse: mangelen på lokale lærerinder.

Østerlandsmissionen. Lærerinder ved Pigeskolen i Nebk, startet af missionær Johanne Svanenskjold.

Traditionen for pigeskoler eksisterede næsten ikke. Skolegang var ikke for piger. De skulle lære husholdning og i øvrigt giftes så hurtigt som muligt. Derfor var det i sig selv et stort arbejde at overbevise forældre om, at deres piger ville være bedre rustet, hvis de fik lov at gå i skole. Men så fulgte den næste udfordring, at overbevise pigerne om, at de skulle fortsætte og uddanne sig som lærerinder. For det var en skam for en pige, hvis hun ikke blev gift, inden hun var 20 år. Fra 1913 besluttede Johanne Svanenskjold at oprette en kostskole i sit eget hjem i Nebk, hvor hun sammen med endnu en missionær underviste eleverne til at blive lærerinder. I 1913 var der 170 elever tilknyttet missionens tre pigeskoler – heraf 109 muslimske piger.

Med hensyn til drengene havde Østerlandsmissionen i 1905 overtaget fem drengeskoler i byerne: Jabrud, Nebk, Deir Atiyah, Hafar og Sadad. Og i 1913 blev der desuden oprettet en drengeskole i Karjaten. Også i drengeskoler var der lokale syriske lærere. I begyndelsen foregik undervisningen i lejede lokaler, men efterhånden fik man egen skole i Nebk og Karjaten. Eleverne kom fra såvel kristne som muslimske hjem, og det var obligatorisk at deltage i kristendomsundervisning. Dette skolearbejde blev indgangen til en gensidig forståelse mellem kristne og muslimer, idet der her blev etableret relationer og venskaber. Fra begyndelsen var Einar Prip leder af skole-arbejdet, men i 1912 overtog Alfred Nielsen (1884-1963) ledelsen af drengeskolerne. I 1913 var der i missionens fem drengeskoler 190 elever, hvoraf 71 var muslimer.

Menighedsarbejdet

Pastor Einar Prip og hustru, komtesse Asta Bertha Julie Prip i deres første hjem i Deir Atiyah, Syrien. Einar Prip var pionermissionær og grundlægger af Østerlandsmissionen og udsendt 1898-1934. Foto 1908.

Da Prip fra begyndelsen skulle lede skolearbejdet, var det begrænset, hvor mange resurser han kunne sætte ind i missionsarbejdet over for den muslimske befolkning. Som den eneste præst til de fem menigheder, man havde overtaget fra den irske mission, var der mere end rigeligt at se til for blot at holde hjulene i gang. Kun i Karjaten er der meldinger om muslimer, som regelmæssigt deltog i Prips møder.

Østerlandsmissionen i Nebk, Syrien. K.F.U.M. efter en præmieuddeling. I midten sidder missionær Einar Prip.

Ved gudstjenester brugte Prip den lutherske ritualbog, hvilket gav en del usikkerhed og mistænkelighed i nogle menigheder. Men langsomt og sikkert blev tilliden bygget op mellem de syriske kristne og den nye præst. Man bemærkede, at Prip brugte hverdagens arabiske talesprog, der var væsentlig lettere at forstå end det klassisk arabiske sprog, der blev talt i moskeen. I 1912 blev der i Deir Atiyah, Nebk og Jabrud holdt gudstjeneste hver søndag enten ved Prip eller en af de syriske evangelister. I Hafar var der gudstjeneste en gang om måneden og i Karjaten, som lå temmelig langt fra de øvrige byer, blev der kun holdt gudstjeneste ved en af de syriske evangelister.

Mødet med beduinerne

Det var beduinerne, der trak Prip og Fox Maule til Kalamun. Og det var dem, der fik Prip til i første omgang at bosætte sig i det afsides liggende Karjaten på grænsen til ørkenen. Her var der mulighed for at få kontakt med ‘ørkenens sønner’. Og Prip fik lært sig beduinernes sprog. Men ellers er det ikke meget, vi hører om hans møde med beduiner i de to år, han boede i Karjaten inden flytningen til Nebk. Det blev altså sporadisk med den op-søgende kontakt til beduiner, der først og fremmest fandt sted i forbindelse med ‘stationsturene’, hvor læge og sygeplejerske i nogle dage besøgte en af missionens hovedbyer for at afholde klinik for befolkningen.

Johanne Svanenskjold og Alfred Nielsen delte ikke Prips begejstring for beduiner. Nielsen oplevede mest bedu-inerne som en trussel for samfærdsel og landsbyliv, og når han på sine stationsture måtte have eskorte af tyrkiske soldater. Da Fox Maule og Kirstine Laursen i 1913 var på en kliniktur til Palmyra, blev de på hjemrejsen overfaldet af en gruppe beduiner. Det kom til skyderi mellem dem og missionærernes syriske hjælpere, og det kunne være endt tragisk for de to missionærer. Denne episode fik Østerlandsmissionen til at opgive tanken om en mission blandt beduiner.

Første Verdenskrig

I slutningen af 1911 udbrød der krig mellem Italien og Tyrkiet. Det blev indledningen til den proces, der skulle bringe det gamle Osmanniske Rige til fald. Året efter brød Balkankrigen ud. Denne gang var det tyrkernes vasalstater, der gjorde oprør mod det tyrkiske overherredømme.

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 var der spænding om, hvordan Tyrkiet ville reagere. Da landet i november samme år gik ind i krigen på Centralmagternes side, blev situationen for de danske missionærer så vanskelig, at de måtte evakueres, og de opholdt sig alle i Danmark under krigen. Efter krigens afslutning kunne missionærer efterhånden vende tilbage til Syrien, der fra marts 1919 var et fransk mandat-område.

Damaskus

Alfred Nielsen havde ikke været udelt tilfreds med sit skolearbejde i Kalamun. I forbindelse med en missions-konference for Mellemøsten i 1921 blev det besluttet at påbegynde et storbyarbejde i Damaskus. Østerlands-missionens påtog sig opgaven med Alfred Nielsen som leder, hvorefter han arbejdede her i årene 1921-1928. Alfred Nielsen valgte at åbne en læsestue i den muslimske del af ‘Den Lige Gade’, der er placeret i det centrale Damaskus og er en del af byens basarkvarter. Ved hjælp af bøger, aviser og anden litteratur fik man lokale folk indenfor til læsning og samtale om religiøse emner. Dialogen blev her et arbejdsredskab længe før, man teolo-gisk havde opfundet dette ord. Desuden inviterede Alfred Nielsen en gang om ugen til lysbilled-foredrag med bibelske billeder. Læsestuen blev meget besøgt og gav anledning til, at unge mennesker blev hængende efter foredrag for at tale om kristendom. Desuden anvendte Alfred Nielsen en del tid på at gå rundt i basarområdet med en taske, der indeholdt bøger og småskrifter.

Missionærer Alfred Nielsen og fru Christine Nielsen ved tebordet i deres hjem. Cand. mag. og teolog, pastor Alfred Julius Nielsen var udsendt af Østerlandsmissionen, 1911-1954, primært til ledelse af drengeskoler samt præstearbejde i Nebk og Damaskus.

Men Alfred Nielsens læsestue blev en kort fornøjelse. I løbet af ganske kort tid blev der en del avisskriverier om læsestuen fra muslimsk side. Man fandt det stærkt provokerende at have anbragt en sådan læsestue midt i det muslimske forretningskvarter. Derfor blev han af myndighederne tvunget til at lukke stedet. Det betød, at Nielsen nu flyttede læsestuen til det kristne kvarter – så tæt på såvel det jødiske som det muslimske kvarter som muligt. Det betød, at der for en tid var ro omkring læsestuen. Men i 1927 startede kritikken igen, og da myndighederne meddelte Nielsen, at de ikke længere kunne garantere hans sikkerhed, valgte han at lukke læsestuen permanent. Alfred Nielsen arbejdede resten af sin missionærtid som sproglærer ved Newman School of Missions og var desuden tilknyttet det tyske missionshospital i Jerusalem.

Hospital og sygeplejeskole

Efter afslutningen af Første Verdenskrig gik Fox Maule igen i gang med at realisere sit hospitalsprojekt. I november 1921 kom byggetilladelsen, men først 17. maj 1927 kunne hospitalet indvies – efter en lang række forhindringer for byggeriet. Dette blev ledet af Fox Maule, mens en ny læge, Henrik Møller fik ansvar for klinikken. Da byggeriet stod færdigt, blev Henrik Møller overlæge på hospitalet, mens Fox Maule blev leder af poliklinikken. Med færdiggørelsen af hospitalet var en milepæl nået i Østerlandsmissionens historie. 22 års arbejdsproces var til ende.

En særlig gren af sundhedsarbejdet, hvor missionen igen blev pionerer, var sygeplejeuddannelsen. Med hospi-talet blev det muligt at etablere en decideret undervisning, som førte frem mod eksamen efter tre år. Efter bestået eksamen fik den nye sygeplejerske et certifikat, som hun også kunne bruge ved ansættelse på et andet hospital. Da oversygeplejerske Cecilie Lauritsen begyndte uddannelsen af de unge sygeplejeelever, meldte nye problemer sig. Hygiejnestandarden i de små syriske huse var langt fra den, man måtte kræve på et moderne hospital. Dertil kom de faglige udfordringer, hvor den største var, at der ikke fandtes nogen lærebog på det arabiske sprog. Derfor måtte Cecilie Lauritsen selv skrive sin lærebog i sygepleje på arabisk.

Menighedsarbejde og kirkebyggeri

Einar Prip fortsatte sit menighedsarbejde i tiden efter Første Verdenskrig. Ligesom hospitalsbyggeriet havde været højt prioriteret i Østerlandsmissionen, blev ønsket om opførelsen af en kirke i Nebk tilsvarende vigtig. Ved hjælp af store indsamlinger blandt Østerlandsmissionens venner i Danmark og fra syriske udvandrere til Amerika samt fra Lægmandsbevægelsen for Ydre Mission i Danmark lykkedes det at finde finansiering til opførelse af kirken, som kunne indvies af Prip 15. maj 1933. Det blev en stor og rummelig kirke, bygget efter presbyteriansk model uden alterparti, og med et podie i den ene ende, hvorfra gudstjenesten blev ledet. Venner i Aalborg skænkede et harmonium, som fortsat står i kirken.

Einar Prips sidste store begivenhed blev ordinationen af den første syriske præst, 28. oktober 1934.  Kort tid efter rejste Prip tilbage til Danmark, hvor han døde  2. febr. 1939. I 1935 døde Else Fox Maule i Nebk efter at have været syg et stykke tid. Hun blev begravet på en lille kirkegård på hospitalets område. Og i juli 1940 døde R. Fox Maule også i Nebk og blev begravet ved siden af sin hustru.

Tiden efter Anden Verdenskrig

Under Anden Verdenskrig benyttede flere af de danske missionærer situationen til at videreuddanne sig i arabisk ved Newman School i Jerusalem, hvor Alfred Nielsen var lærer. Efter krigen var de politiske forhold ændret en del. Allerede i 1941 havde Syrien erklæret sin uafhængighed som Republikken Syrien, og den nye nationalstat skulle nu finde sin egen politiske vej, hvilket viste sig at blive en særdeles svær proces med en række militærkup. I 1954 afholdtes det første parlamentsvalg, hvor også kvinder havde valgret. Efter endnu et militærkup i 1963 kom Baath-partiet til magten, og man arbejdede for at gennemføre arabisk socialisme, hvilket lykkedes i 1966.

Mission under muslimsk styre

Den muslimske selvfølelse, som allerede i mellemkrigsårene var vokset frem og havde givet sig udslag i oprettelse af nationale muslimske skoler på de steder, hvor der hidtil havde været missionsskoler, voksede i årene efter Anden Verdenskrig. Mod slutningen af 1946 indskærpede det syriske undervisningsministerium, at Østerlandsmissionens skoler ikke måtte give fælles kristendomsundervisning til både kristne og muslimske elever. Dette blev indledning til en kulturkamp mellem den syriske, muslimske nationalisme og den kristne mission. Fra skoler gik turen videre til hospitaler, da der i 1954 kom en ny hospitalslov, som foreskrev, at alle udenlandske hospitaler skulle ind under syrisk ledelse.

For at sikre missionens arbejde overdrog Østerlandsmissionens formand den 29. oktober 1960 arbejdet til Den Evangeliske Synode i Syrien og Libanon. Under forhandlingerne forud understregede Østerlandsmissionen en forventning om, at Synoden selv ville klare sine udgifter uden hjælp udefra, mens Østerlandsmissionen fortsat skulle aflønne missionærer og det, man kunne kalde ‘nye fremstød.’ Reelt var man i gang med en tilbage-trækning. Men da Synoden i sommeren 1962 ansatte en muslimsk, syrisk læge på hospitalet, opstod der nye problemer, hvilket fik ‘missionærernes råd’ til at bede bestyrelsen i Danmark om at kræve lægen afskediget – ellers ville det danske sundhedspersonale forlade arbejdet. Men tilliden var nu brudt, og den 11. marts 1964 mødtes repræsentanter for Synoden og Østerlandsmissionens bestyrelse i Danmark, hvor man besluttede at ophæve samarbejdet. 60 år efter at Prip og Fox Maule begyndte arbejdet i Syrien endte det igen.

Nogle missionærer rejste hjem til Danmark eller fik arbejde andetsteds. Andre blev udsendt af DMS. Desuden blev der indledt forhandlinger om et formaliseret samarbejde med DMS og senere Dansk Pathanmission, hvilket førte til en sammenlægning pr. 1. januar 1975.

Harald Nielsen – Uddrag af bog: Tålmodighed forpligter – 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie

Redigeret af MB – 30-06-2017

Se den fulde tekst her

Se flere billeder fra Østerlandsmissionen / Syrien her


Fakta

Harald Nielsen (1946). Cand.theol. 1975. Generalsekretær i DMS/Danmission, 1996-2002. Islamsekretær og senere leder af Danmissions Dialog-team, 2002-2010. Forfatter til bog: Tålmodighed forpligter – 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie, Unitas forlag 2005.


Rev. dato: 1. maj 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk