Kina - Manchuriet

I 1892 sendte Det Danske Missionsselskab sine første missionærer til Kina. Efter en tid i Midtkina flyttede de i 1895 til Nordøstkina eller Manchuriet, som det dengang hed.

DMS I MANCHURIET 1895 – 1950

I 1892 sendte Det Danske Missionsselskab sine første missionærer til Kina. Efter en tid i Midtkina flyttede missionærerne i 1895 til Nordøstkina eller Manchuriet, som det dengang hed. Det blev nemlig oprindeligt beboet af manchuriske stammer, men allerede da DMS kom derud, var det store flertal kinesere.

Danske pionermissionærer på vej nordpå i Kina.

Rejsegruppe på udflugt med frokost på Den Store Mur i Kina, april 1947.

I Manchuriet arbejdede danske missionærer fra Port Arthur (Lüshun) og Dairen (Dalian) i syd til Antung (Dandong) ved Yalu-flodens udløb og lidt længere nordpå langs floden, så herfra til Fenghuangcheng (Fengcheng) knapt halvvejs til Mukden (Shenyang). I 1911 begyndte DMS i Nord-Manchuriet: Harbin og tre andre steder. I disse to områder arbejdede vi blandt en venlig befolkning. Her mødte man mange smil og en humor, der var på bølgelængde med dansk humor.

Broerne i Dandong. Den kinesisk-koreanske ‘Venskabsbro’ over Yalu-floden på grænsen mellem Kina og Nordkorea (tv). En del af den gamle bro (th) blev sprængt væk af USA under Korea-krigen i 1950. Den slutter midt ude i floden, men er der fortsat som turistattraktion.

Den gamle evangelist Yen med de småpiger, som han underviser i Dairen (Dalian).

Her byggede vi 12-14 missionsstationer, og omkring disse samt langt ud i omegnen voksede små menigheder frem. Og så var der Mukden (Shenyang), hvor man ikke grundlagde nogen luthersk menighed, men samar-bejdede med presbyterianere på lægeskole og gymnasium, i KFUM og på blindehjemmet.

Hvad ville disse danske missionærer i det fjerne Østen?

De havde mødt Missionsbefalingen på en så personlig måde, at de ikke kunne komme udenom kaldet til at fortælle hedninger om Guds kærlighed til alle og søge at vinde dem som Jesu disciple. De blev antaget af DMS og kom på missionsskole, hvor de bl.a. fik introduktion til missionsmarken og lærte missionærkollegaer at kende. Der var både kvindelige missionærer med akademisk uddannelse og mandlige teologer.

Efter ankomsten til Kina var første opgave at lære det kinesiske sprog, men det var svært at finde kinesere, som kunne undervise vesterlændinge. Der var en sprogskole i Peking (Beijing), hvor de havde dygtige lærere, og hvor man samtidig blev introduceret til den kinesiske kultur og historie. Ankommet til missionsområdet begyndte missionærerne at sætte sig ind i lokalfolkets levevis og menighedens liv og vækst. Den helt store udfordring var dog stadig at lære kinesisk, men som årene gik, lærte de jo sproget ganske godt. Missionærernes opgaver var mangeartede. De skulle fungere som altmuligmænd: købe grund, bygge eller ombygge hus, skaffe materialer, sørge for håndværkere og helst ikke blive snydt alt for meget.

De mandlige missionærer arbejdede ofte ud fra et gadekapel på et befærdet strøg, hvor folk droppede ind og fik en snak og der – ofte ud fra bibelske billeder – blev fortalt om Jesus og hans glade budskab. Også ved tempel-fester, der samlede mange mennesker, var missionærerne aktive. Og ved Kinesisk Nytår gjorde man sig særlige anstrengelser for at indbyde tilhørere til missionens nytårsmøder. I de første år var behandling af syge et ud-mærket middel til at komme i forbindelse med lokalbefolkningen. Dengang var der oftest meget lidt hjælp at finde, hvis man blev syg. De fleste pionermissionærer havde fået et kursus i sygebehandling og medbragte en lægebog for søfarende. Med deres begrænsede viden var de alligevel til stor hjælp for mange. Og behandlingen gav ofte åbent øre for det evangelium, som missionæren var ivrig efter at bringe.

Patienter i hospitalsgården, Antung (Dandong).

Vore missionshospitaler gjorde en stor indsats både lægeligt og kristeligt. De blev ofte søgt langvejs fra, og mange små menigheder på landet kunne spore deres oprindelse tilbage til en, der havde været patient på et af missionens hospitaler. Vi fik efterhånden tre missionshospitaler. Dr. S. A. Ellerbek startede det første i Antung (Dandong) i 1906, og i 1912 var han med til at oprette Lægeskolen i Mukden (Shenyang). Fra 1922-40 var han, med en kort afbrydelse, rektor for denne lægeskole.

Sygeplejerske Karen Gormsen var udsendt til tjeneste på hospitalet i Antung (Dandong). Hun blev også leder af kvindearbejdet i byen og omegnen. Da hjælpeløse børn blev ’lagt på hendes vej’, kunne hun ikke sige nej. Det blev til et børnehjem, som snart voksede sig stort. Sammen med hospitalet var børnehjemmet med til at give dansk mission et godt omdømme viden om. I 1950 havde børnehjemmet ca. 240 børn under 16 år. Med Maos ankomst som leder blev alt missions- og socialt arbejde lukket. Karen Gormsen rejste hjem til Danmark, syg om hjertet for sine børn, som hun havde været en god mor for.

Skolemission viste sig at være en god arbejdsform. Da missionen begyndte, var der på disse egne ingen skoler efter vesterlandsk mønster. Men i dette gamle kultursamfund begyndte flere og flere kinesere at forstå, at her lå fremtiden. Derfor var der mange steder god tilslutning til vore skoler – selv om der ikke blev lagt skjul på, at det var kristne skoler, og gennem dem nåede evangeliet ud til både børn og forældre. Da offentlige skoler efter-hånden vandt frem, blev mange af missionens små skoler lukket.

I Takushan (Dagushan) åbnede missionær Ellen Nielsen i 1903 en lille pigekostskole med tre elever. Mellemskole og gymnasium kom til, og den første børnehave i Manchuriet blev åbnet i 1915. Senere kom der også et lærer-seminarium samt en ungdomsskole for piger, der ikke havde gået i skole. I 1931 blev Ellen Nielsen kinesisk statsborger. Hun købte jord og skaffede billigt korn til sine mange kostskoleelever. Det gav arbejde til en del mænd. Også hjælpeløse gamle fik et hjem hos hende. Det blev alt sammen til ‘Familien Nielsens Landsby‘, som kineserne kaldte den. Ellen Nielsen skrev også en kort og god katekismus for kvinder, og hun cyklede ud i distriktet for at lede kvindemøder. Alt det praktiske arbejde havde hun hånd i hanke med og deltog i, men hun glemte ikke at forkynde evangeliet, og det havde hun en sjælden evne til. Utroligt hvad denne dygtige og viljestærke kvinde kunne overkomme for at hjælpe sine kære kinesere og tjene sin Herre.

I 1912 åbnede missionær Johs. Vyff en særpræget drengemellemskole i Pitsaikou (Picaigou), 6 km fra Antung (Dandong). Han var ordineret missionær, men oprindelig uddannet gartner og havde anlagt en planteskole herude. Nu skulle eleverne arbejde tre timer dagligt i planteskolen. Det skulle lære dem respekt for fysisk arbejde. Man kan kalde det en maoistisk ide, længe før Mao blev kendt.

Uddannelse af medarbejdere i mission og kirke er en betydningsfuld opgave. Her var missionær C. Waidtløw foregangsmand. Som ordineret missionær i Port Arthur (Lüshun) og senere Dairen (Dalian), uddannede han adskillige hold evangelister, samt vor første kinesiske præst. Fra 1922 blev han leder af en permanent evange-listskole i Pitsaikou (Picaigou). I 1924 blev der åbnet en tilsvarende bibelkvindeskole i Fenghuangcheng (Fengcheng). Da det sidst i 1930erne blev umuligt at sende studenter fra det japansk besatte Manchuriet til den Lutherske Præsteskole i Shekou, oprettede man i 1937 sin egen præste- og evangelistskole i Pitsaikou (Picaigou).

Så var der missionærbørnene. Der var mange små børnegrave derude. I de første år blev adskillige børn efterladt tidligt hos slægt og venner i Danmark. I 1933 startede Den Danske Skole med lærerinder udsendt fra Danmark. Det var et stort plus for børn og forældre. Nogle missionærbørn lærte kinesisk før de talte dansk. Og de talte sproget, ligesom deres kinesiske legekammerater, uden fremmed accent. De lærte at holde af det land, de voksede op i, og det folk, de levede iblandt. Og de lærte at forstå, hvorfor deres forældre var derude.

Hvad kom der så ud af det? Blev grunden lagt til en kirke derude?

Ja, der voksede langsomt menigheder frem rundt omkring. I 1913 blev den første kinesiske præst, Yen Hsing-chi, ordineret i Den Lutherske Kirke. I 1922-23 fik kirken sin egen forfatning med synode og kirkeråd. Kineserne insisterede på, at C. Waidtløw skulle være formand i indkøringsperioden, og i 1927 efterfulgte pastor Yen sin lærer som formand. Da det første hold fra præsteskolen var færdig i 1940, blev antallet af kinesiske præster næsten fordoblet.

I 1929 begyndte en vækkelse, som bredte sig over hele kirken og varede adskillige år. I de første år betød vækkelsen især en styrkelse af kirkens indre liv, men ‘da de kristne blev levende, fik hedningerne mere lyst til at høre’, som missionær Niels Buch sagde. Nu fulgte en stærk ydre vækst, som dels havde en indre grund: vækkelsen, dels en ydre: den japanske besættelse med social uro og røveruvæsen samt dermed følgende usikkerhed og frygt. Fra ca. 5.000 medlemmer i 1931 voksede kirken til næsten 11.000 i 1940.

Dongbei, Kina. Gudstjeneste med 180 dåbskandidater I Shenyang Kirke. Foto april 2002.

Hvordan greb de politiske forhold ind i arbejdet?

De politiske forhold mærkedes på mange måder. I 1900 udbrød den fremmedfjendtlige ‘Boxeropstand’. De fleste missionærer måtte flygte og senere begynde på bar bund. 1904-05 rasede den japansk-russiske krig på manchurisk jord. En ’hvid’ stormagt (Rusland) blev slået af de ’gule’, og japanerne fik store rettigheder i Man-churiet. Nu begyndte Pax Japonica i Manchuriet og varede fra 1905 til 1931. Japanerne krævede ro og orden, og soldater langs den japansk ejede Sydmanchuriske Jernbane satte magt bag kravet. Men trods stor japansk indflydelse i Manchuriet hørte det dog stadig til Kina, og kinesisk lov var fortsat gældende.

Det blev engang sagt, at de danske missionærer var bedre end de katolske, ‘for de tog ikke penge for syge-behandling, og de blandede sig ikke i retssager’. Omkring århundredskiftet skete det måske, at en eller anden kineser skelede til særrettigheder, når han gik over til kristendommen. Men de fleste valgte at konvertere af redelige religiøse grunde, hvad de 300 kristne i Manchuriet, som mistede livet for deres tros skyld under Boxeropstanden, vidnede om. De ville hellere miste livet end fornægte Kristus og svigte ‘de fremmede djævles religion’. Det var jo et nedsættende udtryk, men var blevet en så almindelig betegnelse for ‘udlændinge’, at kun få tænkte over den oprindelige betydning.

I september 1931 besatte japanerne Manchuriet og oprettede ‘det frie og uafhængige Manchoukuo’ med japanerne som enerådende herrer. Mange kinesiske soldater nåede ikke ud af landet, men ‘forsvandt i bjergene’ som fædrelandsforsvarere. Men de skulle jo også overleve, og så vendte mange tilbage til deres gamle hånd-værk, røveriet. Nu var Pax Japonica forbi, og ufredstider rasede. I landdistrikter levede man livet i usikkerhed og frygt. Også missionærerne dr. Niels Nielsen, Siuyen (Xiuyan), og Conrad Bolwig, Takushan (Dagushan), var en tid i røverhænder. I den første, også internationalt anspændte tid, lod japanerne mission og kirke være i fred. Men da storkrigen med Kina begyndte for alvor i 1937, og da Japan angreb Amerika i 1941, føltes myndighedernes tryk mere og mere.

Da Danmark blev besat under 2. Verdenskrig, kunne DMS alene sende penge ud til missionærers underhold. Kirken måtte derfor nu fuldt ud være selvunderholdende. I begyndelsen gik det over forventning godt, og kirkens formand, pastor Ch’en, tog det som et vidnesbyrd om Guds nåde og kraft, og om at kirken havde slået rod og ikke længere var en udenlandsk religion.

I sommeren 1940 tog det officielle tryk en alvorlig vending. De nationale riter med buk mod kejserpaladser i Tokyo blev udvidet med et tredje buk, mod det nye statstempel i Hsinking (Changchun) – Solgudindens tempel. Ceremonier i templet blev nu stærkt præget af den japanske Shinto-religion, og aviser jublede over, at kejser og folk havde fået en skytsgudinde at bede til. Men så udtalte premierministeren, at ceremonier ved statstemplet kun var nationale og ikke religiøse. Kunne man nu tro premierministeren på hans ord, når virkeligheden syntes at modsige ham? Missionerne sagde nej, først de presbyterianske og så de lutherske, mens de lokale kirker, omend tøvende, sagde ja, sådan som de japanske kirker længe havde gjort. Kirke og mission tog altså forskellig stilling i et vigtigt spørgsmål.

På grund af Det Danske Missionsselskabs stilling til solgudinden lukkede myndighederne i sommeren 1942 gymnasiet i Pitsaikou (Picaigou) og overtog skolerne i Takushan (Dagushan). Missionen følte sig tvunget til at lukke præsteskolen og bibelkvindeskolen. Myndighederne i Antung-provinsen inddrog missionærers prædi-kantbeviser. Nu blev adskillige missionærer arbejdsløse, mens andre (læger og sygeplejersker) fik travle år. Missionærerne blev isolerede, fra 1941 var der ingen hjemrejsemuligheder, og kun få breve nåede frem. Under besættelsen og især i de sidste år, med spændinger i forholdet til kirken og sammenstød med myndighederne, var det godt at have den dygtige, besindige og loyale Niels Buch som formand (1931-46). Både kinesere og danskere havde tillid til ham.

Japans nederlag i august 1945 vakte stor glæde hos både kinesere og danskere. Efter 14 års besættelse kunne det kinesiske flag atter vaje frit over Nordøstkina eller Manchuriet. Solgudinden forsvandt til Japan. Og inden længe kunne kirke og mission igen samarbejde. Men de fleste missionærers håb om snarlig ferie i Danmark blev skuffet. Der blev ikke fred, men borgerkrig og kaos. I slutningen af 1946 nåede de fleste missionærer dog hjem, mens andre, som var strandet i Danmark under krigen, kom ud igen.

Missionærerne var nu derude mellem 1947 og 1950. I disse år rasede borgerkrigen frem og tilbage i Manchuriet. Russerne hjalp hurtigt kommunisterne tilbage til magten, og da nationalister drog ind i Antung (Dandong) i oktober 1946, mødtes de med jubel, og såvel lokale kristne som missionærer fattede håb om et frugtbart samarbejde. Den 1. oktober 1949 kom Mao Tse-tung (Mao Zedong) til magten og proklamerede oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik. Med undtagelse af Ellen Nielsen rejste alle missionærer hjem i 1950.

Det Danske Missionsselskabs tid i Manchuriet blev nu afsluttet. Kort efter nåedeTre-selv-bevægelsen til regionen, og inden længe gik den lutherske kirke med her. Så den lutherske kirkes historie i Manchuriet kan siges at være ophørt næsten samtidig med DMS-arbejdet i området. Men Kristi kirke i Manchuriet (Dongbei) består stadig, stærkere og mere moden end før.

Dongbei, Kina. Gudstjeneste i den nye kirke ’Harvest Road Church’ i Dalian. Foto 2006

En stærk forpligtelse til at tjene samfundet er et af kendemærkerne ved den kinesiske kirke. Det er sket gennem Amity Foundation, som er et socialt hjælpearbejde startet i 1985. Ud over at trykke millioner af bibler, har Amity stået for udviklingsprojekter og sundhedsprogrammer. Amity sørger også for sprogundervisning, og gennem Danmission har der været udsendt flere danske engelsklærere til dette arbejde.

I 2002 genoptog Danmission officielle venskabelige forbindelser med den protestantiske kirke i Kina. I april 2002 rejste tidligere vicegeneralsekretær Jørgen Nørgaard Pedersen og Anne Hviid Jensen på en under-søgelsestur til Dongbei (Manchuriet) med henblik på at vurdere muligheder for at genoptage konkret sam-arbejde med kirken i det tidligere danske missionsområde. Denne to-mands delegation tog det som en blå-stempling af deres forsøg på at forny kontakten, da de uventet blev inviteret til at besøge biskop Ting i hans hjem i Nanjing. Et andet højdepunkt var en gudstjeneste i en af Ellen Nielsens tidligere skoler i Dagushan. Dette besøg resulterede i årlige Danmission grupperejser til de tidligere danske missionsstationer. Og her oplevede rejsedeltagere, at den danske missionsindsats mindes med både glæde og taknemlighed.

Mary Holm / Jørgen Nørgaard Pedersen
November 2015

Se flere fotos fra Manchuriet / Kina her


Fakta

Mary Elisabeth Holm (1900-1989). Missionær i Manchuriet, Kina, 1928-1946.
Jørgen Nørgaard Pedersen (1940). Missionær i Mellemøsten 1963-1973. Missionssekretær i DMS 1973-1982. Generalsekretær i Dansk Santalmission 1982-2000. Vicegeneralsekretær i Danmission 2000-2003. Leder af grupperejser til Kina fra 2002.


Rev. dato: 29. august 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk