Indien - Jeypore

Ved DMS bestyrelsesmødet i Kolding, 22. april 1931, blev Øst-Jeypore optaget i DMS som et tredje missionsområde ved siden af Sydindien og Kina.

Missionshistorisk baggrund

Jeypore-missionens historie er tæt vævet sammen med krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig) og den første Verdenskrig, 1914-18. Historien handler derfor også om Slesvig/Nordslesvig/ Sønderjylland og landsdelens betydning for Danmark i årene efter 1864 og efter genforeningen i 1920. Før 1864 var der DMS kredse i Aabenraa og omegn samt i det nordvestlige Slesvig og i Flensborg. Men i perioden 1864-1924 var der stort set ingen forbindelse mellem DMS og Sønderjylland. Interessen for missionsarbejde fortsatte imidlertid i Sønderjylland, hvor ’Den slesvig-holstenske mission’, kaldet Breklum-missionen  i 1881 udsendte to missionærer til Vest-Jeypore i den indiske stat, Orissa (Ernst Pohl (1860-1935) og Hermann Bothmann (1856-1920)).

Breklum-missionen var grundlagt 19. september 1876 af pastor Christian Jensen i Breklum. I 1886 blev den nordslesvigske Indre Mission stiftet af fem præster, og en af disse, pastor Bahnsen blev i 1894 formand for Breklum-missionen. Herefter gik en indre-missionsk vækkelse over Nordslesvig, og interessen for ydre mission (’hedningemission’) voksede stærkt. Nordslesvigeren pastor Bracker efterfulgte i 1906 pastor Bahnsen som formand for Breklum-missionen, der efterhånden var blevet til Nordslesvigs Mission.

I årene 1900-1912 blev flere sønderjyder udsendt til Breklums missionsmark i Indien, bl.a. Hans Larsen i 1900, Ole Jensen i 1906, Hans Toft i 1907, Rasmus Jørgensen i 1908 og Anders Andersen i 1912. Breklum-missionen styrkede de dansksindede i Nordslesvig med missionsblade skrevet på dansk (’Vort Missionsblad’ og ’Palme-bladet’) samt gennem den årlige Missionsfest på 3. pinsedag i Tinglev (siden 1904) og det årlige Missionskursus i Breklum.

Hovedvægten af missionsarbejdet lå i Vest-Jeypore og det tilstødende ’Telegulandet’ (nabostaten Andhra Pradesh), hvor den amerikanske forenede lutherske kirkes mission arbejdede i Guntur og Rajamundry (’Guntur missionen’ siden 1840’erne). Arbejdet i Øst-Jeypore kom i gang senere, bl.a. på grund af de geografiske og kulturelle forskelle fra Vest-Jeypore: høje bjergkæder adskilte de to områder, og udbredelsen af stammefolk (bl.a. Khondstammer) mod øst betød store sproglige forskelle. I Øst-Jeypore blev missionsstationerne Gunupur grundlagt i 1900 og Bissamcuttack i 1908.

Familiefoto af Kathrine og Hans Toft med 6 børn, taget i Danmark 1932. (Gennem mange år missionærer i Jeypore, Indien, udsendt af Breklummissionen, American Lutheran Church Mission og fra 1931 Det Danske Missionsselskab)

Toft-Andersens Mission

Da 1. verdenskrig brød ud, blev Indien foreløbigt lukket for tyske selskaber – inklusive missionsselskaber (bl.a. Baseler-missionen, Leipziger-missionen og Breklum- missionen). Alle Breklum-missionærer blev interneret i december 1914 og senere hjemsendt. Det vakte stor bekymring for arbejdet i Jeypore. Den amerikanske Guntur-mission overtog tilsynet med området på betingelse af, at Breklum-missionen kunne fortsætte arbejdet efter krigens afslutning og refundere Guntur-missionen dens udgifter i forbindelse hermed. Guntur-missionen var dog i løbet af krigsårene hårdt presset af mandskabsmangel på missionsmarken.

 De hjemsendte missionærer, Hans Toft og Anders Andersen fortsatte som præster i Nordslesvig og Sønder-jylland, pastor Toft i Lintrup-Hjerting sogn og pastor Andersen i Arrild sogn. I 1918 blev disse to missionærer opfordret af Breklum-missionens formand, pastor Bracker, til at kontakte DMS med henblik på udsendelse som missionærer. Forslaget blev forhandlet med DMS-bestyrelsen i 1919, men planen blev forkastet af Repræsen-tantmødet i Breklum. Guntur-missionen pressede på med spørgsmålet om, hvornår der så hurtigt som muligt kunne sendes missionærer ud til arbejdet i Øst-Jeypore? Efter genforeningen i 1920 var Toft og Andersen blevet danske statsborgere, og Guntur-missionen ansøgte den britisk-indiske regering om indrejse-tilladelse for de to missionærer. De fik afslag under henvisning til de allieredes forbud imod at åbne grænser for tyske selskaber før 1926. Forhandlinger med den amerikanske lutherske kirke i 1920 førte til, at Toft og Andersen blev antaget som missionærer under den amerikanske Guntur-mission. Formaliteter var først i orden i 1924, hvor Toft og Ander-sen med familier kunne sendes til Øst-Jeypore med løn og rejseudgifter betalt fra Amerika. I glæde over denne udvikling besluttede Tinglev-mødet i august 1924 at stifte det nordslesvigske ’Udvalg til støtte for Tofts og Andersens missionsarbejde’ – og hermed opstod ’Toft-Andersens Mission’.

Familierne rejste til Indien i september 1924 sammen med en dansk lærerinde, Adamine Smed (fra  Hurup i Thy), der fik rejseudgifter og løn betalt af Udvalget for Toft-Andersens Mission. Hun skulle være husmor og dansk-lærer for missionærbørn, der kom i engelsk skole i Kodaikanal, Sydindien. De to danske missionærer rejste til deres tidligere område i Vest Jeypore og overtog efter nogle år tilsyn med arbejdet i Gunupur og Bissamcuttack i Øst-Jeypore.

Øst-Jeypore missionen og DMS

Den amerikanske kirke ønskede ikke at beholde Øst-Jeypore som missionsområde og forhandlede derfor i 1925 med Udvalget for Toft-Andersens Mission om at danne et selvstændigt missionsselskab, der kunne overtage arbejdet. Det var efter Genforeningen et stort ønske for missionsvenner i Sønderjylland at knytte stærkere bånd til DMS. Udvalget for Toft-Andersens Mission og DMS-bestyrelsen forhandlede om den ide, at Øst-Jeypore blev lagt ind under DMS som et tredje missionsområde ved siden af Indien og Kina. DMS-bestyrelsen ønskede en sammenslutning med Toft-Andersens Mission – især for at fremme DMS’ stilling i Sønderjylland og undgå dannelsen af et nyt selvstændigt sønderjysk missionsselskab. Det var en fornem Genforenings-opgave at forene alle missionsvennerne!

Bestyrelsen i DMS kunne ikke træffe afgørelse om sammenslutning, før spørgsmålet om at optage en ny missionsmark var forelagt Repræsentantskabet som øverste myndighed. Da DMS i årene 1927-28 havde store økonomiske problemer, var tiden ikke inde til at forelægge sagen i 1928. Til gengæld vedtog bestyrelsen en hensigtserklæring om, at det var ønskeligt at sammenslutte Toft-Andersens Mission i Øst-Jeypore med DMS, men at økonomiske forhold ‘for tiden’ hindrede realisering af denne plan. Man understregede, at et eventuelt selvstændigt ’Øst-Jeypore Missionsselskab’ i Sønderjylland ville få DMS’ støtte, bl.a. gennem samarbejde ved fælles møder og gennem et medlem af DMS- bestyrelsen indvalgt i Øst-Jeypore Missionens bestyrelse.

Udvalget for Toft-Andersens Mission stiftede herefter ved et møde 12. marts 1928 i Tinglev ’Øst-Jeypore Missionsselskab’ med Hans Toft og Anders Andersen som missionærer. Formand i DMS, pastor Axel Busch blev indvalgt i bestyrelsen for det nye missionsselskab. Busch udtalte: Ikke få er vi, der håber, at samarbejde kan gøres, og at tiden vil komme, da en sammenslutning kan finde sted mellem Øst-Jeypore Missionen og vort gamle danske Missionsselskab (Dansk Missionsblad, nr. 16, 1928). Øst-Jeypore Missionens organ var et blad kaldet ‘Den lille Missionsklokke’ (udgivet i 4700 eks.).

Som omtalt tidligere overtog den amerikanske Guntur-mission Breklum-missionens arbejdsområde i Jeypore under 1. verdenskrig i forventning om, at Breklum-missionen genoptog sit arbejde efter krigen. Guntur-missionen kunne dog ikke afslutte sin opgave efter krigens afslutning, fordi England først ophævede opholds-forbud mod tyske missionærer i 1926. Den amerikanske mission valgte i 1925 generøst at give afkald på den gæld, som oprindeligt blev aftalt i 1919 (refusion af Guntur-missionens udgifter). Breklum-missionen afløste den amerikanske mission i Vest-Jeypore, men magtede ikke at overtage hele Jeypore-området. Den amerikanske mission havde som før nævnt i 1924 ansat missionærer fra Toft-Andersens Mission i Øst-Jeypore, og DMS bad indtrængende den amerikanske mission om at beholde netop Øst-Jeypore, indtil dette område i 1928 formentlig kunne overdrages til DMS. Den amerikanske mission udstedte i Baltimore et overdragelsesdokument på Øst-Jeypore området med virkning fra 1. juli 1928. ’Øst-Jeypore Missionen’ fik overdraget  de to missionsstationer Gunupur og Bissamcuttack.

Optagelse af Øst-Jeypore Missionen i DMS

Ved DMS-bestyrelsens møde i Kolding 22. april 1931 behandlede man endeligt spørgsmålet om optagelse af Øst-Jeypore Missionen i DMS som et tredje missionsområde ved siden af Indien og Kina. Bestyrelsen for Øst-Jeypore Missionen var fuldtalligt tilstede. Igen var det især betydningen af Sønderjylland og Genforeningen, der spillede en stor rolle for en ‘sammenslutning af åndelige grunde’. Det blev besluttet at forelægge sagen for Repræsentantskabsmødet i Aarhus 9-10. september 1931. DMS gjorde opmærksom på, at Øst-Jeypore blev DMS’ tredje missionsmark, fordi det ikke kunne sammenlægges med det sydindiske missionsområde i ‘Tamil-landet’. Afstanden hertil er for stor, og befolkningen i Øst-Jeypore samt deres sprog er meget forskelligt fra folket i syd.

Det ‘åndelige genforeningsarbejde’ og dets betydning for Sønderjylland blev atter understreget i sagsbehand-lingen på Repræsentantskabsmødet, hvor repræsentanter både fra DMS og de sønderjyske kredse varmt anbefalede optagelsen af Øst-Jeypore Missionen i DMS. (‘..Det plejer at være forhold ude på missionsmarken, som er årsag til udvidelsen. Men således er det ikke her med optagelsen af Øst-Jeypore Missionen. Her er anledningen kommet fra de hjemlige forhold på grund af det ganske ekstraordinære, som Genforeningen har ført med sig. Dengang optoges troende brødre og søstre i den danske menighed; ved nu at optage denne sønderjyske Mission er vi med til at fuldbyrde den åndelige Genforening fra 1920. (Citat Pastor Lindenburg. Referat fra Repræsentantskabsmødet 1931. Dansk Missionblad 1931, nr. 38). Forsamlingen rejste sig op som fuldtallig godkendelse af optagelsen af Øst-Jeypore Missionen i DMS-arbejdet fra 1. januar 1932.

De fleste missionsaktiviteter i  Øst-Jeypore kom først i gang efter 2. verdenskrig – dvs. ved udsendelsen af adskillige missionærer fra 1946 og i årene fremefter (se nedenfor).

Øst-Jeypore, Indien. Procession af præster og evangelister ved kirkeindvielsen i Rayagada, oktober 1955.

Jeypore evangelisk lutherske kirke

Jeypore-kirken blev dannet i 1964 ved en sammenslutning af de to kirker i Øst- og Vest-Jeypore. Øst-Jeypore blev et provsti i Jeypore Evangelisk-Lutherske Kirke som et ansvarsområde under DMS. Kirkens aktiviteter omfattede aftenundervisning i landsbyer, kurser for voksne, to kostskolehjem i Rayagada og Gunupur (for elever i offentlige skoler), samt i Gunupur et hjem for enker og andre vanskeligt stillede kvinder. I Bissamcuttack findes siden 1954 Christian Hospital Bissamcuttack, der blev grundlagt af lægemissionær i DMS, Lis Madsen.

Øst-Jeypore, Rayagada distrikt, Indien. Alle drenge på Gunupur Hostel, april 1972. Øverst i midten ses lederen, pastor Bancha Nidhi Mohanty.

De tre missionsstationer i Øst-Jeypore

GUNUPUR – Missionær Bothmann begyndte i 1900 arbejdet i Gunupur, men oplevede sit manglende kendskab til Oriya-sproget som en hindring, så han i 1907 ansøgte om forflyttelse. Han afløstes i perioden 1907-1914 af missionær Leuckfeld, som talte både Telegu og Oriya – og således kunne missionsarbejdet udvides til at omfatte begge befolkningsgrupper. I årene efter 1928 overtog missionær Anders Andersen området omkring Gunupur – fra 1. januar 1932 som DMS missionær.

Anders Andersen (1889-1981) har været en central person i Jeypore’s missionshistorie. Ud over evangeliserende arbejde underviste han på præsteskoler, men er især kendt for sit oversættelses-arbejde. Han oversatte salmer samt  Det Gamle og Det Nye Testamente til Oriya-sproget.

Øst-Jeypore, Indien. Missionær Kæthe Andersen giver fritidsundervisning på altanen i Gunupur. Foto ca. 1974.

Fra 1950 fortsatte hans datter, Kæthe (Katharina) Andersen (1917-2018) i Gunupur. Kæthe Andersen var DMS missionær 1947-1985, men valgte at forblive i Øst-Jeypore efter sin pensionering. (Her døde hun 100 år gammel i september 2018).

Sygeplejerske Stinne Korsgaard (1915-1992) var udsendt 1946-1976. De første ca. 8 år var hun beskæftiget med kvindearbejde i Rayagada og fra 1960 i Gunupur, hvor hun bl.a. arbejdede i en poliklinik.

Pastor Johannes (Johs) Andersen (1923-1994) og Inger Andersen var udsendt 1949-1966. Johs Andersen arbej-dede i korte perioder både i Rayagada og Bissamcuttack, men længst som stationsmissionær og leder af et drengehostel i Gunupur.

BISSAMCUTTACK – Her begyndte missionsarbejdet ved hjælp af to nationale medarbejdere, ansat af Breklum-missionen (ca. 1906). I 1905 havde man erhvervet et stykke land i Bissamcuttack med henblik på at bygge en missionsstation. Huset blev først færdigt i 1910. Formålet var bl.a. at få større fodfæste for missionsarbejde i Øst-Jeypore. Samtidigt var anlæggelsen af jernbanen gennem Øst-Jeypore i gang, hvilket voldte store vanske-ligheder i det meget afsides beliggende Bissamcuttack. I de få år inden udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 (og hjemsendelse af tyske missionærer) var der hyppig udskiftning af missionærer.

I 1928 flyttede missionær Hans J. Toft (1880-1934) til Bissamcuttack mhp. at genoplive missionsarbejdet der. Familien havde hjemmeophold i 1931-33. Forud for det var en ny missionær, Johs. Larsen, ankommet til Bissamcuttack. Det meste af hans tid gik med sprogstudier, men han nåede at holde opsyn med evangelisters arbejde og den lille menighed i Buduni. Larsen blev i 1933 angrebet af ’sortevandsfeber’ (malaria), som næsten kostede ham livet, hvorfor han måtte fratræde i 1935. Missionær Toft kom tilbage til Bissamcuttack i 1933 uden sin familie. Han glædede sig til at få sin kone og det yngste barn ud i 1935, men døde pludseligt (af blodforgift-ning) 24. november 1934 på hospital i Vizagapatnam. Hans Toft blev begravet den følgende dag på Waltair kirkegård.

Missionærparret August og Karen-Margrethe Toft med børnene: Niels (f. 1943) og Bodil (f. 1945). Foto i Danmark før udrejsen til Øst-Jeypore, Indien, 1946.

Pastor August Toft (1912-1989) og Karen Margrethe Toft var udsendt 1946-1958. Deres virke var fortrinsvis i Bissamcuttack, hvor August Toft var stationsmissionær. August Toft var født i Indien som søn af missionær Hans J. Toft (se ovenfor).

Sygeplejerske Else Lose Andersen (1919-2006) var udsendt 1947-1960. Hun havde poliklinikarbejde i Bissamcuttack,1950-1956, og blev derefter sygeplejerske ved Kotagiri Medical Fellowship Hospital i Nilgiri-bjergene i Sydindien, 1957-1959.

Dr Lis Madsen (1913-1991) var udsendt 1953-1976. Hun grundlagde Christian Hospital Bissamcuttack (CBB) i 1954. (Se nedenfor om hendes og hospitalets historie).

Johanne Nørnberg (1920-2017) blev uddannet sygeplejerske i 1945. Inspireret af Lis Madsens hospitalsarbejde i Bissamcuttack lod hun sig udsende i 1969. Efter sprogstudier arbejdede hun som oversygeplejerske på Christian Hospital Bissamcuttack, 1970-1974.

Læge Kai Erland Pedersen (1936- ) blev uddannet læge i 1965. Han var sammen med Ida Pedersen udsendt til Christian Hospital Bissamcuttack, 1967-1973.

Ellen Blæsbjerg (1936-) blev uddannet hospitalslaborant i 1960 og udsendt i 1962 til Christian Hospital Bissamcuttack. Hun arbejdede her 1962-1965, og flyttede herefter til hospitalsarbejde i Arogyavaram i Sydindien.

Øst-Jeypore, Gunupur, Indien. DMS missionærer fra venstre: Stinne Korsgaard Pedersen, Lis Madsen, Agnes Hertz og Kæthe Andersen. Foto april 1974.

RAYAGADA – Oprindeligt var missionsarbejdet opdelt mellem Breklum-missionen og en canadisk baptist-mission. Under 1. verdenskrig ‘faldt arbejdet fra hinanden’, og missionsstationen i Rayagada stod til sidst helt uden missionærer. Fremfor at sælge til regeringen eller f.eks. den indiske jernbaneforvaltning, der arbejdede i området, ville den canadiske mission hellere afstå stationen til et missionsselskab, så missionsarbejdet kunne genoptages. Derfor tiltrådte den canadiske mission et tilbud fra DMS, og fra 1934 blev hele ejendommen overdraget til DMS. Hans Toft fik tilsyn med Rayagada, men døde som nævnt i 1934. Pastor Ole Jensen, der i 1906 blev udsendt af Breklum-missionen, men pga. 1. verdenskrig hjemsendt fra Indien, havde meldt sig igen som missionær i DMS, og han overtog i 1935 Rayagada sammen med Bissamcuttack.

Oversættelsesarbejdet i Øst-Jeypore involverede også missionær Agnes Hertz (1919-1999). Hun blev i 1950 udsendt til Rayagada, hvor hun blandt andet oversatte salmer og bibeldele til stammesproget Kuwi. Hun var desuden lærer ved Jensen Theological College og leder af Rayagada Pigehostel. Agnes Hertz var udsendt 1950-1989.

Skolepiger i Rayagada, Øst-Jeypore, Indien, som viser deres ‘Hjertebørns’ adoptionspapirer og breve. Foto 1976.

Pastor Ingvar Tousgaard (1909-1993) og Edith (Nille) Tousgaard var udsendt 1948-1964. Deres virke var fortrinsvis i Rayagada, hvor Ingvar Tousgaard var stationsmissionær.

Laborant Ellen Thinggaard (1921- ?) var udsendt  til Rayagada 1950-56, men fratrådte DMS i 1956 pga. helbredsproblemer.

Sygeplejerske Gerda Kobberøe (1929-) blev i 1958 udsendt til Rayagada, hvor hun i perioden 1960-1970 arbejdede dels i Rayagada Pigehostel, dels i poliklinik. Udtrådt af DMS 1970.

Christian Hospital Bissamcuttack (CHB)

Lis Madsen (1913-1991) rejste som DMS lægemissionær til Øst-Jeypore i 1953. Hun var praktiserende læge i Aalborg og solgte sin praksis for at følge et kald til at bygge et hospital i Bissamcuttack, Orissa. Hospitalet blev anlagt i 1954 på det stykke land, der tilhørte missionen i udkanten af Bissamcuttack. Hospitalet voksede fra ca. 30 senge i 1950’erne til 75 senge i 1970’erne, 150 senge i 1990’erne og er i dag et moderne hospital på godt 200 senge. I 1975 overdrog Lis Madsen ledelsen af hospitalet til den indiske kirurg, Dr Virendra Kumar Henry (1933-2015), som var adm. overlæge på hospitalet 1975-1998.

Øst-Jeypore, Indien. Adm. direktør dr. Virendra Kumar Henry og oversygeplejerske Nancy Henry på Det Kristne Hospital Bissamcuttack (CHB). Foto 1980.

Fra 1975 reducerede DMS gradvist sin økonomiske støtte over 4-5 år i overensstemmelse med ønsket om, at hospitalet blev selvbærende. Organisatorisk fik Lis Madsen hospitalet registreret som en selvejende institution med en ledelse knyttet til Jeypore Evangelisk-Lutherske Kirke. Hospitalets konstitution karakteriseres som ’church related but not church governed’. Hospitalets bestyrelse består af 15 medlemmer, og formanden er som regel af sundhedsprofession. Kirken repræsenteres af biskoppen som født medlem. Kirkerådet udpeger 4 personer, hvoraf 2 er kristne, der ikke er ansat i kirken, og mindst 1 person vælges blandt stammefolk. To medlemmer – en læge og en sygeplejerske – vælges af the Christian Medical Association of India (CMAI). Tre medlemmer vælges af det officielt registrerede Christian Hospital Bissamcuttack Society (ved dets årsmøde). Disse medlemmer vælges på baggrund af en profession anset som betydningsfuld for hospitalet (f.eks. jurist, administrator, uddannelseskyndig, læge- eller sygeplejefaglig erfaring osv.). Et medlem udpeges af UELCI (United Evangelical Lutheran Churches in India). Endelig er de følgende 4 personer fødte medlemmer af bestyrelsen: overlæge, oversygeplejerske og administrator alle ansat ved CHB samt overlægen for Christian Hospital Nowrangapur.

I et historisk perspektiv er CHB et interessant eksempel på et missionshospital, som har overlevet og fortsat bidrager til udvikling og fattigdomsbekæmpelse i en stammebefolkning, der har stort behov for hjælp. I mod-sætning til CHB blev andre missionshospitaler overtaget og styret af kirker og deraf følgende uprofessionel drift. Flere af disse hospitaler er nu lukningstruede.

Øst-Jeypore, Indien. Dr. Lis Madsen undersøger en patient på Christian Hospital Bissamcuttack (CHB).

Dr Lis Madsen fortsatte i 1976 med (ulønnet) udvikling af Community Health Service (primær sundhedstjeneste) blandt stammefolk i landsbyer omkring Bissamcuttack. Hun var selv flyttet til landsbyen Bandaguda 7 km. fra hospitalet. Hendes arbejde bidrog også med forskning om sygdomsårsager (især til blodmangel) i samarbejde med Community Health Department (CHD) ved Christian Hospital Bissamcuttack. Her blev Lis Madsens arbejde fundamentet for MITRA: Madsen’s Institute for Tribal and Rural Advancement, som aktuelt arbejder i 53 lands-byer med en stammebefolkning på ca. 13.000 personer. Lis Madsen rejste tilbage til Danmark i 1988 hvor hun døde 22. december 1991.

Birthe Frimodt-Møller
November 2017

Litteratur- henvisninger:

Dansk Missionsblad 1924, s. 493-494 Jeypur-missionen.

Dansk Missionsblad 1925, s. 590 Jeypur-missionen. Tyske missioner i Indien: s. 74, 184-186, 279-281, 536.

Dansk Missionsblad 1928, s. 249-251 af A. Busch. S. 439 Bestyrelsesbeslutning.

Dansk Missionsblad 1930, s. 533-535, 538-541 Øst-Jeypore Missionen.

Dansk Missionsblad 1931, s. 322-326, Jeypore-Missionen. S. 607-615 Repræsentantskabs mødet 9-10. sept.1931, Aarhus.

Dansk Missionsblad 1932, s. 5-8 O. Jensen: DMS’ nye missionsmark og nye missionærer. S. 9-13 A. Andersen: Øst-Jeypur. S. 589-593 og s. 606-607, A. Andersen: Fra arbejdet i Øst-Jeypore.

Dansk Missionsblad 1982 Nr. 6-7, s. 34-35: DMS’ Arbejdsområder, Jeypore.

Andersen: Øst – Jeypore. Det Danske Missionsselskab 1936. I hovedkommission hos O. Lohse.

Lis Madsen: Landsbylæge i Indien. DMS. Hellerup 1969.

Dansk Missionsblad 1977, nr. 8, s. 10-13. Steen Møllgaard Andersen: I lommelygtens skær – Hvor er Lis nu?

Dansk Missionsblad 1982 Nr. 6-7, s. 34-35: DMS’ Arbejdsområder, Jeypore.

Personal information from Dr. Johnny Oommen, Head of Community Health Department at Christian Hospital Bissamcuttack (2017).

 

Se flere billeder fra Indien – Jeypore her 


Fakta

Birthe Frimodt-Møller. (1940). Født og opvokset i Sydindien. Cand.med. 1971. Speciale i samfundsmedicin 1982. Gennem mange år besøg og studieophold i Indien. Fra 2012 frivillig medarbejder i Damission Photo Archive.


Rev. dato: 25. september 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk