Japan

Allerede i 1906 blev Det Danske Missionsselskab inviteret til Japan. Men den første missionær kom først til landet i 1958. Syv missionærfamilier og otte volontører senere forlod det sidste par Japan i 1998.

Missionhistorisk baggrund

Man bør jo normalt ikke begynde en historie med Adam og Eva, så vi springer raskt henover
a) Kristendommens ankomst til Japan i 1549.
b) De efterfølgende årtiers kirkevækst og senere systematiske kristenforfølgelser.
c) Forbuddet mod al kristen aktivitet mellem 1640 og 1872.
d) USA og europæiske stormagters insisteren på at åbne Japan for diplomati og handel i 1850erne.

De vestlige stormagter forlangte religionsfrihed for deres borgere. For at oversætte kravet måtte man opfinde et ord for ‘religion’. Det blev til shūkyō, men betød mest kristendom. I 1872 ophævede Japan forbuddet mod kristendom, så alle i princippet måtte tro på hvad de ville. Samme år blev den første oversættelse af hele Bibelen til japansk færdig og udgivet. Protestantisk mission var i smug begyndt i 1860. Fra 1872 kom der fart på, dog mest i de havnebyer, hvor det var tilladt vesterlændinge at bo, bl.a. Nagasaki, Kobe, Yokohama og Hako-date. Den lutherske mission, der blev til nutidens Japans Evangelisk Lutherske Kirke (JELC), begyndte i 1890 med to missionærer udsendt af The Southern Synod i South Carolina, USA.

Fra Studenterdemonstration i Tokyo, Japan, 1969. De studerende repræsenterede en voksende venstreorienteret protest mod USA og den konservative japanske regering.

Dansk Missionsarbejde fra 1899

De amerikanske missionærer fik i 1899 selskab af den første danske missionær i Japan, Jens Mikael Thøgersen Winther, (1874-1970), fra Brejning nær Ringkøbing. Winther blev i 1896 udsendt af Luthersk Missionsforening i Ballum, Sønderjylland, som assistent for deres Kinamissionær, Frederik Nielsen, kaldet Lygum, der efter sygeorlov gerne ville tilbage til Kina. Winther rejste sammen med ægteparret Lygum via USA, hvor Lygum pga. helbredet opgav at rejse videre. De var da nået til den nydannede ‘Den Forenede Danske Kirke i Amerika’. Winther fik lov til at læse teologi på kirkens præsteskole i Nebraska. Og rejste så til Japan i 1898 for at se, om det ville være en helbredsmæssigt bedre missionsmark for danskere end Kina. Winther tabte sit hjerte til Japan, blev gift med sin Andrea Hansen og rejste til Saga by på Kyushu for at arbejde sammen med de to amerikanske lutheranere. Syv år og tre børn senere, tog familien på hjemmeophold. Med sig havde Winther opgaven at skaffe støtte til den voksende kirke, som især trængte til en præsteskole. Han satsede på at få interesse fra DMS, og det lykkedes ham – næsten. Men generalsekretær Løgstrup satte sig imod at sprede selskabets indsats. Winther måtte rejse med uforrettet sag, mens Løgstrup kort efter valgte at stoppe som generalsekretær bl.a. pga. ‘Japan’. Præsteskolen blev bygget med støtte fra USA og åbnet i 1909 i Kyushus hovedby, Kumamoto.
(Ovenstående bygger hovedsageligt på JMT Winthers dagbog. Angående Løgstrups reaktion, Kristeligt Dagblad, 7. august 1908).

Det Danske Missionsselskab i Japan 1955 – 1998

Det blev først i 1950erne, at DMS besluttede sig for at starte et arbejde i Japan. De vigtigste grunde til beslutningen var først og fremmest den politiske forandring i Kina efter 1949, som gjorde videre arbejde umuligt, og dernæst gentagne opfordringer fra USA om at kristne Japan for på den måde ‘at vinde hele Asien’. I 1955 undersøgte DMS-formand pastor C. Rendtorff forholdene. Og fra 1956 satsede bestyrelsen dels på Taiwan dels på Japan som steder med mulighed for at bevare kontakten til Østasien. I modsætning til f.eks. Det Norske Lutherske Missionsselskab, overførte DMS ikke fysisk missionærer fra Kina til Japan.

Japan. Her, som andre steder, har industrialiseringen vendt op og ned på lokale samfundsstrukturer.

De første missionærer fra DMS

Ove Bartholdy (1928-2008) var den første missionær. Han blev præsteviet og rejste ud i 1958 med sin hustru, Fritzie (1932-). De rejste til Kobe og blev godt modtaget af Jens M.T. Winther og missionærfamilien Harry Thomsen, udsendt af Den Nordiske Kristne Buddhistmission. Samme år (1958), blev Karl Emil (1928-2017) og Ellen Melchiorsen (1928-) indviet og udsendt som missionærer til Japan – dog via USA for at tilegne sig mere viden om mission og japansk kultur ved Berkeley Universitet i Californien. I Kobe gik de alle på sprogskole og forberedte sig på at starte egen missionsmark på den mindste af Japans hovedøer, Shikoku, der med 18.800 km2 er 2½ gange så stor som Sjælland. Da de blev klar over, at en amerikansk luthersk kirke ville gå i gang i samme område af Shikoku, begyndte overvejelser om at vælge et andet sted.

Imidlertid kom to forhold til at gøre sig gældende. På den ene side samarbejdet med Japans Evangelisk Lutherske Kirke (JELC), og på den anden side et ændret missionssyn i DMS. I forhold til JELC var det Bartholdys opgave at forhandle en aftale på vegne af DMS, hvilket lykkedes i sommeren 1959. Resultatet blev, at Bartholdy og Melchiorsen skulle starte arbejde i Ikeda, en by med ca. 60.000 indbyggere (1960), på østsiden af den nordlige hovedø Hokkaido, der er dobbelt så stor som Danmark i areal. Valget var nok naturligt ud fra datidens japanske forståelse af Danmark – med dansk landbrug som et forbillede for landbruget på Hokkaido. Det andet forhold var, at med Erik W. Nielsen som ny generalsekretær fik DMS et andet syn på, hvad mission skulle være: i stedet for en kolonialistisk ‘mark’- tilgang, hvor missionærer opdyrkede nyt land, skulle de støtte den lokale lutherske kirke. Erik W. Nielsen kom med dette budskab i efteråret 1959. Dvs. at JELC blev bedt om ‘at ville noget’ med de danske missionærer, hvilket også var en ny tilgang for kirken. Men på dette tidspunkt var JELC i komplicerede interne forhandlinger om kirkens organisation, som først faldt på plads i 1965. Alt i alt skabte dette en uafklaret situation for de danske missionærer. I 1961 blev Ove Bartholdy desværre så syg, at han og familien måtte rejse hjem. Melchiorsen var uenig i Erik W. Nielsens tilgang, men blev bedt om at blive, indtil de næste missionærer kunne tiltræde. Det accepterede Melchiorsen. Han ønskede sig tættere på studenterliv og japansk kultur, og familien flyttede derfor til Tokyo, hvor Karl Emil blev aktiv i JELCs studenterarbejde. Han var dog stadig uenig i missionens strategi, og valgte derfor at forlade Japan og DMS i 1963.

Menighedsarbejde – Anne Marie og Frode Leth Larsen

Anne Marie (1934 -) og Frode Leth-Larsen (1931-2014) kom til Tokyo i 1961. Og efter sprogstudier virkede de i to omgange fra 1963 til 1971 i Chiba præfektur lige øst for Tokyo. De lagde et stort arbejde i at støtte lokale menig-heder, først og fremmest i byerne Narashino og Chiba, samt i Choshi på østspidsen af Japan. Japan var i 1960erne et højvækstsamfund både i velstand og befolkningstal, så Leth-Larsens oplevede, hvordan der på meget kort tid flyttede 10.000 nye mennesker til Narashino, hvilket blev en god anledning til mission. Ud over bibelkredse, søndagsskoler, engelskklasser og talrige hjemmebesøg, var Leth-Larsens aktive i radiomissionen ‘Lutheran Hour’ (Den Lutherske Time). Lyttere kunne bede om et møde med en præst eller missionær, og på den måde kom f.eks. menigheden i Choshi til verden.

I Dansk Missionsblad  fra 1960erne findes mange artikler om Japan, skrevet af Anne Marie og Frode Leth-Larsen. Ud over missionærberetninger var der artikler skrevet af japanere på længere besøg i Danmark, inviteret af DMS. Det gælder f.eks. pastor Koizumi Jun, som var døbt af Winther i Kobe, arbejdede sammen med Thomsen i Kyoto, og i slutningen af 1990erne var JELCs leder.

DMS-missionær Leif Holm i arbejde på det kristne plejehjem ‘Luther Home’ i Osaka, Japan, 1981.

Diakoni og socialt arbejde – Ældreomsorg

De næste tre familier udsendt af DMS havde alle diakonal/sundhedsfaglig uddannelse. Det var Birthe og Villy Malmgren Jensen, 1969-1980, Marit og Erik Wengel, 1979-1988, samt Anne Sofie og Leif Holm, 1979-1983. De første blev primært placeret i Kumamoto, hvor JELC var vokset og havde tre kirker, en stor mellemskole og et gymnasium for drenge samt en mellemskole, et gymnasium og et 2-årigt ’college’ for piger. Desuden var der Ji-ai-en, en slags koloni af sociale institutioner: børnehaver og ældrepleje. Birthe og Villy Malmgren var syge-plejersker i plejehjemsdelen i nogle år, før de blev bedt om at videregive deres erfaring til et andet luthersk plejehjem i storbyen Osaka, Lūteru Hōmu. Anne Sofie og Leif Holm blev udsendt som afløsere for Malmgrens i Osaka. Først gik de på sprogskole i Kyoto, men valgte siden at flytte til Kobe, hvor der i begyndelsen af 1980erne boede mange andre skandinaver, herunder flere norske missionærer. Foruden arbejdet på Luther Home var Leif Holm engageret i slumarbejdet i Osaka. Marit og Erik Wengel boede hele perioden i den vestlige del af Tokyo. Efter sprogskolen var Erik først tilknyttet plejehjemmet Tōkyō Rōjin Hōmu. Og nogle år senere blev han bedt om at medvirke til opbygning af en social- og plejelinje på JELCs universitet i samme område. Ved siden af under-visningen hjalp han med at søsætte et besøgsprogram for studerende til Skandinavien. Marit Wengel var, ligesom Erik, med i menighedsarbejdet, og blev desuden tilknyttet den engelsksprogede telefon-hjælpetjeneste TELL Japan.

Menighedsarbejde – Else og Kresten Christensen

Lige 10 år efter at Anne Marie og Frode Leth-Larsen var rejst hjem, udsendte DMS i 1981 det næste præstepar til Japan, Else og Kresten Christensen. Som Wengels og Holms gik de først et år på engelsk sprog- og missions-skole i Birmingham, efterfulgt af to års sprogskole i Japan. Ligesom Wengels kom Christensens til Tokyo, men i modsætning til dem blev de efter sprogskolen bedt om at overtage menighedsarbejde i Shizuoka præfektur i byerne Kakegawa og Kikugawa. Disse ligger ikke langt fra Shin Rei San, også kaldet Denmāku Bokujo (Den Danske Gård), som blev grundlagt af Den Nordiske Kristne Buddhistmission i 1960erne. I Christensens tid var stedet netop blevet til en institution for skoletrætte unge og omfattede også en lille kirke. I 1985 havde Kakegawa ca. 100.000 indbyggere og Kikugawa ca. 40.000.

Derfra blev missionærparret i 1986 bedt om at overtage en kirke i Yokosuka (427.000 indbyggere) ved Yokohama. Nogle år senere meldte behovet sig i Sendai (i 1992 ca. 920.000 indbyggere). I modsætning til de forrige steder, skulle Kresten Chr. være eneansvarlig præst for de to lutherske menigheder i byen. Det passede Christensens godt også at få lov til at påtage sig dette ansvar. For alle tre omtalte steder gjaldt, at menigheder var små og kirkebygninger noget i forfald. Else og Kresten Chr. tog da fat i de fysiske såvel som de åndelige udfordringer. Ved besøg i kirkerne i 2014-15 var der stadig gode minder om deres arbejde, f.eks. børne- ungdomslejre, bibelstudier og søndagsgudstjenester, ligesom de bygninger, der ikke er blevet totalt renoveret, endnu bærer præg af deres håndelag.

I 1996 blev Else og Kresten Christensen bedt om at flytte til Kyoto for at arbejde ved Det Nationale Kristne Råds (NCC) Center for Studier af Japans Religioner. Det var året efter den religiøse gruppe Aum Shinrikyō (Sand-hedens Lære)s forsøg på at starte den sidste kamp, Harmagedon. Og der var på verdensplan stor opmærk-somhed på behovet for studier af religioner og samtaler mellem mennesker af forskellig religiøs observans (religionsdialog). Ved siden af arbejdet ved NCC-centeret var de knyttet til Kyoto Evangelisk Lutherske Kirke, hvor ovennævnte kirkeleder Koizumi Jun var præst.

På linje med Anne Marie og Frode Leth-Larsen var Else og Kresten Christensen hyppige skribenter til DMS’ skrifter, der sammen med deres fællesbreve skabte og vedligeholdt interesse for arbejdet i Japan. Skønt stillet i udsigt, at de kunne blive i Japan indtil pensionering, valgte DMS i 1998 at hjemkalde ægteparret, angiveligt af økonomiske og strategiske årsager.

DMS volontører i Japan

Mellem 1987 og 1996 blev i alt otte unge i 20erne udsendt af DMS til Japan som volontører: Christian Hermansen, Simon Christensen, Mogens Amstrup Jacobsen, Peter Vig, Marianne Beckmann, Steen Thykjær, Henrik Schougaad Berntsen og Lene Dalsgård Hansen. De var hovedsageligt knyttet til kirkens arbejde ved Shin Rei San (Den Danske Gård) eller det diakonale arbejde Kibō no ie (Håbet og Glædens Hus) i Osakas slum-område, Kamagasaki.

(Denne del bygger mest på interviews med missionærer, der levede i 2014, og besøg samme år i menigheder/institutioner hvor missionærerne arbejdede).

I august 2016 havde Japans Evangelisk Lutherske Kirke (JELC) 22.000 medlemmer, heraf 13.000 kvinder og 9.000 mænd, fordelt på 118 kirker med i alt 86 præster.

Christian M. Hermansen
Kyoto, 21. juli 2016

 

Se flere fotos fra Japan her


Fakta

Christian M. Hermansen. Cand.mag. i japansk og praktisk formidling. Ph.d. fra Københavns Universitet. Amanuensis ved København og Aarhus Universitet i 1993. Siden 2004 ansat som missionær og professor ved Jura og Politologi, Kwansei Gakuin Universitet, Nishinomiya, Japan.
DMS volontør i Kamagasaki, Osaka, Japan 1987-88. Er tilknyttet missionsselskabet Areopagos som associeret missionær.


Rev. dato: 12. september 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk