Indien - Nord (NELC)

Indien - Nord (NELC)

Arbejdet, der senere blev kaldt Dansk Santalmission, blev startet 26. september 1867. NELC kirken har i dag (år 2000) omkring 100.000 medlemmer.

 Dansk Santalmission i Nordindien 1867 – 2000

Den ‘officielle’ dato for begyndelsen af det arbejde, der senere blev kaldt Dansk Santalmission, er 26. september 1867. Forud for denne dato var der gået mange ting, som ikke skal beskrives her. Yderligere oplysninger kan findes i et righoldigt litteraturmateriale.

Navnet Santalmission skyldes, at arbejdet blev rettet mod en etnisk gruppe i den nordøstlige del af Indien, kaldet santaler. Disse santaler tilhører et stammefolk, og udgør en del af Indiens oprindelige befolkning før den ariske indvandring. Santalfolket har i århundreder været stærkt undertrykt, som andre stammefolk rundt omkring i Indien. Santalerne findes i dag hovedsagelig i delstaterne Bihar, Jharkand, West Bengal og Assam i det nordøstlige Indien ved foden af Himalaya, samt i det nu selvstændige Bangladesh – med hovedantallet af santaler i Bihar.

Fra venstre: Paul Olaf Bodding (N), Lars Olsen Skrefsrud (N) begge udsendt fra Norsk Santalmission, Caroline Børresen (D), Oscar Berg (N), Hans Peter Børresen (D), Katharina Elisabeth Heuman (D), Ernst Heuman (S), V. L. Ingeborg Bahr (D), Halfdan Bahr (N), ca. 1890. (D: Danmark – N: Norge – S: Sverige).

Pionertiden

Til dette område kom i henholdsvis 1863 en norsk og i 1865 en dansk missionær. De havde mødt hinanden i Berlin hos en tysk familie, der hed Hempel. Den danske mand var Hans Peter Børresen og den norske Lars Olsen Skrefsrud. Børresen, født i København, var uddannet som smed, men kaldte sig ingeniør. Og Skrefsrud, der stammede fra Lillehammer i Norge, havde ikke fået nogen uddannelse, men var kommet i dårligt selskab som 16-årig og var havnet i fængsel. Børresen søgte til Berlin for at få arbejde og traf hos familien Hempel deres datter Caroline, som han blev gift med. Lars Olsen Skrefsrud var i fængslet blevet omvendt og ville gerne være missionær. Han læste og uddannede sig i fængslet. Og efter løsladelsen søgte han at blive udsendt som missionær, men ingen ville antage ham. Han var blevet forlovet med en pige, Anna Onsum, der var fra omegnen af Lillehammer. Skrefsrud tog også til Berlin, og her traf han Børresen og dennes forlovede, Caroline. De ville alle gerne rejse ud som missionærer og blev antaget til denne tjeneste af en tysk missionsorganisation, Gossner-missionen. I 1863 rejste Skrefsrud til Indien. Og i 1865 fulgte Børresens sammen med Skrefsruds forlovede Anna.

Samarbejdet med Gossnermissionen hørte hurtigt op, men man havde mødt en baptistmissionær E.C. Johnson i en lille by i Vestbengalen, der hed Suri. Herfra drog Børresen og Skrefsrud videre til et nærliggende sted, hvor de slog sig ned, næsten på grænsen mellem Bihar og Vestbengalen – blandt det santalske folk. Stedet hed Benagaria, og her lagde man 26. september 1867 grundstenen til den første bygning. Denne dato regnes for Santalmissionens begyndelse.

Missionen kaldte de ‘Indian Home Mission to the Santals’. Navnet skulle antyde, at missionen havde sin basis i Indien, og Børresen forsøgte ihærdigt at rejse penge til arbejdet i Indien. Det gik dog ikke i længden, hvorfor Børresen måtte foretage en rejse til Danmark, Norge og andre europæiske lande for at samle penge ind. Hans rejse i 1876-77 blev grundlæggelsen af et arbejde i Danmark og i Norge, henholdsvis Dansk og Norsk Santal-mission. I Danmark vakte Børresens arbejde især opmærksomhed i grundtvigske kredse. I Norge blev det mere knyttet til et pietistisk, indremissionsk miljø. Der blev stiftet kredse i Danmark og Norge, men i Danmark var der problemer med tilknytningen til en baptistisk mission i Indien. Børresen søgte under sit ophold i Danmark et samarbejde med Det Danske Missionsselskab (DMS), men det blev afvist. I 1877 stiftedes i Odense Den danske Komite for Santalmissionen.

Tilbage i Indien var de første tre santaler blevet døbt i 1869. Og i 1877 blev det til et brud med baptisterne. Herefter kom missionen til at hedde ‘Christian Santal Church‘. Kirken voksede nu med stor hast, hvilket også fik arbejdet i Danmark og Norge til at vokse. Nye missionærer meldte sig og missionsarbejdet spredtes.

Santalkolonien i Assam

I 1870erne var der opstået uro i området, og mange santaler ønskede at flygte. Man drøftede derfor muligheden af at flytte det santalske folk eller dele af det op til Assam, længere mod nord ved foden af Himalaya-bjergene. Missionærer rejste derop, og man fik købt et landområde, hvortil mange tusinde santaler flyttede. Dermed havde missionsarbejdet bredt sig til dette område, samtidig med at det stadig voksede på det oprindelige sted. Nye missionærer kom til, og i 1890 erhvervede man sig en tehave i Assam, kaldet Mornai. Denne tehave skulle vise sig at blive et vældigt aktiv i kirkens senere selvstændiggørelse.

Generationsskifte

Et generationsskifte i missionen nærmede sig, og det blev for alvor sat i gang, da den norske missionær P.O. Bodding kom til Indien. Skrefsrud var lidt af et sproggeni, men Bodding overgik dem alle, og et stort oversættel-sesarbejde af bibelen blev sat i gang. I 1901 døde H.P. Børresen, i 1910 L.O. Skrefsrud og i 1914 Caroline Børresen.

Nordindien, Santal Parganas, Benagaria. Fra 50 års jubilæet i NELC, november 2000. Danmissions delegation ved Hans Peter Børresens grav.

De blev alle tre begravet ved den store domkirke i Benagaria, som var blevet bygget. En ny æra i missionens udvikling var sat i gang. Mange missionærer fra Danmark, Norge, Amerika og en række europæiske lande kom til, og der blev bygget store institutioner som skoler og hospitaler. I 1916 åbnede en præsteskole i Benagaria. Efter 2. verdenskrig voksede den, og ved hjælp af teologægteparret Magda og Johs. Thoft Krogh blev præste-skolen tilknyttet det gamle danske universitet i Serampore ved Calcutta (i dag Kolkota).

Årene mellem de to verdenskrige blev meget frugtbare med de mange nye missionærer. Her skal blot nævnes nogle få ting. Allerede tidligt var der blevet bygget en klinik i Benagaria, men P.O. Bodding og læge Christine Larsen Bodding flyttede til en lille by i nærheden, der hedder Mohulpahari. Her åbnede fru Bodding en klinik, der senere blev til et fuldt moderne hospital, og som fungerer den dag i dag. Det medicinske arbejde kom til at fylde meget i missionen. Også i Benagaria havde man haft en klinik for spedalske. Men i 1921 kom den danske ingeniør Eli Bøgh til Indien, og der blev bygget en hel spedalskhedskoloni i Saldoha. I 1939 blev der ligeledes åbnet spedalskhedsarbejde i Assam ved den norske missionær Gunnar Fossland.

Missionsarbejdet havde således udviklet sig gennem årene til, foruden arbejdet blandt santaler i det såkaldte Santalistan (Santal Parganas), også at omfatte santalerne i Assamkolonien. Et nyt arbejde kom til i samme område af Assam, blandt et andet oprindeligt stammefolk, boroerne. Skrefsrud havde allerede i 1887 lært sig dette lokale sprog, boroni, men nu fulgte en lang række missionærer fra især Danmark for at arbejde blandt boroer. Der blev bygget institutioner i Grahampur i 1918 og i Gaorang i 1929. Den allerede nævnte  Mornai Tehave kom også til at betyde meget både i Assam og for arbejdet generelt. Og mange danske missionærer fik deres arbejde i Mornai.

Et tredje arbejdsområde var blandt majoritetsbefolkningen i Bengalen. Det danske ægtepar Signe og H.P.H. Kampp havde allerede i 1925, sammen med en bengalsk præst K.R. Ghosh, begyndt et arbejde blandt bengaler i byen Suri. Og de grundlagde en missionstation i landsbyen Narayanpur (Narainpur). Arbejdet bredte sig videre til Nimasarai og Eklakhi i Malda distrikt.

The Northern Evangelical Lutheran Church – NELC

Anden Verdenskrig medførte, at der efterfølgende skulle ske en større udskiftning af missionærer, som ikke kunne vende hjem på grund af krigen. Det betød et meget stort kontingent af omkring 70 nye, unge missionærer – både til arbejdet blandt santaler, men også til boroer og bengaler. Bl.a. blev der bygget et stort hospital i Rajadighi, Malda distrikt, med en dansk læge som leder.

Alt dette førte frem til ønsket om en større selvstændighed i kirken, der altså bestod af tre folkeslag med tre vidt forskellige sprog. Kirken skiftede navn og kom til at hedde Ebenezer Evangelical Lutheran Church. Dette skete på et møde 9.-12. marts 1950. Ledelsen forblev på missionshænder, men i 1952 sendtes en ung santalpræst, Munshi Tudu, til USA for videregående uddannelse. Munshi Tudu kom tilbage i 1956, og blev i 1958 udnævnt til kirkens første indiske superintendent (biskop). Desuden ændrede man navn til The Northern Evangelical Lutheran Church (NELC). Det at kirken bestod af tre folk med hver sit sprog førte til intern uro. Samtidig mente santalerne, at de af historiske grunde havde ejendomsret til alle bygninger. Da man ikke ville acceptere det, brød ca. 7.000 santaler ud af NELC og dannede deres egen kirke.

Strukturen i NELC blev efterfølgende lavet om, med 5 stifter og 5 biskopper, (3 santaler, 1 boro og 1 bengal). I begyndelsen af 1980erne rejste de sidste missionærer hjem, og kirken fik sin fulde selvstændighed. Det betød en meget kraftig vækst i NELC, og ved hjælp af pengene fra Mornay Tehave var man nu i stand til at klare sig selv. Fra arbejdets begyndelse blev det til i alt 237 danske, norske og amerikanske missionærer i Nordindien.

Konference for Santalmissionens præster og lokale præster i West Bengal, Nordindien, formentlig ca. 1948. Missionens præster set fra venstre: Oluf Eie (D) – Aksel Kristiansen (D) – Generalsekretær Ernst Hallen (N) – Bernhard Helland (A) – (NN). (D: Danmark – A: USA – N: Norge).

Storbymission i Calcutta – UELCI

NELC blev en vigtig spiller i sammenslutningen af lutherske kirker fra hele Indien: United Evangelical Lutheran Church in India (UELCI). Kirken var også blevet medlem af Det Lutherske Verdensforbund (LWF). Det betød at Dansk Santalmission i samarbejde med UELCI og NELC kunne indlede et storbyarbejde i Calcutta under ledelse af et dansk/indisk ægtepar. Dette arbejde kom til at ske i forlængelse af et storbyarbejde – Cathedral Relief Service (CRS), som en dansk og en engelsk santalmissionær havde påbegyndt i samarbejde med Calcuttas Domkirke. Og som var udsprunget af de mange flygtninge efter Bangladesh frihedskrigen i 1971.

Dansk Santalmissions sidste år inden sammenlægning med Det Danske Missionsselskab (DMS) til Danmission, betød en omfattende ekspansion af arbejdet. Northern Evangelical Lutheran Church (NELC), har i dag omkring 100.000 medlemmer (år 2000). Der skete samtidig en stor udvidelse af missionsarbejdet i lande udenfor Indien. Arbejde blev således igangsat i Nepal, Cambodja og Mongoliet. (Mere herom i andre dele af billed-arkivet).

Pastor Thorkild Schousboe Laursen.

Se flere billeder fra Indien Nord her


Fakta

Thorkild Schousboe Laursen (1945). Cand.theol og sognepræst. Formand for Dansk Santalmission, 1988-2000. Danmissions første formand fra 2000.


Rev. dato: 20. april 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk