Grønland

DMS var involveret i den grønlandske mission fra stiftelsen i 1821. Arbejdet foregik i samarbejde med Missionskollegiet og omfattede bl.a. støtte til uddannelsen af grønlandske kateketer.

Pastor Sejer Abelsen og de tre ‘fangerkateketer’ (Lærere fra bopladserne ved Scoresbysund). Foto 1930.

Missionshistorisk baggrund

Grønland blev Det Danske Missionsselskabs første missionsmark, efter at selskabet var blevet stiftet i 1821. På det tidspunkt havde det længe været sparetider for missionen i Grønland; først var bevillingerne blevet beskåret i slutningen af 1700-tallet, og derefter havde krigen mod England i 1807-1814 sat en stopper for skibsforbindelsen mellem Grønland og Danmark og dermed, bogstaveligt talt, udsultet missionsvirksomheden. Efterhånden var samtlige danske missionærer rejst hjem, så der i hele Grønland kun var én ordineret præst – grønlandske Frederik Berthelsen. I 1821 var man kommet op på seks ordinerede præster, men de havde allesammen store problemer med at betjene deres vidtstrakte områder.

Kateket familie fra Angmagssalik, Østgrønland.

DMS i Grønland

Meget hurtigt efter stiftelsen af DMS havde selskabet tilbudt at betale lønnen til en missionær, men tilbuddet var blevet afvist af Missionskollegiet, der var ansvarligt for den officielle danske missionsvirksomhed i Grønland. I stedet stod DMS for trykning af 2.000 eksemplarer af den eksisterende Børnebibel på grønlandsk, som blev fordelt blandt de seks præster i landet. Også den herrnhutiske Brødremission modtog i 1824 et stort bidrag til anlæggelse af deres fjerde missionsstation i Grønland, nemlig stationen ‘Friedrichsthal’ i Sydgrønland som nu er bygden Narsaq Kujalleq.

Fra Jakobshavn Kirkes indvielse, Vestgrønland. Præsterne Ostermann, Mortensen og Sørensen.

De udsendte danske præster var dog ikke så afvisende over for DMS. Navnlig pastor Peder Kragh, der 1818-1828 var missionær i Egedesminde – det nuværende Aasiaat, opretholdt en livlig brevveksling med repræsentanter for DMS. Og han modtog donationer til udgivelse af skrifter på grønlandsk og til uddannelse af grønlandske kateketer samt såkaldte ‘opmuntringspenge’ til de færdiguddannede kateketer, hvis løn var yderst beskeden.

Julianehåb Kirke i det sydvestlige Grønland, ca. 1908-1920.

I 1827 accepterede Missionskollegiet tilbud fra DMS om at donere en kirke til Julianehåb – det nuværende Qaqortoq. Kirken afsendtes som samlesæt i foråret 1828, men skibet gik på skær, og byggematerialer, tegninger m.m. blev bjerget ind til Frederikshåb (nu Paamiut). Herfra blev det hele over nogle år fragtet til Julianehåb i mindre portioner, mens der blev udvekslet adskillige skrivelser om situationen mellem DMS, den lokale missionær, inspektøren for Sydgrønland og skibets rederi. Og i 1832 kunne man endelig indvie den færdig-byggede kirke i den by, hvor det havde været meningen at den skulle bygges.

Det nordligste distrikt i Vestgrønland, Upernavik, havde længe været uden en missionær, og DMS havde tilbudt at betale en missionærløn, et tilbud der blev afvist af Missionskollegiet. Men da DMS blev kontaktet af en Christen Christensen Østergaard (1804-1883), der ønskede at blive missionær i Grønland, finansierede selskabet hans teologiske uddannelse, så han kunne blive udsendt som missionær af Missionskollegiet. Efter ihærdigt lobby-arbejde fra førnævnte pastor P. Kragh blev Christen C. Østergaard i 1833 udsendt til Upernavik, hvor han blev til 1841. DMS fik aldrig sin egen missionsstation i Grønland, men med Christen C. Østergaard fik man dog på en måde sin egen ‘mand i marken’, og han blev således den første missionær, hvor DMS var involveret i udsendelsen.

Præste- og Kateketuddannelse

Samtidig ønskede man dog i DMS, at der skulle uddannes en grønlandsk præstestand. I 1836 nedsatte selskabet en komité, der udarbejdede et forslag til uddannelse af grønlandske kateketer. I forslaget indgik også, at nogle kateketer skulle kunne videreuddannes og ordineres til præster. Der indgik desuden tilbud om at betale et bidrag til omkostningerne på i alt 8.000 rigsdaler, fordelt på ti år. Det var så stort et beløb, at det svarede til næsten alle selskabets budgetterede indtægter i den pågældende periode. Tilbuddet om økonomisk støtte blev ikke modtaget, men forslaget blev startskud til langvarige forhandlinger mellem de involverede myndigheder om en seminarieuddannelse i Grønland. Og det dannede grundlag for, at der ved Kgl. resolution i 1844 blev truffet beslutning om at oprette to kateketseminarier i henholdsvis Jakobshavn (Ilulissat) og Godthåb (Nuuk).

Ud over spørgsmålet om økonomisk støtte, som den officielle mission ikke ville modtage, var der også uenighed om uddannelsen af grønlandske præster. DMS gik ind for, at man skulle skabe en grønlandsk præstestand, da man mente det var ‘en Nødvendighed at Folket faaer Præster, som tages af dets egen Midte, som ikke behøve først at lære Grønlændernes vanskelige Sprog, som ikke tages bort fra dem, naar de først begynde at kunne arbeide med Frugt og til Velsignelse’ (Dansk Missionsblad 1843, cit. i Wilhjelm 1997).

Fra officiel dansk side var man imod at videreuddanne de grønlandske kateketer til præster, da man mente, at det var for tidligt i så ung en kirke som den grønlandske, og at grønlandske præster ville mangle myndighed over for deres landsmænd. Forslaget fra DMS om en grønlandsk præsteuddannelse blev afvist, og de to nye seminarier blev kun for vordende kateketer.

Imidlertid blev det gamle Missionskollegium i 1860 nedlagt, og Den grønlandske Mission, som kirken i Grønland stadig blev kaldt, blev lagt ind under Kultusministeriet. DMS genfremsatte sit forslag om en grønlandsk præste-uddannelse, og nu blev det taget op af ministeriet – der var i øvrigt også mangel på velkvalificerede danske missionærer. Der var dog stadig uenighed om, hvordan en grønlandsk præsteuddannelse skulle organiseres. Ganske vist blev der i 1871-1872 nedsat en kommission vedrørende ‘den grønlandske Missions Udvikling’, med DMS-formand Christian Kalkar som formand. Men kommissionens forslag til uddannelse af grønlandske præster og overkateketer blev kun i begrænset omfang ført ud i livet. Og blandt de danske præster i Grønland var der fortsat stor skepsis over for uddannelse og ordination af grønlandske præster.

DMS og den officielle Grønlandske Mission

I løbet af 1800-tallet skete der i det hele taget en ændring af forholdet mellem DMS og den officielle danske mission i Grønland. I de første år tilhørte DMS medlemmer især de ‘vakte kredse, der var kritiske over for statskirken’ (Wilhjelm 1997, s. 24). Missionærer i Grønland fik forbud mod at sende DMS beretninger om deres virksomhed – at nogle så gjorde det alligevel, er en anden sag. I 1849 blev forbuddet ophævet, og DMS-skrifter blev nu sendt til Grønland, navnlig Dansk Missionsblad blev forum for drøftelse af den Grønlandske Missions anliggender (Wilhjelm 1997, s. 30).

Efterhånden var vestkysten af Grønland fra Upernavik i nord til Frederiksdal i syd ikke længere nogen missions-mark. De sidste ‘hedninger’ var blevet døbt, og i 1900 forlod missionærer fra Brødremenigheden Grønland og overlod deres menigheder og missionsstationer til den grønlandske kirke. I 1905 blev termino-logien mere tidssvarende ved Lov om Kirke- og Skolevæsen i Grønland. Landet blev nu inddelt i 11 præstegæld (pastorater), inkl. Angmagssalik (Tasiilaq) på østkysten, hvor missionsarbejdet først var blevet påbegyndt i 1894, og den sidste voksendåb fandt sted i 1921.

Udvalget for den Grønlandske Kirkesag

Grønland blev DMS’s første missionsområde, efter at selskabet var blevet stiftet i 1821. I 1906 oprettedes Udvalg for den grønlandske Kirkesag, hvis formål var at styrke samarbejdet mellem den danske og den grønlandske menighed. Det danske missionsarbejde blev nu betragtet som afsluttet, og på DMS bestyrelsesmødet i december 1906 blev det besluttet, at DMS fra udgangen af 1907 skulle indskrænke sin hjælp til ‘Arbejdet blandt Hedningerne ved Angmagssalik og Kap York’. I begyndelsen af 1908 sendte DMS et afskedsbrev til ‘den grønlandske Menighed, dens Præster og Kateketer’, hvor det vellykkede missionsarbejde blev opsummeret, og dele af DMS’s aktiviteter overdraget til Udvalget for den grønlandske Kirkesag. Man lovede desuden at man ikke ville tabe den grønlandske menighed af syne, og at man stadig ville støtte missionsarbejdet i Østgrønland og ved Kap York.

Den sidste større indsats fra DMS var oprettelsen af missionsstationen ved Kap York i 1909. Det var resultatet af et samarbejde mellem Knud Rasmussen, DMS og Udvalget for den grønlandske Kirkesag. Og i 1913 overgik ledelsen af stationen helt til Den Grønlandske Kirkesag. DMS blev dog ved med at betale en missionærlønning til Kap York-stationen.

Den 20. maj 1934 (Pinsedag) blev så ‘den sidste Hedning i Grønland’ døbt, som tidligere seminarieforstander i Grønland, Frederik Balle, skrev i DMS Årsberetningen 1933-34. I 1937 overtog den danske stat ansvaret for den missionsstation, der var blevet oprettet ved Kap York, og som nu ikke længere var en missionsstation (nu Qaanaaq præstegæld). I en årrække blev DMS ved med at støtte med uddannelseslegater til grønlandske kateketer, men selskabets økonomiske forpligtelser i Grønland var ophørt.

Birte Christensen

Se flere billeder fra Grønland her 


Fakta

Birte Hedegaard Christensen (f. 1949). Cand.mag., cand.ling.merc.
Gymnasielærer i Danmark + Grønland 1983-1989
Oversætter/sprogrevisor, Rådet for Den europæiske Union, 1990-2012


Rev. dato: 15. august 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk