Den danske koloni på Guldkysten
Ud over de danske kolonier i Indien og De Vestindiske Øer havde Danmark også en koloni i Vestafrika ved det, der blev kaldt Kysten Guinea eller populært: Guldkysten – det nuværende Ghana. Her blev dansk-norske forter grundlagt fra 1658-59, og fra slutningen af 1700-tallet frem til 1850 havde man desuden territoriale interesser i området.
Baggrund for navnet Guldkysten var, at man som udgangspunkt især var interesseret i at erhverve sig landets guld. Handelen blev primært organiseret fra de to forter, Christiansborg og Frederiksborg, hvoraf det sidste i 1685 blev solgt til England. Senere blev der i årene 1736 og fremefter bygget i alt fem mindre forter langs kysten. Men fra 1820’erne opretholdt man kun bemanding på hovedfortet Christiansborg.
Christiansborg – Guldkysten i Vestafrika
Fra begyndelsen af 1700-tallet ændrede handelen karakter og skiftede til handel med slaver i den såkaldte Trekanttrafik, hvor danske skibe fragtede våben og brændevin fra Danmark til Vestafrika, slaver fra Vestafrika til De Vestindiske Øer og sukker fra Vestindien til Danmark. I 1792 besluttede Kong Christian VII – kronprins Frederik – som den første regent i verden, at slavehandelen skulle ophøre med udgangen af 1802. Det skønnes at der i perioden i alt blev fragtet ca. 100.000 slaver fra Vestafrika til Vestindien på danske skibe. Efter slave-handelens ophør forsøgte man sig med plantagedrift, men kunne ikke konkurrere med briterne, og i 1850 blev de danske besiddelser solgt til England.
Missionshistorisk Baggrund
Normalt havde der været en dansk præst ved fortet Christiansborg, og blandt disse var to af N.F.S. Grundtvigs ældre brødre, Jacob (1775-1800) og Niels (1777-1803), der begge døde kort tid efter ankomsten til Guldkysten. Generelt betragtede man ikke de danske præster som missionærer, da deres ansvarsområde alene var betje-ning af det udsendte danske mandskab.
Det første missionsforsøg på Guldkysten blev gjort i 1736 af to missionærer fra Brødremenigheden. Den ene døde kort efter ankomsten. Den anden vendte efter nogle års forløb tilbage til Europa for siden at returnere til Guldkysten to gange, hvor arbejdet dog ikke syntes at bære frugt. I 1768 gjorde Brødremenigheden endnu et forsøg og sendte fem nye missionærer til området. Af disse døde de tre kort efter, og de sidste fik på grund af helbredsproblemer ikke udrettet meget. Efter et sidste mislykket forsøg med udsendelse af flere opgav Brødre-menigheden i 1809 missionen på Guldkysten.
Således var situationen i 1825, da Baseler Missions Selskab (stiftet i 1815) besluttede sig for at etablere en mission i den danske koloni på Guldkysten. Siden Brødremenigheden havde opgivet missionen på stedet, havde der ikke været dansk præst eller missionærer i kolonien. I Basel var tilgangen af missionselever så stor, at man hele tiden var på udkig efter nye missionsområder. En af eleverne var den norske student, Jørgen Cappelen, som var sendt af DMS til uddannelse i Basel. Nu kunne han så præsentere tanker om et missionsarbejde på Guldkysten for DMS – og dette skete ved bestyrelsens møde den 25. april 1825.
DMS og Baseler Missionen i samarbejde
Med henblik på samarbejde om missionen på Guldkysten havde man i Basel nedsat en komité og bad nu DMS om at gøre det samme i Danmark. Det blev understreget, at den danske komité skulle stå i nært forhold til DMS-bestyrelsen og være mellemled mellem Basel og den danske regering. Til denne komité blev fra DMS udpeget bestyrelsesmedlemmer Bone F. Rønne og dr.phil. Rudelbach. De øvrige var Reuss fra Brødremenig-heden, C.F. Rønne (B.F. Rønnes søn), konsul de Coninck og to englændere, Watt og Gordon. Den danske komité stod for kontakten med Basel, uden at der dog skete videre fremskridt.
Bone Falck Rønne (1764-1833). Cand.theol. og sognepræst. Stifter af Det Danske Missionsselskab (DMS), 17. juni 1821 og formand for bestyrelsen frem til 1833.
Typisk blev det Bone Falck Rønne, der løftede sagen fra korrespondance til handling. Den 2. januar 1826 var han til nytårsaudiens hos sin tidligere elev, prins Christian Frederik. Her fik Rønne anledning til at fortælle om hen-vendelsen fra Basel, og prinsen svarede spontant, at guvernøren, major Richeliue, netop var i København, så han burde orienteres om sagen, som gennem ham kunne forelægges kong Frederik VI.
Guvernøren var positiv og lovede Rønne, at han af alle kræfter ville hjælpe til at nå målet og fortsatte: Skal jeg heri sætte min største Ære, at jeg af Guds store Naade er sat paa et Sted, hvor jeg som et Middel eller Redskab maaskee kan virke og medvirke til Frelsers Jesu Christi Ords sande og eneste sande Ords rigtige Fortolkning.
Kongen var også meget positiv over for initiativet og overdrog sagen til Danske Kancelli, der indhentede en udtalelse fra biskop Münter. Biskoppen støttede i sin indstilling af 11. februar 1826 forslaget, og dermed blev initiativet sendt tilbage til kongens afgørelse, som faldt den 3. juni 1826 og blev meddelt Rønne få dage senere i et brev fra biskoppen.
Kong Frederik VI’s resolution lyder: Vi ville allernaadigst have tilladt, at der paa Missions-Selskabets Regning udsendes en Missionair til vore Etablissementer paa Kysten Guinea, og at denne Missionair, med hvis Beskik-kelse og Ordination bliver at forholde ligesom med de grønlandske Missionairer, maae underordnes Biskoppen over Sjellands Stift. Dog vil den, der saaledes beskikkes til Missionair, forinden han udsendes, have at godt-gjøre, at han er fuldkommen bekjendt med den indbyrdes Underviisnings Methode.
I 1826 var Jørgen Cappelen på ferie i Norge, hvor han rejste rundt i landet for at søge opbakning til projektet. På det tidspunkt regnede han vel med, at han selv skulle rejse til Guldkysten, men året efter stod det klart, at hans helbred ikke var til et liv som missionær. Cappelen fortsatte dog arbejdet med at skabe interesse for missionen på Guldkysten. I Trondhjem blev der etableret en støttekomité med biskop P.O. Bugge som formand, og i Chri-stiania (Oslo) med pastor V.A. Wexels som formand. Missionen på Guldkysten modtog i de kommende år betydelig økonomisk støtte fra Norge, og mellem Bone F. Rønne og biskop Bugge opstod en omfattende korrespondance.
Udsendelse af missionærer til Guldkysten
I juni 1827 ankom fire missionselever til København fra missionsskolen i Basel. De kommende missionærer var: Carl Ferdinand Salbach, Philipp Henke, Johan Gottlieb Schmid og Gottlieb Holzwarth, der skulle lære dansk inden udsendelsen til den danske koloni. Desuden måtte de lære noget om medicin og kirurgi samt have kendskab til engelsk. Endelig skulle de lære det lokale sprog (accraisk). Med det sidste bistod den kendte danske sprogforsker, professor Rask, og der blev udarbejdet en accraisk-dansk ordbog. Året efter kunne biskop Münter ordinere de fire tyske mænd til præster i den danske evangelisk-lutherske kirke. Det foregik den 13. juni 1828 ved en gudstjeneste i den tyske Sct. Petri Kirke i København.
Dermed var de klar til at blive udsendt som de første missionærer i det unge missionsselskabs historie. Det skete ved 7 års fødselsdagsfesten i Lyngby Kirke den 19. juni 1828 under overværelse af prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie. Kirken var fyldt til bristepunktet af mennesker, der ville overvære denne histo-riske begivenhed.
Bone Falck Rønne udsendte de fire missionærer til Guldkysten og sagde bl.a.: Brødre i Herren! Hvad skal jeg, i Forsamlingens og eget Navn, tale til Eder paa denne Dag – en Dag, efter hvilken min Sjel længtes, da vi for 7 Aar siden stiftede vort lidet Selskab; men som jeg den Gang neppe torde vente at opleve? – O! hvor glæder sig mit Hjerte! hvor fryder sig min Aand i den Herre, som har gjort langt over alt det, jeg har bedet og forstaaet. – Dog min Glæde er ikke aldeles ublandet; thi jeg skuer Eder vel sidste Gang i dette Liv, og jeg øiner en Vei, som ligger for Eder, fuld af Torne og bevogtet af mægtige Fiender. Dersom I skulde vandre den alene, maatte I vist nok tabe Modet og aldeles gaae til Grunde. – Med veemodig Deeltagelse seer jeg Eder i Aanden paa det oprørte Hav, i det usunde og udyrkede Jordstrøg, i Kamp med Overtroe og slavisk Tænkemaade, i Kamp med Vantroe og Herskesyge … jeg veed, at Djævelen selv og alle hans Tjenere ville reise sig imod Eder…
Rønne kendte sin missionshistorie. Han vidste, at det var en farlig færd, de unge mennesker begav sig ud på. Nok havde de den danske konges fulde opbakning, men rejsen var farefuld, og livet på Guldkysten krævede sine ofre. Dertil kom, at modstanden mod missionærer blandt de europæiske udstationerede var massiv. Endelig vidste Rønne, at Climat-Feberen havde taget livet af de fleste af Brødremenighedens missionærer samt mange europæere, bl.a. de to Grundtvig-brødre, der var udsendt til præstetjeneste.
De fire missionærer forlod Danmark den 26. august. Rejsen gik via Holland og England, hvorfra de fortsatte den 11. oktober 1828 med skibet ’Haabet’. De nåede Christiansborg på Guldkysten den 17. december 1828, hvor de blev julen over. Og Rønne kunne fortælle missionsvenner i Danmark: Prædiken have de hidtil holdt i Fortet (Christiansborg) hver Søndag, og Holzwarth lærer i Ugen Skolebørnene de Melodier, som skulle synges om Søndagen i Kirken. De fremmeligste Børn kunne læse taaleligt, men forstaae kun lidt. Hencke tænker paa at begynde Confirmations-underviisning, og de to Andre ville undervise i Religion og Udvikling af, hvad der læses. Al denne Underviisning skeer i det danske Sprog, som dog ikke forstaaes af mange Negere, hvorfor Missionairerne af al Evne ville lægge sig efter de Indfødtes Sprog.
Bone F. Rønne fik ret i sine bange anelser. Holzwarth, Schmid og Henke blev ramt af klimatfeberen allerede i begyndelsen af 1829, hvorfor deres arbejde blev meget begrænset. Senere på året var det Salbachs tur til at blive ramt af sygdommen – og indenfor det første år var Holzwarth, Salbach og Schmid ’gaaet Hjem til den himmelske Konge’. Henke holdt lidt længere. Han døde først i 1831!
Til trods for dette store tab meldte der sig i 1831 tre andre unge mænd til at fortsætte missionen på Guldkysten. Det drejede sig om de to sønderjyder, Peter Petersen Jæger og Andreas Riis, som blev ordineret i Baden i Tysk-land, en ordination som biskop Münter kun modvilligt anerkendte. Den tredje var en tysk læge, C. F. Heinze. Jæger og Heinze døde kort efter ankomsten, mens Andreas Riis som den eneste missionær virkede i området indtil 1845. Andreas Riis arbejdede først som præst og lærer i fortet Christiansborg. Men i 1835 besluttede han at forlægge missionen fra kysten med det dræbende klima til sundere egne inde i landet. Her blev midtpunktet for hans arbejde Akropong, den vigtigste by i det skovrige bjergområde Akwapem. Herfra foretog han flere rejser for at undersøge muligheder for en yderligere udvidelse af missionen, hvilket dog på grund af uroligheder ikke lykkedes.
Bone F. Rønne havde en omfattende korrespondance med de udsendte missionærer, som viser at de klart opfattede sig som udsendinge fra DMS. Postgangen til Guldkysten var dog meget lang og besværlig. Dette tydeliggøres blandt andet ved, at en række breve fra Andreas Riis var afsendt efter Rønnes død den 13. maj 1833, hvilket Riis først op til et år senere fik kendskab til.
Missionssyn og missionærers tilhørsforhold
De første missionærer til Guldkysten var jo udsendt af DMS og Baseler Missionen i fællesskab. Dette gælder også Andreas Riis, der som nævnt blev den eneste overlevende til at fortsætte arbejdet, og som i hele sin missionærtid var tilknyttet begge selskaber (dog i de seneste år overvejende Baseler Missionen). Det blev imidlertid gennem de følgende år et væsentligt anliggende for DMS at knytte Andreas Riis tættere til deres selskab. Som nyt missionsselskab kan spørgsmålet om tilknytning tolkes som et ønske om at have sine ’egne missionærer’, men det var desuden udtryk for forskelle i missionssyn og prioritering af opgaver på Guldkysten.
Dette fremgår bl.a. af en korrespondance mellem Andreas Riis og ledelsen i DMS. I et brev dateret 12. oktober 1835 skitserer Andreas Riis således, at han tænker på at anlægge skoler for ungdommen og lover afrikanerne at undervise deres børn, hvilket var i overensstemmelse med missionsprincipper fra Basel samtidig med, at det også var i tråd med kong Frederik VI’s tilladelse til at udsende missionærer til den danske koloni. Brevet be-svares af pastor P. A. Fenger på bestyrelsens vegne, og han underkender ikke, at anlæggelse af skoler kan fremme missionssagen, men minder alligevel om, at Riis som missionær først og fremmest skal arbejde på at opbygge en kirke. For en missionær må aldrig tabe af syne, at hans hovedopgave er at samle en menighed og grundlægge Guds Kirke.
Andreas Riis havde bedt DMS om at udsende en lærer til at hjælpe ham i arbejdet, hvilket bliver afvist med, at DMS i øjeblikket ingen egnede kandidater har til det – og Fenger fortsætter: Men kom der Nogen, om hvem vi havde Aarsag til at troe, at han havde indvortes og udvortes Kald til at være Missionær, saa vilde vi jo natur-ligviis gjerne paa bedste Maade befordre hans Reise til Dem, saa meget mere, som vi see af Skriften (Mark 6, 7), at de gjerne have været 2 Ifølge, som droge ud.
Et forslag fra Riis om, at DMS skulle bekoste nogle unge afrikaneres rejse til Danmark med henblik på at få en uddannelse her i landet, så de kunne støtte ham i missionsarbejdet på Guldkysten, afvises helt. Dette kan undre, eftersom tanken om at missionen først ville lykkes, når den blev varetaget af landets egne indbyggere, ikke var fremmed for en del medlemmer af DMS-bestyrelsen.
Korrespondancen mellem DMS og Andreas Riis fortsatte de følgende år om såvel tilhørsforhold som arbejds-opgaver. Og i 1841 fremkom Riis med et forslag om at flytte nogle afrikanske familier fra Vestindien tilbage til Guldkysten som missionærer. Det lykkedes ham da også at tilføre missionen et antal afrikanske missionærer. På Jamaica fik han 24 afrikanere til at følge sig tilbage til Guinea, hvortil de ankom i april 1843. Men projektet blev ikke nogen succes. På Jamaica havde de smagt for meget af livet under vestlige forhold og krævede at leve på europæisk vis. Dertil kom, at de ikke var særlig ivrige efter at tage det missionsarbejde op, som var formålet med at de vendte tilbage til Guinea.
Andreas Riis forblev i Baseler Missionens tjeneste, indtil han i 1845 forlod Afrika med kurs mod Europa. Hans hustru Anna Margrethe Riis var blevet syg og døde under rejsen hjem, og i 1846 besluttede han sammen med selskabet i Basel at afslutte sin missionærtjeneste i Vestafrika. Herefter slog han sig ned i Norge, hvor han i nogle år virkede som rejsepræst for missionen. Andreas Riis døde den 20. januar 1854.
Mindeplade for Andreas Riis på fødehjemmet i Løgumkloster
Konklusion – Hvad kom der ud af det?
DMS-arbejdet i den danske koloni på Guldkysten begyndte i 1828 med udsendelse af de første fire missionærer og i 1832 tre andre. Af disse var det kun Andreas Riis, der overlevede og virkede i området indtil 1845. Og med ham sluttede for DMS 18 års missionsarbejde under utroligt vanskelige forhold såvel klimamæssigt som politisk. Og i 1850 blev den danske koloni solgt til englænderne.
I Dansk Biografisk Leksikon 1933-44 står der bl.a. om Andreas Riis: I 1844 fik han indviet en lille kirke, men alle-rede 1845 var hans helbred så nedbrudt, at han måtte vende hjem. Selv om han ikke havde kunnet døbe en eneste neger, var hans udholdende og selvfornægtende arbejde med til at berede vejen for de store resultater som Basel-missionen senere har vundet på denne missionsmark.
Afsløring af mindeplade for Andreas Riis i Løgumkloster. Fra venstre ses: borgmester Therkild Geil, sognepræst Anders Bork Hansen samt et familiemedlem af Andreas Riis. Foto 1958.
Andreas Riis blev ikke glemt i sin hjemby, Løgumkloster i Sønderjylland, hvor han var født 12. januar 1804. I efteråret 1958 blev der afholdt en stor DMS-lejr i byen med over 200 deltagere. En særlig begivenhed i programmet var afsløring af to mindeplader over tidligere missionærer, skænket af borgerne og indsat i de huse, hvor de blev født. Den ene var Andreas Riis, pionermissionær på Guldkysten, 1832-1845. Borgmester Therkild Geil foretog afsløringen og sognepræst Anders Bork Hansen bad forsamlingen mindes de foregangs-mænd, som havde indskrevet deres navne i missionens historie. I forbindelse med Andreas Riis blev der bl.a. sagt følgende: Han holdt ud trods megen modgang, hvor også hans medhjælpere døde i det usunde klima. Men i dag står der en levende menighed og en kirke derude… (Dansk Missionsblad 25/1958).
Uddrag fra bøger af Harald Nielsen: Bone Falck Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission, Dansk Missionsråd 2014, samt ’DMS HISTORIE’ (under udarbejdelse).
Redigeret af Ingrid Ammitzbøll – maj 2018
Se flere billeder fra Ghana – Guldkysten her
Rev. dato: 18. september 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk