Bangladesh

Dansk Santalmission og Danmisssion i Bangladesh, det tidligere Østpakistan. Det første danske missionærpar i Østpakistan/Bangladesh var Lis Kirsten og Niels Anton Dam, der kom til landet i 1966.

Kolonitiden slutter – Mission i et nyt land

Da englænderne 15. august 1947 trak sig ud af Indien som kolonimagt, blev landet delt, meget imod den ide, som Mahatma Gandhi havde kæmpet for. Men da grundlaget for delingen er religion, blev det nye land delt på to regioner med 1600 km imellem, i hhv. Øst- og Vestpakistan. Det betød en større folkevandring, hvor muslimer bosatte sig i de to dele af Pakistan, hvorimod hinduer i stort tal ‘flyttede’ til Indien.

I det nye Østpakistan var der i 1947 et mindre antal santal menigheder, som nu var afskåret fra den øvrige del af kirken i Indien. I begyndelsen gik det an at krydse grænsen. Santal præster og enkelte missionærer tilså de Østpakistanske menigheder. Det var en uholdbar situation, så noget måtte ske. Et amerikansk ægtepar, Louis og John Ottesen, kom i 1956 til Østpakistan. Bosatte sig i byen Rajshahi for at lære sproget. Familien Ottesen flyttede så til Badhar. Der blev oprettet en bibelskole. Snart var der vækst i Santalkirken.

Øst-Pakistans Evangelisk Lutherske Kirke blev grundlagt i 1959 med John Ottesen som den første General Superintendent. Med en nu selvstændig kirke, blev der brug for flere missionærer – fra Norge, Amerika og Danmark. To hold norske missionærer, Iveland og Øverby kom til feltet. I de to nordlige distrikter, Rajshahi og Dinajpur, er der en stor koncentration af santaler. Og som i Indien var den sociale status præget af fattigdom. Uddannelse, diakoni, social- og sundhedsarbejde blev en naturlig del af missionens virke. Visionen var at nå ud til alle santal-landsbyer med evangeliet. En rimelig stor, men ikke nødvendigvis umulig opgave.

Flere norske missionærer kom til. Norsk Santalmission overtog et felt i Sylhet, efter Presbyterian Mission. Dansk Santalmission havde hidtil støttet arbejdet i Østpakistan med økonomiske midler. Men i sidste halvdel af 1960’erne gik man aktivt ind i arbejdet, med udsendelse af missionærer til feltet.

Dansk Santalmission i Østpakistan

Aktivering af flygtninge planlægges. Fra højre: Niels Anton Dam med sønnen Thorsten og lokale medarbejdere. Arkitekt Niels Anton Dam var udsendt af Dansk Santalmission til Østpakistan, 1966-69, samt af Danida til Bangladesh, 1974-77, hvor han var leder af et stort rehabiliterings-projekt for flygtninge. Foto: Saidpur, Bangladesh 1974.

Det første danske missionærpar i Østpakistan var Lis Kirsten og Niels Anton Dam, der kom til landet i 1966. Der var brug for en arkitekt/ byggekyndig person, som kunne forestå opbygningen af et par missionsstationer. Det kom der to solide ‘stationer’ ud af, Chapai Nawabganj og Uzipur. Der var brug for flere missionærer i Øst-pakistan. I 1967 kom Oluva Laksa til landet. Herefter fulgte endnu to danske missionærer, Ruth Frost og Dagny Svendgaard. Deres virkefelt var primært sundhedsområdet.

Nu talte Santalkirken 1300 medlemmer, de fleste fattige, mange analfabeter. Der var kun to præster til at betjene et stigende antal menigheder, som lå spredt i både Rajshahi og Dinajpur distrikter.

En ny nation fødes

Siden oprettelsen af staten Pakistan i 1947 var der en række stridigheder imellem de to ‘landsdele’, Øst- og Vestpakistan. Nok er der fælles religion, men sprog og kultur er forskellig. Alting blev styret med hård hånd fra regeringen i Vestpakistan. Stridighederne tog til. Da Østpakistan i 1970 ramtes af en voldsom naturkatastrofe, især i den sydlige del af landet, oplevede Østpakistan, at hjælpen udefra strandede i regeringskontorer i Vestpakistan. Det folkelige og politiske klima var nu så ophedet, at man ikke længere kunne lægge låg på mistilliden til styret i Rawalpindi (Islamabad). Awami League fik en stor valgsejr. Partiets ubestridte leder, Sheik Mujibur Rahman, fandt tiden inde til løsrivelse.

Den 26. marts 1971 erklæredes Østpakistan som et selvstændigt land, Bangladesh. En borgerkrig brød ud og rasede de følgende 9 måneder. Frihedens pris var høj. Da krigen sluttede 16. december 1971, havde omkring 2 millioner mennesker mistet livet. De materielle skader på broer og infra-struktur mv. var omfattende. Anslået 10 millioner mennesker, fortrinsvis hinduer og santaler, var flygtet til Indien. Nogle havde slægtninge der. De fleste var i flygtningelejre.

Bengalernes land

I det øjeblik, da Bangladesh i marts 1971 erklæres selvstændigt, var det ikke længere sikkert for udlændinge at opholde sig i landet. Danske og norske missionærer måtte forlade området. På grund af naturkatastrofen kort tid før borgerkrigen, var nogle danske nødhjælpsarbejdere, Ulla Bro og Niels Anton Dam, i et område sydpå, udsendt af Folkekirkens Nødhjælp. Alle kom dog godt ud af landet. Enkelte udlændinge, John Ottesen og britiske David Morgen, blev under det meste af krigen, frem til frihedsdagen.

Ved årsskiftet 1971-72 var der fuld gang i overvejelser og planlægning i hjemlandene vedrørende genoptagelse af arbejdet. Hvordan stod det til i det nye land? Med god grund frygtedes, at alt måske var ødelagt i missionens områder! Nogen måtte rejse ud og ved selvsyn få et overblik. Igennem Folkekirkens Nødhjælp, og i samarbejde med Norsk Santalmission, rejste den erfarne Østpakistan missionær, Hans Øverby, ledsaget af sønnen Trygve, og en kommende dansk missionær, Iver Viftrup, den 6. januar 1972 til Bangladesh.

Situationen i landet afspejlede i sandhed krigens tragiske konsekvenser. Landsbyer i ruiner og ødelagt infra-struktur. Det til trods var der en stemning af befrielse og fremtidshåb. ‘Joy Bangla’ – Leve Bangladesh, lød det fra folk, man mødte på sin vej. Santalmissionens missionsstationer var næsten intakte. Derimod var det et sørgeligt syn, der mødte tre-mands ekspeditionen rundt i de mange landsbyer. Stort set alle huse var ødelagt. Få eller ingen mennesker tilstede. Lidt efter lidt kom folk tilbage, mærket af krigens barske oplevelser.

Et nødhjælpsprogram blev hurtigt udarbejdet og sendt til Folkekirkens Nødhjælp og norske sponsorer. Varme tæpper og teltmateriale som øjeblikkelig hjælp. Penge til byggemateriale og såsæd. Midler til afhjælpning af den akutte mangel på mad og medicin. I løbet af  februar-marts 1972 kom flere ud for at yde en indsats i hjælpe-arbejdet. Ulla Bro og Morten Larsen, samt tidligere missionær i Indien, Lis Krohn. Sidstnævnte fik opgaven at stå for klinikken i Amnura i 6 måneder. En strøm af patienter vendte hjem fra Indien, underernærede og med forskellige lidelser. Senere på året kom Ruth Frost og Dagny Svendgaard samt Jens Kr. Egedal, der var engageret i nødhjælp nogle måneder. Der var stor international velvilje mod det nye land. Nødhjælp strømmede til. Vestlige NGO-er bidrog i stor stil. Danmark var et af de første lande til at anerkende Bangladesh.

Et land der har brug for alt

I årene 1972-76 var der mange aktiviteter i Santalkirkens område, de to distrikter Rajshahi og Dinajpur, samt en del af Rangpur. Nødhjælp blev til udviklingshjælp: uddannelse, social- og sundhedsarbejde, som en naturlig del af missionens virke i et fattigt land. Nye missionærer var på vej.

Fra en kirkeindvielse i Bangladesh – foretaget af pastor Iver Viftrup. Missionær i Bangladesh, 1972-84. Præsteordineret 1983. På besøg til jubilæet i DBLM, 1987.

I efteråret 1972 kom Tove og Iver Viftrup ud som missionærer. Planen var, at de skulle tilegne sig sproget santali, mhp. at arbejde i Santalkirken. På missionærkonferencen i efteråret fik de, efter eget ønske, lov til at skifte spor og lære bengali, landets hovedsprog. Familien blev placeret i Chapai Nawabganj, midt i et udpræget muslimsk domineret område. Hist og her var der også grupper af hinduer. Mange af dem var flygtet til Indien under krigen. Ikke alle var vendt tilbage.

Arbejdet ud fra Chapai Nawabganj henvendte sig til den bengalske befolkning. I første fase var det, som en naturlig del, nødhjælp, mest i form af en ‘felt-klinik’, primært for kvinder og børn med lidelser, der ofte kunne afhjælpes med basale midler. Et udvalg af almen medicinske præparater. Mælkepulver/ modermælkserstatning. Uddeling af tøj og tæpper hjalp også folk igennem en hård efterkrigstid. Sideløbende med nødhjælpsaktiviteter var det kristen næstekærlighed i ord og handling. I Chapai blev indrettet en ‘bog-cafe’ med kristen litteratur. En gruppe hinduer begyndte at komme til gudstjeneste i Chapai. Den 1. februar 1976 bliver 17 familier, børn og voksne, i alt 80 personer, døbt. En ny fase af missionsarbejdet i Bangladesh er ved at tage form.

En ny struktur i den Lutherske Mission i Bangladesh

Flere danske missionærer kommer ud fra 1973 og fremefter. Alle lærer sproget bengali. I Santalkirken var der stor vækst efter frihedskrigen. En del santaler havde været i kontakt med kristne under deres ophold i Indien. Et stort antal kom i dåbsundervisning. I 1973 blev 3200 nye kristne døbt og 40 menigheder lagt til Santalkirken, nu BNELC, Bangladesh Nordlige Evangelisk Lutherske Kirke.

Santalmissionen prøvede at efterkomme ønsket om flere missionærer til kirkens arbejde. Et mønster begynder at tegne sig. Nemlig at de norske missionærer lærer santali og arbejder med Santalkirken. De danske missio-nærer lærer sproget bengali, med henblik på arbejde iblandt den bengalske befolkning. Med amerikanske missionærer er det lidt både- og. Missionærer var kaldet af kirken, BNELC. Og Missionen i Bangladesh var organiseret under BLM, Bangladesh Lutherske Mission. Øverste myndighed var den årlige missionærkonference, med en missionssekretær på nøgleposten. En struktur, der peger tilbage i tiden som den ‘Indiske model’ – at hjemlandenes opgave bestod i at skaffe penge og folk/missionærer, mens missionsstrategi og ‘kirkepolitik’ lå hos missionærkonferencen og ledelsen på feltet!

Hjemlandene ønskede en ny struktur. De mente, at mere medindflydelse og en landevis tredeling ville gavne arbejdet. Forståeligt, at der ikke uden videre var enighed om at ændre gode, gamle traditioner. Historisk set var norske missionærer primært optaget af at forkynde evangeliet til santaler. Det gav ikke mening at bringe tre uafhængige enheder ind i samarbejdet med Santalkirken, al den stund, at danske missionærer havde fokus på den bengali-talende befolkning. De amerikanske missionærer var på dette tidspunkt optaget af en vision om et hospital ved Parbatipur. Tredeling af BLM! Ændring af konstitution og deling af jordisk gods er aldrig ligetil, så bølgerne gik ind imellem højt på missionærkonferencer i årene fra 1973 til 1976, hvor den nye struktur var ved at være på plads. Undervejs var der tætte forhandlinger med hjemlandes bestyrelser. Fremtidens nye udfordringer lå og ventede på at blive taget op. Og der var nok at tage fat på.

BLM, Bangladesh Lutherske Mission blev til BLM-N, BLM-A og BLM-D. Senere kom også en finsk gren til, BLM-F. Modellen indebar også, at alle grene af BLM én gang om året samledes til General Assembly (Fællesmøde). Formål: at styrke sammenhold og åndeligt fællesskab i ‘Den Lutherske Familie’, samt at drøfte fælles udfor-dringer til gensidig glæde og berigelse. Og den nye struktur skulle vise sig at få positive konsekvenser, med rum til nye visioner. Den bidrog til større tilfredshed i arbejdet, og et mere tillidsfuldt samarbejdsklima.

BLM-N – Den Norske gren koncentrerede sig om Santalkirken ud fra de to hoved missionsstationer, Amnura og Auliapur (Dinajpur). Desuden var der Uzipur missionsstation, som ligger i et område med mange santaler og andre stammefolk. I byen Dinajpur byggede nordmændene et uddannelsescenter, og i den vestlige del af Rangpur distrikt blev opført en kostskole for piger. Der blev satset meget på uddannelse – også af evangelister og præster, som skulle virke i den voksende Santalkirke. I Rajshahi by blev der bygget et kollegium for unge santalkvinder, som base for deres videreuddannelse. Oluva Laksa, der igen var tilbage på feltet, fik ansvar for dette. Der blev ligeledes bygget et kollegium/ hostel for unge santalmænd, mhp. videreuddannelse. Flere danske missionærer kom ud i løbet af 1974-75, bl.a. Elsebeth og Jens Fischer-Nielsen. I første omgang placeret i Rajshahi og involveret i ‘Boy’s hostel’. Santalkirken fik i disse år tilført mange ressourcer og flere nye missio-nærer. Den nye struktur har næppe været en ulempe for Santalkirken, nok snarere tværtimod.

BLM-A – Den Amerikanske gren. Allerede før borgerkrigen i 1971 havde John Ottesen haft en vision om, at Missionen skulle bygge et hospital, med kristent vidnesbyrd og næstekærlighed, ved jernbane-knudepunktet Parbatipur. Et stykke jord blev købt, men borgerkrig og andre ting kom i vejen. Kort efter krigens afslutning kom der flere amerikanske missionærer til Bangladesh. Kathy og Arthur Bliese, der kun fik få år i landet. Karen og Ed Scott, som derimod blev i mange år og var hovedkræfter i projektet, et veludstyret hospital, nu kendt som LAMB-hospital. Der kom flere missionærer til, fortrinsvis amerikanske. Med en stor stab af lokale læger, sygeplejersker og andet fagpersonale med familier, blev der brug for at kunne tilbyde skolegang. LAMB har derfor etableret en skole på stedet, der foruden personalets børn også kan rumme et antal elever fra lokal-området. Skolelederen, gennem snart mange år, er Christian Vestergaard, hvis forældre har været missio-nærer i Bangladesh. Både hospital og skole nyder stor anerkendelse i området. Et af hospitalets specialer er fødsler. En høj standard og ‘forskning’, mhp. at give for tidligt fødte den bedst mulige start i livet, har skabt opmærksomhed helt op i Sundhedsministeriet. Hospitalet betjener et stort ‘udkantsområde’, og ud fra dette sted formidles den kristne tro i ord og handling. Det til trods for, at der fra tid til anden er ‘elementer’, som forsøger at volde uro og skade arbejdet på stedet. Men stadigvæk, her i 2016, efter mange års indsats i næstekærlighedens navn, er LAMB en grøn oase i et stort folkehav.

BLM-D – Den Danske gren. Missionsstationen i Chapai Nawabganj var i første omgang base for danske missionærers arbejde. Men der kom hurtigt nye områder til. I byen Saidpur i Rangpur distrikt består befolk-ningen hovedsageligt af bihari-er. En gruppe, der stammer fra Bihar i Nordindien, taler urdu og under krigen var mere orienteret mod Vestpakistan, end godt var. Konsekvens: et stort, ukendt antal kvinder blev enker under krigen. En katastrofal situation især i et muslimsk land. Derfor havde Dansk Santalmission et projekt, ‘Saidpur SELF HELP’, i en årrække. Familien Dam kom ud for at stå for dette projekt. Som erfarne missionærer, fra tidligere ophold i landet, kunne Niels Anton og Lis gøre en målrettet ‘hjælp til selvhjælp’ indsats. I løbet af 1974 kom et nyt missionærpar Karen og Knud Persson ud, mhp. at starte et landbrugsprojekt i Chapai, støttet af Danida. Dieselpumper til overrisling af marker, og opbygning af tilhørende reparationsværksted. Det giver mulighed for at dyrke 3 afgrøder om året. Projektet gavnede mange bønder i lokalområdet. For at brødføde den hastigt voksende befolkning, er der i den grad brug for effektive landbrugsmetoder. I dag, anno 2016, er overrisling udbredt over hele landet. De grønne rismarker ses året rundt og ikke kun i regntiden. Som leder af Landbrugsprojektet i Chapai 1983-84, var Hanne og Arthur Knudsen udsendt af Danida. Projektet overgik senere til en NGO. I Chapai blev der bygget en sundhedsklinik, som især tog sig af behandling af kvinder og børn. Ansvarlig for klinikken var i nogle år missionærer på stedet. Og en god national stab var tilknyttet. Også dette arbejde blev videreført af en lokal  NGO.  

Sher-e-Bangla Ortopædiske Hospital i Dhaka

I 1973, på opfordring fra en amerikansk ortopædkirurg, Dr Garst, kom Grethe Madsen, der i mange år havde været missionær i Indien med virke ved hospitalet i Mohulpahari, til Bangladesh. Hendes opgave var, som forstanderinde for sygeplejeuddannelsen ved det nyoprettede hospital, at stå for uddannelse og organisering af sygeplejen. Sher-e-Bangla skulle især tage sig af folk med krigsskader, og var det eneste hospital, som på dette tidspunkt kunne tilbyde ortopædisk behandling på højt fagligt niveau. I ganske mange år kom Grethe Madsen til at sætte sit præg på sygeplejen. Og på et tidspunkt overgik hospitalet til lokal ledelse, med ‘almindelig’ ortopædkirurgi som speciale.

Nilphamari – Spedalskhedsprojekt

DBLM, Danish Bangladesh Leprosy Mission. I slutningen af 1974 blev Tove og Iver Viftrup af Santalmissionen opfordret til at gå ind i nye opgaver, et spedalskhedsprojekt. I Indien havde Santalmissionen også arbejdet med spedalskhed. Ad omveje blev Santalmissionen gjort opmærksom på, at der også i Bangladesh var mange spedalske, især i den nordlige del af landet. Et nyt projekt skulle først udarbejdes og forhandles med landets sundhedsmyndigheder.

Efter mange ture til Dhaka, forhandlinger med centrale myndigheder, og andre alvorlige hændelser senere – herunder mordet på landets første premierminister, Sheik Mujibur Rahman – lykkedes det at få godkendt spedalskhedsprojektet i begyndelsen af 1976. Undervejs var der god støtte fra den erfarne, pensionerede Indien missionær, Oluf Eie, som besøgte landet nogle gange. Placering blev Nilphamari i den nordlige del af landet. I efteråret 1976 var Tove og Iver Viftrup klar til at begynde opbygning af spedalskhedsprojektet. Eksisterende bygninger kunne renoveres og bruges som hospital. Og der blev bygget administrationsfaciliteter og personale-boliger. Niels Anton Dam påtog sig et ‘konsulentarbejde’ med rådgivning og udarbejdelse af tegninger.

I juli 1977 blev hospitalet officielt åbnet med 50 sengepladser. Den danske Charge`d` affaires Svend Bjerregaard og hustru Karen, samt en række bengalske myndighedspersoner deltog i festen. Operationsstue, laboratorium, fysioterapi, bandagist- og skoværksted blev etableret. Ligeledes klinik- og ambulant virksomhed. En vigtig del af opgaven var oplysningsarbejde for at informere befolkningen om, at spedalskhed kan helbredes. Lokale folk blev uddannet. Og den første læge på stedet var irske Esther Leddy. Fra Danmark kom lægeparret Ingrid og Jørgen Steiner ud og ydede en stor indsats. Folkekirkens Nødhjælp sendte stud.med. Thomas Ibsen og hustruen Jette. Også Agnete Brøgger var i en årrække udsendt til arbejdet.

I årenes løb var ikke så få udenlandsk personale ansat i spedalskhedsarbejdet. Et engelsk lægepar. En finsk læge, og som korttidsudsendte tidl. missionærer i Indien, Dr. Johs. G. Andersen og læge Otto Forman samt læge Lena Hagelskjær. Udsendte igennem årene, i ledelse, administration og sygepleje: Ruth og Jens Kr. Egedal, Bente Birkmose, Dagny og Johannes Nielsen, Susanne og Jens Møller Pedersen, Anna Sloth og Jørgen Andersen, Anna Else og Bjarne Søltoft Pedersen.

Projektet fik allerede i første fase et satellit hospital med tilhørende klinikvirksomhed i Thakurgaon mod nordvest. Ved hospitalet i Nilphamari blev der senere bygget et veludstyret uddannelsescenter. Fra begyn-delsen har rehabilitering været et væsentligt element. Spedalskhedsarbejdet nyder stor respekt og anerken-delse fra lokalbefolkning og myndigheder. Et stort privilegium at være med til at hjælpe mennesker, der ellers er henvist til tiggerens rolle.

På stedet blev der fra begyndelsen bygget en kirke. Her lyder evangeliet om Guds kærlighed og tilgivelse hver søndag. Næstekærlighed taler stærkt igennem spedalskhedsarbejdet. Projektet har gennemgået mange forandringer undervejs. Der er færre spedalske i dag. Nye opgaver er taget op. Stedet har dygtige, nationale ledere og en god stab. Fra 1996 har TLMI (The Leprosy Mission International), haft ansvar for arbejdet, støttet af den danske gren af TLMI.

Gudstjeneste i Bangladesh Lutherske Kirke/BLC, Birganj 2001.

Bangladesh Lutherske Kirke – BLC

Ikke kun santalerne havde været på flugt til Indien, men også ganske mange bengaler med hindu-baggrund. Flertallet af dem vendte tilbage til Bangladesh, men deres situation var blevet vanskelig og usikker. Det relativt gode forhold fra før, mellem hinduer og muslimer, havde lidt skade. Flere og flere med hindu-baggrund opsøgte Missionen/Kirken. Det begyndte i det små, med nogle få hist og her, som blev undervist og døbt. Formelt blev de medlemmer af Santalkirken, BNELC, men er bengaler med anderledes kultur og sprog. Af en årsrapport fra 1979 fremgår, at der kun var meget få bengali-talende medlemmer i kirken, men at denne gruppe ønskede en selvstændig kirke. De ‘meget få’ viste sig dog at være 400 døbte bengal medlemmer Der var ikke udelt velvilje overfor tanken om at danne en ny luthersk kirke. Dansk Santalmissions bestyrelse, såvel som missionærer på feltet, var ikke i tvivl. En dør havde åbnet sig til en stor gruppe af bengali-talende folk. Det var om at bruge denne mulighed. Og derfor vigtigt at oprette en selvstændig Bengalkirke. Det blev heldigvis også konklusionen.

Santalkirken stillede én af de erfarne præster, Maidas Marndi til rådighed i en overgangstid. Dermed videregav BNELC også ‘ordination af præster’ til den nye kirke. En fin gestus. Den nye Bengalkirke, Bangladesh Lutherske Kirke – BLC, blev stiftet  26.-29. november 1979. I begivenheden deltog Santalmissionens næstformand, tidligere Indien missionær, Jens Verner Olsen. De danske missionærer Jens Fischer-Nielsen, Morten Larsen og Morten Mortenen fik i kirkens allerførste år en vigtig rolle i udformning af liturgi og opbygning af BLC.

Grundtvigs tanke om folkelighed og kristendom

Selv om afstanden fra Danmark til Bangladesh er betydelig, er tanken om, at et folks fælles sprog og kultur kan have stor betydning for en kirkes liv og vækst, nærliggende. I de første 10 år voksede BLC fra de 400 til 3000 medlemmer. Nærliggende at tale om ‘Folkekirke’ i bengalsk klædedragt. De to lutherske kirker; BNELC og BLC, har samarbejdet om en del fælles udfordringer. Helt fra begyndelsen blev der lagt stor vægt på, at BLC skulle være en kirke med udstrakt selvstændighed i struktur og vedtægter. ‘Selvstyre, Selvunderhold, Selvudbredelse. Et fjerde ‘S’ kan føjes til, at kirkens teologi også skal være ‘Selvgroet’.

Kirkevækst, uddannelse og fattigdom

Det var en stor udfordring, der ventede forude. Efterhånden var der kommet flere missionærer ud til feltet. Ulla Bro og Morten Larsen, Kirsten og Jens Vestergaard, Morten Mortensen, Inger og Filip Engsig-Karup, Anni og Flemming Schrøder, Bodil Noer Pedersen, Anne Margrethe Zachariasen, Tove Andreasen, samt enkelte for korte ophold: Søren Lottrup, Inge og Egon Lauridsen, Else og Frode Gimm. Efter nogle år i spedalskhedsarbejdet blev Tove og Iver Viftrup også en del af BLC- arbejdet. På et tidspunkt var Laila og Tage H. Sørensen ansat, med base i Dhaka. Som Syd-Syd missionærer var Teresa Chai og Moses Muthusami fra Malaysia, ansat som missionærer i Bangladesh. Alle med forskellig uddannelse og baggrund, som kunne bruges ind i det store spektrum af udfor-dringer, af såvel kirke- som udviklingsmæssig karakter.

Hovedparten af BLC- medlemmerne i de nye menigheder var folk fra fattige kår. Mange analfabeter. Skønt hindubaggrund er der sociale/kulturelle forskelle, ud fra det officielt ikke eksisterende kastesystem. Lavkastefolk bliver ikke uden videre ligemænd med højkastefolk, selv om man indgår i det kristne fællesskab, hvor alle er lige. Udfordringer stod i kø for både mission og kirke. Hvad gør man f.eks. med flerkoneri, når folk bliver kristne! Og hvad med begravelsesskikke! Hinduers tradition er ligbrænding. Missionærerne ønskede, at disse spørgsmål blev afgjort af bengalerne selv. En proces, en balancegang og et spørgsmål om indlevelse, forståelse og god dømmekraft. Især i begyndelsen blev der ofte spurgt: hvad mener missionærerne om dette og hint! Hvis princippet om selvstændighed skulle give mening, var første prioritet uddannelse. Dels for at skaffe præster og ledere til kirken. Og dels en generel almen skolegang/uddannelse til BLC`s børn, unge og voksne.

Bangladesh Lutherske Kirke. Fra BLC’s 10 års jubilæum, 13.11.1989. Nadverfejring, hvor pastor Morten Larsen og formand, pastor Thorkild Schousboe Laursen medvirker.

Harowa og Birganj missionsstationer – Saraswatipur Kostskole

To centre/missionsstationer blev bygget mod nord. Harowa, nær Nilphamari, og et i Birganj nord for Dinajpur. I disse områder er der en ret stor hindu-befolkning. Ca. midtvejs mellem Chapai Nawabganj og de to ‘nordlige’ centre, blev der bygget en kostskole i Saraswatipur. Disse placeringer afspejler den store spredning, som BLC`s menigheder har. Noget, der også er en udfordring, når det gælder struktur og sammenhold i kirken.

På Saraswatipur kostskole får børn fra de fattigste familier i BLC deres elementære skolegang. Det følges op af et stipendieprogram til videreuddannelse. I en årrække blev der bygget og drevet et stort antal landsbyskoler rundt i BLC- området. Det lokale skolesystem på det tidspunkt var meget ‘mangelfuldt’. Et vigtigt projekt er også ‘Cooperativ-bevægelsen SUPOTH’ (den gode vej). Sparegrupper på lokalt niveau. Små-opsparinger bliver belønnet med ‘lån’ til at udvikle lokale projekter, der kan højne den social/sundhedsmæssige standard. De lånte midler tilbagebetales og indgår i nye projekter. Igennem en årrække blev der udført en række håndværks-mæssige uddannelser såsom: tømrer/snedker, skrædder, væver, smed, motorcykel reparatør. Og snart satte udviklingen også computer og EDB kundskab på skemaet.

Præster og ledere i BLC

Det var af stor vigtighed at få uddannet præster. Det kom til at ske på CCTB, Christian College of Theology in Bangladesh, nær Dhaka. Kun ganske få havde, hvad skolegang angår, tilstrækkelige kundskaber til at gennemgå en teologisk uddannelse. I begyndelsen på et bachelor niveau. Senere kunne flere tage en fuld teologisk uddannelse. CCTB tilbyder også kortere kurser og TEE – teologisk uddannelse som ‘hjemmestudie’. Santal-missionen/ Danmission har gennem tiden støttet fakultetet på forskellig vis. I BLC er der nu på flere niveauer uddannet folk til at varetage pastorale og ledelsesmæssige funktioner.

Spørgsmålet om lønnede eller ulønnede poster i BLC var en vanskelig ‘nød at knække’. Mange lønnede poster ville gøre kirken afhængig af midler udefra. Den helt rigtige model er næppe opfundet endnu, men nærmest det optimale. At forholdsvis få, bl.a. præster på fuld tid, er lønnede. De få ‘fuldtids præster’ kan kun betjene menig-hederne med lange intervaller. Derfor blev begrebet ‘menighedspræster’ introduceret. Folk med et godt omdømme og basisviden, kan tage vare på søndagens gudstjeneste, som en ‘degne-gudstjeneste’. Det almin-delige præstedømme udmøntet i virkeligheden. Derudover er der delvis lønnede og ulønnede, som har forskellige opgaver i kirken. For at nå nye grupper blev der ansat evangelister på korttidsbasis. Kirkevæksten fortsatte de første årtier af BLC. Efterhånden har BLC mange veluddannede medlemmer. 

Diakoni og BLC

En del af missionærerne i Bangladesh var folk med diakonuddannelse. Diakonforbundet, Århus Diakonskole, med daværende formand Poul Viftrup som initiativtager, fik skabt interesse og indsamlet midler til at etablere en Diakonskole i Bangladesh. Det blev realiseret i 1983 ved Harowa missions/kirkecenter. I nogle år blev der uddannet en hel del diakoner. De fik deres virke i menighederne, hvor de har gjort en god og solid indsats. Og bidraget til at støtte såvel menighedsliv som landsbyfællesskab. Som udgangspunkt var de forskellige programmer/projekter organisatorisk en adskilt del af BLC. Men sådan, at kirkens folk efterhånden fik øget indflydelse og medansvar.

Men BLC`s historie er også historien om en kirke, der har været igennem mange kriser. Ofte knyttet til forvalt-ning af penge, og hvem der får de bedste poster i kirke eller projekter. Missionens strategi var at udfase sen-delse af missionærer til BLC omkring år 2000. En linje, der ikke skabte udelt begejstring på alle fronter. For at gøre Danmission i Bangladesh mere nærværende, har der i nogle år været udsendt et missionærpar, Christa og Peter Herum, med base i Dhaka, og ansvar også for arbejdet i Cambodia. Interne problemer i BLC for godt 10 år siden førte til, at kirken blev delt i to. Dette og andre ting har medført, at Danmission er i gang med at udfase det meste af sit engagement i forhold til BLC.

‘Bangladesh Landekreds’

En bevægelse med ‘kirke til kirke’ engagement i BLC. Landekredsen, der består af fhv. missionærer og en kreds af gode kræfter, gør i dag en ihærdig indsats i bestræbelser på at hjælpe og støtte BLC. Indsatsen sker bl.a. ved, at tidligere Bangladesh missionærer rejser ud på korte ophold, hvor der afholdes kurser i menighedsopbygning og gode ledelses- og forvaltningsprincipper. Aktiviteter, som sker i samråd med Danmission. Desuden kanali-seres penge ud til kirkens arbejde.

At kirken også nu har vækst betyder, at håbet lever, selv om ‘Vinden blæser, hvorhen den vil’ (Johs. Evg. 3:8). Men på trods af til tider strid modvind, er det godt at vide, at Guds Ånd, Helligånden, altid har mål og retning. Og at Guds rige kan vokse i al slags vejr.

Missionærbørn

Boarding assistent, Kirsten Schmidt med en flok børn på Den Norske Skole i Kathmandu, Nepal, 1991.

I en årrække var der mange danske missionærfamilier med skolesøgende børn. På det tidspunkt var Den Norske Skole i Kathmandu, Nepal, bedste mulighed. At være missionærbarn og sendt på kostskole, er en særlig historie med ganske mange aspekter, der følger et barn og dets familie på godt og ondt resten af livet. I en dansk salme siger Jørgen Gustava Brandt: ‘Tænk at livet koster livet, det er altid samme pris’. Vævet ind i livets mysterier er der glimt af paradis, når vi synger dagens pris i livets stjernestunder. Opvækst under fjerne himmelstrøg, og engagement i mission, giver en særlig klangbund i livet!

Pastor Iver Viftrup
Februar 2016

Se flere billeder fra Bangladesh her


Fakta

Iver Viftrup (1943). Diakon og sygeplejerske. Præsteordineret 1983. Udsendt af Dansk Santalmission til Bangladesh, 1972-1984. Næstformand i Dansk Santalmissions Landsstyrelse, 1994-1999.


Rev. dato: 24. august 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk