Indien - Syd  (Arcot)

Indien - Syd (Arcot)

En sydindisk Kirke og Danmission i 150 års samarbejde. Selskabet fik sin første missionær i Indien/Arcot i 1864. I 1960 blev ALC en selvstyrende kirke.

Dansk mission i Sydindien

Kristendommen er ikke ny i Indien! Da Ansgar kom til Danmark i 826, havde den indiske kirke allerede været i den sydvestlige delstat Kerala i århundreder. Men i nabostaten Tamil Nadu i sydøst, nærmere bestemt i Arcot-området, kom ikke-katolsk kristendom først til langt senere.

Ny Jerusalems Kirke, Trankebar. Opført af missionærerne i 1718, som erstatning for den første primitive kirke i de indfødtes kvarter.

Trankebar

Det begyndte helt præcist 9. juli 1706, da to tyske teologi-missionærer, Ziegenbalg og Plutschau, steg i land i kolonien Trankebar (‘bølgeslagets sted’) ved den danske fæstning Dansborg (i omfang større end Kronborg!). Det skete på initiativ af kong Frederik IV. De to pionermissionærer blev støttet af kirkelige kredse omkring Halle i Tyskland (og lidt af et par engelske missionsselskaber). Trods kongelig velvilje var præstestanden i Danmark dengang aldeles uvillig. Det samme kan også siges om de danske myndigheder i Trankebar, f. eks. måtte de to stå i timevis på den glohede tropiske strand uden vådt eller tørt, og det efter ½ års sørejse. Plutschau blev ikke så længe i Indien, men Ziegenbalg gav ikke op! Han tilegnede sig, til dels ved ‘naturmetoden’, det  fremmed-artede ‘malabariske’ sprog, tamil.

Dansborgs kommandant satte for en tid Ziegenbalg i fængsel, et ophold som Ziegenbalg benyttede til at oversætte det Nye Testamente og dele af Gammel Testamente til tamil – så godt, at dette i 1920 kunne danne basis for den lærde professor, missionær L.P. Larsens nyoversættelse. I øvrigt bistået af den sprogkyndige missionær Hans Bjerrrum.  L.P. Larsen var initiativtager til det senere så velkendte fælleskirkelige United Theological College i millionbyen Bangalore i Karnataka-staten. Siden da har bl.a. Arcot-kirken fået yderligere to muligheder for præsteuddannelse, nemlig Tamil Theological Seminary i den store tempelby Madurai, samt Gurukul Theological College i Tamil Nadus hovedstad Chennai.

Ziegenbalg foretog flere rejser, hans litterære virksomhed, organisatoriske evner, hans fokyndelse og dialogiske samtaler med hinduer og muslimer, er værd at huske. Ziegenbalg døde derude 36 år gammel og ligger begravet i Trankebars Ny Jerusalem Kirke. Ved hans død i 1719, var der lagt en fast basis for det videre kristne arbejde med flere menigheder, skoler og en kateketskole. Hans religionshistoriske studier i hindu-livssynet mødte desværre ikke stor forståelse hos hjemmestyrelsen i Tyskland. Tiden skulle vise, at Ziegenbalg var langt forud for sin tid. Han kendte ikke til ‘den hvide mands byrde’, altså pligten til at ‘civilisere’ jordens folk. Ziegenbalg var drevet af ønsket om at dele det evangeliske budskab med ‘alverden’, og gøre det gennem menighedsopbygning, oversættelsesarbejde, samtaler og hjælp til nødlidende.

Det er dette syn, der er basis for Danmissions selvforståelse i dag: Kirkeudvikling – Dialog – Fattigdoms-bekæmpelse. Danmission er en selvstændig missionsorganisation, båret af frivillige kræfter forankret i Folke-kirken i Danmark, og med øverste myndighed i Repræsentantskabet, der samles én gang årligt. Formand fra 2010 er biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller.

Det moderne Indien

Det moderne Indien, verdens største demokrati med en befolkning på 1,1 milliard mennesker, er på mange måder et helt andet land end på pionermissionens tid. Trods Indiens økonomiske og teknologiske fremskridt og en veletableret mellemstand lever næsten 35% i fattigdom, diskrimination, underernæring m.v. Landet har verdens største antal børnearbejdere, skønt regeringen har givet alle børn ret til i hvert fald at gå i grundskole. Indiens berømte premierminister i selvstændighedsåret 1947, Nehru, fik officielt erklæret Indien som  ‘a secular state with a social pattern of society’, altså som en ‘ikke-religiøst baseret, socialt interesseret stat’. Grundloven af 1950 fastslog således et nej til kastesystemet.

DE TRE BEGREBER: KASTE – KARMA – KO. Ingen der ønsker at forstå bare en smule af det indiske samfund kan ignorere kastesystemets fortsatte betydning. Det ældgamle klassiske skrift, Rig Veda (kap. 10:91) nævner fire kaster. Ifølge den mytologiske forklaring dannede skaberguden Bahama de fire basale kaster: præstekasten Brahmins, fra sit hoved; krigerkasten Kshatriyas, fra sine arme; handelskasten Vaisyas, fra sine hænder; arbejderkasten Sudras, fra sine fødder. Disse er igen delt op i flere grupper, så der i dag eksisterer mange forskellige kaster. I Sydindien er der næsten kun Brahminer og Sudraer. Brahminer i Arcot er overvejende opdelt i to grupper: Siva-tilbedere og Vishnu-tilbedere. Hertil skal lægges de 25% af befolkningen, som er udenfor kastesystemet, kaldet Dalits (tidligere pariaer – urørlige). Helt i bunden er der forskellige stammefolk, bl.a. sigøjnere. Alt dette bygger på ideen om karma (konsekvenser af ens handlinger) og loven om gengældelse, der binder mennesket til dets gerninger fra et liv til det næste. Derfor må alle ønske at blive frelst fra reinkarnation, og undgå at uperfekte handlinger hindrer deres vej til befrielse fra den endeløse række af genfødsler. Dette kan måske virke forvirrende, men i virkeligheden er resultatet af opdeling i kaster en række forordninger med regler for berøring, spisning, giftermål, arv og position mv. Det er ikke muligt at flytte fra en kaste til en anden. Alt dette påvirker i høj grad det indiske samfund, også i dag og muligvis meget langt ind i fremtiden. Et indisk særpræg i både by og land er Koens specielle status som hellig. På sigt kunne koen betyde overlevelse for millioner af mennesker. Men var det i øvrigt ikke det dyr, som guden Siva valgte at ride på? Sådan en tankegang er polulær for et stort antal mennesker. For folk fra Vesten kan kastesystemet være årsag til undren og forargelse, men det kan ikke nægtes, at systemet tilbyder fred i sindet og en følelse af fællesskab for mange indere.

Ligesom andre steder i verden er der en voksende pentekostal-karismatisk tradition i Indien, men der er også en bevægelse i hinduismen selv, der identificerer sig som Jesus Bhaktas eller Christ Bhaktas, altså Jesustilhæn-gere. Bevægelsen søger udtryk for kristendom i en hinduistisk kultur og antager derfor helt andre udtryk, end vi normalt forbinder med kirke og kristendom. I Tamil Nadu, med et areal tre gange større end Danmark og et indbyggertal på ca. 55 millioner, er der ca. 8-10% kristne, langt de fleste med dalit baggrund. Det reelle antal kristne er nok meget større, fordi man ved at forlade hinduismen mister de privilegier, som staten tilbyder dalitter i et forsøg på at komme kasteundertrykkelsen til livs.

Det Danske Missionsselskab – DMS

I 1821 stiftedes på initiativ af Tårbæk-præsten Bone Falk Rønne Det Danske Missionsselskab – DMS (fra 2000 Danmission). Selskabet fik sin første missionær i Indien i 1864. Det var tyskeren C. Ochs, som forlod Leipziger-missionen og i 1861 flyttede til Pattambakkam i Syd-Arcot med sin ‘mission uden grænser’- og medbringende 18 vajsenhusbørn. I Leipzigermissionens område, herunder Trankebar, så man mere lempeligt på kastesystemet: ‘Var kasterne ikke mere udtryk for kultur, end for religion’, sådan kunne et argument lyde. Historisk set resulte-rede det i, at de nye spæde menigheder på Danmissions arbejdsfelt i Arcot overvejende blev baseret på dalitter og dermed på samfundets fattigste og mindst privilegerede mennesker.

Hvordan var missionens generelle forhold til kulturen? Det er interessant, at allerede for godt 125 år siden blev tusindvis af indiske folkelige ordsprog nedskrevet – og dermed bevaret – af den indiske kristne dr. John Lazarus (1845-1925) og missionær Herman Jensen (1842-1909). Her er nogle eksempler: Som tråden, så sarien. – Som moderen, så barnet. – Begår man indbrud i det hus, hvor man har  fået almisse? – Siger man penge, åbner selv de døde munde. – Klokkelyden og efter lang tid elefanten.

Den Lutherske Arcotkirke – ALC

Den Lutherske Arcotkirke (fra 1957 Arcot Lutheran Church – ALC) er vokset frem gennem 150 års mission i Tamil Nadus Arcot-region. I 1960 blev ALC en selvstyrende kirke med eget kirkeråd og med en biskop valgt for fire år. Den har hovedsæde i distriktshovedbyen med den smukke ‘domkirke’ i indisk byggestil. Den nuværende biskop (2016) er Raja Socrates Sathayachandar, der taler dansk efter nogle års virke som indisk missionær i Danmark. ALC har lidt over 40.000 medlemmer, fordelt på ca. 50 menigheder med et tilsvarende antal præster. ALC er fra omkring år 2000 blevet selv-styrende, selv-udbredende og økonomisk selv-bærende. Den sidste danske missionær, Janne Garder, vendte i 2003 hjem til Danmark efter 35 år som igangsætter af skolearbejde og skole-leder for hundredevis af indiske børn og yngre kvinder.

Tyngdepunktet i ALCs virke kan kort siges at udfolde sig ud fra byerne Tirukoilur og Tiruvannamalai. Begge steder er der traditions- og indflydelsesrige hindutempler, men også store kristne menigheder og tilhørende skoler for børn og unge samt mænd og kvinder. ALC har blandt andet ‘udløbere’ til Chennai, Neyveli industriby (med store forekomster af brunkul) og til Kalrayanbjergene mod vest. Med den globalt kendte migration fra land til by flytter mange af de bedst uddannede ALC-medlemmer til andre dele af Indien, og en del kan i længere perioder have arbejde i Golfen. Dette bringer dog også nogle ind i økumenisk fællesskab med andre kristne og giver dem en horisont-udvidelse.

Partnerskab

Gennem ALCs 150 år har ca. 600 danske, mange med 30-40 års indsats, været partnere i kirkens liv og vækst. Kirken driver i dag 95 skoler med ca. 25.000 elever, fra underskole til gymnasium. Der satses meget på bibel-kundskab, på kostskoler og hostels, på støtte til kvinder (et eksempel er bl.a. Libanons enkehjem for kvinder samt ‘produktionsskole’), samt på en bred vifte af uddannelses- og udviklingsprojekter. Gudstjenester af mange slags og kristne festarrangementer samler store skarer. Derimod er hospitalsarbejde, med undtagelse af spedalskhedsområdet, i de senere år blevet nedtrappet gradvist i takt med, at staten overtager dette arbejde. ALC vedkender sig at stå foran en stor opgave i forhold til at praktisere et kristent vidnesbyrd i hele området. Et kritisk punkt er, at vestlig præget struktur og ‘kirkepolitik’ kan tendere til at sluge for meget af kirkeledelsens tid og opmærksomhed.

Følgende opgaver prioriteres nu højt af ALC, f.eks. Kostskoler – Quo Vadis dialogcentret i Tiruvannamalai – Træplantning (QV – Graanam) –Teologisk undervisning og præsteuddannelse – Opbygning af kirker/menigheder – Spejderarbejde (Junior Ministry) – Børneparlament – Gadebørnsarbejde, med henblik på at informere om børns og kvinders rettigheder i henhold til landets lov, som bedst kan kendes, hvis læsefærdigheden styrkes. I de senere år har en del danske provstier samarbejdet med Danmission om udsendelse, bl.a. til Indien, af et par ungdomsvolontører (18-22 år) hvert efterår, hvorefter disse om foråret står til rådighed for provstiets aktiviteter.

Elever ved Melpattambakkam Pigekostskole i Sydindien.

ALC og Danmission tager afsats i den kristne tro, i ‘det hele menneske’, i ligeværd, respekt og gensidighed. Endelig satses på netværket med alle Indiens lutherske kirker United Evangelical Churches in India (UELCI)). Samarbejdet fokuserer dog også på forholdet til Sydindiens kristne ‘folkekirke’ Church of South India – CSI), der blev dannet kort efter uafhængigheden (15.8.1947), og som omfatter det store flertal af Sydindiens protestanter. Skønt de lutherske menigheder (og baptisterne) ikke er med i CSI, er der dog her en vigtig økumenisk pointe, idet princippet om ‘Altar and Pulpit Fellowship’ er blevet aftalt. I praksis betyder det, at medlemmer og prædi-kanter ved flytning til en anden protestantisk kirkes område automatisk bliver medlem det nye sted. Trods forskelligheder er Indiens protestantiske kristne i de senere år kommet meget nærmere hinanden – det samme gælder de ortodokse og romersk-katolske kristne.

Danmission og ALC ønsker at vedligeholde de indbyrdes links i en troværdig tjeneste og kristen sendelse til en verden, hvor i dag 2/3 af verdens mennesker bor på den sydlige halvkugle, og hvor også 2/3 af jordens kristne lever!

Fhv. Sognepræst Hans Peter Wandall

 

The Union Mission Tuberculosis Sanatorium, Arogyavaram

Ved bestyrelsesmødet i DMS, d. 19-20. april 1911 blev det besluttet, at der ’til Opførelse af et Missionssanatorium for Tuberkelsyge i Sydindien bevilges en Gang for alle 330 Rs. og til den årlige Drift for 1912 et Bidrag af 350 Rs.’ Denne beslutning blev truffet ‘i Henhold til Konferencens enstemmige Anbefaling og i Betragtning af Sagens Vigtighed.

Missionærparret Dr. Christian Frederik Frimodt-Møller og Ragnhild Frimodt-Møller. Udsendt af DMS til Indien, 1907-1943. Arbejdssteder: Madras 1907-1910. Overlæge ved Tirukoilur Missionshospital 1910-1914. Ledende overlæge på United Mission Tuberkulosis Sanatorium (UMTS) i Arogyavaram, 1914-1939. Delhi 1939-1942. (Foto 1932).

Den nævnte konference var missionærkonferencen i Indien 26. februar – 5. marts 1911 i Siloam, hvor Dr. Christian Frimodt-Møller (1877-1943) fremlagde et forslag fra South Indian Missionary Association om et samarbejde mellem sydindiske missionærer til bekæmpelse af den udbredte tuberkulose (TB) i Sydindien. Forslaget var:

  • at hvert missionshospital skulle bygge en afdeling med 3-10 senge til behandling af fremskredne TB-tilfælde (der ikke kunne sendes til sanatorium).
  • at oprette et missionssanatorium for kristne og ikke-kristne patienter (inklusive europæere!) som et fælles projekt for de forenede missionsselskaber.

Således blev grunden lagt til det økumeniske samarbejde (mellem 7 missionsselskaber), der førte  til opførelse af ca. 30 små hytter, anlagt i udkanten af grunden for det amerikanske missionshospital i byen Madanapalle. TB var ligesom spedalskhed en stærkt stigmatiserende sygdom og desuden en frygtet smittebærer, så derfor måtte disse patienter isoleres fra andre.

Det viste sig hurtigt, at der var behov for langt større kapacitet til TB behandling, og Kommissionen for UMTS måtte planlægge opførelsen af et meget større sanatorium. Opførelsen af Sanatoriet med plads til 150 patienter ville koste 60.000 Rs. Regeringen ville betale halvdelen af den årlige driftsudgift, mens de forenede missions-selskaber betalte den anden halvdel. Sanatoriet skulle ligge uden for Madanapalle på grænsen af ’Mysore højland’ (dvs. Deccan Plateauet, i staten Andhra Pradesh), en egn med et klima, der passede TB-patienter: ikke for varmt, ikke for koldt, ingen støj og støv som i byen og samtidigt nær landevej til by og jernbanestation. Det velegnede sted var en jungle! Missionskomiteen bad om, at Gud ville give dem stedet. Kort tid efter besluttede en regeringskommission i Delhi, som bemærkede en ansøgning fra UMTS, at jungleområdet kunne gives til anlæggelse af et sanatorium. UMTS fik ca. 160 tdr. land frit, og senere blev det muligt at tilkøbe yderligere jord, så sanatoriet i alt ejede ca. 300 tdr. land.

Fra venstre ses sygeplejerske Karen Margrethe Møller, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), samt DMS missionærer: sygeplejerske Ingeborg Depping, laborant Ellen Blæsbjerg og Dr. Johannes Frimodt-Møller. (Foto 1975)

DMS-bestyrelsen besluttede i april 1913, at Dr. C. Frimodt-Møller (CFM) var DMS’ repræsentant i Kommissionen for UMTS. Byggeriet begyndte i 1913 under sagkyndigt tilsyn ved en amerikansk missionær. Målet var, at sana-toriet kunne åbnes i sommeren 1915. I 1912 blev Anders Ludvig Jungersen (1878-1931) udsendt af DMS som lægemissionær til arbejde på Tirukoilur Hospital som assisterende læge for CFM.

Fra 1. december 1914 overtog CFM ledelsen af UMTS (i byen Madanapalle) efter aftale med DMS- bestyrelsen; Sanatoriet stod uden ledelse pga. den hidtidige amerikanske overlæges sygdom, og DMS tillod, at dr. Jungersen overtog ledelsen af hospitalet i Tirukoilur, således at CFM kunne udlånes til UMTS for ca. ½ år. Det viste sig at blive et ’lån’ på 25 år!

Sanatoriet åbnede 19. juli 1915 som det første TB-sanatorium i Indien. Stedet fik navnet Arogyavaram, der betyder ’Sundhed, en gave fra Gud’ (Health, a gift of God). Sanatoriet åbnede med 120 senge. Gennem de næste ca. 20 år voksede institutionen til 255 senge. Bygninger blev føjet til, efterhånden som behandlings-kapaciteten blev udviklet, og tilstrømning af patienter skete fra hele Indien og nabolandene. Sanatoriet var nu et mindre by-samfund med bl.a. bred kontakt til uddannelsesinstitutioner, som sendte studerende til uddannelse i TB behandling og – diagnostik, (uddannelser som laborant og radiograf). Rehabilitering af færdigbehandlede patienter (som var forvist fra deres hjemegn pga. frygt for TB) førte til oprettelse af væveri, trykkeri, forretning, værksteder, skole for børn mv. der gjorde lokalsamfundet selvbærende.

I 1939 blev CFM udpeget til ’Medical Commissioner’ for den britisk-indiske regering med den opgave at tilrettelægge TB-behandling i hele Indien. Han flyttede derfor til Delhi. Den indiske læge Dr. P.V. Benjamin (1895-1972) blev overlæge i Arogyavaram i 1939, og samme år tiltrådte CFM’s søn, Johannes Frimodt-Møller (JFM, 1906-1988) som assisterende læge i Arogyavaram – efter 2. verdenskrig som DMS lægemissionær (1947-1977).

Andre DMS- missionærer i Arogyavaram har været: Ellen-Marie Lund (1895-1972), forstanderinde for syge-plejen 1938-1957 (i 1932-1938 lønnet af Sygeplejerskernes Missionsforbund – SMF). I 1949 tiltrådte sygeplejerske Maria Rigmor Madsen (1919-2007), der I 1946 var udsendt af DMS til Kina, men måtte forlade landet efter revolutionen i 1949. Rigmor Madsen arbejdede som oversygeplejerske i Arogyavaram 1949-1970.

JFM var leder af sanatoriet i 1948-1958. Et stort forskningsprojekt om TB i Indien (med bl.a. international støtte fra WHO) var sat i gang i løbet af 1950’erne og inddrog et mindre hospital i Madanapalle som supplement til Arogyavaram. JFM var forskningsleder 1969-1975, mens indiske læger overtog ledelsen af det kliniske arbejde i Arogyavaram. Forbindelsen til DMS sluttede formelt i 1977, hvor JFM blev pensioneret.

Fra 1975 blev ’UMTS’ omstruktureret til Arogyavaram Medical Centre (AMC). Hermed blev ’sanatoriet’ ændret til et alment medicinsk og kirurgisk hospital på 350 senge. Fra 1987 blev AMC organisatorisk lagt ind under den sydindiske kirke (Church of South India (CSI).

Birthe Frimodt-Møller

LITTERATUR REFERENCER:

Dansk Missionsblad 1911, Nr. 23, s. 362, 367-369.

Ragnhild Frimodt-Møller: Pioneren Christian Frimodt-Møller. Hans Liv og Gerning. DMS Forlag 1956. S. 34-47.

100 Years (1912-2012) of Healing & Tuberculosis Care – Souvenir. CSI Arogyavaram Medical Centre (incorporating Union Mission Tuberculosis Sanatorium).

 

Kotagiri Medical Fellowship Hospital (KMF)

Lydia Herlufsen (1908-1986) arbejdede for DMS som læge på KMF Hospital fra 1942 til 1974 – siden 1952 som overlæge. Hun vendte hjem til Danmark og sin pensionering i 1975. Efter medicinsk embedseksamen i 1934 og klinisk efteruddannelse blev Lydia Herlufsen i 1937 udsendt af DMS som lægemissionær til Indien. Hun begyndte sit virke på Danish Mission Hospital i Tirukoilur, men tålte ikke det fugtig-varme klima i lavlandet og måtte i 1939 flytte til Kotagiri i Nilgiri-bjergene. I tiden op til  2. verdenskrig kunne Lydia H. ikke hjemsendes til Danmark, og hun kom således til at udfylde en værdifuld plads i DMS’ historie knyttet til Kotagiri, da hun i 1942 blev ansat på KMF. Her blev hun læge for den Danske Kostskole for missionærbørn og for alle missionærer, der holdt ferie i Kotagiri.

KMF HOSPITALETS HISTORIE

I Kotagiri havde to  engelske farmaceuter, Miss Vera Nowell og Miss Monica Sutton i 1937 af egen drift indrettet en primitiv klinik i en tidligere kostald (’The Cowshed’ som havde huset 40 køer!). Deres mål var at bygge et missionshospital til gavn især for de mange stammefolk i bjergene.

Nilgiri Hills, Sydindien. Kotagiri Medical Fellowship (KMF) begyndte i 1937 som klinik i en tidl. kostald

Også i 1937 flyttede den amerikanske øjenlæge, Dr. M. Pauline Jeffery til Kotagiri. Hun havde arbejdet på missionshospitalet i Vellore, men måtte opgive arbejdet der pga helbredsproblemer (TB). Hun besluttede at blive i Kotagiri og indgå i det kliniske arbejde i ’The Cowshed’. Takket være støtte fra familie og venner i de tre kvinders hjemlande blev nye bygninger (inklusive 2 sengepladser) opført i løbet af de næste 4 år, således at hospitalet var organiseret med læge, farmaceut, laborant (Miss Sutton tog laborantuddannelse på TB-sanatoriet i Arogyavaram) og sygeplejersker. I 1941 blev Kotagiri Medical Fellowship’officielt registreret som missions-selskab i Indien, og hospitalet som missionshospital: KMF Hospital. KMF har egne vedtægter og egen bestyrelse i Indien og har aldrig haft et udenlandsk missionsselskab som ’arbejdsgiver’. Som nævnt blev Lydia Herlufsen ansat ved KMF i 1942, og hermed opstod tilknytningen til DMS.

Vha donationer fra venner, institutioner m.fl. voksede hospitalet med bygninger til ambulatorier, sengeafde-linger, laboratorium, røntgenafdeling, operationsstue, apotek, kirke, boliger til staben osv. I 1987 var antallet af hospitalssenge vokset til 76. Hospitalsbehandling omfattede både almene medicinske og kirurgiske tilstande, og desuden en øjenafdeling  og  en tandlægeklinik.

I samarbejde med den indiske præst, pastor Nathanael, den Sydindiske Kirke (Church of South India – CSI) blev poliklinikarbejde udbredt til de junglestammer, der findes i Nilgiri-bjergene. En klinik blev oprettet i Gudalur  ca. 1954, og senere er flere poliklinikker kommet til.

I tidens løb blev hospitalsledelsen overtaget af indiske læger, bl.a. Dr. K.A. Nampudiripad, Dr. A.P. Oommen og Dr. Annamma Samuel (øjenlæge). I 1976 blev KMF-selskabet ændret til en godgørende Fond. KMF-Fonden er en økumenisk organisation, der har ansvar for hospitalsdriften.

I 2016 kunne KMF Hospital fejre 75-års jubilæum, og samtidig indgik KMF-Fonden en overenskomst med Christian Medical College (CMC) Hospital i Vellore om den fortsatte administration og drift af KMF Hospital.

DANSKE SYGEPLEJERSKER KNYTTET TIL KMF HOSPITAL

Karen Sindal, Dansk Santalmission, 1953-1957,
Else Lose Andersen, DMS, 1957-1959
Aase Mollerup (f. Frimodt-Møller), 1959-1960
Gerda Kobberøe Nielsen, DMS, år?

Birthe Frimodt-Møller
31. August 2017.

LITTERATUR REFERENCER:

Lydia Herlufsen: Årsberetning for Kotagiri Medical Fellowship 1957-58.
Lydia Herlufsen: Hospitalet i Kotagiri. Dansk Missionsblad nr. 11, 1967 (s. 184-185).
Dr. Ashok Philip Oommen: The Kotagiri Medical Fellowship (KMF) Hospital, 1987.

Se flere fotos fra Sydindien her


Fakta

Hans Peter Wandall (1935). Født og opvokset i Sydindien. Cand.theol. og sognepræst i Sjælør, Husumvold og Roskilde. Sammen med dr. Daniel Jeyaraj forfatter til bogen: ”Den Sydindiske Arcot-kirke i årene 1960-2009”. Bogen følger op på et værk om den indiske kirkehistorie, som hans far, Povl Wandall, skrev i 1960.
Birthe Frimodt-Møller. (1940). Født og opvokset i Sydindien. Cand.med. 1971. Speciale i samfundsmedicin 1982. Gennem mange år besøg og studieophold i Indien. Fra 2012 frivillig medarbejder i Damission Photo Archive.

 


Rev. dato: 19. august 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk