Aden - Yemen

Missionsarbejdet i Aden startede i 1904, da missionær Oluf Høyer fik en overenskomst med den skotske mission. Den danske mission fik navnet: Dansk Kirke Mission i Arabien, som i 1948 blev fusioneret med DMS.

Mission i en forandret verden

Siden englænderne i 1839 erobrede Aden og gjorde byen til støttepunkt for den britiske flåde og trafikken mellem Europa og Asien, gennemgik byen en rivende udvikling. Indbyggertallet steg fra 500 i 1839 til 45.000 i 1939, og fra udbruddet af Anden Verdenskrig indtil 1951 mere end fordobledes tallet til 100.000. Den vold-somme udvikling skyldtes byens strategiske betydning både under krigen og i den efterfølgende periode, hvor Suez-kanalen stadig var hovedvejen mellem Europa og Asien. Havnen blev regnet for en af de travleste i verden. 4.000 skibe på i alt 20 mio. tons anløb havnen i 1950, hvortil kom 2.000 af de særlige arabiske sejl-skibe, dhows, hvilket betød en handelsomsætning på 1.000 mio. kr. i 1951.

Lokale arabere i Aden tygger khat. Foto 1973.

Men store forandringer var på vej både for Aden og i det politiske verdensbillede. I vinteren 1926-27 besøgte amerikaneren Charles R. Crane Yemen og Saudi Arabien og foranledigede undersøgelser af, om der fandtes mineraler i området. Ved Bahrain fandt man olie og antog, at olien også fandtes på det arabiske fastland. I 1933 fik amerikanske firmaer oliekoncessioner i Saudi Arabien, men først med Anden Verdenskrig, da Amerikas olieforbrug steg voldsomt, begyndte man at udnytte de arabiske oliekilder med tilhørende rørledninger over lange strækninger frem til gode havne samt raffinaderier mm. I Aden-området blev der ikke fundet væsentlige mængder af olie, men alligevel fik olien indflydelse på udviklingen, idet der i 1952 blev anlagt et stort raffinaderi i byen med mange arbejdspladser.

Med Arabiens åbning på grund af olien var der store forventninger til evangeliets udbredelse. I DMS’ Beretning for 1949 skrev generalsekretær C. Rendtorff bl.a.: Forholdene i Arabien er ved at forandres på mange områder. De europæiske lande og Amerikas interesse for olien i Arabien vil på mange punkter gøre, at fremtidens Arabien kommer til at se helt anderledes ud i kulturel og social henseende end før, og når der så samtidig lukkes op for missionen, er det de kristne landes selvfølgelige pligt at gøre alt, hvad der er mulighed for at gøre med hensyn til at bringe araberne evangeliet.

Det kom ikke til at gå så let i de første år efter krigen. Den strukturelle magtfordeling i verden ændredes. De europæiske stormagter, der var gået sejrrigt ud af krigen, kunne ikke fastholde koloniherredømmet. Kolonierne krævede selvstændighed – og fik det efterhånden. Heller ikke på missionsområdet gik det efter forventning. Kontakten med Vesten var ikke den indlysende missionsfaktor, man havde troet. Også Vesten var forandret under krigen. Sekularisering blev et kendetegn for de europæere og amerikanere, der i olieeventyret slog sig ned i Arabien. Derfor tilegnede araberne sig snarere sekularismen, som ‘de kristne vesterlændinge’ kom med, frem for de kristne værdier, som missionsselskaber havde forestillet sig.

Den voksende nationalisme var en naturlig reaktion på den amerikanske og europæiske indflydelse gennem olieindustrien. Det gav dystre minder for araberne. Efter det muslimske verdensriges sammenbrud havde man først ydmygelsen gennem det fremmede koloniherredømme, som nu så ud til at blive afløst af et nyt, økono-misk koloniherredømme: olien eller det sorte guld. Sammenholdt med den verdensomfattende selvstændig-hedstrang i alle de gamle kolonier, fremkaldte dette en nationalistisk reaktion.

Udråbelsen af den jødiske stat Israel i 1948 skulle også få vidtrækkende konsekvenser for hele den arabiske verden og forstærkede de nationalistiske kræfter. Gennem mange hundrede år havde jøder og arabere levet side om side på den arabiske halvø – også i Aden. Men nu udbrød der et bittert fjendskab mellem jøder og arabere, ikke blot i Palæstina, men overalt i den arabiske verden. For at sikre sig flygtede et stort antal jøder fra Aden til Israel, så hvor der i 1946 boede 7.290 jøder, var der 10 år senere kun 650 jøder tilbage. Dette påvirkede missionens stilling i Aden, blandt andet forlod nogle af de jødiske lærerinder pigeskolen, og de tilbageblevne jødiske piger turde ikke længere bruge skolen. Omvendt betød konflikten, at andelen af kristne arabere i Aden voksede, idet der var en del kristne blandt de flygtende palæstinensere, som fandt arbejde i det hurtigt voksende Aden.

Da de vestlige lande tilsyneladende ensidigt støttede Israel, blev fronten mod Vesten dobbelt: både en kolonial frigørelse og den palæstinensiske frustration. Vreden voksede stærkt efter Suez-krigen i 1956, der af arabere blev oplevet som en grov krænkelse fra Vestens side over for Egypten, dengang den ledende arabiske stat. Også 6-dages krigen i 1967 understregede det spændte forhold til Vesten.

Missionsarbejdet efter anden verdenskrig

PIGESKOLEN

I mellemkrigstiden savnede missionen egne bygninger. Men straks efter Anden Verdenskrig købte man en grund, byggede en mandsstation i 1949 og en kvindestation i 1951. Det gav bedre forhold for pigeskolen, som var grundlagt af den danske mission i 1920 og siden vokset betydeligt. I 1949 var der 107 elever i alderen 5-12 år og en fin mødeprocent på 85%. Som den første og eneste skole for arabiske piger i Aden, betød den en kulturel forandring af dimensioner, hvor forældre skulle forstå betydningen af, at deres piger fik en boglig uddannelse. Også her en pionerindsats af den danske mission, der gjorde indtryk på myndighederne. Fra 1950 var rege-ringens målsætning at forhøje koloniens undervisningskapacitet for piger fra 350 til 1150 pladser i alle Adens pigeskoler.

Missionær og skoleleder Grethe Jensen underviser på DMS Pigeskolen i Crater, Aden. Foto 1963.

Missionær Grethe Jensen var leder af pigeskolen og skrev i sin årsberetning for 1949, at alle skolens børn og arabiske lærerinder var muslimer, samt at de fleste børn kom fra fattige hjem. I slutningen af 1949 fik man også en kristen arabisk lærerinde fra Palæstina, gift med en læge på det skotske missionshospital. På grund af børne-nes fattige kår kunne man ikke give dem lærebøger med hjem, som så ville forsvinde. Det betød, at alt måtte læres i skolen uden mulighed for hjemmearbejde. Hver dag begyndte med salmesang og bøn i Jesu navn, og der blev dagligt fortalt bibelhistorie.

I takt med at englænderne forberedte en overdragelse af Aden-kolonien til arabisk selvstyre, og flere arabere (muslimer) kom med i koloniens ledelse, blev der set mere kritisk på missionærer og deres virksomhed, hvilket fik betydning også på skoleområdet. I sin beretning fra 1956 meddelte Grethe Jensen således, at nu måtte man ikke længere undervise i kristendom. I de følgende år omgik man dette ved at tilbyde pigerne bibelhistorie umiddelbart efter skoletid og havde den glæde, at omkring 75% deltog på frivillig basis. For at afhjælpe manglen på uddannede arabiske lærerinder, oprettede man en ‘seminarieklasse’ for tidligere elever, der havde gennem-gået hele skoleforløbet. Og disse store piger kunne så klare en del af undervisningen som ‘hjælpelærerinder’.

I 1957 havde regeringen planer om tvungen skolegang for alle piger, men havde ikke nok uddannede lærere til at varetage undervisningen. Udviklingen var dog klar nok, og Grethe Jensen fortalte om bygningen af et regerings-hospital, hvor man havde syv sygeplejeelever fra Aden – én var araber, og nu hører man af og til det ‘mærke-lige’, at en ung araberkvinde er ivrig efter at lære engelsk for at blive sygeplejerske på det nye hospital. En meget stor begivenhed i Adens historie, at araberkvinder vil tage sygeplejegerningen op! 

Når man skal vurdere betydningen af pigeskolen, er elevers faglige kompetencer naturligvis vigtige, men en endnu vigtigere pointe ses måske i en anekdote i et af de første kredsbreve fra missionær Martha Holst, der kom til Aden i 1958 som lærer ved pigeskolen: En hollandsk embedsmand på Ny Guinea sagde til en syd-afrikansk digter: ‘Folkene her er ikke taknemlige for den hjælp, vi giver dem. Vi har da bygget skoler, hospitaler og nye veje til dem. Manden svarede: Ja, det er sandt; men I har sikkert aldrig haft det rigtige glimt i øjet, når I talte til folkene her. Martha Holst konkluderede med følgende ønske: Måtte hele min væremåde da vise dem noget af den Herres Ånd, som jeg tjener. For kun ved Kristi Kærlighed lærer vi at få det rette glimt i øjet, når vi omgås folk, der er så forskellige fra det, vi er kendt med.

Pigeskolen i Aden var ikke kun skole for piger, der skulle lære de mest elementære færdigheder i almindelige skolefag. Den var også centrum for et vidt forgrenet kvindearbejde med undervisning af voksne kvinder samt møder af forskellig art.

NYE MISSIONÆRER

Et af problemerne for missionen i Aden før Anden Verdenskrig var de mange korttidsmissionærer og dermed manglende kontinuitet. Undtagelser havde været Anna Andersen og Mette Skovhus, der rejste hjem i 1950erne efter 30 års tjeneste, og de to ægtepar, Eleonora og Marius Borch-Jensen samt Anna og Richard Madsen, der kom ud i midten af 1920’erne og fik en lang tjeneste i Aden.

Pastor Richard Madsen ved døbefont og alterparti i Den Sydarabiske Kirke, Aden. Foto 1961.

Efter Anden Verdenskrig kom der mere kontinuitet i arbejdet med missionærer, som fik en længere årrække i tjenesten. Fra 1948-64 var missionær Karen Olsen i Aden. Hun etablerede en væveskole, så kvinder kunne lære et håndværk og dermed sikre sig indkomst til støtte for familien. På grund af sygdom måtte hun rejse hjem til Danmark og var missionssekretær i nogle år. Ligeledes kom en række sygeplejersker ud, som fik afgørende betydning for det sygeplejefaglige arbejde ved klinikker i Aden og rundt i protektoratet såvel som for kvinde-arbejdet. Emsy Nielsen var udsendt i 1948 og blev den sidste danske missionær, der forlod Sydarabien i 1979. I 1950 fulgte Anna Nielsen for en 15-årig periode. Og i 1952-53 blev de to diakonisser, søster Dagny Bach og søster Erna Petersen udsendt. Erna Petersen blev efter kirkebranden i 1965 evakueret. Som regionssekretær med base i Aarhus var hun herefter med til at inddrage unge i DMS-arbejdet. Sidst i 1950’erne blev der udsendt to sygeplejersker, som fik en længere tjeneste, Esther Poulsen (1958-71), der fra 1968 fortsatte i Muscat, Oman, samt Emmy Jørgensen, der også blev evakueret efter kirkebranden i 1965 og ikke kom ud igen.

I begyndelsen af 1940 var Grethe Jensen blevet udsendt. Hun var uddannet lærer med erfaring og blev leder af pigeskolen, som under hendes ledelse udviklede sig markant. I 1955 fik hun den unge lærer, Inge Jepsen som sin energiske og visionære kollega, der kom til at sætte sit klare præg på missionen i Aden. Inge Jepsen blev senere gift med cand.theol.Verner Tranholm-Mikkelsen, der ankom til Aden i 1961. De blev begge evakueret efter kirke-branden i 1965 og ikke senere genudsendt, men gjorde gennem mange år en stor indsats for islammission i hjemmearbejdet og for begges vedkommende gennem lange bestyrelsesposter i DMS – Verner Tranholm-Mikkelsen var bl.a. formand 1992-99. Den sidste danske missionær i Aden var Martha Holst, der var lærer på pigeskolen fra 1956-73. Herefter fulgte nogle år som missionær i Muscat, Oman, inden hun blev præst i Danmark.

BOGHANDELEN

Boghandelen i Aden startede tilbage i 1886 som et lille bibeldepot for Det Britiske Bibelselskab og voksede i årene efter Anden Verdenskrig i takt med byens udvikling. I 1953 skrev Richard Madsen i sin beretning, at den hurtige udvikling inden for undervisning i Aden havde forøget boghandelens indtægter. Der blev solgt mange skolebøger til det voksende antal skoler i kolonien, ligesom mange andre kunder gik ind og ud af butikken, hvilket betød, at boghandelen i 1953 var blevet selvunderholdende. Det Britiske Bibelskab, som boghandelen stadig var agent for, meddelte da også, at salget i 1953 var det største nogensinde i Sydarabien med 3.418 solgte Bibler, Ny Testamenter og bibeldele. I 1955 blev der solgt i alt 3.757 bibeldele på 14 forskellige sprog, hvilket afspejler Adens internationale befolkningssammensætning. En del af skrifterne blev solgt til den skotske mission, andre ved direkte salg fra DMS Bookshop, men den største del blev solgt ved kolportage, dels af missionærer fra Red Sea Mission Team (RSMT), dels af en arabisk kristen fra Palæstina, tidligere ortodoks præst, der havde boet i Aden siden 1948 og nu levede af dette salg.

DMS boghandel i Crater, Aden. Mubarak Ibrahim med kunder i butikken.

Den kraftige ekspansion, der var begyndt i starten af 1950’erne, fortsatte. I 1957-58 var omsætningen på almin-deligt bogsalg steget til Sh. 122.406, mens salget af bibelske skrifter tegnede sig for 1.354 Sh. Væksten skyldtes uden tvivl først og fremmest, at missionær og præst Erik J. Stidsen, der kom til Aden i 1955, brugte al sin tid på boghandelen, samtidig med at væksten i byens indbyggertal skabte et voksende behov for bøger af alle slags. En trofast medarbejder var den kristne araber, Mubarak Ibrahim, som siden sin dåb i 1923 havde været tilknyttet boghandelen.

Med det øgede salg voksede også behovet for en uddannet boghandler til at varetage forretningen. Man så muligheder for at udnytte stedets økonomiske potentiale for menigheden, da DMS Bookshop var den eneste boghandel i Aden-kolonien. Men man ønskede også en missionær til boghandelen, som kunne gribe mulig-heden for en evangeliserende samtale. Alternativet ville være at nedskære boghandelen til igen at være et bibeldepot, som det havde været fra begyndelsen.

M. Borch-Jensen havde øje for den evangeliserende mulighed forbundet med bogsalg og havde altid kolportør-tasken med, når han færdedes i Aden. Endelig var der til boghandelen knyttet et lille læseværelse med Bibler, kristen litteratur, aviser og blade, som alle kunne benytte sig af. Og det førte til mange vigtige samtaler i tidens løb.

Etablering af Den Sydarabiske Kirke

MENIGHEDSLIVET

Gudstjenester startede med søndagsskole ledet af missionærer, i lang tid assisteret af en missionær fra RSMT. Børnene i søndagsskolen blev som regel fulgt af deres forældre, og det blev i lige så høj grad et møde for forældre som for børn. Efter søndagsskolen gled man over i den egentlige gudstjeneste, hvor flere og flere sluttede sig til forsamlingen tiltrukket af salmesangen, der kunne høres ude fra gaden. Ofte blev gudstjenesten forstyrret af grupper, som forsøgte at splitte de forsamlede med opråbet: Det er Murawwi (forføreren), der taler, kom ud herfra. Det skete også, at der blev kastet sten gennem ruder og døre for at sabotere gudstje-nesten. Nogle kom dog, fordi de var søgende og gerne ville høre mere om den kristne tro og være med i salmesang og bøn.

Missionær Marius Borch-Jensen forretter gudstjeneste i Crater, Aden.

Året 1951 indledtes med tre glædesfester. Den 7. januar blev Mustafa Abdullah døbt af Richard Madsen i kapellet. Den 3. februar blev en ung kvinde, Shafiqa, døbt af M. Borch-Jensen i missionær Madsens dagligstue, og den 11. februar blev de to unge mennesker viet af Borch-Jensen i kapellet. Ved alle tre begivenheder var ikke blot danske missionærer og de få arabiske kristne til stede, men også missionærer fra de andre missioner i Aden. Ved brylluppet var der desuden fyldt op af arabere, som gerne ville se, hvordan et kristent bryllup fandt sted. Shafiqa var en af de piger, der gennem pigeskolen havde fået mulighed for at ændre sit liv. Desuden blev skolen hendes møde med evangeliet, men det var ikke omkostningsfrit for hende at blive en kristen. Hendes mor og bror brød enhver forbindelse med hende, men Shafiqa stod fast på sin beslutning, selv om mange forsøgte at trække hende tilbage til islam. Frafald er en alvorlig sag i islam – både for den frafaldne og for de mennesker, der kunne have forhindret frafaldet, derfor er den sociale kontrol så udbredt. Langsomt begyndte hendes familie dog at genoprette relationerne til hende, efterhånden som de måtte konstatere, at hun var fast besluttet på at forblive kristen.

FORSKELLE I MISSIONSSYN – FORSØG PÅ KIRKEDANNELSE

Ud over den skotske mission (CSM) og den danske mission (DMS), der havde arbejdet i Aden siden henholdsvis 1885 og 1904, havde Sudan Interior Mission (SIM) i 1937 slået sig ned for herfra at nå Britisk Somaliland. Det mislykkedes, hvorefter man især fokuserede på de somaliske arbejdere i Aden. I 1952 begyndte det britisk-amerikanske tværkirkelige Red Sea Mission Team (RSMT) under ledelse af dr. G.L.L. Gurney, en tidligere læge ved det skotske missionshospital i Sheikh Othman, et arbejde i Aden-kolonien med det udtrykkelige formål ikke at være kirkedannende, men hjælpe eksisterende missionsselskaber. I årenes løb har missionærer fra RSMT en del gange hjulpet såvel DMS som CSM i forbindelse med missionærers orlov og lignende.

Sekretær i Det Internationale Missionsråd, Erik W. Nielsen på besøg i Aden 1958. Ses her med Søster Dagny Bach, DMS missionær 1952-1960.

Fra 1954/55 blev der af missionærer og andre talt om at danne en forenet kirke for Sydarabien, som skulle omfatte de forskellige trosretninger i Aden og være åben for alle racer – det sidste var ikke alle fire missioner dog helt enige om. Der var forhandlinger på det teologiske plan, men ikke direkte om en forfatning for en sådan kirke. Spørgsmålet om dåbsteologi beskæftigede især missionærer, fordi uenighed her var markant. Dette førte til en overenskomst, som gik ud på, at intet missionsselskab ville gendøbe nogen – barn eller voksen – fra et andet selskab.

I 1958 aflagde Erik W. Nielsen, sekretær i Det Internationale Missionsråd, 1950-58 og fra 1959 generalsekretær i DMS, et længere besøg i Aden med henblik på at komme med anbefalinger til det fremtidige missionsarbejde. Erfaringer fra opholdet er beskrevet i en fyldig rapport, der bl.a. omfatter forslag til i fællesskab at arbejde hen imod dannelse af én kirke i området. Rapporten blev godt modtaget af bestyrelser i såvel DMS som CMS.

Den 27. august 1959 blev der dannet en forening af de døbte og vakte arabere og somaliere. En komité med den arabiske, kristne læge, dr. A.S. Affara som formand, Marouf Khalil som sekretær samt seks andre skulle lede foreningen. Dr. A.S. Affara udtalte ved mødet bl.a. følgende: Det var en historisk begivenhed, at kristne her i Sydarabien forenedes… Foreningens formål var … at koordinere arbejdet og forberede kirkedannelse, især ved at hjælpe vakte og søgende til at blive døbt. Hermed var et vigtigt skridt taget til det, der skulle blive til Church of South Arabia (Den Sydarabiske Kirke).

ANSÆTTELSEN AF DR CALDERWOOD

Man bad nu den erfarne skotske missionær i Kenya, dr. R.G.M. Calderwood, om at være ’Senior adviser’ for den danske og skotske mission med henblik på dannelse af en arabisk kirke i Aden. Han blev formand for en Joint Policy Committee af missionærer fra de to missioner samt arabiske kristne, og aflagde indtil december 1960 tre længere besøg i Aden og protektorater for at lære missionsarbejdet her at kende. Et fællesudvalg fra de to missioners bestyrelser i København og Edinburgh mødtes flere gange for at tage stilling til de rapporter og forslag, man modtog fra Aden.

I 1960 blev det besluttet at danne Den Sydarabiske Kirke. Det var en lille kirke, som talte ti arabiske døbte (syv mænd og tre kvinder). Af de voksne medlemmer var en mandlig og to kvindelige arabere født i Palæstina. Desuden var der en kreds af Kristus-troende muslimer, som ikke turde blive døbt. Endelig var der en gruppe, der var ‘begyndt at smage Guds ord’. Dertil kom de europæiske missionærer i Aden, hvis stilling i den nye kirke måtte tænkes grundigt igennem. I Indien og Afrika var missionærer i mindretal ved kirkemøder og i udvalg, men i Aden var der to missionærer for hver døbt kristen. Og man skulle ikke have en europæisk domineret kirke, der kunne frastøde søgende arabere.

De tre institutioner, som hidtil var blevet drevet af de to missioner, 1) Hospitalet i Sheikh Othman (CSM), 2) Pigeskolen (DMS) og 3) Boghandelen (DMS) skulle fremover ledes af et udvalg med repræsentanter fra kirken og de to missioner samt personer med erfaringer, som var ønsket i arbejdet. Man valgte ordet ‘Partnerskab’ for at udtrykke samhørighed mellem de europæiske grundlæggere og de arabiske kristne.

Den nye kirke var et udtryk for Henry Venns missionsteori om Selv-styre, Selv-underhold og Selv-udbredelse. Kirken var lille og skrøbelig, men samtidig en ’fuldvoksen’ kirke, der tog ansvar for sit eget liv i en særdeles vanskelig tid. Menighedsarbejde med evangelisering, kvindearbejde, bibelstudie, søndagsskole osv. blev vare-taget af Kirkerådet. Ansvaret for alt kristent arbejde i området skulle deles og ledes af Joint Council, der blev det fælles forum for missionærer og kristne arabere. Dog manglede en arabisk præst til den nye kirke, og man bad missionærerne Richard Madsen (DK) og James Ritchie (Skotland) om at være kirkens to første præster i henholdsvis Crater og Sheikh Othman.

Der var dog skuffelser undervejs. Sudan Interior Mission (SIM) og Red Sea Mission Team (RSMT) var ikke med i Den Sydarabiske Kirke. Og RSMT kunne ikke anerkende kirken som rent arabisk (indigenous), så længe de to præster var europæere, eller acceptere at missionærer kunne være medlemmer af kirken og have indflydelse på dens anliggender. Desuden kunne man ikke anerkende dr. A.S. Affara som kirkens formand, da han var ansat på det skotske missionshospital og dermed afhængig af europæere. Endelig kunne de ikke tilslutte sig en kirke, der ønskede medlemskab af Near East Council of Churches (NECC), men samtidig havde forbindelse med oversøiske kirker.

Søndag den 8. januar 1961 fandt den festlige indstiftelses-gudstjeneste sted i Beit-es-Sherif kirken i Crater. Præsterne Richard Madsen og James Ritchie ledede ceremonien. Den nye kirkes formand, dr. A.S. Affara oplæste stiftelsesdokumentet. Richard Madsen anbefalede i bøn den nye kirke i Guds varetægt, og der blev læst lykønskningstelegrammer fra såvel Danmark som Skotland.

KONSTITUTIONEN Læs evt. herom i Harald Nielsens bog. Link efter artiklen.

Arabiske kristne

MIT BORGERSKAB ER I HIMLEN

Ahmad, en ung mand i menigheden havde ingen familie, boede i et hul i kirkemuren og levede af at sælge ristede majs uden for kirken. Ahmad havde aldrig gået i skole, og ville meget gerne døbes. Efter forberedelse døbte Verner Tranholm-Mikkelsen ham Adventssøndag 1962. På tilspørgslen: Forsager du djævelen og alle hans gerninger? – svarede Ahmed: Selvfølgelig!

Ahmad udenfor kirken i Aden, hvor han levede af at riste majs. Ahmad blev døbt i 1962. I 1964 blev han fundet druknet i havet. Foto november 1963.

Livet blev dog ikke lettere for Ahmad efter dåben. En aften i januar 1964 opsøgte han slemt forslået Jørgen Nørgaard Pedersen. De forsøger at slå mig ihjel, fordi jeg er døbt! sagde han. Hvem ‘de’ var stod ikke klart, men Jørgen N.P. advarede ham mod de grove drillerier med ordene: Gud har brug for levende vidner og ikke døde! Ahmad svarede: I siger i kirken, at vort borgerskab er i Himlen (Fil 3,20). Hvorfor må jeg så ikke komme dér? En lang sjælesørgerisk samtale endte i bøn. Men drillerier fortsatte og medførte, at Ahmad kom til at drikke alkohol. En junidag i 1964 mødte en af menighedens arabiske ledere ham og bebrejdede ham dette. Få timer efter blev Ahmad fundet druknet. Om han var blevet skubbet eller i beruset tilstand var faldet i havet, eller måske havde søgt døden selv, er aldrig blevet opklaret. Men de, der fandt ham, mente at kunne se et saligt smil om hans mund.

Ahmad var den første i den Sydarabiske Kirke, der var død og skulle begraves, og der skulle udtænkes en liturgi for fremtidige begravelser. Verner Tranholm-Mikkelsen var i Danmark, så man måtte selv overveje situationen. Martha Holst beskriver begravelsen i et kredsbrev: Der var ca. 30 deltagere. Vi begyndte med en salme, dr. Affara læste skriftsteder, og den skotske præst foretog begravelsen. En kirkelig handling skal have to sider, dels være en hjælp for menigheden, og dels have et budskab til ikke-kristne. Ved denne lejlighed stod de kristne rundt om graven, som lå lige op til kirkegårdsmuren, og udenfor stod 16 arabiske mænd, der fulgte med i alt, hvad vi foretog os… Inden Ahmad blev sænket i graven sang vi: Så tag da mine hænder… Så snart begravelsen var forbi, tog flere af deltagerne spader for at fylde graven. De ville være sikre på, at ingen fjernede liget. – Ahmad havde været bange for, at hans muslimske kammerater ville tage hans lig fra kirkegården og lægge det på en muslimsk gravplads, for så ville Jesus ikke kunne finde ham på dommens dag! Historien viser de store omkostninger, der i en arabisk sammenhæng er forbundet med at forlade islam for at bekende sig som kristen og lade sig døbe.

FISKEHANDLEREN BEIHANI

Muhammad Hussein blev kaldt Beihani, fordi han stammede fra området Beihan nordøst for Aden. Han havde boet mange år i Aden, da han kom i kontakt med kristne missionærer. Han levede af at være fiskehandler på markedet og af at reparere ure. Beihani var velkendt for sine ‘mærkelige’ religiøse meninger, som han gerne forfægtede blandt arabere på markedet. Inge Tranholm-Mikkelsen fortæller bl.a. om hans uforfærdede holdning: Beihani sad i en kreds af muslimske venner, som han spurgte: Hvem er jeres talsmand? Muhammad.  Nej, fortsatte Beihani, for der står jo i Koranen, at dommedag er den dag, hvor ingen skal gå i forbøn for en anden. I har ingen talsmand på dommens dag. Vennerne blev tavse, for Beihani havde jo ret – sådan betegnes dommedag, selv om folk almindeligvis antager, at Muhammad vil gå i forbøn for dem. Men så sagde Beihani, Der er alligevel en talsmand, Jesus Kristus, for der står i evangeliet: Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, og han er en soning for vore synder, ja, ikke alene for vore synder, men også for hele verdens.

Pastor Beihani, der i det daglige er fiskehandler på markedet i Crater, Aden, ekspederer missionær Susanne Henriksen. Foto 1973.

Også Beihanis vej til kristendommen var bemærkelsesværdig. En af hans venner kom med en stor bog og spurgte, om han kunne finde ud af, hvad det var for en bog. Bogen var trykt i kolonner, og hver kolonne var i forskellige sprog. Beihani læste den arabiske kolonne og blev forbløffet. Den unge mand havde stjålet bogen hos sin arbejdsgiver, en rig jøde, og Beihani sagde, at han skulle levere bogen tilbage hurtigst muligt, for det var en meget værdifuld bog. Men Beihanis nysgerrighed var vakt, og da han mødte en dansk missionær på fiskemarkedet, der delte traktater ud og også havde Bibler i sin taske, anskaffede Beihani sig den værdifulde bog, som han betaget læste i. Især optog de lange slægtsregistre i 1. Mosebog ham. En så velordnet religion tiltalte ham meget, og han begyndte at komme til møder hos de danske missionærer. Den 27. september 1959 blev Beihani døbt sammen med en anden araber, Muhammad Murshid, der havde været embedsmand i den britiske administration i Aden.

Beihani fik stigende indflydelse i menigheden, og i 1963 skrev Martha Holst i et kredsbrev: Men det største lyspunkt i kirken er Beihani… Ofte tænker jeg på, at han kunne være taget lige ud af apostlenes kreds. I aftes til gudstjenesten prædikede Beihani i stedet for dr. Fawdry. Han talte om Jesus som den gode hyrde, og til sidst besvarede han spørgsmål på en god og grundig måde, der vinder folks tillid.

I midten af 1960’erne fik Beihani mulighed for at komme til Egypten. Da han skulle udfylde indrejsepapirer og bl.a. sætte kryds ved sin religion, skrev han: Kristen – Politibetjenten, der kontrollerede papiret, spurgte: Hvorfor skriver du kristen? – Fordi jeg er kristen. Men du hedder Muhammad Hussein, det er et muslimsk navn. – Ja, men jeg er blevet kristen, og Gud kender mig under det navn. Kan du trosbekendelsen?Ja, svarede Beihani, og fremsagde midt i lufthavnen den Apostoliske Trosbekendelse – Gå!

I løbet af 1960’erne fik Beihani en mere og mere central rolle i den lille Sydarabiske Kirke og blev grundigt undervist i kristendom af Verner Tranholm-Mikkelsen, der foreslog, at man lod Beihani ordinere til præst, da han i 1963 selv skulle på orlov i Danmark. Det skete dog ikke. Da den politiske situation blev tilspidset i 1965, og de fleste missionærer rejste hjem, fik Beihani et tilbud om at komme på bibelskole i Libanon, men han afslog med en bemærkning om, at hans plads var i Aden. Først i juli 1967 blev han ordineret. I 1971 deltog Beihani i Det Danske Missionsselskabs 150 års jubilæum i Danmark. Han døde den 1. oktober 1979.

Litteraturmission i en ny tid

I slutningen af 1950’erne var spørgsmålet, hvordan arbejdet skulle fortsætte, hvis missionærer måtte forlade Aden, før en selvstændig sydarabisk kirke var oprettet. Det Lutherske Verdensforbund og NECC ansøgte i 1958 den etiopiske kejser, Haile Selassie, om at måtte oprette en radiostation i Etiopien med henblik på at sende til Afrika og Asien og fik tilladelsen året efter. Missionen i Aden, der var medlem af NECC, kom således ind i dette nye og perspektivrige arbejde, hvorved man kunne bringe evangeliserende udsendelser ind i det indre Arabien.

I 1959 udarbejdede Erik J. Stidsen en fyldig rapport om litteraturmission, hvori han argumenterede for ansæt-telse af en boghandleruddannet missionær. Ligeledes gjorde han opmærksom på nødvendigheden af at give boghandelen et lokalt præg. Med den stigende nationalfølelse kunne en sådan forretning ikke i længden ejes af udlændinge. Dette problem blev mere og mere påtrængende i de følgende år og resulterede senere i registre-ring af Family Bookshop Group (FBG) som arabisk aktieselskab (1975). Af helbredsmæssige årsager forlod Erik J. Stidsen arbejdet i Aden i 1961 og fik ikke så lang tid til at implementere tankerne om en professionelt ledet boghandel.

Erik W. Nielsen havde allerede ved sit besøg i 1958 peget på litteraturarbejdet som et værdifuldt redskab i missionens tjeneste. Erik W. Nielsens dobbelte tese omkring boghandelen var:
1) Det missionale – litteraturarbejdets betydning for evangelization.
2) Det forretningsmæssige – boghandelen som indtægtskilde for menigheden, når missionærer en dag måtte forlade området.

Derfor tog han initiativer til afklaring af dens fremtid. Spørgsmålet indgik også i dr. Calderwoods arbejde op til dannelsen af Den Sydarabiske Kirke. Han foreslog, at man købte en grund til bygning af en ny boghandel. Dette var ikke Erik W. Nielsens prioritet, men i 1961 blev Jørgen Nørgaard Pedersen, uddannet boghandler, ansat til ledelse af boghandelen i Aden fra 1963. I de to mellemliggende år blev englænderen Peter Stogden ansat til opgaven. Endelig besøgte Philip Penning Aden og udarbejdede en rapport for boghandelens udvikling.

Philip Penning fandt den danske boghandel i Aden veldrevet. Muligheder for litteraturarbejdet var fremragende, og han foreslog, at man fandt et sted, hvor boghandelen kunne udvides. Han anbefalede at søge økonomisk hjælp i Kirkernes Verdensråds ’Inter Church Aid’, det amerikanske ’Literature Society’ eller Det Lutherske Verdensforbund. Med fornødent personale til det evangeliserende arbejde, mente Pennings, at Aden kunne være center for produktion af litteratur, som ville give indgang til den muslimske verden og de lukkede områder, der kan nås fra Aden. Litteratur kan virkelig være en af vore stærkeste missionerende faktorer, og det ville være dårskab at overse dette.

Philip Penning sendte ikke blot rapporten til DMS, men også til Church of Scotland, The United Society for Christian Literature, Inter Church Aid, NECC og dr. Calderwood. Boghandlerkomitéen i Aden under formandskab af Inge Tranholm-Mikkelsen besluttede at ansøge Inter Church Aid om finansiel støtte til at opføre en ny boghandel og fik i sommeren 1963 bevilget ca. 100.000 DKK med udsigt til yderligere 100.000 DKK.

DMS Bookshop i Crater, Aden, passeres af den daglige og lokale ‘Sødvandsvogn’. Foto 1965.

Det blev den første opgave for Jørgen Nørgaard Pedersen, da han i august 1963 efter uddannelse i England og Cairo ankom til Aden, men han mente ikke, det var forsvarligt at bruge så mange penge i den usikre situation. Dels var der ikke arabere nok til at overtage arbejdet, hvis missionen blev smidt ud af Aden, dels ville det være svært at klare personalespørgsmålet, selv om man kunne blive nogle år. Så boghandlerkomitéen afslog bevillingen fra Inter Church Aid. Boghandelen blev i Crater, hvor den altid havde ligget. Det vakte opsigt i London, og NECC’s litteratursekretær Don MacNeill besøgte Aden. Han bakkede op om beslutningen og understregede nødvendigheden af en handlingsplan for det fremtidige arbejde. Han foreslog, at overskud fra boghandelen skulle anvendes til at udgive relevant arabisk litteratur målrettet mod Aden og Golfen. Rapporten inspirerede Jørgen Nørgaard Pedersen i udformningen af en handlingsplan for butikken i Aden og senere i konceptet for Family Bookshop Group (FBG), hvor han fik et nært samarbejde med MacNeill.

Revolutionen og den sidste tid

KIRKEN BRÆNDES

Det stod klart for alle, at Aden-koloniens dage var talte. Op gennem 1950’erne blev arabere mere inddraget i den politiske ledelse af Aden, og samtidig voksede presset mod briterne med hyppige strejker og optøjer. Missionærer var heller ikke i tvivl om, hvor det bar hen, og forberedte sig selv, DMS og venner i baglandet på, at man evt. måtte forlade Aden. Etableringen af Den Sydarabiske Kirke, lille og skrøbelig som den var, kan også ses i denne sammenhæng. Der ville være nogle arabere, som kunne tage over, når missionærer ikke var der længere.

Alligevel var det et chok, da den danske missions kirke i Crater 2. oktober 1965 under en generalstrejke og store antibritiske demonstrationer blev brændt. På 1. og 2. sal i kirkebygningen var der dels klublokaler, dels lejlig-heder for missionærer. Esther Poulsen var netop rejst til Danmark, og det lykkedes Erna Petersen at komme ud og søge tilflugt hos en arabisk familie ved siden af kirken. Missionærparret Inge og Verner Tranholm-Mikkelsen boede ca. en kilometer derfra og kunne se røgen vælte op fra kirken.

Samme dag blev der sat ild til orglet i den romersk-katolske kirke, og den jødiske synagoge samt hindutemplet blev brændt. Det var kulminationen på lang tids uro og antibritiske demonstrationer, få dage før var den britiske parlamentsformand i Aden blevet dræbt.

Den 2 oktober 1965 blev kirken ‘Beit As Sherif’ i Crater, Aden angrebet og brændt. Det skete under tilråbene: ‘Angrib de kristne’. Men samme dag ramte demonstrationer desuden jødernes synagoge og hinduernes tempel.

Den 8. oktober kom familien Tranholm-Mikkelsen til København. Af deres orientering om forholdene fremgik det bl.a., at ingen araber turde have noget at gøre med missionærer pga. frygt for Den Arabiske Ligas terror-handlinger, og at det var nødvendigt at forlade Aden for at give de kristne arabere mulighed for at fortsætte arbejdet.

Missionærerne Martha Holst samt Grethe og Jørgen Nørgaard Pedersen var på orlov i Danmark, da kirken blev brændt. Tilbage i Aden var Erna Petersen, ægteparret Edel og Henning Berget og desuden lærer Petra Lauridsen, udsendt af Østerlandsmissionen (ØM) i 1964, efter en årrække som missionær i Syrien. Emmy Jørgensen og Emsy Nielsen arbejdede i Zingabar i protektoratet. De blev alle evakueret få dage efter branden.

Den 11. oktober sendte DMS M. Borch-Jensen og Jørgen Nørgaard Pedersen til Aden med fuldmagt til om muligt at afvikle arbejdet. Da de ankom til Aden, havde de tilbageværende missionærer pakket og var fast besluttet på at rejse den følgende dag. Missionærerne i Zingabar havde også besluttet at rejse til Danmark. Kirkebygningen var helt udbrændt. Efterfølgende var det, der ikke var brændt, blevet stjålet – dog fandt man regnskabsbøger og ca. 1.000 shillings i kontanter. De to udsendinge valgte at få forsikringssummen overført til DMS, og huset blev solgt 10 dage senere. Mht. pigeskolen forhandlede man med regeringen om et salg, som en agent skulle forestå og overføre provenuet til DMS. Lokale lærerinder fik deres opsigelse og fratrædelsesgodtgørelse. Skøder vedr. huset ‘Hebron’ blev overgivet til missionens advokat for et evt. senere salg.

Delegationen mødtes også med de kristne arabere i Crater og kirkens leder, dr. A.S. Affara med henblik på evt. at få udnævnt og ordineret en af menighedens medlemmer til at være præst, så der kunne forrettes dåb og nadver, men formanden ønskede at se tiden an.

DMS Boghandelen blev ikke udsat for attentat, men Edel og Henning Berget havde sørget for, at alle pakker fra forlagene blev returneret, og selv blev de evakueret den 13. oktober. 15-20% af varelageret blev solgt til halv pris til lokale institutioner og boghandlere. Man besluttede at genåbne boghandelen og vente tre måneder med en evt. afvikling. Kundegrundlaget var reduceret, da militærfamilier blev flyttet til beskyttede områder. Derfor afvikledes mest muligt af varelageret til lokale biblioteker med 20% rabat. De tre arabiske medhjælpere, Ibrahim Mubarak (kristen) samt Salim og Abdulla (muslimer), varetog den daglige ledelse under tilsyn af den skotske missionær Tom Tait frem til februar 1966, hvor Jørgen Nørgaard Pedersen kom tilbage og skulle være med til at afgøre boghandelens fremtid.

DMS havde ikke udstedt klare retningslinjer til håndtering af en situation som kirkebranden. Til sammenligning fik de skotske missionærer forbud mod at forlade Aden uanset krisen. Som britiske statsborgere var de beskyttet af britiske myndigheder i Aden, men det var de danske missionærer også, og selv om det havde været en chokerende oplevelse, var der ikke udelt forståelse blandt andre udlændinge over danskernes reaktion. Derfor blev en fælleserklæring læst op ved gudstjenester i Aden den følgende søndag. Den udtrykte, at missionærerne var midlertidigt trukket bort, da vidnesbyrd gennem prædiken, udbredelse af kristen litteratur og institutionsarbejde var næsten umuliggjort og afbrudt ved trusler og vold. De håbede alle at vende tilbage til arbejdet, som en lille stab af missionærer varetog indtil da.

FORTSATTE FORSØG PÅ AT REDDE STUMPERNE

Efter evakueringen forhørte DMS og ØM sig hurtigt hos dr. A. Fawdry på det skotske hospital og kirkerådets formand, dr. A.S. Affara, om muligheder for at genudsende nogle af missionærerne. Dr. Fawdry var meget bramfri i sit svar: Jeg mener, at enhver missionær, der kommer herud, må komme forberedt på at blive skudt, … for Dronning Elizabeths skyld snarere end for Kristi skyld … Jeg mener, at nogle danske bør komme tilbage; selv om de ikke kan udrette så meget… 

Dr. A.S. Affaras svar var mere afdæmpet: Jeg tror, at DMS bør vende tilbage til Aden, da den hastige afrejse var et meget dårligt vidnesbyrd over for det muhammedanske samfund… og over for den svage kirke i Syd-arabien. Det er ikke for sent at rette tingene op, og jeg er lykkelig over at høre, at DMS påtænker at vende tilbage til Aden… Dr. Affaras brev kan tydes, som om det ville blive svært at genoprette det tillidsfulde forhold mellem kirke og missionærer.

Martha Holst og Emsy Nielsen pressede på for at blive udsendt snarest muligt, og Martha Holst afgav en erklæring til DMS, om at udrejsen skete helt på eget ansvar. 20. februar 1966 vendte de begge tilbage til Aden. Jørgen Nørgaard Pedersen, stadig på orlov i Danmark, var med for under et kort ophold at tilse boghandelen. Emsy Nielsen fortsatte straks til Beihan og genoptog sit arbejde i den skotske missions klinik. Martha Holst måtte pga. fortsatte uroligheder flytte fra den gamle arabiske bydel Crater og slå sig ned i Khormaksar, hvor den skotske mission holdt til, og senere i havnebyen Steamer Point.

Den Sydarabiske Kirke var chokeret. Nu vidste de, at missionærer ikke ville være i Aden ret længe. Derfor rustede de sig til foruden den politiske ledelse af kirken også at overtage den åndelige ledelse, hvor de havde brug for en ordineret præst. Mere og mere pegede på Beihani som den fremtidige præst for menigheden i Aden.

I april 1966 fortalte Martha Holst, at den politiske situation blev værre uge for uge. Strejker og antibritiske demonstrationer hørte til dagens orden. Det var usikkert, om der igen kunne etableres et organiseret missionsarbejde i Aden, og det var pga. uroligheder svært for missionærer at deltage i gudstjenesten søndag aften i Crater. Demonstrationer så dog ud til at være antibritiske og ikke antikristne. Derfor måtte der udvises den største forsigtighed, hvis man ville i forbindelse med arabiske kristne, da der var stor risiko for, at de kom til at lide, hvis de blev set sammen med europæere. De arabiske kristne var ikke enige i, hvordan man skulle forholde sig i denne situation. Dr. Affara understregede betydningen af missionens og kirkens forenede vidnesbyrd om en tro, der er fælles for alle racer. Marouf derimod mente, at i denne situation var det missio-nærens pligt at træde til side. Både Marouf og Mubarak var enige om, at missionærer for tiden ikke skulle deltage i de kristne araberes møder og gudstjenester – og henviste til en episode, hvor en folkemængde havde angrebet ’Hebron’ og brækket korset ned fra lågen. Da man fik at vide, at kun var arabiske kristne var forsamlet i kirken, trak folkemængden sig tilbage.

Ved et møde i kirkerådet (Church Council) den 5. maj 1966 ændrede de kristne arabere i væsentlig grad forholdet til den danske og skotske mission. Formanden dr. A.S. Affara fastslog, at det eksisterende Church Council, der både havde arabiske kristne og missionærer som medlemmer, skulle erstattes af et nyt, hvor kun arabiske kristne havde sæde. Dette nye Church Council skulle have ansvar for de rent evangeliserende opgaver som gudstjeneste og Bibelstudier, mens Den Sydarabiske Kirke frasagde sig ansvar for driften af hospital, skole, boghandel og klinik. Hermed ønskede de arabiske kristne at gøre sig helt selvstændige og ansvarlige for egne forhold for at undgå enhver mistanke om ‘skjult kolonialisme’. Det nye Church Council udtalte, at de fortsat ville betragte kirker i Danmark og Skotland som deres forældre og ønskede, at missionerne skulle se på Den Syd-arabiske Kirke som deres ansvarlige barn. Derfor ville missionærer ikke længere arbejdsmæssigt være medlem-mer af eller tilknyttet kirken, men fremover udelukkende have deres arbejde i relation til de institutioner, som de var udsendt til.

Den Sydarabiske Kirkes separationspolitik skuffede såvel DMS som CMS. Hvad årsagen til dette skridt skyldes skal ses i tre forhold:

1) Kirkens skuffelse over den hurtige danske evakuering.

2) RSMT-folkene havde aldrig accepteret den europæiske tilknytning til kirken og var nu stærkere med i ledelsen med valget af en missionærkritisk præst Manouf Khalil, som man dog senere brød med.

3) Den politiske situation, som gjorde det svært for arabere at have kontakt med europæere/briter. Den betændte situation voksede i den kommende tid.

Der skulle tages stilling til, om boghandelen skulle afvikles helt eller videreføres. Boghandlerkomitéen beslut-tede 7. marts 1966 at videreføre boghandelen i det reducerede omfang, man havde bestemt sig for i oktober 1965, dog skulle Jørgen Nørgaard Pedersen foretage supplerende indkøb hos forlag i England. Der kom nu fornyede forhandlinger med regeringen om køb af pigeskolen, og man fik anerkendt en arabisk lærer Shafiqa Zookari som leder, hvorved skolen var sikret godkendelse af regeringen.

Den Sydarabiske Kirke var meget lille og skrøbelig. Kirkerådets præsident, dr. Affara understregede, at når missionærer ikke længere kunne være i Aden – senest ved den britiske overdragelse i 1968 – ville kirken ikke være i stand til at videreføre boghandelen. For at klare det akutte behov for veluddannede arabiske ledere tog Abdul Malik imod et tilbud fra NECC om et bibelskoleophold i Beirut, mens Beihani ikke syntes, han i kirkens nuværende situation kunne forlade Aden. Den Sydarabiske Kirke følte sig meget alene og forladt, hvilket følgende udtalelse til NECC vidner om: Kan de ikke sende os en præst?

BOGHANDELEN BRÆNDES

Grethe og Jørgen Nørgaard Pedersen vendte tilbage til Aden i januar 1967. Situationen var stadig spændt. Det var også usikkert, om araberne ønskede at videreføre boghandelen under et nyt regime, og om der ville være det fornødne kundegrundlag.

I juni 1967 blussede konflikten mellem Israel og de arabiske lande op, og 6-dages-krigen førte til en knusende sejr for de israelske styrker, med dybe frustrationer i den arabiske verden til følge. Også i Aden. Jørgen Nørgaard Pedersen beretter i et brev dateret 13. juni 1967 om store demonstrationer mod de ca. 500 jøder i Aden. Jødiske forretninger blev brændt, også den ene halvdel af det hus i Crater, hvor boghandelen var, uden at den dog blev beskadiget, men 17. juni 1967 (DMS’ 146 års fødselsdag!) blev der igen sat ild til flere bygninger, og nu brændte også DMS-boghandelen.

DMS-boghandelen i Crater, Aden brændt ned under lokale politiske uroligheder, 17. juni 1967.

Urolighederne var så voldsomme, at Jørgen Nørgaard Pedersen først næste morgen, eskorteret af to tanks, kunne komme ind i området, hvor han mødte et sørgeligt syn. Absolut alt var brændt, og det brændte stadig nogle steder i butikken. Varelageret til en værdi af 120.000 kr. gik tabt, men blev senere erstattet af forsikrings-selskabet Lloyds i London.

DMS var rystet og meddelte den 22. juni missionærerne, at man stod bag dem i enhver af situationen dikteret handling og havde tillid til, at de sammen fandt frem til, om og hvornår Aden burde forlades. Man bad dem i så fald – om muligt – rejse hjem via Østarabien for at få indtryk af fremtidige arbejdsmuligheder dér. Få dage senere anbefalede den engelske højkommissær alle civile europæiske arbejdere at forlade Aden hurtigst muligt. Og en måned efter boghandelens brand forlod missionærer Martha Holst, Esther Poulsen samt Grethe og Jørgen Nørgaard Pedersen Aden i et Royal Air Force fly til Bahrain, hvor de opholdt sig en ugestid. Emsy Nielsen valgte at fortsætte sit klinikarbejde ved den skotske mission i Beihan endnu tre uger .

BEIHANIS ORDINATION

Dåbshandling i Aden, februar 1973. Pastor Beihani  døber sin svigerinde, Mulko.

I de dramatiske dage efter attentatet på boghandelen fik man besøg af den anglikanske biskop fra Sudan og bad ham om at præstevie Beihani, så menigheden havde en ordineret præst. Biskoppen bemyndigede den britiske sømandspræst i Aden, baptistpræsten H.Turton, til at foretage ordinationen. Ved gudstjenesten 9. juli 1967 blev Muhammad Hussein Al Beihani ordineret til præst for Den Sydarabiske Kirkes menighed i Crater, Aden. Af danske missionærer deltog Martha Holst og Esther Poulsen samt Grethe og Jørgen Nørgaard Pedersen.

ET SIDSTE FORSØG

Den 30. november 1967 overdrog briterne Aden til arabisk selvstyre. Landet antog navnet Den Demokratiske Folkerepublik Yemen pr. 1. december 1970. I 1968 besøgte Karl Erik Wienberg Aden, og ved møder med det nye styres politikere blev det afklaret, at missionens hjælp i det videre arbejde med at etablere den nye kommu-nistiske stat var meget velkommen, men ’Den eneste betingelse er, at folk ikke blander sig i landets politik’. De kristne arabere bekræftede, at der var stærkt brug for hjælp, og Beihani understregede, at det måtte gøres klart, at den hjælp, missionen kom til at yde, blev givet i Den Sydarabiske Kirkes navn.

Gennem Svenska Kyrkans Mission og Det Lutherske Verdensforbund skaffede DMS/ØM penge til et nyt, stort skolebyggeri, der kunne honorere regeringens krav. Den danske arkitekt Ove Bro Henriksen tegnede skolen og var sammen med sin kone Susanne missionær i Aden fra april 1972 til maj 1973. Skolen blev indviet 25. oktober 1972 og havde plads til 180 elever i fem klasser. Den fungerer stadig og har nu to hold elever – drenge om for-middagen og piger om eftermiddagen.

I 1969 vendte ØM-missionær Petra Lauridsen tilbage for i en treårig periode at arbejde ved pigeskolen. Og i 1970/71 var det norske lægepar Mette og Torolf Moen udsendt til Affara Hospital. Boghandelen blev efter 1968 videreført af arabiske medarbejdere. Jørgen Nørgaard Pedersen kom som konsulent på besøg nogle gange årligt frem til 1973. Karl Erik Wienberg besøgte i begyndelsen af 1970’erne flere gange Aden og havde frugtbare forhandlinger med ministre og embedsmænd. Der var stor interesse for, at DMS skulle bidrage til opbygning af landet med brøndboringer, sundhedsarbejde mv. Endelig var der invitation til at komme ind i det forjættede land og løse en opgave, som landet havde så hårdt brug for. Det var imidlertid for stor en økonomisk opgave for DMS. Derfor prøvede man at få midler fra den danske U-landsbistand og Kirkernes Verdensråd, men måtte konstatere, at de politiske forhold var alt for usikre til en sådan indsats.

I 1972 rejste de sidste skotske missionærer hjem, og da Ove Bro Henriksen i april 1973 forlod Aden, var Martha Holst den eneste danske missionær her. Derfor skulle hun fra efteråret 1973 fortsætte med skolearbejde i Oman. Emsy Nielsen var året forinden flyttet til det amerikanske missionshospital i Oman og arbejdede dér, indtil det blev nationaliseret i 1974. Derpå fortsatte hun på et skotsk hospital i Sana’a i Nordyemen frem til 1979.

Den 9. juni 1973 var det efter 69 års arbejde slut for den danske mission i Aden, 75 år blev det i alt til i Syd-arabien. Men de danske missionærer forlod ikke Aden uden at sætte spor. Den Sydarabiske Kirke var plantet her midt i halvmånens tegn – sådan som Oluf Høyer havde set det i sin vision, da han for første gang rejste til Aden. Og den lille menighed fortsatte sit liv med Beihani som præst.

NYTTEDE DET NOGET?

Den 30. marts 1971 fik DMS besøg af Sydyemens ambassadør i London, F.A. Assalami, der på sin regerings vegne var blevet sendt for: ’… at takke den danske mission for den indsats, der var blevet og blev ydet i hans land…’

I mission kan man ikke spørge, om arbejdet nytter. Man kan ikke lægge en cost-benefit analyse ned over anstrengelser og finde frem til, om man fik valuta for pengene. Men vil man måle 75 års missionsindsats i Sydarabien, må man konstatere, at syge blev helbredt, analfabeter fik lært at læse, umyndige fik en myndighed, og evangeliet blev forkyndt for fattige. Der opstod en kirke og en menighed. Livet ændrede sig for en stor gruppe mennesker i mødet med de danske missionærer, der ‘havde et glimt i øjet!’

Redigeret uddrag af Harald Nielsens bog: TÅLMODIGHED FORPLIGTER – 9 kapitler af Danmissions islamhistorie.

Marianne Boisen – 29-01-2018

Se flere fotos fra Aden – Yemen her

Se i øvrigt ‘Dansk Kirkemission i Arabien’ – Kap. 5 i Harald Nielsens bog: Tålmodighed forpligter her

Se i øvrigt om ‘Konstitutionen – Kap 6.3.5-6 i Harald Nielsens bog: Tålmodighed forpligter her.


Fakta

Harald Nielsen (1946). Cand.theol. 1975. Generalsekretær i DMS/Danmission, 1996-2002. Islamsekretær og senere leder af Danmissions Dialog-team, 2002-2010. Forfatter til bog: Tålmodighed forpligter – 9 kapitler af Danmissions Islamhistorie, Unitas forlag 2005.


Rev. dato: 19. juni 2018
Rettelser eller tilføjelser sendes til fotoarkiv@danmission.dk