Written by Tove Lind Iversen

GUD OG GRISEN
... når verden er sort/hvid

GUD OG GRISEN by Tove Lind Iversen

Som barn blev han kaldt Grisen. I dag er han en anset præst og albino-aktivist. Mød Michael Yindi, som både er kirkens stemme og kirkens hænder i Tanzania.

Det er regntid i Tanzania. Alligevel er solbrillerne sorte og bøllehatten trukket godt ned i panden. De blankgejlede sko leder efter fodfæste, og man får lyst til at give manden en hånd, når han bevæger sig op ad de få trin og træder ind i kirken.

Men det tager ikke mange sætninger, før pastor Michael Yindis på én gang rolige og intense stemme overdøver hans noget usædvanlige fremtoning – en fremtoning, som skyldes, at hans hvide pergamentagtige hud og rødsprængte øjne ikke tåler solens stråler.

Michael Yindi er albino i Tanzania, hvor mennesker som ham bliver jagtet og myrdet. Der har nemlig bredt sig et rygte om, at et stykke knogle, et øre eller kønsorganer fra en albino har en særlig kraft, som kan sikre rigdom, magt og helbredelse.

På spørgsmålet, om pastor Yindi selv har været i fare, glider han af – i første omgang.

Men han må vel være blevet bange, da det gik op for ham, at mennesker som ham bliver truet på liv og lemmer?

„Ja, jeg blev frygteligt bange. På én uge mistede jeg to nære venner. Jessica blev myrdet ikke så langt fra, hvor jeg bor. Gerningsmændene huggede nogle af hendes lemmer af, inden de gravede liget ned for at dække over forbrydelsen. Og Aron, der som jeg var en glad mand med kone og børn, blev dræbt af en gruppe mænd med ma – cheter alene af den grund, at de ville sælge hans knogler til en heksedoktor. Det var i 2009 – og selvfølgelig tænker jeg på det med rædsel,“ siger Michael Yindi og holder en kort pause i den ellers flydende talestrøm.

„Men den altopædende angst forsvandt hurtigt, for jeg er nødt til at sætte min lid til, at Gud tager vare på mig. Og sådan mere jordnært, så passer folk fra min menighed også på mig,“ siger præsten, som heller ikke selv læner sig magtesløs tilbage. Han er gået i dialog med heksedoktorer for at finde den dybere årsag til overgrebene, og sammen med andre aktivister forsøger han at ændre holdninger og skabe handlinger på alle niveauer – fra regering, politi og domstole til heksedoktorer, lejemordere og de mennesker, som køber legemsdele fra albinoer.

Men det vender vi tilbage til. For nu fortæller han om én af de gange, hvor det – måske – var tæt på:

Den falske konvertit

„Mens jeg endnu var hjælpepræst, kom en mand en dag til mig og spurgte, om jeg ville døbe ham. Jeg sagde selvfølgelig glad JA. Manden insisterede på, at jeg kom alene – han gav en plausibel grund. Men tankerne blev ved med at køre rundt i mit hoved – måske på grund af mordene på Jessica og Aron – så jeg spurgte både min præst og biskoppen til råds. Og de forbød mig at tage af sted alene. Det meddelte jeg manden, der ville døbes. Og så hørte jeg ikke mere fra ham… Siden kunne jeg ikke længere komme i kontakt med ham. Jeg er overbevist om, at det var en fælde, og at jeg reddede livet ved ikke at tage hen til ham og hans landsby,“ fortæller Michael Yindi.

Han er 58 år. Gift og far til to. Hverken hustruen eller børnene har albinisme. Hvordan tackler de deres fars udfordringer?

„Jeg har aldrig talt med min søn eller min datter om min egen albinisme og mine problemer. Men både børnene og min hustru er meget beskyttende og bekymrede på mine vegne. De insisterer f.eks. på, at jeg ikke går alene, når det er mørkt. Og da jeg for nogle år siden offentliggjorde mit første indlæg om albinisme og rettigheder, var de særligt nervøse. Så selvfølgelig er jeg opmærksom og passer på mig selv.“

Skældsord og øgenavne

Når man sidder der i kirkerummet og taler med den rare mand, kan man ikke lade være med at spørge sig selv, hvordan nogen kan finde på at gøre mennesker som ham fortræd? Hvorfor er albinoer så udsatte?

„Traditionelt opfattes det som en forbandelse af få et barn med albinisme. Mange børn er blevet slået ihjel lige efter fødslen og lagt ud i skoven. Mennesker med albinisme betragtes ikke som mennesker, men som albinoer. Da jeg voksede op, var jeg nobody – ingenting. Jeg havde det som sådan ikke dårligt over min albinisme, selv om det da var irriterende ikke at kunne lege i solen, og solskoldninger gjorde ondt.

Men da ikke bare børnene, men også voksne i nabolaget, begyndte at kalde mig Grisen og andre grimme øgenavne, blev jeg klar over, at de så mig som udskud alene på grund af mit handicap, og sådan som jeg er skabt. Jeg havde ikke gjort dem noget ondt. Og jeg kunne ikke gøre noget for at forandre mig og få dem til at holde op. Det var og er smerteligt. Også selv om jeg var heldig at have stærke forældre, der elskede mig og støttede mig,“ siger præsten.

Fra bagerste række til prædikestolen

Med buttede, hvide hænder understreger han sine pointer. Og det virker helt selvfølgeligt, at han har autoritet til både at tale fra prædikestolen og tale de svages sag også uden for kirkerummet. Men hvordan er det lykkedes den lille udsatte dreng at nå et af de mest respekterede og ansete job i landet? „Jeg ved, at Gud ser i nåde til mig,“ lyder det korte svar fra Michael Yindi, som er én af blot tre præster med albinisme i Tanzania.

„I 1. klasse lærte jeg intet. Jeg sad på bagerste række og kunne hverken se læreren eller tavlen tydeligt, da mit syn allerede dengang var ødelagt. Men læreren opdagede det, så jeg kom op foran og fik hurtigt lært at læse og skrive. Jeg skal bare have bogen få centimeter fra øjnene for at kunne læse. Lykkeligvis har jeg en særlig evne, som gør mig i stand til på den afstand at læse hurtigere end de fleste mennesker med normalt syn kan,“ fortæller han.

„Da jeg endelig nåede min ordination som præst, var det ikke kun stort for mig personligt, men det gav alle med albinisme et bevis på, at vi på trods af vores handicap kan blive lærere, ingeniører – ja, sågar præster, som mange respekterer og ser op til. Det indgyder mod og håb til andre med albinisme.“

Har du nogensinde spurgt Gud: Hvorfor mig – hvorfor skal netop jeg leve med albinisme?

„Som barn, stillede jeg spørgsmålet: Hvorfor rammer det mig? Men det fortonede sig, for Gud lod mig forstå, at Han elsker alle – også sine børn med albinisme. Han skabte mig sådan, fordi Han ønsker, at jeg skal være netop sådan. Men det svære spørgsmål, som kommer og går, er: Hvorfor diskriminerer samfundet mig, fordi jeg er, som Gud skabte mig?

Det spørgsmål satte mig som ung i forbindelse med andre med albinisme, og jeg så, at de blev udsat for det samme som mig. Det var en slags lettelse, da jeg et eller andet sted havde troet, at andre hadede mig, fordi jeg var mig, men så fandt jeg ud af, at de diskriminerer os, fordi vi har denne arvelige sygdom, som får os til at se anderledes ud. Da det gik op for mig, besluttede jeg mig for, at en dag ville jeg – sammen med andre – bekæmpe diskriminationen. Det er så det, jeg prøver i dag, både når jeg prædiker Guds kærlighed til alle mennesker i kirken, når jeg sammen med andre aktivister går til myndigheder og magthavere for at holde dem fast på deres ansvar, og når jeg går i dialog med heksedoktorer og alle mulige andre,“ siger pastor Michael Yindi, retter på præstekraven og går ud i dagslyset. En modig præst med en gerning og et håb om, at mennesker med albinisme fremover kan „nøjes„ med at frygte solens stråler.

DANMISSION OG TANZANIAS LUTHERSKE KIRKE: * opretter landsbykomitéer, som er med til at redde truede albinobørn og ændre synet på mennesker med albinisme. * fastholder politikere, domstole og myndighederne på deres ansvar, så albinoers menneskerettigheder overholdes.