Written by Lise Frank

Den pragmatiske missionær

Den pragmatiske missionær by Lise Frank

I 2003 fik Else Højvang et kald om at vende tilbage til det Tanzania, hun lige havde forladt. I år går hun på efterløn med 27 ½ års missionsarbejde i bagagen og en stærk tro på, at Gud ved, hvad hun skal fremover. 

Det er kun et par dage siden, Else Højvang forlod Kyerwa i det nordvestlige Tanzania og fløj 7000 kilometer nordpå. Nu sidder hun på Danmissions hovedkontor i Hellerup, hvor en skarp vintersol kaster et næsten hvidt lys ind på hendes skuldre. Efter knap tre årtiers missionsarbejde, der er gået gennem undervisning og markarbejde med de lokale bønder– er hun nu vendt hjem for at gå på efterløn.

Det var imidlertid ingen ustyrlig udlængsel, der drev den læreruddannede Else Højvang til at lægge så mange år af sit liv flere tusinde kilometer hjemmefra. Hun havde faktisk aldrig drømt om at skulle være af sted så længe. Men i 2003 fik Else Højvang et meget konkret kald fra Gud om at genoptage sit arbejde i Tanzania, da en klar røst overdøvede TV’et i hendes stue i Holstebro. På det tidspunkt havde hun kun lige fundet fodfæste på dansk jord igen, efter fjorten år som underviser på Ntoma Husholdningsskole i Tanzanias Nordveststift. Else Højvang genkalder sig tydeligt stemmen, der sagde: ”Du skal tilbage til Tanzania”, og hun husker, hvordan det var umuligt for hende at slippe den igen, hvor glad hun end var blevet for sin stilling som sognemedhjælper ved Holstebro Kirke. Hun kontaktede derfor Danmission for igen i 2004 at blive udsendt til det nordvestlige hjørne af Tanzania, der grænser op til Rwanda og Uganda.

Else Højvang ser ud af vinduet på de snedækkede, danske hustage og smiler lidt skævt ved spørgsmålet om, hvorvidt Gud er indforstået med, at hun nu går på efterløn.

Det har de ikke været i dialog om.

”Men det er da klart, at det er en del af min bøn, at Gud igen vil gå med ind i og finde ud af, hvad jeg nu skal bruge mit liv på”, siger hun – og efter en tænkepause, hvor vintersolen igen placerer hende i rampelyset, tilføjer hun:

”Jeg tror på, at Gud har en plan for, hvad jeg skal lave fremover. Jeg ved det bare ikke endnu”.

Nadveren lettede afskeden

Lige nu er det forståeligt nok stadig afskeden med de tanzanianske menigheder, der optager Else Højvangs tanker.

”Da jeg i første omgang hørte, at hvert enkelt pastorat i Kyerwa ville sige farvel og der dermed skulle holdes ni afskedsgudstjenester med efterfølgende fester, sagde jeg med det samme, at det måtte være nok med et enkelt arrangement”.

Hun lægger jysk kraft bag ordene, så man forstår, at hun ikke bare er falsk beskeden.

”Men det var bestemt. Jeg har arbejdet i Kyerwa provsti i tretten år og pastoraterne var fast besluttede. Jeg kunne ændre på datoerne. Men ikke ved antallet. Og så gik det op for mig, at jeg bare måtte tage imod, selvom jeg synes, det var voldsomt”.

Hun smiler ved tanken om sine trosfællers viljefasthed. Samtidig afslører hendes faste blik en berettiget stolthed over at have været med til at opbygge områdets selvbevidste, kirkelige fælleskab.

Karagwe Stift

Kyerwa, Murongo og Mabira er tre ud af i alt otte provstier i Karagwe Stift.
I de otte provstier er der 35 pastorater og 218 menigheder. Her er ansat 64 præster, heraf 4 kvindelige, 218 evangelister og derudover er der 440 ansatte i kirkens programmer og institutioner.
Tilsammen udgør Kyerwa, Murongo og Mabira provstier et areal på 2775 km². Det svarer næsten til et område på størrelse med Fyn, der er 3.099 km² stort.

Henover fjorten dage i januar blev tretten års arbejde i Kyerwa rullet ud i taler og sang. Det var enormt stort, men også overvældende, fortæller Else Højvang, der fandt et tiltrængt helle fra al opmærksomheden i nadveren.

”At det var gudstjenester, gjorde det nemmere for mig at være i. For når vi kommer til nadveren, er vi alle lige. Om man er sort eller hvid. Lige ankommet eller på vej væk”, siger hun og fortsætter:

”Nadverbordet er et stort bord for kristne i hele verden. Når jeg skal gå til gudstjeneste i min nye menighed her i Danmark, så bliver min bøn efter nadveren også, at jeg siger tak for fællesskabet med dem i Kyerwa og Nkwenda, i Holstebro og i Skive og hvor jeg ellers har boet. Nadveren holder sammen på os i den kristne familie.”

Nadverens evne til at udviske skel og geografiske afstande minder Else Højvang om de allerførste gudstjenester, hun deltog i tilbage i 1987, da hun lige var begyndt sit arbejde på husholdningsskolen i Nordveststiftet. Dengang forstod Else Højvang ikke, hvad der blev sagt i kirken, selvom hun året forinden havde været på sprogskole og lært sig swahili. Gudstjenesterne foregik nemlig som oftest på lokalsproget, der gik henover hovedet på den nytilkomne lærer fra Haslev Udvidede Højskole. Men igen var det i nadveren underordnet, om man kun talte lidt swahili eller var flydende på lokalsproget.

”Der var vi bare Guds børn på lige fod”, siger Else Højvang.

Else-3-1.jpg

Kærligheden i en ged og en kuffert

Det er imidlertid ikke kun i religiøs, metaforisk forstand, at Else Højvang kan tale om sine tanzanianske brødre og søstre. Ud over den biologiske familie, hun nu er genforenet med i Danmark, har hun gennem årene knyttet stærke familiemæssige bånd til flere afrikanske familier.

I 1993 blev Else Højvang taget imod som datter i en familie og hun tøvede ikke med at udvide sit familiebegreb til også at omfatte de mennesker, der bød hende indenfor. Betegnelserne mor og far har Else Højvangs danske forældre ikke haft patent på. Om sin afrikanske familie fortæller hun, at der nu kun er hendes far tilbage. Hendes mor døde for 14 år siden. Men hun har elleve søskende.

Hertil kommer Else Højvangs søn Soespeter, som hun stod fadder til, da han i 1988 blev døbt som 19-årig. Året efter bad Soespeter hende tage imod hans brud som hans mor. Seks børnebørn er det siden blevet til.

Det er indtil videre kun Else Højvangs afrikanske far, der har været med på besøg i Danmark for at opleve sin datters andet hjem. Men et ligeså stærkt familietroskab viste hendes søskende hende i år, da de rejste flere hundrede kilometer fra Nordveststiftet til Kyerwa for at deltage i afskedsgudstjenesterne i fire dage i januar. Her sluttede Else Højvangs danske bror sig også til gruppen af søskende, der ønskede at dele ceremonierne med deres fælles søster.

At Else Højvang forlader meget mere end et arbejdsliv, er ikke til at komme udenom. Men hun er ikke typen, der svælger i melankolske følelser. Efter så mange år hjemmefra, står én ting hende helt klart: Livet er for kort til at savne.

”Jeg er så tit blevet spurgt, om jeg ikke har savnet rugbrød. Men jeg bruger slet ikke tid på at savne. Der er så meget godt der, hvor jeg er”.

En smule rørt kan Else Højvang dog ikke undgå at blive, når hun tænker på en af sine sidste dage i Kyerwa. En familie, hun havde kendt gennem mange år, havde inviteret hende ud til sig. Da hun ankom, var sønnen, svigerdatteren og hele svigerfamilien der også. Flere år tidligere var Else Højvang taget af sted sammen med sønnen på en 200 kilometer lang køretur i et svært fremkommeligt landskab, for at hente sønnens brud. Det havde hverken brudeparret eller svigerfamilien nogensinde glemt Else Højvang for.

”Jeg havde kun mødt dem den ene gang, men jeg var ligesom blevet en del af de unge menneskers livshistorie. Og nu stod de alle sammen dér, for at tage afsked med mig. Jeg fik en ged og en kuffert”, siger hun og lader for et kort øjeblik sit blik vandre ud af vinduet.

Geden er blevet i Tanzania. Men kufferten pakkede Else Højvang sine ting i, da hun rejste hjem.

Alt det, man kan ændre

Det er umuligt for Else Højvang at tale om ét af sine arbejdsår som det bedste eller mest udbytterige. Uddannelse og udvikling lader sig ikke sådan måle og sammenligne. Men der er ingen tvivl om, at hun er stolt af det gedigne forstudie, som hun i 2007 lagde til grund for udviklingsprojektet Mayaja i Karagwe stift, der i dag er båret videre af lokale kræfter. Else Højvang fortæller, hvordan hun og evangelisterne delte spørgeskemaer ud til samtlige kristne familier i området og på den måde fik dem involveret i at udpege samfundets væsentligste udfordringer.

Hun sidder nu ikke længere tilbagelænet i stolen i Hellerup, men har sat albuerne på bordet. Man mærker, hvordan hun brænder for det, hun fortæller om.

”Der var flere steder i Karagwe, vi kunne have taget fat. Der var steder, hvor de havde langt til en klinik, og kirken har jo før bygget klinikker. Andre steder havde de langt til vand. Så vi kunne have hjulpet med vandforsyning. Men det, der gik igen alle steder, var manglende økonomi og viden”.

Derfor blev det til undervisning i landbrug, for at styrke økonomien og undervisning i sundhed, for at sænke børnedødeligheden, der i området var høj pga. blodmangel, diarré og malaria.

”Alt sammen ting, man kan gøre noget ved”, som Else Højvang siger.

Else Højvang om betydningen af Mayaja


  •    Mange bønder begyndte at anvende gødning og kunne dyrke mere varierede afgrøder på bedre marker
  •    Der kom bedre styr på, at husdyrene ikke gik løst rundt og fandt føde på egen hånd, da de dermed ødelagde afgrøderne
  •    Antallet af børn og gravide kvinder med blodmangel blev reduceret væsentligt
  •    Flere mænd begyndte at arbejde mere og bruge tiden bedre
  •    Folk begyndte at spare op sammen og låne ud til hinanden, så færre optog lån til renter på over 200% hos private
  •    Landsbyledelsen fik kurser og blev mere bevidste om, hvad der var deres opgaver
  •    Folk oplevede at kirken brød sig om dem og deres liv.

En kovending i Mabira

Da hun i 2013 tiltrådte som medarbejder i de tre provstier Kyerwa, Morungo og Mabira for at styrke en knap nok eksisterende søndagsskole, kvindearbejdet og kirkens indsamlingsarbejde gentog hun metoden med at lade de lokale selv udpege problemerne.

”Jeg troede, jeg var langt ude på landet i Kyerwa, men da jeg så kom ud til Murongo og Mabira, så blev jeg klar over, at der var noget, der var endnu længere ude”, fortæller hun og beskriver et udtalt mandsdomineret landsbysamfund, hvor de færreste kvinder havde gået i skole.

”Samtidig var alle modløse i Mabira. Hvad end vi forslog, så sagde de: Det kan ikke lade sig gøre hos os. Geografien er besværlig. Der er ingen offentlige transportmidler, der binder de seks pastorater sammen. Det er svært at mødes. Der er lange afstande. Og vi har ikke penge”.

Else Højvang gør en grimasse og fortæller videre, hvordan der på væggene i det lokale, hvor Mabiras evangelister og præster sad samlet, hang sedler med formulerede udfordringer overalt. Imidlertid mente ingen af dem, at de kunne bruge mere end én dag på kursus.

”Så måtte jeg spørge, om man kan nøjes med at spise kinin i én dag, hvis man vil helbredes for Malaria. Kinin er meget stærk malariamedicin, som alle ved, at man skal tage i fem dage”.

Den udvikling, der siden skete i Mabira, er næsten ikke til at tro. Fem dage på kursus blev til 21.

De lokale fik selvtillid og nu kan ting pludselig lade sig gøre. Der er blevet lagt en rute- og opsamlingsplan for de to biler, provstiet har til rådighed, når der er møder – og samlet set er indkomsterne i provstiet steget med 75 procent i løbet af de seneste tre år.

I samme periode er der skabt grundlag for en søndagsskole i 103 ud 105 menigheder, der udgør Kyerwa, Murongo og Mabira provsti.

Præster og evangelister i Tanzania

Evangelisterne er de daglige ledere af menighederne. De holder gudstjenester, underviser konfirmanderne, tager en stor del af begravelserne, besøger de kristne på planlagte besøgsrunder og når der er sygdom eller ved andre akutte behov.
Præsterne er ledere af pastoratet. De har 5-10 menigheder og mødes med evangelisterne en gang om måneden, for at evaluere og planlægge arbejdet. De forsøger at komme i hver menighed en gang om måneden, så der kan være nadver og dåb. Det er oftest kun fire gange om året. Præsten tager rundt sammen med evangelisten hos de gamle og syge, så de kan få nadver hjemme.
Præsterne får en løn på mellem 450 og 1300 kroner om måneden alt efter uddannelsesniveau. Nogle har en 2- årig præsteuddannelse, mens andre har læst i 9 år. Evangelisterne får mellem 15 – 160 kroner om måneden.

Fremmedhedens nådegave

Man skal ikke have talt længe med Else Højvang eller nogen, der kender til hendes arbejde i Tanzania, for at forstå, at hun virkelig har bidraget til udviklingen af lokalbefolkningens levevilkår i de områder, hun har været udsendt til. Men for Else Højvang er det vigtigt at understrege, at hun på ingen måde har været alene om at gøre forskellen.

”Jeg har bare være en inspirator og igangsætter. I alt mit arbejde har jeg forsøgt at give ejerskabet  til de mennesker, der skal føre det videre. Jeg mener ikke, at jeg kan noget, som nogle andre i Kyerwa ikke også kan. Men jeg har jo haft den ekstra ressource, som ikke er fastlås i de strukturelle arbejdsopgaver, der ligger hos præsterne og evangelisterne”.

Som missionær er man velsignet med det, Else Højvang kalder ’fremmedhedens nådegave’. Det vil sige muligheden for at se tingene udefra, identificere problemerne og sætte projekter i gang, der kan afhjælpe dem.

”Og derfor mener jeg også, at der er brug for udsendte, der kommer ud og arbejder sammen med folk i kirken. Det er ikke nok med penge, e-mails eller besøg fra en landekoordinator. Der skal være menneskelig tilstedeværelse. Der må være en, som har sin hverdag i og omkring kirken ude i verden”, siger hun.

”Jeg lod være at tælle ventetid”

Spørger man Else Højvang til de største udfordringer ved at leve og arbejde i Tanzania, nævner hun lidt modvilligt ventetiden. Modvilligt, fordi den ikke alene har været en udfordring, men samtidig en inspirationskilde.

”Vi nordboere og tanzanianerne har helt forskellige tidsforståelser, og havde jeg talt alt den tid sammen, som jeg har brugt på at vente på folk i Tanzania, så var det måske løbet op i fire år”, siger hun og kommer så til genmæle: ”Men det har jeg altså ladet vær med at gøre”.

Else Højvang er nemlig ikke i tvivl om, at tanzanianernes uforpligtende forhold til klokkeslæt og deadlines også skaber et helt andet rum for, at man kan være nærværende over for hinanden, når man så mødes.

”Tid, det er noget alle har i Afrika. Ja, det er sådan set det eneste, alle har. Man har tid til hinanden. Tid til at snakke sammen og være sammen, når nogen er syge eller når der er dødsfald”.

Det kunne vi godt lære noget af herhjemme, mener Else Højvang, der stadig gør sig tanker om begrebet tid og hvad opfattelsen af tid har at sige for udviklingen i Afrika.

”Hvorfor er alt udvikling sket på den nordlige halvkugle? Det tror jeg handler om, at klimaet har tvunget vores forfædre til hele tiden at tænke i tid. Man skulle altid nå noget. Inden det blev vinter skulle man have tætnet tagene. Man skulle have brænde nok, mad nok og skind nok inden vinter. Vi er vokset op med at tænke på, hvordan vi kan gøre ting hurtigere, bedre og mere effektivt.

Men i den tropiske kontekst, hvor der er mad hele året og noget at høste altid, er der ikke samme opfattelse af, at der noget, der skal nås”.

Else Højvang får brug for at puste lidt ud. Men siger tilføjer så:

”Hvis vi puttede vores tidsforståelser i et terningebæger og rystede det, så ville vi være mindre stressede i Danmark og der vil være mere udvikling i Afrika”.

Else-5.jpg

Gud har vist vejen

Man bliver nysgerrig på at forstå, hvad der i første omgang fik Else Højvang til at rejse ud. At hun skulle være drevet af en romantisk udlængsel, afviser hun med det samme blankt. Pragmatikeren i hende taler i stedet om, at ”mulighederne kom dumpende”.

Else Højvang voksede op på Skive-egnen i en landbrugsfamilie. Men da hendes far kæmpede med en dårlig ryg, opgav familien landbruget til fordel for et liv i Skive by. Det var et hårdt slag for familien, der krævede, at alle tog sin tørn. Dengang i 1967 var Else Højvang tretten år.

Med en dugfrisk læreruddannelse fra Skive Seminarium i hånden, fik Else Højvang som 25-årig sit første job i FDF/FPF. Da ledelsen spurgte hende, hvordan hun havde det med engelsk, fik han et selvbevidst svar: Såfremt det handlede om, at FDF fik gæster udefra, så havde hun kollegaer, der var langt bedre. Drejede det sig imidlertid om at komme ud at rejse, kunne hun sagtens gøre sig forståelig. Herefter fulgte tre ugers informationsrejse til Zambia for at forberede bevægelsens næste missionsprojekt.

I 1985 blev Else Højvang ansat som højskolelærer på kirke-ulandslinjen på Haslev Udvidede Højskole. Her var det blandt andet hendes ansvar at administrere den del af højskoleopholdet, der for eleverne indebar tre måneders missionspraktik ude i verden. I den sammenhæng talte Else Højvang i telefon med Poul Kofoed Christiansen, der var kontaktsekretær i det Danske Missionsselskab (i dag Danmission). Ganske uforberedt på sin egen ambition, faldt det pludselig Else Højvang ind at lade Poul Kofoed Christiansen vide, at hun var interesseret i at arbejde som missionær, når hun engang var færdig med at være højskolelærer.

”Jeg ved simpelthen ikke, hvor sætningen kom fra. Jeg havde aldrig overvejet at skulle ud på den måde. Jeg kan ikke sige andet end, at det må have været Vorherre”.

Fra det tidspunkt, sætningen overrumplede Else Højvang, til hun stod i Tanzania, gik det stærkt. Poul Kofoed Christiansen manglede nemlig en sylærer til husholdningskolen i Ntoma, hvor Else Højvang begyndte i 1987.

Hør Else Højvang fortælle om din dagligdag i Kyerwa i en video fra 2010.

Nu står min verden åben

En jazzet ringetone afbryder Else Højvangs fortælling. Hun rejser sig og undskylder. Hun har afventet et opkald fra lufthavnen angående sin eftersendte baggage siden i morges.

Med de sidste ejendele ankommet til Danmark, er hjemkomsten til tilværelsen i Vristed syd for Skive en realitet.

”Nu står min verden pludselig åben. Efter første marts er min kalender helt fri”, konstaterer hun. Det er uden tvivl en uvant situation for Else Højvang, der hele sit liv har haft nok at gøre. Men den forstående frihed lader dog langt fra til at forskrække hende. Ganske vist har stemmen, der henvendte sig til Else Højvang i tv-stuen for snart 14 år siden, ikke meldt sig igen. Men hun fornemmer alligevel Guds tilstedeværelse i de indskydelser, hun får:

”Jeg vil gerne være med til at arrangere rejser til Tanzania. Der er brug for, at danskerne kommer ud og oplever, at mennesker er mennesker uanset, hvor de kommer fra. Når jeg hører, hvordan der tales om fremmede på den politiske arena, priser jeg mig lykkelig for, at jeg har været fremmed i Tanzania og ikke i Danmark. Derfor vil jeg også involvere mig i modtagelsen af de folk, der kommer hertil. Jeg vil gerne byde dem velkommen, som jeg blev budt velkommen.”

Else Højvang smiler lidt af sig selv og de store ambitioner, der allerede ruller ind over hende. Egentlig havde hun besluttet sig for at slappe lidt af i Vristed, siger hun – og tilføjer efter en kort selvransagende tænkepause:

”Jeg har ikke haft tid til at sy siden 2007”.