Written by Tove Lind Iversen

ET MISSIONÆRBARN KRYDSER SIT SPOR

ET MISSIONÆRBARN KRYDSER SIT SPOR by Tove Lind Iversen

Sammen med sin hustru, Kirsten, er Peter Buch tilbage på Guds mission, ligesom både hans forældre og begge hold bedsteforældre var det. Her fortæller de om trommedans og bilbøn – om lugten af iturevne tuja-blade og om at blive snydt af Gud, på den gode måde. Ja, om at være udsendt af Danmission for at styrke kirkens liv og vækst og være i følgeskab med den lutherske kirke i Tanzania.

Foto: Privat

Lugten af iturevne tuja-blade på barnehænder. Det er den første erindring, Peter har fra Afrika. Men der er intet kærligt nostalgisk over erindringen fra den dag, da han som syvårig skulle på kostskole og forsøgte at holde fast i hækken på gårdspladsen ved Ndolage Hospital, hvor familien boede. Af sted kom han dog. Sådan som så mange andre børn af udsendte gjorde det dengang i begyndelsen af 1960erne.

Alligevel slutter historien om Peter Buch og hans Afrika ikke her. For missionærbarnet har krydset sit spor. I en sen alder. Og han har taget sin hustru, Kirsten, med til Tanzania for at arbejde som teologer udsendt af Danmission. Så nu er han missionær ligesom sine forældre og begge sine hold bedsteforældre.

Men hvorfor forlade sit hjem og sit embede kort før pensionsalderen? Og hvorfor sende danske teologer til Tanzania, når landet selv – som Peter Buch udtrykker det – har glimrende prædikanter? Hvordan klarede Peter sig på kostskolen? Og hvordan er det at vende tilbage til Tanzania, hvor han boede det meste af sin barndom? Jeg har mange spørgsmål, da jeg møder Kirsten og Peter Buch på Nyakato Bibelskole i Mwanza Stift. Og de gør sig mange tanker.

Ansigtsmaling og Jesu blod

Foto: Bo Nygaard Larsen

Det vender vi tilbage til. For mens vi sidder i skyggen og snakker, hører vi en lokal kirke komme trillende i form af en minibus propfyldt med mennesker og sang. Bilen standser, og hele koret danser syngende ud for at gøre sig klar til at deltage i en gudstjeneste i bibelskolens kirke. Det vil sige – først er der lige stilhed, mens vi sammen folder hænderne og takker Gud for, at køreturen fra Sukuma-stammens område gik godt. Lige bortset fra en bøde for at fylde for mange passagerer i bilen.

Og så får vi ellers en helt særlig oplevelse i kirken. På traditionel Sukuma-manér opfører Zion-Koret et drama, hvor de med trommer, sang og dans fortæller, hvordan Jesus kom og ofrede sit blod på korset for vores synders skyld.

”Abel, som læser på bibelskolen, er korleder og selv sukuma. Han arbejder for, at kirken her skal bruge Sukuma-kulturen og ikke kun rytmisk amerikansk musik eller tyske salmer til at nå folk med evangeliet,” fortæller Peter Buch, inden vi igen lader os gribe af dramaet på kirkegulvet:

Vorherre kender ikke raceskel, istemmer koret.

Selv danskere er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, gentager koret.

Selv sukumaer er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, gentager koret.

Både sorte og hvide er Guds folk, synger forsangeren.

Vorherre kender ikke raceskel, fastslår koret.

”Det her er både humor og forkyndelse med blik for dem, man forkynder for – selv dagens danske gæster i kirken,” siger Peter Buch, som ikke gør noget for at skjule sin stolthed over Abel og gerne opmuntrer den lutherske kirkes arbejde for relevant og nærværende evangelisering i lokal kontekst.

”I store områder syd for Victoriasøen er der vel kun 10-15 procent kristne og heller ikke ret mange muslimer. Det har været svært at nå ud til sukumaerne og de andre stammer, der har levet som nomader, og langt de fleste er traditionelt troende. Biskoppen i Mwanza Stift, som selv tilhører den store Sukuma-stamme, ønsker at bringe evangeliet til sit folk. Her er den lutherske kirke meget optaget af forkyndelse også blandt dem, der endnu ikke kender Jesus, og ikke kun af forkyndelse i form af trosoplæring af kristne.”

Tilbage til tuja-hækken

Kirsten og Peter Buch er rejst til Tanzania for at undervise evangelister og kommende præster som den unge Abel, og for at dele deres akademiske viden og erfaring. Men der ligger mere bag. Historien har mange tråde, som vikler sig ind i hinanden, så det har denne fortælling også. Og lad os lige vende tilbage til tuja-hækken i 1965.

”Jeg boede sammen med mine forældre og mine søskende på den lutherske kirkes Ndalago Hospital. Men som syvårig skulle jeg på kostskole, sådan som børn af udenlandske missionærer, u-landsfrivillige, forretningsfolk og andre helt naturligt skulle dengang. Jeg holdt fast i hækken. Jeg ville ikke. Jeg husker, at mine hænder stadig lugtede af tuja, da jeg sad i bilen på vej til kostskolen,” fortæller Peter Buch.

Kort forinden havde han besøgt kostskolen sammen med sine forældre.

”Den dag gemte jeg mig bag nogle papkasser, hvor jeg kunne se en lyshåret svensk dreng få bank af nogle andre drenge. Så da jeg skulle starte på skolen, var jeg rædselsslagen. Men jeg blev afleveret, og så kørte mine forældre. Sådan gjorde man dengang… Jeg husker, at jeg stod midt på gårdspladsen og skreg. Men så fik jeg øje på en flok store drenge, som stirrede på mig. Og så tav jeg – det var lidt for pinligt,” fortæller han, rømmer sig og trækker lidt afvæbnende på smilebåndet.

”I min erindring var jeg syv år i mange år – det har fyldt meget… Heldigvis havde jeg ældre fætre og kusiner, som allerede gik der og kunne forsvare mig, og da mine yngre søskende flyttede dertil, havde de jo mig,” siger den høje mand med det faste håndtryk. Og man er på en eller anden måde ikke i tvivl om, at han lærte at passe på sig selv og de andre.

Foto: Privat

Hjemmeophold var ikke hjemme

Peter rømmer sig – igen. Og fortæller at hjemmeopholdene faktisk var det sværeste.

Hjemmeophold – det er et mærkeligt ord, når man ikke hører hjemme i Danmark. Jeg var to år, da vi i 1958 landede på den røde, tørre jord i Bukoba i det nordvestlige Tanzania efter en lang rejse med propelfly og mange stop. Først efter 12 år flyttede vi fra Tanzania. Så at komme til Danmark, var ikke at komme hjem,” siger han.

Peter var 14 år, da familien flyttede til Danmark, hvor han startede på Kalundborg Realskole. Og det har han ikke så meget at fortælle om, andet end at han blev taget godt imod med al den rod, der nu er i de fleste teenagers krop og sind.

Så jeg spørger i stedet, om man bliver robust af at vokse op i en anden kultur – eller om er det en floskel?

”Alle har godt af at møde en anden kultur. Når danskere bliver så frygtelig bange for de kulturer, der kommer ind i vores land, så tror jeg, bl.a. det skyldes, at man ikke har mødt så mange andre kulturer. For her tæller det ikke at være på ferie. Om det giver robusthed, ved jeg ikke…”

”Gud snød mig”

Begge dine forældre var læger – hvordan endte du som præst?

”Som barn og langt op i gymnasiet var jeg sikker på, at jeg skulle være biolog i Afrika. Eneste grund til at det ikke blev sådan var, at alle sagde, det var et modefag uden jobmuligheder. Så efter et ophold i Israel, hvor jeg begyndte at lære hebræisk, tænkte jeg, at det ville jeg fortsætte med, og så begyndte jeg at læse teologi. Tre fra min gymnasieklasse blev biologer og derefter ansat på Novo Nordisk. Så – Gud snød mig,” siger han og griner med en gran af alvor i de intense øjne, så tanken om Herrens uransagelige veje strejfer én…

”Jeg havde nu også misforstået det der med biologi. Jeg slog alt ihjel – biller, fugle, slanger osv. Og så udstoppede jeg dem. Jeg har en masse udstoppede slanger fra min barndom…,” løber fortællingen af med ham, indtil han igen vender tilbage til det med den afrikanske arv, han har med sig. ”Jo mere, man lærer om en kultur, jo mindre ved man. Når man kommer dybere ned, opdager man alt det, man ikke ved. Man bliver aldrig færdig med at blive klog på en kultur, som man flytter ind i. Efter tre måneder kan man skrive en bog, efter et halvt år en artikel, men efter et helt liv kan man slet ikke skrive noget.”

”Jeg har fået min Peter igen”

Foto: Bo Nygaard Larsen

Hvad har du taget med dig fra din barndom i Afrika til i dag, hvor du er udsendt som teolog af Danmission?

”Det må du hellere spørge Kirsten om.”

Og den opfordring griber hun straks:

”Peter har en totalt uforbeholden kærlighed til Afrika – det gælder både menneskene, kulturen og naturen. Du hører til her i Tanzania,” siger Kirsten, og Peter forklarer:

”Jeg søger automatisk øjenkontakt med alle, jeg møder. Det er en selvfølgelighed i Tanzania, at man hilser på hinanden. Det koster ikke meget. I danske storbyer kigger folk ofte ikke mere på hinanden, end de kigger på en mannequin i vinduet – vi er kulisse i hinandens liv. Her kunne vi i Danmark måske lære noget af Tanzania. For man kan sagtens nå at hilse på hinanden – selv i forbifarten,” siger han, inden Kirsten fastslår:

”Vi passer meget bedre i Mwanza i Tanzania.”

Hvorfor passer du ind i Mwanza, Kirsten?

”Kirsten passer ind alle steder,” svarer Peter. ”Du tager dig af de opgaver, som kommer forbi din dør – også selv om det er langt uden for din arbejdsbeskrivelse. F.eks. har du hjulpet en ludoman med at passe på sine penge.”

Kirsten tager igen selv ordet:

”Folk her er så umiddelbare. Og de kan bruge mig og det, jeg kan. Det er så dejligt at gøre det, der er brug for her og nu – det man møder på gaden, eller som banker på ens dør. Det kan være, når en studerende bliver syg, for så kan man jo ikke bare lade dem passe sig selv.”

Kirsten, er det sådan, som du havde forventet, at leve som udsendt i Tanzania?

”Det er meget bedre,” siger hun og ler. ”Fordi Peter passer så godt ind her og har det så godt her, så har vores ægteskab det også rigtig godt. Og så er det dejligt at være fælles om arbejdet.”

Jeg blev helt rørt, da vi forleden sad og snakkede privat under en middag i tropeaftenen, og du sagde: ”Jeg har fået min Peter igen.” Må jeg citere dig for det?

”Det må du gerne,” svarer de leende i munden på hinanden.

En syg svigermor og små børn

Så spørgsmålet er måske ikke så meget, hvorfor de er rejst ud, men hvorfor det tog dem så lang tid at komme af sted? Hun var 64, og han var 60 år. Hun var kordegn ved Nathanaels Kirke, og han var sognepræst ved Højdevangskirken – begge kirker på Amager i København.

”Da vi var færdige med vores teologiuddannelse, var vi ret sikre på, at vi skulle ud som missionærer til Madagaskar. Vi havde udfyldt papirerne og skulle bare skrive under. Men Kirstens mor var dybt ulykkelig over det,” fortæller Peter, og Kirsten supplerer:

”Min mor havde kræft, og vi troede ikke, hun ville leve ret længe, så vi kunne ikke bare rejse fra hende. Jeg er enebarn. At hun så endte med at leve 25 år mere er en anden snak. Og på det tidspunkt havde vores børn nået en alder, hvor det var upraktisk at rejse ud med dem,” siger Kirsten, og nu supplerer Peter:

”Vores yngste søn boede stadig hjemme, da vi i 2016 forlod Amager, men på det tidspunkt var han gammel nok til at flytte og klare sig selv,” fortæller Peter og må lige smågrinende levere en vittighed: ”Vores søn var bare sådan en Jesustype. De bliver boende hjemme hos deres mor, til de er 35 år. Og hvis de laver noget, så er det et under… Ej, spøg til side. Det kunne misforstås, og Niels er faktisk en pligtopfyldende ung mand,” skynder Peter sig at tilføje.

Hvorfor tog i så af sted netop nu? Sad du en aften og sagde: ’Kirsten, jeg vil gerne vise dig Afrika.’ Eller var det Guds stemme, som kaldte jer?

”Sådan et præcist vendepunkt har vi ikke oplevet. Men vi havde snakket meget om at rejse ud, og Kirsten var sikker på, vi skulle til Kina. Og hvis ikke Danmission havde været så klar i mælet med sit forslag om teologisk uddannelse i Tanzania, så havde vi søgt om at blive ansat i den danske sømandskirke i Hongkong,” fortæller Peter.

Når man oplever livet i kirken i Mwanza, kunne man fristes til at spørge, om der ikke er mere brug for at tage på mission i Danmark, hvor kirkerne ikke er så fulde som i Tanzania?

”Jeg var også på mission i Danmark. Jeg har aldrig set mig selv som en embedsmand, men som en missionær – som Guds udsendte uanset om jeg er her eller der,” svarer Peter. Men nu er han her – syd for Victoriasøen på Nyakato Bibelskole. Og Kirsten tager over:

”Tanzanianerne er dygtige til praktisk teologi og til forkyndelse – som Abel og hans Sukuma-kor er et inspirerende eksempel på. Den lutherske kirke ønsker at forkynde i lokal kontekst med respekt for lokal kultur. Og det arbejde kan vi som udefrakommende teologer opmuntre og udfordre. Vi håber samtidig at kunne styrke Bibelskolen akademisk. Her er ikke tradition for at have lektier og læse akademisk litteratur – man nøjes ofte med at lytte til læreren og skrive det af, som læreren skriver på tavlen. Vi arbejder også for at opbygge et bibliotek, så dem, der ikke har råd til at købe bøger, stadig kan få dem læst. ”Bibliotekaren”, som er under oplæring, er edb-uddannet og arbejder også på at give skolen en hjemmeside. Alt det er med til at sikre, at det, vi bidrager med, fortsætter, når vi rejser til Danmark igen.”

Bøn for bilen og tak for kaffen

Foto: Bo Nygaard Larsen

Hvor oplever I umiddelbart den store forskel mellem kirken i Tanzania og i Danmark?

Det fører til en lang snak. Om Det Gamle Testamentes store betydning her og tanzanianernes helt naturlige brug af Ordsprogenes Bog. Om frygten for ånder og Johannesevangeliet, hvor der står, at ”den sande kærlighed driver frygten ud”. Og om synd.

”Når kirken her prædiker, at det er syndigt at ryge og drikke og gå i bukser som kvinde, så gør vi det selvfølgelig ikke,” siger Kirsten. Og Peter fuldfører sætningen:

”Vi er her både for at undervise og for at være i følgeskab med den lutherske kirke. Vi er jo ikke kommet hertil for at lære dem at have en dansk kirke, men for at finde ud af, hvad de har brug for, og hvad vi kan bidrage med til deres tanzanianske kirkes liv og vækst.”

Man behøver ikke spørge Kirsten og Peter Buch, hvorfor det er så vigtigt. Det kommer helt af sig selv – flere gange i løbet af samtalen.

”Det er så dejligt at fortælle mennesker om én, som holder af dem hele vejen igennem og har givet sit liv for dem. At fortælle om Jesus er det samme, uanset om man er præst på Amager eller underviser i Tanzania. Den største forskel er nok, at mennesker her ikke har lært, at Gud ikke findes. Her tror alle – og her beder alle,” siger Peter.

”At bede,” tilføjer Kirsten, ”er én af de ting, jeg har lært her”.

”Vi er vokset op med bordbøn og aftenbøn. Men det har været svært at lære at bede, før man serverer en kop kaffe eller starter bilen,” siger hun og ler.

Men man kan jo stadig blive kørt ned af en bil, selv om man har bedt en bøn – både her og i Danmark?

”Det kan man sagtens. Men det er jo ikke det, som reelt er farligt. Det farlige er ikke at miste livet. Det er langt farligere at miste sin sjæl. Det er her frygten bunder,” svarer Peter.

Frygten for dommedag

Jeg har mødt mange i Tanzania, som taler om frygt. Og det gør I også. Hvorfor?

”Vi skal gøre noget ved grundangsten og frygten for dommedag. I trosbekendelsen siger vi:

Vi tror på Gud Fader,
den Almægtige,
himlens og jordens skaber

Gud er altså Fader, før han er Almægtig. Som en god og nærværende far har han omsorg for sine børn – for os. På dommedag er Gud Fader dommer, men Jesus har taget vores plads på anklagebænken, da han døde på korset for vores synders skyld.

Her – og også i mange andre kirkelige sammenhænge – taler man ofte om, at den Almægtige skal komme og dømme os på dommedag. Men på dommedag er vi vidner – vi sidder ikke på anklagebænken. Jesus døde i vores sted. Så der er ingen grund til frygt. Det er noget, jeg har snakket meget med min danske konfirmander om. Og det er det kristne budskab, som vi gerne vil dele også her,” siger Peter.

I mellemtiden har Sukuma-koret fået vasket ansigtsmalingen af og er klar til at vende hjem. Næsten. Peter Buch folder sine nu voksne hænder ligesom sukumaerne, og hvem der ellers er stimlet sammen foran kirken ved Nyakato Bibelskole. Så takker vi Gud og beder en bøn for bilen og korets lange tur hjem. Sådan som man gør på disse kanter, og sådan som Kirsten og Peter Buch er kommet til at holde af det. Et missionærbarn har krydset sit spor i Afrika – og bliver hængende i hvert fald for en tid.

Foto: Bo Nygaard Larsen

>> Støt Kirsten og Peters arbejde i Tanzania hér

3. generationsmissionær

Både Peter Buchs forældre og bedsteforældre rejste ud som missionærer. Farmor og farfar – Astrid og Niels Buch – rejste til Kina som præstefamilie, og det samme gjorde mormor og morfar – Dorthea og Søren Anton Ellerbek, der var læge.

”Mine bedsteforældre kendte hinanden ganske godt – det var min morfar, der hjalp min far Børge til verden på hospitalet i Kina, hvor han arbejdede i 35 år. Det var den tids læger uden grænser – uden tidsgrænser. Det var en livsgerning. Da mine bedsteforældre rejste til Danmark med deres familier, var det tvunget af de politiske forhold i Kina efter Anden Verdenskrig og kommunisternes magtovertagelse,” fortæller Peter Buch.

”Jeg kan huske, at min farfars skrivebord var fyldt med billeder af mennesker fra Kina, som han bad for, og hvis skæbne de aldrig hørte noget om. For hvis de skrev til deres venner i Kina, så ville de ryge i fængsel eller det, der var værre, for at have kontakt med Vesten. Først i slutningen af 1980erne genså de en af deres kinesiske venner, som var blevet inviteret til Danmark. Det var en stor oplevelse – også for mig.”

Peters forældre – Hanne og Børge Buch – som begge var læger, rejste til Tanzania i 1958 for Det Danske Missionsselskab (det nuværende Danmission). I 2016 blev Peter og hans hustru Kirsten så udsendt af Danmission til Nyakato Bibelskole i Tanzania.FOTO: Børge Buch med to af sine børn (fra magasinet) Danmission interviewede i 2015 den dengang 90-årige Børge Buch. Læs eller genlæs ”Jeg kan give livet videre til andre”

Få mere at vide om Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i samarbejde med den lutherske kirke i Tanzania. Se videoen ”Kirkens Hænder” – om at række op til Gud, række over til andre i ærlig dialog og række ud til dem, som har brug for en håndsrækning

I januar er Kirsten og Peter Buch i Danmark, hvor de fortæller både om deres arbejde og liv i Tanzania og om kirkens liv og vækst. Find deres foredrag her på aktivitetslisten eller i lokalavisen/menighedsbladet.
 

>> Støt Kirsten og Peters arbejde i Tanzania hér