Over 300.000 har mistet deres hjem i Beirut, og der er akut mangel på mad, krisehjælp og genopbygning af huse. For de fleste vil det, der gik tabt ved eksplosionen, ikke blive erstattet, og derfor er der hårdt brug for hjælp.

 

Støt ofrene i Beirut og hjælp de mange mennesker i nød.

 

Oplever du problemer med indbetalingen, så tøv ikke med at kontakte:

 

Midt i Thereses tragedie er der plads til taknemmelighed

”Jeg mistede alt på et splitsekund: Min mand, mit hjem, min klinik, min bil – alt. Men Gud reddede mine børn. De er alt, hvad jeg har – det takker jeg for.” Årets juleindsamling går til familier som Thereses, der er ofre for eksplosionen i Beirut.

 

Øjeblikket, der vendte op og ned på Thereses liv, fandt sted den 4. august. Sammen med sin mand, der var arkitekt, og deres dreng på 7 år og pige på 4 år var dagen ellers begyndt godt:

”Vi havde en skøn morgen: Børnene tumlede rundt med min mand i køkkenet, mens vi sang og grinede og lavede morgenmad. Jeg gik på arbejde som ernæringsterapeut i min klinik – alt var godt, som det plejede,” fortæller Therese, der har boet i Beirut hele sit liv.

Men kl. 18:05 (lokal tid) ændrede familiens liv sig for evigt. Børnene, der sad i sofaen i stuen, råbte til Therese, at hun skulle komme ind til dem og se en stor røgsøjle ude foran vinduet. Hun fulgte deres opfordring – mens faren blev stående i køkkenet og råbte højt om det flammehav midt i røgen, de også skulle kigge efter.

Kort efter – kl. 18:08 – tog Therese sin mobil frem for at tage et billede af røgen og flammerne.

Men billedet blev aldrig udløst. I stedet blev deres by og hjem ramt af en enorm eksplosion, der kastede Therese tværs gennem stuen, mens børnene blev katapulteret om bag sofaen, hvor de nu lå overdynget af ufattelige mængder glasskår.

”Min datter blødte i munden. Jeg viste ikke, om hun havde mistet nogle tænder eller var blevet såret af glasset. Min søn græd. Han havde blod i ansigtet, men jeg kunne ikke se, hvor dybe sårene var. Jeg var rædselsslagen – måske ville der komme endnu en eksplosion eller et jordskælv. Så jeg skyndte mig at tage mine børn i hænderne og løbe ud af lejligheden,” siger Therese.

 

Forlad os ikke, mor!

På det tidspunkt var hun sikker på, at hendes mand var lige i hælene på dem på vej ned ad trappen. Men da hun og børnene kom ned på gaden, var virkeligheden en anden. Minutterne gik. Hendes mand kom ikke ud til dem.

Therese var splittet mellem, om hun skulle gå tilbage og lede efter ham – eller blive hos børnene. Det var dem, der overbeviste hende om at blive på gaden:

”Mine børn var skrækslagne. De sagde: ”Mor, mor! Nej, lad være med at gå hjem. Vi vil ikke have, at du dør. Du må ikke forlade os”,” hvisker Therese.

Folk skreg. Biler brændte, mange steder var der kæmpestore sten og murbrokker, der var styrtet ned fra husene. Alt var dækket af glas og støv.

”Det var som om, at der var mange mennesker, der gik forbi os som zombier. Der var blod på deres tøj. De talte ikke. Der var både skrig og mærkeligt stille. Men min mand kom ikke. Jeg troede, at han var i sikkerhed; han havde jo slet ikke været i nærheden af vores store vinduer. Jeg skreg, at min mand stadig var oppe i lejligheden,” fortæller Therese.

Endelig trodsede nogle naboer sammenstyrtningsfaren og gik ind i familiens totalskadede lejlighed.

”De fandt min mand bevidstløs og hårdt såret. Vi løb rundt for at finde en ambulance. Men der var så mange sårede. Heldigvis tilbød en fremmed at køre os,” siger hun stille.

Først tog de til det nærmeste hospital. Men det var ødelagt og overfyldt. Turen gik videre til det næste hospital. Også forgæves. Da det blev Thereses mands tur til at blive behandlet, var han død.

Børnene havde mistet deres far. Hun sin mand. Alene stod de med fysiske småskrammer – men med ar på sjælen; traumatiserede og uden mad, hjem, bil eller arbejde. Alt sammen forsvundet på et øjeblik.

 

Hjælp fra Danmissions samarbejdspartner

Det er netop efterladte som Therese og hendes familie, Danmissions mangeårige samarbejdspartner i Libanon, FDCD, hjælper. Og behovet for hjælp er stort. Ofrene i ruinerne mangler alt: mad, tæpper, rent vand, hjælp til genopbygning af boliger, psykologisk krisehjælp osv. Frivillige fra FDCD opsøger indbyggerne og spørger, hvad de har brug for, for at kunne komme gennem vinteren.

Therese bad om hjælp til at få renoveret noget af sin lejlighed og til at få repareret sin bil. Der findes ikke kollektiv transport i Beirut, og derfor er bilen et middel til, at familien kan komme på fode igen:

”Jeg er så taknemmelig for at få repareret bilen. Det kan lyde underligt, men uden den er vi stavnsbundet til en ubeboelig lejlighed uden mad – med bilen kan jeg aflevere mine børn hos familie og venner og selv komme på indkøb og forsøge at finde et arbejde,” forklarer Therese.

Men det kan blive virkelig svært: Allerede inden eksplosionen fandt sted, var arbejdsløsheden i Libanon på op mod 50 procent. Det har hverken Covid-19, landets økonomiske krise, den svære politiske situation eller eksplosionen hjulpet på. Tværtimod.

 

Har endnu ikke haft tid til at sørge

Derfor er det ikke ubegrundet, at Therese gruer for fremtiden:

”Vi er bange – og jeg er alene. Mine børn er bange. De kan ikke lide høje lyde. De kan heller ikke lide, at jeg forlader dem i løbet af dagen. Og de spørger hele tiden til deres far. Men jeg er dybt taknemmelig for den hjælp og støtte, som vi har modtaget – og for at Gud har holdt hånden over mine børn,” siger hun.

Netop børnene har modtaget psykologhjælp, men selv har Therese, i sit desperate forsøg på at holde sammen på sin lille familie, måttet skubbe sig selv helt i baggrunden. Hun håber, at hun senere kan tage imod FDCD’s tilbud om krisehjælp, for hun ved godt, at hun trænger til at få bearbejdet chokket og sorgen:

”Jeg håber ikke, jeg når at få en depression. Jeg har endnu ikke haft tid til at hvile mig. Jeg har faktisk endnu ikke haft tid til at græde over tabet af min elskede mand,” siger hun og retter lidt på sit sorte tøj. Den farve vil det have i hvert fald et år endnu.

 

Vores liv, som vi kendte det, er væk. Ingen påtager sig skylden. Vi føler os svigtet. Og glemt. Og vi håber, at andre lande ikke glemmer os og kan støtte os i at genopbygge Beirut og skabe trygge rammer for vores børn. Lige nu er jeg slet ikke tryg – og dybt afhængig af andres hjælp

Therese, enke, mor til to børn og ernæringsterapeut


Artiklen er blevet til i samarbejde med Danmissions partner i Beirut, Forum for Development Culture & Dialogue (FDCD). Therese ønsker efter rådgivning fra FDCD ikke, at hendes rigtige navn kommer frem. Hun vil gerne dele sin historie, men er bange for, at den stigmatiserer hende fremover. Hendes sande navne er redaktionen bekendt.