Pilgrims- og dialogrejse til Sydindien oktober 2018

Pilgrims- og dialogrejse til Sydindien oktober 2018

Har du lyst til at rejse til Indien, hvor meditation, religionsdialog og samvær med andre er i centrum? En rejse, hvor du møder spiritualitet og tro gennem personlige møder og samtaler? Så kom med på en spændende rejse, arrangeret af Brorsons Kirke og Danmission IKON.

Destinationen er Tiruvannamalai i Tamil Nadu i Sydindien. Byen er et valfartssted for Shiva-troende hinduer pga. det hellige bjerg Arunachala og det meget store Shiva-tempel. Tiruvannamalai er i løbet af de sidste 30 år blevet et valfartssted for åndeligt søgende fra vesten, og man anslår at der bor over 1000 vesterlændinge fast i byen. Desuden opholder der sig året igennem mange åndeligt søgende i byen. Dette skyldes en lang række ashrams, meditationssteder og lignende. Vi besøger blandt andet Ramanashram og Michael Highburger, der er tidligere katolsk munk, men har boet i hindu ashram i 18 år. Han besøger Danmark i Juni 2018 hvor der vil blive lejlighed til at møde ham.

Vi skal desuden på et tre-dages retræteophold på det zen-buddhistiske meditationscenter Bodhi Zendo, der ledes af Fr. Ammasammy, som er katolsk præst og zenmester.

Turens rejselederteam består af
Nicolaj Stubbe Hørlyck, præst i Brorsons Kirke, der har arbejdet med og studeret religionsdialog med base i Sydindien i fire år
Laura Bjørg Serup Petersen, Ph.D.-studenrende ved det Teologiske Fakultet i Århus og medlem af styregruppen IKON
Anne-Milla Wichmann Kristensen, stud. Theol og studentermedhjælp ved Brorsons kirke


Hvem kan deltage?

– Du skal være indstillet på at bo og rejse under simple forhold. Det er vigtigt at du er selvhjulpen, godt gående og kan sidde på gulvet f.eks. under meditationer
– Du skal være indstillet på at sætte dig selv og din tro/spiritualitet i spil i mødet med andre religioner og levevis
-Turen er primært for unge under 35 år

 

Pris og tilmelding

Prisen for turen er 8500 kr. Beløbet dækker transport fra Kastrup lufthavn, kost og logi. Du skal påregne en ekstra udgift til vaccinationer, visum og forsikring, samt enkelte måltider på egen hånd.

Tilmeld dig på annemilla@brorsons.dk, hvor du også kan få nærmere information om turen – f.eks. igennem en snak med en af rejselederne.

Du skal skrive en kort beskrivelse af dig selv samt hvorfor du ønsker at deltage på rejsen. I tilfælde af at der er flere tilmeldte end turen kan rumme, udvælges deltagerne efter den skriftlige motivation. Der betales et depositum på 2500 kr. ved tilmeldingen. Du er først endeligt tilmeldt, når vi har modtaget dit depositum. Depositum på 2500 kr. og restbeløb på 6000 kr. refunderes ikke.

Ansøgningsfrist: 14. maj 2018

Du kan også følge med på Facebook her