Michael Highburger er amerikaner, men har de sidste 18 år boet i et hindu-ashram i det sydlige Indien. Michael er rodfæstet i kristendommen. Samtidig lever han i dialog og hans kristne spiritualitet er inspireret af mødet med hinduisme og buddhisme. Under et længere ophold i Danmark har Michael studeret filosofi og Søren Kierkegaard. Michael lever et liv i bøn og meditation og fortæller, hvordan han er inspireret af både den kristne tradition og de østlige teknikker:
”Jeg bruger de oldgamle traditioner og de nutidige østlige teknikker, som engang også var tilstede i den kristne tradition, men som vi på en eller anden måde alle sammen har tabt i den moderne, vestlige kirke – måske lige med undtagelse af de græsk-ortodokse og kopterne, der har bibeholdt nogle af principperne. Så jeg rejser faktisk ikke til Østen for at opdage noget nyt, men for at genopdage noget glemt.”
Denne tilgang har inspireret mange og Danmission IKON inviterer interesserede til at lære af og være i dialog med Michael Highburger. Her er et lille overblik over forårets arrangementer:
Se en samlet oversigt over arrangementer med Michael Highburger her
Foredrag og meditation i Helligåndskirken
Den 14. maj kl. 18.00-20.30 inviterer Helligåndskirken og Danmission IKON til foredrag og meditation. Aftenen har fokus på hvordan vi selv udlever kristendommens fordring om at elske vores næste grænseløst.
Efter foredraget vil det være muligt at deltage i en meditation. Highburger taler engelsk, men forstår dansk. Der kan købes mad kl. 18.00 (pris 50 kr.).
Tilmelding til præst i Helligåndskirken, Leif Christensen på lgc@km.dk eller dialogkonsulent hos Danmission, Agnete Holm på agh@danmission.dk
Yogaworkshop og introduktion til meditation i Brorsons Kirke
Den 16. maj kl. 16.30-20.30 er Brorsons Kirke vært for en yogaworkshop og introduktion til meditation. Aftenen starter med en yogaworkshop instrueret af kirkens faste yogainstruktør Karen Skadkær-Munch. Herefter er der fællesspisning med en indisk menu (vegetarisk), hvor alle er velkommen til at spise med. Programmet fortsætter med en introduktion til mediation og kontemplativ bøn ved Michael Highburger og afsluttes med en meditation.
Pris for hele aftenen (yoga, mad, oplæg) er 120 kr.
Læs flere detaljer her og følg med på www.brorsons.dk for tilmelding m.m.
IKON årsmøde i Gellerup Kirke
Den 26. maj kl. 10.00-16.00 er det muligt at møde Michael Highburger på de Jyske breddegrader, når han gæster IKONs årlige møde for medlemmer og andre interesserede. I år afholdes mødet i samarbejde med Gellerup Kirke. Dagen starter med en gudstjeneste efterfulgt af frokost.
Herefter vil Michael Highburger fortælle dele af hans spændende livshistorie. Hør ham berette om hvordan han i en årrække havde boet i et benediktinsk kloster i USA og troede, at han skulle leve resten af sit liv som katolsk munk. Men, så tog hans liv en pludselig og uventet drejning, da han under en studierejse til i Indien besøgte Sri Ramanashram i byen Tiruvannamalai i det sydlige Indien. Her har han de sidste 18 år levet et liv i bøn og meditation. Michael Highburger er en vigtig brobygger imellem kristendommen og en østlig spiritualitet. Han har indgående erfaring med bøn og meditation og bruger lange perioder hvert år i retræte.
I Gellerup Kirke vil han fortælle mere om sin egen vej og der vil også være mulighed for at deltage i meditation i kirkerummet.
Arrangementet er åbent for alle uanset tro og det kræver ingen forudsætninger at deltage i meditationen. Oplægget foregår på engelsk, men der vil være mulighed for at stille spørgsmål på dansk.
Arrangementet er gratis.
Adresse: Gellerup Kirke, Gudrunsvej 88, 8220 Gellerup
Åben Uge på Østen Om
Tema: Fællesskab og resonans
Den 27.-31. maj inviterer Steen og Ele Bonde til Åben Uge på deres naturskønne sted Østen Om i Lee ved Bjerringbro. Åben uge betyder, at alle er inviteret til at være med i samtaler omkring livet og troen, meditation og bibliodrama. Der er oplæg, men det er hovedsageligt dialogen, der vil være samtaleformen. En uge, hvor der er plads til at spørge højt op og langt ud. Vi får besøg af Michael Highburger. Kom og vær med i samtalen. Og Chai hører sig til… selvfølgelig!
Årets tema handler om Fællesskab og Resonans. Det, der i høj grad udfordrer fællesskabet i tiden, er acceleration og tendensen til ikke at kunne fordybe sig. Fordybelsen i et fællesskab er ikke givet på forhånd i dag. Man må vælge det bevidst til, for der er mange hindringer på vejen. Omvendt tror vi, at fællesskaber, der har kvalitet for os, virker ind i vores liv som styrker i forhold til de problematikker, vi må leve med i dag. Kvaliteten af fællesskab er til gengæld helt afhængig af den resonans, der findes eller skabes i fællesskabet.
Kom en enkelt dag eller hele ugen. Husk tilmelding her: www.østenom.dk og læs mere her
Michael Highburger på Himmelske Dage på Heden
Den 1. juni er det muligt, at møde Michael Highburger på kirkefestivallen Himmelske Dage. Her vil han sidde i en samtalesofa på gågaden kl. 13-14.00. Der er kun plads til et par stykker, så for de hurtige, vil det være muligt at få en snak med Michael om at leve i grænselandet mellem kristendom og “Østen”.
Læs hele Danmission IKONs program på Himmelske Dage her
På gensyn til et af de spændende arrangementer rundt omkring!