Af Jannie Jørgensen, Næstved
Netop hjemvendt fra en weekend med Dialogpiloterne fylder indtrykkene stadig.
Mine forventninger var høje, og jeg havde glædet mig til weekenden gennem flere år. Min datter stiftede bekendtskab med Dialogpiloterne i 2016 og har siden været meget optaget af dialogen. Jeg husker tydeligt hendes udsagn umiddelbart efter den første weekend: ”Mor, det må du simpelthen opleve!” Jeg glædede mig til at være i et forum, hvor det var tilladt at samtale om tro, og ikke mindst glædede jeg mig til at skulle opholde mig i et fantastisk kirkerum i flere døgn.
Min datter konverterede til Islam for omkring 10 år siden, selv er jeg medlem af den Danske Folkekirke, dog uden at være Kristen i bogstavelig forstand. Jeg har valgt at være medlem af Folkekirken for at støtte kirkens mange gode formål, men også fordi jeg tror på Gud, dog i en mere spirituel forstand. Min datter og jeg har gennem årene haft mange gode samtaler om vores individuelle tro. I disse samtaler har jeg ofte tænkt, at vi har meget tilfælles i vores overbevisninger, og at blot om et årti ville det hele være meget anderledes, så ville vi alle kunne mødes med vores individuelle tro uden frygt og i respekt for den andens synsvinkel. Så jeg tog egentligt afsted til dialogweekenden med den tro, at snart ville vi alle kunne se, at vi var fælles om den samme Gud, blot med forskellige behov for dyrkelse og guidninger. Det var et udgangspunkt jeg blev så meget klogere på i løbet af weekenden.
Det blev en fantastisk weekend med nattevandring gennem Nørrebro sikkert ført af børne- og ungdomspræst Nicolaj Hørlyck, med rundvisning i Imam Ali Moskéen, hvor vi desuden blev inviteret til deltagelse i bøn, koranrecitering, tale og sørgeceremoni og endelig med deltagelse i Bøn & brunch – højmesse i Brorsons Kirke. Gennem hele weekenden arbejdede vi med forskellige dialogøvelser. Øvelser, som var meget vel tilrettelagt og præsenteret af Dialogpiloterne. Og selvom de forskellige besøg selvfølgelig var yderst interessante, så var det dialogøvelserne, som gjorde den store forskel for mig.
Det var vidunderligt at opleve så mange unge mennesker, for hvem fællesskab om deres religion var så stor en del af deres hverdag. Det var så inspirerende at opleve det fællesskab skabt gennem dialog, der opstod blandt weekendens deltagere trods vidt forskellige overbevisninger. Og ja, jeg blev voldsomt frustreret og dybt ulykkelig over, hvor vidt forskellige vores tro er, hvor fastlåste vi er i netop vores fortolkning af de hellige skrifter, og hvor langt der syntes at være til en fælles forståelse om gudsbegrebet, fred og kærlighed. Men samtidig fortrøstningsfuld, for måske kan Dialogpiloternes arbejde være som dråber, der får ringe til at spredes i vandet. Må vi hver især udbrede de dialogværktøjer, weekenden bragte, for forhåbentligt end dag at kunne mødes i kærlighed og fred.
En stor tak til Dialogpiloterne for en indholdsrig weekend med mange fantastiske indslag, som helt sikkert vil gøre en forskel for alle deltagere og forhåbentligt også med tiden deltagernes fora.