Ramadan-tanker

Af Shabnam Azizi, jordemoder og skribent for Tro i Dialog

 

 

Jeg har altid haft et forhold til min tro. Hvert år har ramadan været en øvelse ind til den inderste del af min tro. Hvert år lærer den mig om alt det, vi tager for givet. Ramadan er mere end fasten. Den gør mig bevidst om mine tanker, hvordan jeg omgås med mine medmennesker, hvordan jeg fordyber mig i min bøn, hvordan jeg taler til folk omkring mig. Den sætter mine handlinger i perspektiv. Den giver mig tid til selvrefleksion.

Ramadan for mig er stadig en øvelse. Jeg har dage, hvor jeg ikke faster og dage, hvor jeg faster. Jeg har dage, hvor jeg beder mine bønner og dage, hvor jeg ikke gør. Hvert år byder på en ny ramadan. Jeg kan godt lide simpliciteten i at faste. Jeg kan godt lide, at det samtidig udfordrer mig. Alle ens handlinger bliver gjort med omtanke.

Vi bryder fasten med en dadel og et glas vand og derefter et måltid. Jeg kan godt lide simpliciteten, når vi bryder fasten. At vi spiser med omtanke. At vi bliver bevidste om, hvad vi putter i vores kroppe. Efter en hel dag med faste, er du i stand til at værdsætte, hvilket mirakel mad i virkeligheden er. Og det er, hvad Ramadan lærer én: Taknemmelighed for alt, hvad vi har. En værdig påmindelse.

Jeg nyder Eid-bønnen. Jeg nyder at folde bedetæppet ud. Det er en festlig afslutning på Ramadan. At se kvindernes farverige tørklæder, at se børnene løbe rundt blandt de lange rækker af folk. Skulder mod skulder. Kindkys og dadler, der bliver delt ud. Lyden af “Eid Mubarak” blandt folk. Glæden er stor.

Jeg nyder, at Ramadan bringer folk sammen. Når vi deler mad med andre. Når vi mødes og bryder fasten sammen. Men i år er Ramadan anderledes. I 2020 er det på grund af COVID19 den følelsesmæssige nærhed, der må erstatte den fysiske nærhed. Og det giver årets Ramadan en særlig skønhed.

 

 


Andre artikler

 

 

<< Tilbage til online magasin