De to søjler i katolsk klostertradition

De to søjler i katolsk klostertradition

Introduktion ved Anne Ehlers

 

Af Michael Highburger – Artiklens forfatter er oplært og trænet som kontemplativ munk i Californien i 1990´erne, og har i de sidste 20 år udlevet sit kald til klosterlivet i et kontemplativt Hindu fællesskab i det sydlige Indien.

 

De første ørkenfædre

Hen over århundrederne og op igennem historien, i tiden efter Jesus aktive tjeneste, har det kristne religiøse liv taget forskellige former, på tværs af forskellige kulturer og traditioner. I kirkens tidlige århundreder skød klosterfællesskaber op i Egyptens ørkenlandskaber i nærheden af Scetes og var optaget af et liv, der var præget af afkald. De tidlige fællesskaber udviste to fælles træk nemlig: kontemplation dvs. bøn udført i enerum, og fælles liturgi dvs. tilbedelse udført i fællesskab.
De fleste klosterfællesskaber i moderne tid har bevaret disse to fællestræk.

At kontemplation burde have en plads i kirkens liv, er der belæg for, da Jesus trækker sig tilbage for at bede i Matthæusevangeliet kap 14, 23: Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Og i Markusevangeliet kap 1, 35: Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér.
De kristne fællesskaber i den tidlige kirke overtog traditioner og skikke fra synagogen og behøvede formentligt ingen introduktion. Men Jesu instruktion, når det gælder det kontemplative, går tilsyneladende ud fra at mange af hans følgere manglede fortrolighed med en sådan praksis. Han ønskede at lære dem, at Gud var midt iblandt dem, og at adgang til Faderen var inden for rækkevidde. Når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig (Matthæusevangeliet kap. 6).

De første ørken munke efterstræbte et hjerte tømt for daglige bekymringer. De henviste til salme 45, hvor det bl.a. hedder: Vær stille jeg er din Gud, og pointerede at ordet ”idea” kommer fra den samme rod på græsk som ordet ”Idol”. At misbruge sindet ved konstant at fylde det med unødvendige ideer, tanker og billeder, er en alvorlig hindring for enhver seriøs spirituel praksis. I stedet, mente de, skulle man kultivere opmærksomhed, agtpågivenhed, klarhed og rolig modtagelighed i en bevidsthed renset for ligegyldig snak, det som er bevidsthedens naturlige, autentiske funktion. Snarere end at blive en snublesten for bønnen bliver sindet et spontant redskab for indsigt, kreativitet og visdom. Derudover bliver det et lydkort for den guddommelige stemme. Hvad er kontemplation udover at give plads for Helligånden, spurgte de?

 

Fællesskab og tilbagetrækning

De to facetter af kristent liv i almindelighed og af kontemplativ klostertradition i særdeleshed er dels bønner fra prædikestolen, dvs. bønner i helligdommen, dels bønner i lønkammeret sådan som Jesus beskriver det i bjergprædikenen.

At nærme sig det stilhedens sted er det, som sand kontemplation er hængt op på: nemlig en erindring om at der findes et sådant sted i os, erindringen om at Guds fred allerede er med os.
Men hvis stille bøn er udtryk for den personlige samtale med det guddommelige, så er den komplementære komponent fællesskabet i klosteret: Hvor to eller tre er samlet i mit navn, der er jeg hos dem (Matthæusevangeliet kap. 18,20).

Kristent fællesskab er fundamentet for tro i tid og rum, dvs. i mennesker, på et givet geografisk sted og i en delt oplevelse af sted. Det kristne fællesskab forankrer troens liv i verden.
Det latinske ord communitas betyder direkte oversat ”offentlig ånd” og har som sin oprindelse betydningen ”delt i fællesskab”.

 

Troen som relationel

Vores eksistens som individer i modsætning til andre bliver kompenseret for i vores tilhørsforhold til hinanden, og det at vi har ansvar for hinanden. Vi bliver knyttet til andre ved at lytte til dem – bliver til et med dem. Ægte tro er relationel og bliver udtrykt igennem kærlighed og medfølelse rettet mod næsten.
Fællesskab er ikke noget, vi forfiner gennem anstrengelse, men noget der forfiner os, noget vi hengiver os til, giver os selv lov til at blive opslugt af, noget vi overgiver os til. En sætning fra Ordsprogenes bog siger: jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til (27, 17).

Men mere end det, fællesskab er ligesom døbefonten fartøjet for vores vej ind i kristenlivet. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd (1. Johannesbrev kap 1. 7).

Fællesskab giver os adgang til hjertets skjulte styrke. Det forstørrer vores effektivitet i verden og lærer os værdien af kærlighedens gerninger: To er bedre end en, fordi det giver et bedre resultat:
Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke så let (Prædikerens bog 4, 9-12).

Når vi sætter vores håb til Gud, kommer vi tættere på hinanden, og den nærhed, vi deler med hinanden, er den samme intimitet vi føler, når vi er tæt på Gud. Det kontemplative bånd med Herren svarer til den udelte kærlighed, som opstår gennem det at dele med og drage omsorg for brødre og søstre i troens fællesskab, selvom de to gensidigt understøtter hinanden.

 

Mennesket som Guds helligdom

Tabernaklets, og den individuelle menneskelige krops indretning, er et ekko af den ældgamle arketypiske forening af de to. Det helligste sted i den korsformede helligdom er det punkt, hvor den horisontale akse (der repræsenterer materien og menneskelig struktur) og den vertikale akse (der repræsenterer formløs ånd og ikke skabt guddommelighed) føjes sammen. De to akser udgør de fire væsentlige retninger, pegende tilbage til kosmos ultimative centrum og kirkens alter, hvor Jesus kommer til syne i det/den indviede brød og vin.

Med ordene fra eukaristien bliver fysisk rum helligt rum; stedet hvor det guddommelige manifesterer sig.
Det enkelte menneskes topografi bliver en gentagelse af tabernaklets hellige arkitektur. Menneskets korsform har sit centrum i det åndelige hjerte. Det hellige punkt, hvor Gud manifester sig, når hjertets bøn bliver udført i alvor. Kontemplativ bøn er for det enkelte menneskehjerte, hvad nadver er for tilbedelsesfælleskabets fælles legeme.


 

<< Tilbage til online magasin

URL: https://danmission.dk/ikon/magasinet/online/katolsk-klostertradition/