Tema: Religiøse indvielsesritualer mellem individ og fællesskab

Intro til sommerens tema...

Af Anne Ehlers, sognepræst i Langenæs Kirke

 

 

Alle mennesker, der i en eller anden grad lever med gudstro, hvad enten man er vokset op med religion som en naturlig del af opdragelsen og har ritualer og religiøst sprog under huden, eller man som ung eller voksen har tilvalgt en religiøs tolkning af tilværelsen, ja, så deler alle religiøse mennesker erfaringer af at befinde sig mellem kollektiv tradition, kultur, livsform på den ene side og individuel stillingtagen og tilegnelse på den anden side.

Denne problematik med forholdet mellem det individuelle og det kollektive er fælles religiøs. I hvilken grad er det rimeligt, at forældre vælger for deres børn i forhold til religion? Er det et overgreb at lade sit barn blive døbt – eller måske bare meningsløst – fordi det lille barn helt sagesløst dermed fra begyndelsen at tilværelsen bliver påduttet et ritual, som det ikke har taget stilling til?

Det samme spørgsmål kan stilles til jødedom og islam i sammenhæng med omskæring af drengebørn, om end man selvfølgelig ikke kommer uden om, at dette ritual har en fysisk konsekvens, som dåben ikke har.

Sagen er blot, at den igangværende debat om omskæring – ihukommende et borgerforslag om ”indførelse af en mindste-alder på 18 år for omskæring af raske drenge”- ud over at være placeret i ovenstående religiøse problemstilling også har politiske undertoner.

Jødedommen har i flere århundreder været i Danmark med denne skik uden den store bevågenhed. Hvert andet år omtaler prædikenteksten til Nytårs dag, at Jesus skulle omskæres, ”da otte dage var gået” – og præster siger, at han jo blev født i en jødisk sammenhæng, som han siden nyfortolkede – ja, endda gjorde op med på mange måder, uden i øvrigt de store afstandtagende armbevægelser til den sag.

Den langvarige fejde mellem overlæge Morten Frisch og chefredaktør Martin Krasnik afspejler på sin egen måde konflikten mellem en videnskabsmands (tilsyneladende) kølige, objektive tilgang, som for ham indebærer etiske og rettighedsmæssige spørgsmål af individet – og journalistens kulturanalytiske optagethed af religionsfrihed og beskyttelse af religiøse mindretal.

Men med islam og muslimer som en del af dansk virkelighed er omskæring i de senere år blevet italesat som et noget, man kan være ”for” eller ”imod”. Men spørgsmålet er, om denne form for debat ikke banaliserer og trivialiserer et anliggende, der implicerer mere komplekse temaer om religion, identitet, tradition, fællesskab – end blot at blive reduceret til et lovforslag i Folketinget!

 

Med nærværende nummer af IKON ønsker vi at sætte det store spørgsmål om forholdet mellem det kollektive og det individuelle som rammen om religiøse indvielsesritualer. Så forskellige vi er, vi gudstroende mennesker, deler vi de samme menneskelige vilkår. Alle kommer vi til verden i familier, grupper, samfund, nationer, hvor religion er eller ikke er en aktiv medspiller for vores verdenssyn. Det rejser spørgsmålet om det enkelte menneskes frihed over for de omgivelser, det fødes ind i.

Fokus på rituelle indvielsesritualer er en særlig måde at belyse forholdet mellem fællesskab og individ. Vi håber, at vi med bidrag fra forskellige mennesker med kærlighed til gudstro og ritualer kan bidrage til vor tids overvejelser af sagen.

Vi lægger ud med Ingrid Anks essay, der filosofisk og teologisk argumenterer for en vis bevarelse af kollektivet som givende grundvilkår i forbindelse med tro. Der kan være en stor aflastning i ikke at blive afkrævet kontant stillingtagen og aktivering af religiøs tradition – og en glæde ved at kunne hvile i det, man får overleveret. Samtidig er det naturligvis et gode, at vi i vor tid er nået til en respekt for det enkelte menneskes valg.

Med dette essay i baghovedet kan man tænke på, om for eksempel den nye praksis med drop-in dåb kan ses som et fint eksempel på, at vi gerne uden videre har mulighed for at gå ind i en tradition, der videregives os. Og man kan videre overveje, om der i muslimske kredse indimellem udvikler sig en form for moderne pietisme, hvor troen bliver noget, der skal tages aktivt stilling til, og som skal aktiveres og markeres.

I det hele taget står religion og gudstro (også) i vor tid og balancerer mellem det individuelle og det kollektive. Mellem at få en funktion som identitetsmarkør for det enkelte menneske (eller bestemte grupper) og at være en tradition, man som menneske kan have med sig som livsledsager, fordi andre videregav et sprog og nogle ritualer.

 


Artikler i temaet

 

<< Tilbage til online magasin