Af Anne Ehlers, sognepræst i Langenæs Kirke – foto: Marlene Löhr, Ibn Rushd-Goethe
Ordene er Rumis, den store filosof, forfatter og sufi i islamisk tradition. Og de står som et slags motto for Ibn Rushd-Goethe moskéen i Berlin, som jeg besøgte i marts 2019.
Der er en stærk appel i ordene. En klar markering af at døren til denne moské står åben for enhver, der kommer. Og sådan er det!
Turen i U-bahn fra Kreuzberg ud til bydelen Moabit fandt sted i en stemning af forventning om at komme til en moské, hvor man bevidst arbejder med åbne, frie tolkninger af islamisk tradition. Jeg havde læst bogen Selam, Frau Imamin af moskéens initiativtager, Seyran Ates. Hun er født i Istanbul i 1963 og har levet i Tyskland siden 1969. Som muslim har hun alle dage drømt om steder for fredselskende, liberale muslimer – steder hvor man mødes om Guds kærlighed.
Som sådan befinder Ates sig i den store, mangfoldige skare af muslimer i vor tid, der arbejder for civiliseret gudstro. Som kvinde befinder hun sig i den særlige skare af muslimer, der af erfaring og viden ved, at kvinders status er den afgørende målestok for enhver reformering af islam.
Desværre ville jeg ikke komme til at træffe Frau Ates. Hun var på rejse i Kina, hvor der er særlige traditioner for kvindelige imamer.
Efter aftale mødte jeg frem en fredag for at være med til prædiken og bøn. Moskéen holder til i de øverste lokaler i en slags sognegård til Johannis Kirche. Man skal bag om kirken, og et lille skilt viser, at man er der – og at der bag samme dør er ungdomsrum og konfirmandrum til Tiergartens evangeliske menighed. Printede A4-ark med teksten ”Moschee og en pil” sat fast med tape viser, at man er på rette vej op ad trapperne.
Beskedent og uprætentiøst. Men også højtideligt og selvbevidst – på den gode måde hvor man er sig bevidst om, hvem man er, og hvad man vil. Det overordnede princip for moskéen er, at her stilles der ikke spørgsmål til dem, der vil være med. Man kan faste eller ej i måneden Ramadan, man kan overholde diverse regler eller ej, have den seksuelle orientering, man nu har. Bære tørklæde eller ej. Være sunni, shia, alawit, ahmadiyya – eller måske blot et søgende menneske. Nationalitet og etnicitet er underordnet.
Kom! Kom hvem end du er! Det lyder måske så ligetil, dette helt grundlæggende og enkle princip, at alle bydes indenfor i kærlighed og respekt. Men som det blev understreget: Det er et enkelt princip med store konsekvenser, fordi det kræver meget at kunne ”let go” og være så åben. Det er altid lettere at afgrænse og definere og eventuelt udelukke nogen, så man ikke knæler med hvem som helst på bedetæppet.
Ikke-muslimske besøgende som mig inviteres også indenfor uden forbehold. Et enkelt, overordnet princip, ja, men sandelig også den ånd, man straks mærker, når man lettere forpustet når op ad trappen til moskéområdet. Man bydes velkommen med smil og hjertelighed og bliver omsorgsfuldt hjulpet til rette.
Gudstjenesterummet er lyst og smukt med en yndefuld, enkel træskulptur, der angiver bederetningen. Bedetæpperne ligger pænt foldet sammen i en lille reol, og man tager i fællesskab det antal, der er brug for i forhold til, hvor mange der er mødt frem.
Jeg fik anvist, hvor jeg kunne være som besøgende. Under prædikenen sad vi sammen, mens jeg selvfølgelig blev, hvor jeg var, da selve bønnen gik i gang.
En livlig, smilende kvinde, Susie, skulle forestå både bøn og prædiken. Hun gik i gang med at synge ”Gud er stor” på arabisk. Jeg har ikke hørt bønskaldet før sunget af en kvinde. Det var bevægende og greb mig uventet meget. Som det må gribe muslimske kvinder stærkt omsider at høre bøn gennem kvindemund.
En ren og stærk kvindestemme. Bagefter fik jeg at vide, at Frau Ates ikke selv forestår bønnen, og at denne Susie faktisk er enestående i Berlin. Hvor heldig kan man være! Efter bøn og prædiken talte jeg med hende om min glæde over hendes rene, gode stemme. Hun smilede – og mindede mig om, at ”kvindelig bøn og sang pr. tradition som regel anses for forførende”. Jeg rullede lidt med øjnene for at markere tåbeligheden i det – hun gav mig ret uden ord. Må hendes stemme blive ved med at kalde til bøn!
Hendes prædiken foregik på tysk i et rivende stærkt tempo, så jeg desværre kun fangede en tredjedel – og sikkert endnu mindre! Hun fortolkede bedetæppernes mønstre og farver. Den grønne farve er håbet, og de gyldne pletter i det grønne er små glimt af lykke, Gud og skønhed i livet.
Et omdrejningspunkt var en sondring mellem tæppet og bogen: På et tæppe sidder et menneske, der lytter til historier. På tæppet kan man leve sig ind i det, man hører, og sætte sig i personernes sted.
Idet man lytter og identificerer sig med nogle menneskers skæbne, gribes man af skæbner, følelser, tanker, der sætter sig i én.
Herefter fulgte bønnen, hvor de fremmødte muslimer i moskéen rejste sig og samledes i rækker på de små bedetæpper. I IRG-moskéen står man blandet mænd og kvinder, og der er også mænd bag kvinder.
Jeg oplevede klart, at prædikenen taler til de enkelte mennesker, der placerer sig rundt omkring på må og få. Til gengæld er bønnen fællesskabsdannende. Man ser det samme sted hen, gør de samme bevægelser og siger amen i fællesskab et par gange. Ja, man trækker vejret i fællesskab, som man gør det i salmesang til en gudstjeneste.
Efter en sidste bøn og et sidste amen rejste alle sig, foldede deres grøn-gyldne tæppe sammen og lagde det i reolen. Derefter blev alle, også jeg og de få andre besøgende, der var, indbudt til at diskutere gudstro, eftertanker og i det hele taget, hvad der lå os på sinde.
Efter nogen samtale brød man op. Nogen gik ovenpå til bordet med te, blandt andre jeg, som gerne ville tale lidt videre.
”Jeg hadede islam i en hel uge” – sagde den unge Hamar fra Irak med kurdisk baggrund. Han havde været i Berlin fra sit 17. år og efter eget udsagn opvokset i et salafistisk miljø. For tre-fire måneder siden var han kommet i kontakt med IRG-moskéen og for første gang kunnet ånde frit som muslim. Han nævnte, hvordan hans bedste ven er uenig i meget af det, moskéen står for, men at de to fortsat er venner. Selv virkede Hamar rolig og afklaret og tilpas.
”Det er vigtigt at oplyse om oplyst religion”, blev jeg enig med Marlene om. Hun fungerer som en slags talsmand for moskéen, er den første kontakt til pressen og i det hele taget ansat til at formidle moskéens formål og liv i praksis.
Ibn Rushd (Averroës) og Goethe. Et ambitiøst og markant navn til en moské. To store navne i europæisk tradition der er forbundet med filosofi, poesi, storslået tænkning – med dannelse og humanisme.
Beriget, glad, eftertænksom tog jeg toget tilbage til Kreuzberg. Jeg kom, som jeg er, og blev modtaget venligt og varmt.
”Vi vil gerne forsøge på at få frygt til at forsvinde”, sagde Marlene. ”Derfor er alle velkomne. Derfor tjekker vi ikke folk”.
For frygt opstår, når man skal forsvare sig selv eller lyve om sig selv. IRG-moskéen er et sted for åndelig humanisme. For tro i dialog, frem for alt internt mellem så mange forskellige muslimer. En oase midt i et til tider ørkenlignende Tyskland og andre europæiske lande, hvor der ofte tales så uciviliseret om islam. Ja, for at vende tilbage til Rumis ord: Ibn Rushd-Goethe moskéen er et sted for håb. Håb om en bedre verden. Håb om en verden, hvor alle kan være, hvem man end er.
Kontakt:
Ibn Rushd-Goethe Moschee, Alt-Moabit 25, 10559 Berlin, Tyskland.
post@ibn-rushd-goethe-moschee.de
presse@ibn-rushd-goethe-moschee.de
Andre artikler
