Af Anne Ehlers, sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus
Kan kristentro bidrage til at nære moderne menneskers liv, så vi på trods af alverdens lidelser og sorger og konflikter kan bevare håbet om fred og glæde på vores fælles jord?
Eller står kristendom i fare for at blive banaliseret og forsimplet, som vi kan møde det i politiske udgaver hos højreorienterede, populistiske bevægelser. Og i moralisme hos konservative kirkesamfund i stil med traditionel katolicisme eller evangeliske, karismatiske bevægelser?
For at nærme sig en forståelse af kristendommens betydning for mennesker i Europa i dag må man tale om ”det religiøses stilling”, påpeger Roy, og fortsætter:
”Man kan ikke løse religiøse konflikter gennem teologiske debatter. Man fortsætter i dag med at fremme den interreligiøse dialog for at gå imod den religiøse vold, men det fungerer ikke bedre end i det 16. århundrede… for man kan ikke forhandle om dogmer…”
Her taler politologen og sociologen i ham. Og der er den sandhed heri, at uden samfundsanalyse, sekulariseringsteorier og indsigt i, at religioner lige præcis ikke findes som faste dogmatiske enheder, man kan stille over for hinanden, er der åbnet for trivialiseringer og misbrug af netop ”det religiøse”: At bruge betegnelsen ”kristen” om et helt kontinent lader sig uden videre gøre, fordi så mange forskellige fortolkninger og livsformer går ind under den betegnelse. En religion er nemlig ikke en entydig størrelse.
Men alligevel overser Roy, at netop den interreligiøse dialog i høj grad er bevidst om at udveksle tolkninger, forståelser og kritik af egen tradition og til gensidig inspiration. Man kan sådan set godt forhandle om dogmer, for så vidt et dogme altid er menneskeskabt og derfor kræver fortsat udlægning og forklaring. Sådan er det for længst blevet et teologisk og dogmatisk anliggende at drøfte kristendommens selvforståelse og stilling med andre religioner som kontekst.
Med brede penselstrøg redegør Roy for kristendommens europæiske historie fra middelalderen og til vor tid. Særligt med fokus på den katolske kirke i Frankrig og i sammenhæng hermed i det hele taget på strømninger i europæisk katolicisme med særlig vægt på Andet Vatikanerkoncil, som er en af 1900-tallets store kirkehistoriske begivenheder: Ved en række topmøder fra 1962 til 1965 arbejdede biskopper og kardinaler med at åbne kirken mod det moderne samfunds udfordringer til etik og menneskesyn og mod andre kirkesamfund end den katolske kirke.
Dette økumeniske og kulturåbne tiltag har haft afgørende betydning for den katolske kirkes selvforståelse siden, om end der også har været og stadig er internt katolsk modstand over for tilnærmelser til moderne livsformer.
Hermed er vi ved kernen i Roys diskussion af kristendoms status i Europa. For et kendetegn ved det moderne Europa er sekulariseringens tydelige præg, dels som en fortsat adskillelse mellem stat og religion, som Roy også kalder en selvstændiggørelse af det politiske, dels ved at færre og færre går i kirke, og at det religiøse ikke længere fylder så meget i menneskers sociale og kulturelle liv. Han understreger flere gange, at disse to former for sekularisering ikke nødvendigvis er forbundne: Selvstændiggørelse af politik og stat har ikke som logisk konsekvens, at religions tilstedeværelse i menneskers liv går tilbage. Civilsamfundet kan udmærket bevare religion som en væsentlig faktor for livstolkning og fællesskaber. Men der er en klar tendens til, at kristentro i såvel protestantisk som katolsk udgave – og uanset åbenhed over for moderne livsform – er på retur i Europa.
Roy er kendt for sine skarpe og til tider overraskende analyser af islam i vor tid. Især af politisk islam, islamisme. Tilbage i 1992 vakte hans bog, Skakmat, opsigt med påstanden om, at islamismens projekt om at se islam som én universel politisk ideologi ville bryde sammen. Islamismen bliver i sidste ende slået hjem, fordi ”islam” som religion og livsanskuelse er mangfoldig og forskellig fra nation til nation og fra muslim til muslim.
Måske kan man overordnet sige om Roys islamforskning, at han vender sig imod en essentialistisk tilgang til religion: At det er iboende islam at være jihadist eller terrorist eller politisk voldelig på anden vis.
Denne tankegang mener jeg, man genfinder i nærværende bog. Kristendom er ikke en essens, et afgrænset hele med en entydig, indre logik med faste retningslinjer og udtryk. Hans grundige gennemgang af indre spændinger i den katolske kirke viser dette: Hvor aktive skal troende være ved kirkegang? Hvor frit står præster i forhold til at ændre bønner og andre elementer i gudstjenesten? Hvordan skal man forholde sig til homoseksuelle, abort, skilsmisse, prævention? Hvordan skal man i det hele taget forholde sig til Europas oplysningstradition og liberale værdier?
Uenighed om sådanne spørgsmål viser, at kristendom (alene i katolsk kontekst) på ingen måde er en samlet helhed. Det samme gælder protestantismen. I Nordeuropas lutherske kirker har man på mange måder formået at integrere (”favne”, siger han) sekulariseringen i dens frisættende form, hvor netop det liberale tankesæt med f.eks. accept af homoseksualitet og fri abort set som en del af kristen åbenhed, tolerance og kærlighed.
Samtidig vokser karismatiske, evangeliske bevægelser frem på andre kontinenter end i Europa, som i og med den stigende sekularisering af civilsamfund og af individers livsform bliver en missionsmark for religiøs konservativ og traditionalistisk moral: Vor tids liberale, tolerante, værdier, der ganske vist har baggrund i oplysningstiden men egentlig først folder sig ud med 1960’ernes kulturelle revolution bliver for den nye evangeliserende mission en modsætning til kristentro: Man kan ikke gå ind for fri abort og homoseksuelles rettigheder og samtidig kalde sig kristen.
Roy sætter lighedstegn mellem sekularisering og det, han kalder afkristningen af Europa. Denne udvikling skyldes, at kirkerne på mange måder har ignoreret 60’ernes kulturrevolution. Opgøret med tradition og autoriteter har store dele af det kirkelige landskab ikke formået at forholde sig adækvat til ved blot at fastholde gældende vaner og tankegange. Konsekvensen er en verdsliggørelse, hvor tro, ritualer, åndelighed mister betydning for mennesker.
I nyere tid kan man se afkristningen af civilsamfundet som en følge af højrenationale, identitære bevægelser, der reducerer kristendom til simple identitetsmarkører, hvor kors, julekrybbe, kirketårn gøres til kulturelle tegn uden nogen religiøs praksis. Som det var tilfældet, da Bayerns indenrigsminister i 2018 besluttede, at det skulle gøres obligatorisk at ophænge krucifikser i offentlige bygninger som et udtryk for Bayerns historiske og kulturelle karakter. Gudskelov mødte dette forslag kategorisk modstand fra den katolske kirke, der ikke ville reducere Kristi korsdød til en simpel politisk markør.
Følgende præciserer højrepopulismens indbyggede absurditet: ”Det er absurd at betragte rehabiliteringen af de kristne kulturelle symboler i det offentlige rum som en start på en generobring af sjælene, for intentionen hos dem, der fremmer den, har intet at gøre med kirkens lære: den svinger mellem folklore, underholdning, teater og instrumentalisering. Paradokset ved denne rehabilitering er for øvrigt, at den bidrager til at sekularisere det religiøse”.
Islams og muslimers tilstedeværelse i Europa er en afgørende faktor for vor tids til tider ureflekterede og tåbelige omgang med religion, mener Roy. Og det er ikke muslimers ansvar, men europæiske politikeres og intellektuelles ansvar. Der er i mange lejre stærke ønsker om at lægge afstand til islam. Besynderlige love mod islamiske religiøse symboler i et offentlige rum er med til at ødelægge religions plads i samfundet:
”Hvis kristendommens område er blevet reduceret, skyldes det således, at bortset fra samfundets stærke tendens til sekularisering, betyder viljen til at begrænse islams plads, at man reducerer det religiøse område generelt, mens viljen til at fremme en kristen identitet for at dæmme op for islam sideløbende fører til, at man forstærker sekulariseringen af kristendommen”.
Kortere sagt: Man smider barnet (kristendommen) ud med badevandet (religion) ved at bekæmpe religiøse udtryk. Man er blevet religiøst tonedøv: ”I virkeligheden er det den sekulære normativitet, som i dag afgør betydningen af det religiøse symbol”. Følgen bliver, at den kristendom, som Europas kirker stadig forvalter, er ved at blive udhulet til konservativ moral og/eller forsimplet identitetsmarkør.
For Roy er det radikal, ureflekteret sekularisme, der skal gøres op med. Det er ikke religion og gudstro. Europa har brug for profeter, ikke lovgivere! Hermed kastes bolden over til alle, der stadig har indsigt i kristendom som åndelig, universel størrelse (og ikke som tribalistisk, national identitet). Hverken de gode sider af oplysningstraditionens sekularisering i frihedsværdier eller islam er problemet. Det er forlegenhed og berøringsangst over for religion.
Med bogen analyserer og diagnosticerer Roy det europæiske samfunds tab af sunde relationer til religion og kristendom. Der er en galoperende normativ og kulturel krise, især med højrepopulismens og de identitæres fremgang som symptom. Behovet for at finde nye veje er stort. Det gælder om at føre ægte, værdimæssige og normative diskussioner – ”at vende tilbage til fundamenterne, især dem fra det liberale europæiske samfund, ligesom til det, der er tilbage af den kristne erindring”.
Roys bog giver ikke nemme løsninger og enkle svar. Det ville også være imod dens ånd. Men den er et godt bidrag til den livsnødvendige samtale om, at gudstro og kristentro – og anden tro – kan have afgørende og konstruktiv betydning for, at det europæiske kontinent kan bevares som et åndeligt og oplyst område i denne verden.