Er Kristendommen virkelig ensomhedens religion?

Er Kristendommen virkelig ensomhedens religion?

Signe Helbo, som er præst ved Norddjurslands Valgmenighed og i gang med et speciale om en sammenligning af 1. mosebog kap. 22 i Biblen og sura 37, vers 99-111 i Koranen, ”Fortællingen om Abraham der skal ofre sin søn Isak”. Præst Gustav Eyermann har talt med Signe Helbo om hendes tanker bag specialet.

Af Præst Gustav Eyermann

 

Signe Helbo

 

”Jeg havde religionsteologi med Peter Lodberg, hvor man sammenligner religioner. Og der læste vi en islamisk teolog der hedder Tariq Ramadan. Han beskrev bl.a. kristendommen som ensomhedens religion og brugte fortællingen om Abraham og Isak som eksempel på, at man i kristendommen står alene med sin tro, fordi Abraham ikke kan involvere Isak i det, som Gud har pålagt ham” fortæller Signe Helbo.

Da tænkte jeg som kristen: ”Kan det virkeligt være rigtigt at kristendommen er ensomhedens religion?”

Det valgte jeg så at dykke ned i og beskæftige mig med i mit speciale. Mit udgangspunkt var, at der teologisk ikke er stor forskel på, hvordan man opfatter fortællingen om Abraham og Isak/Ismael i de to religioner. Min ide var desuden, at de to fortællinger ville komme til samme konklusion, men med forskellige mellemregninger, så at sige.

Teologien ville stort set være den samme, men vejen derhen ville være forskellig. Men jeg måtte sande at der er forskel på, hvordan troen etableres i de to fortællinger. Dette indebærer, at fortællingerne er forskellige, hvad angår opfattelsen af relationen mellem Gud og menneske. Det vil være min påstand, at det er to forskellige opfattelser af tro, der kommer til udtryk i Det Gamle Testamente og i Koranen. Groft sagt kan man sige det sådan: I den Gammeltestamentlige tekst fra 1. mosebog kapitel 22 lyver Abraham for Isak om formålet med rejsen til Morija. Derimod skal Abraham i Koranen have sønnens accept (denne indvilliger i at lade sig ofre). Det er betydningen af denne forskel, som jeg har været optaget af”, fortæller Signe Helbo.

Forskellene mellem fortællingen i Biblen og Koranen

Korts sagt så er det sådan, at Abraham i Det Gamle Testamente, kan udføre Guds befaling uden at involvere Isak. Abraham får at vide, at han skal ofre Isak, som er hans velsignelse. Han er forjættelsen, der skal gøre ham og Israel til et stort folk, og hele det Gamle Testamente er bygget op om den tanke, at Gud velsigner Abraham gennem Isak.

Men i fortællingen fra Biblens kapitel 22 er Isak ligegyldig. Det handler om Abraham og hans tillid til Gud. Isak bliver blot et redskab, og det behøver han ikke involvere Isak i. Derfor er troens forhold udelukkende et forhold mellem Abraham og Gud. Abrahams tro er kun afhængig af Gud.

I Koranens Sura 37, vers 99-111 får Abraham også at vide, at han skal ofre sin søn. I en patriarkalsk kultur er det den førstefødte søn og hans ære, der er det vigtigste. Abraham må altså sikre sig, at Ismaels (Isaks navn i Koranen) ære er intakt. Hvis sønnen ikke selv vælger at ofre sig og dermed vender Gud ryggen, vil det ikke være noget stort offer at slå ham ihjel. Derfor er det en vigtigt pointe i Koranen, at Ismael selv vælger at gå i døden. Abraham har brug for Ismaels samtykke. Han har brug for at Ismael vælger at bøje sig for Guds vilje, for at det virkelig er det offer, som Gud befaler. Man kan sige, at i Koranen er der tale om konsensus mellem Abraham og Ismael. Troen konstitueres i Det Gamle Testamente udelukkende mellem Abraham og Gud, mens den i koranen også involverer fællesskabet symboliseret ved Ismael.

Abraham er jo en samlende figur for de monoteistiske religioner. En fælles del af vores religiøse arv.

”Jeg kan huske, da jeg boede i Jordan, Der boede jeg hos en muslimsk familie, da jeg læste arabisk, og jeg gik med kors om halsen. Der var mange, der ville vide, om jeg var kristen, hvilket jeg jo var, og en del ville vide, om jeg ikke ville være muslim, men det ville jeg ikke”, fortæller Signe Helbo.

”Og hvorfor ikke”,

blev jeg spurgt, hvortil jeg svarede, at jeg tror på, at Jesus er Guds søn. Det gav ofte anledning til en samtale om tro. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde det til fælles, at vi tror på én Gud, som altings skaber. Ganske vist er vi uenige om vores opfattelse af Gud, men vi er trods alt enige om at se os selv som Guds skabninger.

 


Andre artikler

 

<< Tilbage til online magasin

URL: https://danmission.dk/ikon/magasinet/online/ensomhedens-religion/