Af Saliha Marie Fetteh
Da jeg begyndte at skrive dette indlæg om coronaepidemien, sad jeg og tænkte på, at der nok var sagt og skrevet rigeligt om denne livsfarlige ”dame”. Og så alligevel ikke, da der er en ting, vi alle snart burde have forstået. Nemlig det vigtige i, at man bevarer overblikket og ikke går i panik. Panik gavner ingen, hverken på det private, nationale eller internationale plan. Tværtimod bør vi alle forholde os seriøst til coronaen (og karantænen), hvorved vi hjælper myndighederne, lægerne, sundhedspersonalet, vores medmennesker og i sidste ende os selv.
Men vi må ligeledes forstå, at vi ikke kan helgardere os på trods af, at vi har medicin og gode råd mod næsten alt lige fra dårlig ånde til pest og kolera. Så selvom mennesket gennem de sidste to-tre generationer har udviklet sig til nærmest at betragte sig selv som en udødelig skabning, vil der altid opstå nye sygdomme, og jeg er sikker på, at coronaen ikke er den sidste verdensomspændende epidemi, der ihærdigt – og hidtil uden held – forsøger at gøre det af med menneskeheden.
Personligt mener jeg, at mennesket i disse tider har brug for en ekstra portion åndelighed – livet handler ikke kun om materielle goder. Jeg ved godt, at det for mange moderne mennesker kan virke latterligt, at nogen tror på en Gud, som de henvender sig til og sætter deres lid til i krisetider. Jeg får tit stillet spørgsmålet, hvorfor jeg tror på Gud, når der er så meget elendighed til i verden. Mit svar er, at det er mennesket og ikke Gud, der på adskillige områder ødelægger denne smukke verden, som vi alle er en del af, og som vi derfor alle er forpligtigede til at passe på.
Som troende skal man aldrig være bange for at sætte sin lid til Gud, da det kan hjælpe os igennem en tid, hvor vi er tvungne til at acceptere de givne forhold. Nogle mennesker søger trøst i kirken eller moskeen, når verden går amok. Det kan man ikke gøre her i Amman, hvor jeg bor, da kirker og moskeer for længst er lukket ned. Men det forhindrer heldigvis ikke muslimerne i at bede, når der kaldes til bøn fra moskeernes minareter. Og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at de kristne ligeledes beder i deres hjem, da bøn og tro giver mennesker håb. Et håb man ikke ligefrem får af at se eller læse nyheder, der – set med mine øjne – ikke kun informerer om udviklingen, men også skaber angst og panik hos folk.
I krisetider er det ekstra vigtigt, at vi taler sammen. Ikke bare derhjemme, men også på tværs af grænser samt politisk og religiøs overbevisning. Og når vi ikke kan mødes ansigt til ansigt, så må vi anvende de sociale medier, der i en tid som denne er guld værd. Familier kan holde kontakt på tværs af grænser, syge kan tale med deres pårørende uden for sygeværelset, ansatte kan arbejde hjemmefra, og vi kan søge informationer samt fordrive tiden med forskellige former for online-underholdning.
Mange steder leverer mad ud af huset eller bringer varer ud til ældre og syge. Og Zoologisk Have på Frederiksberg i København byder dagligt børn fra 0. til 3. klasse velkommen til Zooskole og Frikvarteret, hvor dyrepasserne går rundt i Haven og besøger de dyr, som eleverne hjemme i stuerne ønsker at se. Selv sidder jeg i Amman og underviser mine VUC-kursister via internettet. Isolationen er således også blevet en slags digitalt fællesskab, hvor vi ikke mødes over en kop kaffe – vi mødes i stedet for på de sociale medier, hvor vi skriver og taler sammen, mens kaffekoppen står fyldt op ved siden af computeren på bordet.
Adskillige mennesker får i denne tid mere tid til at være sammen med hinanden og deres børn, hvilket i mange tilfælde kan være hårdt tiltrængt. Vi – muslimer, kristne og alle andre – har nu tid til at reflektere over, hvad der er vigtigt for os som individer OG samfund. Vi har travlt med studier og karriere det meste af livet, og et stigende antal mennesker (selv børn) rammes af stress, angst, depression og en følelse af ensomhed og meningsløshed i deres hverdag. Nu sidder vi her i vores kære hjem på grund af karantænen. Og hvad kan vi så få ud af det? Blandt andet at den heftige og til tider grimme religionsdebat i Danmark ikke er så vigtig, som vi gik rundt og troede. For nu er vi alle i samme båd på tværs af religiøs baggrund, og det er her vores fællesskabsfølelse for alvor testes. Sundhedspersonale, læger o.a. arbejder i døgndrift for at hjælpe de coronaramte, og det er ikke længere relevant, om lægen hedder Morten eller Mohammed, eller om sygeplejersken og SOSU-assistenten bærer kors eller tørklæde. Pizzeriaer i Odense tilbyder gratis pizzaer til ansatte på Odense Universitetshospital, der arbejder i døgndrift, og beboere i bydelen Vollsmose har organiseret sig i en Facebookgruppe, hvor frivillige tilbyder hjælp til fx indkøb. Det ser ud som om, at hele ”dem og os”- diskussionen slet ikke er så nødvendig, som vi gik rundt og troede. Når krisen for alvor banker på kongeriget Danmarks rød-hvide dør, er der nemlig kun et stort ”vi”. Denne gang skal vi alle på tværs af tro og politisk overbevisning beskytte hinanden i menneskelighedens og fællesskabsfølelsens navn. Derfor er jeg også rystet, når jeg ser folk hamstre fødevarer, da det vidner om en egoisme og griskhed, der ikke er et civiliseret og stabilt samfund værdigt.
Selv opholder jeg mig, som allerede nævnt, i Amman, hvor der er undtagelsestilstand. Lufthavnen, uddannelsesinstitutionerne, bankerne, cafeerne, restauranterne, butikkerne osv. er foreløbigt lukket helt ned i to uger, hvilket jeg tror forlænges til en måned. Jeg nåede lige at købe ind i det nærmeste indkøbscenter sammen med en tidligere kollega fra Danmark. Og ja. Der var lange køer af kunder, men der var ro og orden, og folk tog hensyn til hinanden. Ved indgangen til centeret blev man høfligt bedt om at spritte sine hænder af, og der stod håndsprit og en lille buket opmuntrende blomster på et bord. Mens kunderne stod pænt i kø, gik personalet rundt og delte vand ud til dem. Man skulle jo nødig risikere, at nogen besvimede af tørst midt i det hele. I dag – tirsdag – ligger gaderne i mit boligområde og resten af Amman øde hen. Men man skal ikke ignorere, at flere jordanere mener, at regeringen overreagerer. Sygdom og død (især hos ældre og svage) er ifølge mange en naturlig del af livet, – Guds vilje – hvorfor de fleste, indtil videre, tager situationen forholdsvist roligt. Men efter fire dages totalt udgangsforbud begynder flere af landets borgere at efterspørge helt basale ting som mælk, kaffe, brød og – man tror det er løgn – cigaretter! I adskillige af de lange tråde på de jordanske sociale medier kræver folk, at der bringes smøger ud til dem, hvilket kan få mig op i det røde felt, da det ikke er en menneskeret at kunne ryge. Gas og vand bringes ud til landets befolkning dagligt i de tidlige morgentimer.
Jeg er ikke læge, og jeg kan ikke forudse, hvornår eller hvordan coronaepidemien slutter. Lige for tiden ser det ud som om, den eneste løsning er at forskanse sig i sit hjem uden for meget direkte kontakt med sine ældre og svage medmennesker. Det værste er ikke altid tanken om selv at kunne risikere at dø. Mange af os har sværere ved tanken om at miste en af vores kære. Jeg var derfor imponeret over dronning Margrethes tale til det danske folk i sidste uge. Hun henvendte sig ikke kun til de unge, der måske ikke tænker så meget over corona og død, da de ikke selv er i den udsatte gruppe. Dronningen henvendte sig ligeledes til den ældre generation, de unges forældre eller bedsteforældre, der for nogles vedkommende ikke tager coronaen seriøst, da de ”jo alligevel skal dø af et eller andet”.
”Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst” sagde dronningen, hvilket jeg kun kan være enig med hende i. Etik og moral fylder en del i det islamiske budskab, og den troende muslim opfordres gentagne gange til at handle retfærdigt.
For ”den der handler retfærdigt, gavner sig selv. Den, der handler uret, skader sig selv. Alle skal vende tilbage til deres Herre” (45:15 og 35:39).
Så vær voksen, tålmodig og tag hensyn til dine medmennesker lige meget, hvilken social, etnisk religiøs baggrund de så end måtte have. For det er kun via et stærkt fællesskab, at vi alle klarer os gennem denne svære tid. Og husk på at når det bliver hverdag igen, burde vi alle kunne se hinanden i øjnene.
Som menneske, kvinde og muslim vil jeg benytte denne corona-tid til at læse, skrive, strikke, hækle og hygge lidt mere. Og så vil jeg finde trøst i Koranens sura 2:155-156:
”Vi vil bestemt prøve jer med en del frygt og sult, med tab af besiddelser, liv og afgrøder. Forkynd et glædeligt budskab til de udholdende, som når en ulykke rammer dem, siger: ”Vi tilhører Gud, og til Ham vender vi tilbage!”
I fremtiden vil jeg imidlertid huske på det gamle husråd om at holde pænt afstand til andre mennesker og vaske hænder. Der var jo nok en grund til, at vores forældre (for nogles vedkommende bedsteforældre) i deres barndom fik besked på at gøre dette i tide og utide. Den spanske syge – en slags influenza – dræbte i 1918 mere end 50 millioner mennesker globalt. Heraf 14.000 danskere.
Andre artikler
