Coronaens velsignelse

Coronaens velsignelse

Af Saliha Marie Fetteh
 
 
 
 
Jeg har rejst rundt i adskillige lande og boet i forskellige dele af Mellemøsten. Sidste gang jeg pakkede mine store kufferter var, da jeg i 2016 rejste til Jordan, hvor jeg blev i næsten fire år. Nu har jeg pakket ud igen, og kufferterne står tomme derhjemme i mit klædeskab, hvilket jeg formoder at de bliver ved med. For med coronaen kom en tid, hvor adskillige mennesker, inklusive mig selv, evaluerede deres liv, hvorefter de valgte kendte steder og mennesker fra og nye til.

Der skete nemlig pludseligt noget for os alle, som vi ikke var herrer over. Vi – os der altid har travlt – der er gode til at planlægge, skrive ind i kalenderen, jonglere mellem aftaler samt dyrke fleksibelt samvær med familie, venner og bekendte. Vi der har styr på vores kalenderførte liv, blev i 2020 så overrumplede af noget, som vi ikke lige kunne skrive ind, ændre på eller slette, som det nu passede os. Vi blev for alvor sat på plads!

Når jeg kigger tilbage på coronatiden, er der således sket store forandringer, ikke bare i, hvordan jeg planlægger og tilbringer min tid, men også med hvem. Min kalender er ikke længere fuld flere uger frem. Og ej heller mine weekendaftaler. Jeg prioriterer hvem og hvad jeg vil bruge min dyrebare tid på, da jeg i en sen alder har forstået, at jeg ikke kan kontrollere alt her i livet. Og at det såmænd kan være sundt bare at lade stå til og så bevare troen på, at alt – om Gud vil det – ordner sig til det bedste.

 

Din egen dag er kort, men slægtens lang

Jeg har brugt de mange timer herhjemme til at slægtsforske sammen med en slægtning. På den måde fandt jeg ud af, at min historie ikke kun er en persons historie om et liv og et valg, men også et stykke Danmarkshistorie. En historie der begynder i en lille landsby i Vendsyssel helt tilbage i 1600-tallet (måske før) og, hvis det kan lade sig gøre, ender samme sted, når jeg en dag skal på min sidste rejse. Historie handler nemlig ikke kun om store begivenheder, berømtheder, blodige krige og dødbringende epidemier. Den handler også om ganske almindelige mennesker, som på trods af at de for længst har forladt denne verden, lever videre i gamle kirkebøger, folketællinger og nedskrevne personlige erindringer. Jeg tilslutter mig således ikke udsagnet om, at om hundrede år er alting glemt, da adskillige enestående, spændende, gode og sørgelige fortællinger heldigvis lever videre i bedste velgående, også efter at hundrede år er gået. Men det er vigtigt ikke bare at læse og lytte til historien. Vi skal også forstå den, da et historieløst menneske er løsrevet fra sin sammenhæng.

Ved at sætte mig ind i min slægts liv fra midt 1700-tallet og indtil første del af 2000-tallet har jeg forstået, hvor godt vi har det i dagens Danmark. Men det har også været en tid, hvor jeg har tænkt en del over, hvordan mit liv har artet sig siden jeg for mere end 40 år siden meldte mig ud af den danske folkekirke og konverterede til islam. Jeg var en af de første etnisk danske muslimer, og når jeg ser mig tilbage, kan jeg se, hvordan både danskernes forhold til islam og de udefrakommende muslimer og deres efterkommeres forhold til Danmark med tiden har ændret sig. I dag udgør den muslimske minoritet omkring 4,5% af den danske befolkning, og den er nok den mest omdiskuterede minoritet i det danske kongerige. Og ofte helt uden de nuancer, som naturligvis præger det dansk-muslimske miljø, da vi som trossamfund ikke er, og aldrig har været, en homogen gruppe af individer. Men siden coronaen brød ud har diskussionen ikke drejet sig om os, da folk har haft vigtigere ting at tænke på. Og hverken corona eller andre epidemier tager som bekendt hensyn til etnicitet eller religiøs baggrund. De rammer alle, lige meget hvilken hudfarve man har eller hvordan man tilbeder sin Gud.

 

Når jeg bliver gammel

Nu nærmer vi os slutningen af 2021 og et nyt år ligger forude og venter på os. Vi ved ikke hvad det bringer, men jeg tænker tit på sangen ”Når jeg bliver gammel” (Gnags 1989), når jeg under mine ophold i Hirtshals passerer en gruppe af ældre mænd, som holder af at sidde på en af byens bænke med udsigt til havet. Og jeg vil ønske, at jeg selv, hvis det er Guds mening, får mulighed for at sidde på en bænk og skue ud over havet, når jeg bliver gammel. Jeg vil sidde lige der, hvor havet slår ind over molen, og indånde duften af havets kolde saltvand, mens jeg nyder synet af himmel og hav, der nærmest går ud i ét langt derude i horisonten. For på mange måder minder havet og ørkenen, som jeg kender så godt fra Mellemøsten, mig om hinanden. De virker begge dragende, uendelige og skræmmende på mig, men de er også meget smukke at iagttage. Og så giver de mig begge følelsen af kun at være en lille brik i dette uendelige univers.


 

<< Tilbage til online magasin

URL: https://danmission.dk/ikon/magasinet/online/coronaens-velsignelse/