Af Saliha Marie Fetteh
Det siges, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og sådan har jeg det faktisk med den famøse Corona, der nu, på den ene eller den anden måde, har været en fast del af vores liv siden foråret 2020. For vi har ikke bare været tvunget til at forholde os til etik og moral, livet og døden for at beskytte de svageste i vores samfund. Vi har også stiftet bekendtskab med noget, der er meget større end os selv. Noget som vi ikke bare lige kan fikse.
Mennesket kan nemlig ikke kontrollere alt på denne jord, selvom det gerne ville. Man kan således blive ramt af Corona, hvad enten man er smuk, grim, afrikaner, kineser, europæer, rig eller fattig. Corona kender ikke til økonomisk ulighed. Og den er ligeglad med forskellen på, hvilken behandling man kan få, hvis man selv, eller en af ens kære, bliver syg, og om man har mulighed for at blive behandlet eller vaccineret. Her skal man nok føle sig privilegeret over, at man bor i et land som Danmark, hvor livet trods alt går videre for de fleste.
Da landets skoler og butikker lukkede ned, lærte vi for alvor at bruge internettet. Men selv om jeg personligt nyder at arbejde hjemmefra, så bliver jeg også udfordret af at leve det meste af min dagligdag online, hvilket er en af årsagerne til, at jeg – ligesom mange andre – har søgt ud i naturen. For på grund af Coronaen fik jeg mulighed for og masser af tid til lange vandreture i den nordjyske natur samt ved havet, hvor jeg ofte står og stirrer ud i den uendelige horisont med følelsen af, at der er noget derude et sted, som er større end lille mig. Og jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der har følelsen af, at naturen – træerne, planterne, farverne, himlen, havet, sandet, lyden af fuglekvidder – giver sjælen så meget ro, når man med respekt og et åbent sind bevæger sig rundt i den. Flere gange har jeg på mine ture nærmest følt en slags åndelighed, der ligner den, jeg føler, når jeg besøger en kirke eller en moske. Og jeg har i en alder af snart 60 år fået mulighed for at reflektere over mit liv, og hvad jeg vil bruge resten af min dyrebare tid til.
Det er måske ikke så underligt, at vi i højere grad påskønner livet, vores kære og naturen i en tid som denne, hvor vi oplever sygdom og død enten i det virkelige liv eller som statistikker i de sociale medier. Det er næsten som om vi på grund af Coronaen er blevet tvunget til at tage en stor national kollektiv selfie. Men hvordan ville vores selfies mon se ud uden redigering? Selvoptagethed anses for at være en grim ting i næsten alle religioner, men menneskets naturlige trang til at sætte sig selv i centrum er ikke nem at ændre. Heller ikke i en Coronatid, hvor nogle menneskers største problem i livet tilsyneladende er, at de – af hensyn til samfundets ældre og svage borgere – ikke kan komme til frisøren eller hænge ud med vennerne på en smart cafe. Selfie-selvoptagetheden bør aldrig få os til at glemme at være mennesker, og som muslim bliver man netop opfordret til både tålmodighed og barmhjertighed. Begge dele, men måske især det første, kan virke som en svær opgave for nogle mennesker i denne tid.
Vi kommer imidlertid ingen vegne med at sidde derhjemme og ærgre os over tingenes tilstand eller at tænke tilbage på livet, som det var engang. Det er hverken første eller sidste gang verden rammes af en pandemi, og mon ikke de fleste mennesker har lært noget nyt det forløbne år? Jeg har fx fået forståelse og respekt for de mennesker, der ”trækker stikket ud” og tager på pilgrimsvandring. For ud over ømme ben og fødder samt store vabler på tæerne får de, troende eller ej, også mulighed for at fordybe sig, hvilket de færreste har tid til i deres dagligdag, der for manges vedkommende er præget af stress. Naturen kan nemlig hjælpe os til at være til stede i nuet, hvis vi tør åbne vores øjne og hjerter for den. Og den kan give os troen på, at tingene bliver bedre, hvis vi bare væbner os med tålmodig.
Andre artikler
