BAHÁ’Í

BAHÁ’Í

En beretning om at vokse op som Baha´i i Aarhus i serien "Min tro"

Af Sara Roshani-Amirabadi

 

Intro til forfatteren
 

For nogle år siden i Roshani-hjemmet var der en langhåret, filosofisk, betænksom, matematisk, rationel og agnostisk far, en storsmilende, højt grinende, omsorgsfuld, troende, intuitiv humørbombe af en mor, en får-folk-til-at-grine-selv-når-han-prøver-at-være-seriøs-bare-fordi-han-er-så-sjov, kreativ, venlig, kvik og energisk storebror, og så undertegnede, den lille krølhårede drengepige Sara.

De første otte år af mit liv voksede jeg op i Gellerup, et nabolag, der altid var så lyst (på trods af medie-proklamationen af mørke). Alles vinduer stod åbne og afgav forskellige eksotiske lyde og dufte, og nabolaget var én stor legeplads og fodboldbane. Her var der mange muslimske familier, så jeg følte nogle gange en anelse forvirring.

En dag havde en af eleverne på min skole fødselsdag, og der blev serveret brød med forskelligt pålæg. Jeg spiste noget, men blev afbrudt af min veninde, der udbrød ”Sara! Du har spist svinekød!” Forfærdet stoppede jeg med at spise mit brød med skinke og fortalte senere skamfuldt min mor, hvad jeg havde gjort. Til min forbløffelse grinte min mor og sagde ”Sara, vi er altså bahá’íer!”

Så selvom min trosrejse nok begyndt endnu tidligere, begyndte min bahá’í-rejse – ifølge mig selv – den dag for cirka 14 år siden. Grundet de mange forvirrede blikke i tidens løb fra alle mine religionslærere ved ordene ”jeg er bahá’í”, antager jeg nu bare, at folk ikke har hørt om det før. Så her er en bahá’í-troen 1-0-1.

Baha’i Troen er en selvstændig monoteistisk religion, som stammer fra Persien, det nuværende Iran. I en himmelsk have i 1863 i Baghdad, hvortil Han var tvunget i eksil på grund af forfølgelse, åbenbarer Bahá’u’lláh, at Han er Guds Manifestation for denne tidsalder, og at tiden er kommet, som alle fortidens folkeslag og religioner har lovet og ventet. Tiden hvor menneskeheden både har evne til og mulighed for at udvikle et bedre og mere retfærdigt samfund – et transformeret samfund. Han medbringer et budskab om menneskehedens enhed, religionernes enhed, lighed mellem kvinder og mænd, vigtigheden af materiel, social og åndelig uddannelse for alle, afskaffelsen af alle former for fordomme, og meget mere, som alt sammen bidrager til etablering af verdensfred og evig fremgang for menneskeheden.

Vi har alle mange idéer om, hvad tro og religion er. Kontrasterende tanker såsom kilde til fred og harmoni versus kilde til krig og splittelse er udbredte og velkendte. Dette citat af Bahá’u’lláhs Søn, synes jeg dog, fanger den sande essens af religion:

” … religion skal bidrage til kærlighed og enhed. Hvis den viser sig at være en kilde til had og fjendskab, er dens fravær at foretrække, for Guds vilje og lov er kærlighed, og kærlighed er båndet mellem menneskers hjerter. Religion er verdens lys. Hvis den, på grund af menneskelig misforståelse og uvidenhed, bruges til at forårsage mørke, ville det være bedre at undvære den.”

Det er interessant, hvordan det ikke kun er min forståelse af Gud, men også min forståelse af kærlighed og venskab, der mærkbart har udviklet sig i takt med dannelsen af min bahá’í-identitet.

Da jeg var barn, havde jeg en enorm kærlighed til mine forældre. Og til katte og Lionel Messi. Men mest til mine forældre. Nogle gange når mine forældre skændtes, ville jeg stædigt og med hyppig gentagelse spørge, som en barnagtig forsikring af deres kærlighed til hinanden og til mig, om de ville love mig, at de aldrig ville blive skilt. Og andre gange, når jeg kiggede på dem med mine dengang uforholdsmæssigt store brune øjne, ville jeg græde og græde og græde, for hvordan skulle jeg nogensinde kunne leve, hvis mor eller far døde? Da jeg var teenager, begyndte mine venner at fylde mere og mere i min hverdag. Om det var S, P eller K med pigerne, et spil 10-12’er med drengene eller at købe Red Bull med de populære, så ønskede jeg ikke andet end deres selskab, for det var et glimt af den nærhed, jeg kunne have til andre end min familie. Da jeg var 15 år gammel, registrerede jeg mig – på papiret – som medlem af bahá’í-samfundet i Danmark.

Da jeg var 16, 17 og 18 år gammel, kæmpede jeg med at bo i et sekulært samfund, hvor jeg følte, at folk så mig som værende uintelligent, barnlig og overtroisk, hvis jeg troede på Gud. Så jeg identificerede mig stadig ikke som bahá’í, og jeg betvivlede min tro på Gud, mens jeg samtidig var registreret bahá’í og havde en bahá’í familie – og i ny og næ også ville lade min tvivl gå i hi og læse en bøn eller to.

Da jeg var 19 år gammel, registrerede jeg mig endelig som bahá’í i hjerte og sjæl. Jeg var på et kursus i England, hvor jeg var nedsænket i et ocean af bahá’í unge og deres venner. Selve kurset omhandlede åndelig uddannelse af børn og var helt fantastisk, lærerigt og inspirerende, men det jeg husker bedst, er en lille specifik situation.

Jeg sad i pausen ved et bord med omkring otte unge mennesker, og vi havde en hyggelig samtale, men jeg skulle et andet sted hen, så jeg forlod bordet. En uinteressant og ordinær situation. Men hvad der var ekstraordinært var, at jeg for første gang i mit liv ikke undrede mig over, bekymrede mig om og blev selvbevidst omkring, hvad denne gruppe mennesker ville sige om mig, efter jeg var gået. Jeg vidste, at de alle tilstræbte at følge Bahá’u’lláhs kompromisløse forordning om ikke at bagtale nogen.

Oplevelsen gjorde stort indtryk på 19-årige mig. Det føltes anderledes, end noget jeg havde prøvet før, og jeg vidste, at denne ”simple” forordning blot var en lille del af et stærkt fundament, hvorpå venskaber af sand tillid, respekt og kærlighed bygges.
Før jeg rejste hjem, tog jeg mig selv i at tænke: Åh, gid verden en dag blev sådan her.

Jeg indser mere og mere, at det at være religiøs og tro på Gud ikke er uintelligent, barnligt og overtroisk. Et af bahá’í-troens grundprincipper er harmoni mellem videnskab og religion. Det er denne harmoni, som vil sikre, at religionen ikke leder til overtro og fanatisme, og at videnskaben ikke blot bliver et instrument for rå materialisme. Når man tror på en Skaber vil man uundgåeligt tro på, at alt skabt vidner om og lærer os om Skaberen. Således vil religion, gennem Budbringernes åbenbarede Skrifter og videnskab og gennem læren om naturen og universet, være en hhv. åndelig og materiel kilde til at kende og forstå Gud – i hvert fald i den grad vi begrænsede mennesker nu har mulighed for.

Et andet grundprincip, som ræsonnerer meget med min fadernedarvede rationalitet, er progressiv åbenbaring. Princippet om at menneskeheden, alle os små fejlbarlige mennesker, aldrig bliver overladt til os selv. Der vil altid komme Budbringere og vejlede os gennem smukke læresætninger, vis åndelige essens af kærlighed og enhed aldrig ændrer sig, men vis sociale budskab og regler varierer i forhold til den tid menneskeheden befinder sig i og den tids særlige udfordringer og behov. Resultatet af min tro på dette princip er, at når jeg møder mennesker, der eksempelvis er hinduister, jøder, parsere, buddhister, kristne eller muslimer, så tænker jeg, hvor er vi dog velsignede, at vi alle har Guds Manifestationer til at vejlede os, og hvor er vi dog velsignede, at vi har én og samme Gud, som vi fra hver vores retning altid forsøger at forstå og tilnærme os.

Længe forbandt jeg Gud med noget abstrakt. Og det gør jeg til en vis grad stadig. Da jeg var yngre følte jeg, at det var meningsløst af forestille sig Gud. Jeg tænkte, at det var som at forestille sig en farve uden for det bølgelængdespektrum, som menneskeøjet kan opfatte – nytteløst, ikke sandt? Men jeg har siden hen accepteret mine begrænsninger og forsøger ikke længere at forstå Guds essens, som ligger uden for vores fatteevne, men i stedet at forstå Guds egenskaber, hvilket er de åndelige egenskaber, som vi alle kender, kan forestille os, kan udvise og udvikle; kærlighed, enhed, ærlighed, sandfærdighed, tjeneste for menneskeheden, hjælpsomhed, gavmildhed, retfærdighed, renlighed, besiddelse af et rent hjerte, standhaftighed og tålmodighed for nu at nævne en brøkdel. Min forståelse af Gud udfolder sig altså på baggrund af flere ting: Budbringernes åbenbaringer, læren om skabelsen og Guds egenskaber.

Jeg er bahá’í, fordi det er verdensomfavnelse. ”Jorden kun ét land og menneskeheden dets indbyggere” siger Bahá’u’lláh, og det tog mig lang tid at forstå essensen og implikationerne af dette. Det er virkelig en anderledes kærlighed, det at elske alle mennesker, og det er en kontinuerlig stræben og en udfordrende rejse for mig at opnå dette stade. Jeg erkender nu, hvad det vil sige at have et udadrettet blik, hvor kærlighed og venskab ikke begrænser sig til familie og venner. Det er et syn på verden, hvor kærlighed og menneskehedens enhed går hånd i hånd, og hvor jeg ved, at Michael fra Canada, Hassan fra Afghanistan, Emma fra Danmark, Mercy fra Malawi, Roshan fra Malaysia, Namunaa fra Sverige, Aviaaja fra Grønland, Jinous fra Australien, Rosita fra Colombia, min onkel, min bror, min kusine, min lærer, din søster, din håndværker, dine bedste forældre og bedste venner og enhver anden person fra planeten jorden alle er skabt af samme støv og på lige fod. Alle har samme sorg, når de mister med salte tårer og klump i halsen og ondt i maven, samme glæde, når de griner med sammenknebne øjne og ømme kinder og mavemuskler, samme længsel efter at elske og blive elsket, samme søgen efter at have tryghed og finde mening.

Jeg talte forleden med en sød fremmed på gaden, navnetvilling endda, og hun sagde: ”Sara, alt det dårlige der sker i verden, det får mig til at miste håbet”. Men sammen indså vi, at når man engang i mellem, af alverdens naturlige grunde, mister håbet og motivationen, så er der ingen større drivkraft end at have en forenet håbefuld vision, som man kan fæstne sit blik på; en vision om en forenet verden. Hvis vi gør en uselvisk indsats for at forbedre verden, og vores venner gør det samme, og så deres venner, og så fremdeles, så vil min matematisk begavede far være stolt over konklusionen, at vi eksponentielt kan gøre en større og større forskel, bevæge verden og skabe den samhørighed og enhed imellem os, hvis potentielle storhed overgår vores fatteevne – en enhed, som vil have et liv i sig selv og være meget mere end blot en samling af mennesker, der kan enes.

Det er ligesom min mors iranske madretter, hvor alle grøntsager, krydderier, dufte og smage, arbejde, tid, energi og moderlig bekymring for tomme barnemaver, smelter sammen og harmoniserer, og retten bliver til noget større end blot summen af dens ingredienser. Selvom jeg elsker min mors ghormeh sabzi, ønsker jeg ikke at ende mine refleksioner over min tro med en madmetafor. Jeg vil hellere ende på et citat, som rører mig helt ind til kernen af mit væsen, fordi det tænder et lys og håb i denne til tider mørke og håbløse verden, og fordi det på smuk vis formidler implikationerne af bahá’í-troens første, største og vigtigste princip:

“Hvilken velsignelse det vil være—når alle engang vil samles, ligesom adskilte strømme, floder og vandløb, strømmende bække og enkeltdråber, der, når de bliver samlet på ét sted, vil danne et mægtigt hav. Og i en sådan grad vil den iboende enhed mellem alle være fremherskende, at traditionerne, reglerne, vanerne og forskellene i disse befolkningsgruppers urealistiske liv vil blive udslettet og forsvinde som isolerede dråber, når engang enhedens store hav springer og bølger og ruller.”

 

<< Tilbage til online magasin

URL: https://danmission.dk/ikon/magasinet/online/bahai/