ABRAHAMS BØRN

ABRAHAMS BØRN

Ligheder og forskelle mellem de tre monoteistiske religioner. af Trine Mølgaard Jensen.

Præsentation af Trine Mølgaard Jensen

 

 

Af Trine Mølgaard Jensen

 

Henover efteråret afholdes kulturfestivalen ”Abrahams Sammenbragte Børn” i Odense. Festivalens formål er at skabe dialog mellem befolkningsgrupper, aldersgrupper og særligt trosretninger, og med Jens Galschiøts kunstværk ’Fundamentalism’ som omdrejningspunkt byder festivalen på arrangementer af dialogskabende og oplysende karakter.

Med et fokus på interreligiøs dialog bevæger festivalen sig inde for de samme temaer, som optager IKON, og med overskrifter som ’Religionsdialog mellem jøder, kristne og muslimer’ og ’Mødet med den anden’ har festivalen vakt min interesse. Da jeg er bosiddende i Odense, er det nærliggende for mig at deltage i festivalens arrangementer, og jeg vil her dele mine oplevelser med et håb om at kunne inspirere.

I denne omgang deler jeg mine tanker efter at have besøgt Jens Galschiøts skulptur ’Fundamentalism’ og deltaget i et foredrag med domprovst Anders Gadegaard om religionsdialog. Begge berører ligheder og forskelle mellem de tre monoteistiske religioner.

 

’Fundamentalism’

Kulturfestivalen Abrahams Sammenbragte Børn tager udgangspunkt i Jens Galschiøts kunstprojekt ’Abrahams Børn’, som består af en skulptur, samt 10 skriftsøjler. Den næste 4 meter høje skulptur sætter fokus på de tre monoteistiske religioner: kristendom, islam og jødedom. Kobbermodeller af religiøse bøger udgør opbygningen af store bogstaver, der sammensat i en rundkreds staver ordet ’fundamentalism’. På udvendig side af skulpturen findes de 300 lyseste citater fra Toraen, Koranen og Biblen, mens de mørkeste citater fra samme bøger ses på skærmene på skulpturens inderside. Skulpturen symboliserer således, hvordan fundamentalisme ’fanger’ mennesker på den mørke side, og samtidig illustrerer den, hvordan det lyse og mørke findes i både jødedom, kristendom og islam. Kunstværket har til hensigt at skabe en konstruktiv og inkluderende dialog mellem de tre religioner.

 

’Religionsdialog mellem jøder, kristne og muslimer’

En torsdag aften befandt jeg mig for første gang i Thomas Kingos kirke i Odense med hvad jeg fornemmede var en stor del af kirkens faste menighed. Det virkede til jeg var en af de få ’ukendte’ i forsamlingen og følte mig lidt på udebane, selvom jeg blev taget godt imod. Så begyndte Anders Gadegaard, domprovst ved Vor Frue Kirke i København, at tale. Og da forsvandt følelsen til fordel for interessen og nysgerrigheden på et emne, jeg længe har været optaget af. Under overskriften ’Religionsdialog mellem jøder, kristne og muslimer’ fortalte Gadegaard om religionernes ligheder og forskelle, og satte fokus på hvordan den fælles arv kan fremme forsoning og dialog, samt på basis af fælles værdier bidrage til demokratiets udvikling. Jeg har beskæftiget mig en del med religionsdialog, men har aldrig fået denne historiske og teologiske vinkel på en fælles arv og var derfor begejstret for at få dette perspektiv med i min dialog-kuffert.

 

Den fælles arv

Hvis man graver i historien, finder man at de tre monoteistiske religioner har krydset veje i historiens løb, og som Galschiøt illustrerer med sit værk, udsprang de alle af Abraham. Anders Gadegaard begyndte sit foredrag med at forklare, hvordan religionerne er udsprunget af hinanden, og filosoferede over om dette betyder vi tror på samme Gud. Et interessant spørgsmål, som jeg dog ikke vil komme mere ind på her, da jeg ligesom Gadegaard tvivler på dets vigtighed og relevans i forhold til religionsdialog. Til gengæld synes jeg, det kan være gavnligt at have øje for de ligheder, som udsprang af den fælles arv: Monoteisme, åbenbaring ved profeter, bøn og den første trosbekendelse, samt etiske principper såsom næstekærlighed.

Hvis man går en tur rundt om Galschiøts skulptur og kaster blikket på de mange citater på ydersiden, får man hurtigt en fornemmelse af, at næstekærlighed er et yndet princip i alle tre religioner. Side om side dukker humane citater op fra de tre bøger, der alle taler om værdier som forsoning, tilgivelse og omsorg. Der er ingen tvivl om, at religionerne ikke kun deler arv, men også fælles værdier. Disse fælles værdier er yderst relevante for interreligiøs dialog og afgørende for konflikthåndtering og fredsarbejde. Hvis man kan blive enige om et fælles værdisæt, er man nået rigtig langt.

 

Forskelle og diversitet

Den fælles arv og de fælles værdier glemmes dog ofte og er ikke tilstede i den offentlige debat om religion. Her er vi vant til at fokusere på de åbenlyse forskelle; tørklæde, omskæring, sekularisme, kirkegang én gang om året, bøn fem gange om dagen mm. Jeg kender disse og har i samtale med andre troende sammenlignet og lært om andre traditioner og ritualer. Med Abraham som far er de tre religioner udsprunget af samme rod og af hinanden, men har udviklet sig forskelligt. Ligesom tre børn der har samme forældre og altså samme basis og grundlæggende værdier, men vokser sig til tre unikke individer. Jeg har altid set disse forskelle som hovedsageligt kulturelt bestemt og har ikke tænkt nærmere over dem i et historisk og teologisk perspektiv. Sådanne to vigtige perspektiver drog Anders Gadegaard frem i hans foredrag.

Ifølge Gadegaard er en af de væsentligste teologiske forskelle mellem de tre forståelsen af sandheden. I islam og jødedom er sandheden åbenbaret i en hellig bog. Sandheden er den hellige bog, og tro lægger sig derfor op ad det skrevne. I kristendom er sandheden åbenbaret i Jesus, et levende menneske i kød og blod. Når sandheden er et levende menneske, der bevægede sig på jorden, bliver troen ligeledes bevægelig og levende. I modsætning er den skrevne sandhed mindre bevægelig. Troen i form af det skrevne ord kan dog stadig fortolkes og forstås forskelligt.

I forbindelse med dette pegede Anders Gadegaard på en anden væsentlig forskel, nemlig reformationen. Hverken islam eller jødedom har haft en reformation og er ifølge Gadegaard derfor ikke så langt i processen med udvikling af fortolkninger. Med Luther kom en kritik af det fastlåste gudsforhold, og reformationen gjorde op med tanken om, at én sidder inde med sandheden, men lærte i stedet at alle har lige meget ret til sandheden. Denne udvikling har været umådelig betydningsfuld for kristendommen og det kristne syn på tro. I islam ligger sandheden i høj grad stadig hos imamen og religiøse overhoveder, men man ser en udvikling af fortolkninger særligt hos den yngre generation, og rollemodeller springer frem, der gør op med traditionelle holdninger, fx angående homoseksualitet. Anders Gadegaard mener islam og jødedom er i gang med en udvikling, men minder os om hvor lang tid det tog for kristendommen at nå til, hvor den er i dag. I Danmark tillod vi først homoseksuelle vielser i kirken for seks år siden, og kampen for kvinders ligestilling har været langt undervejs og kæmpes endnu. Reformation eller ej, disse processer tager tid. Det må vi huske på og ikke skynde på vores med-troende, men gå forrest og vise vejen, støtte og guide.

Jeg er enig med Gadegaard i denne pointe. Samme princip gør sig gældende i arbejdet i udviklingslande og i konfliktløsning og fredsarbejde. Udvikling tager tid, fredsprocesser tager tid, og for de rette løsninger må man være tålmodig. Et andet princip er dog også vigtigt her; løsninger skal være de rette for de rette mennesker. Med andre ord, processer og udvikling skal ske med øje for konteksten og miljøet, de foregår i, og på samme måde som vi ikke skal presse tiden, skal vi heller ikke presse vores idealer og værdier ned over andre. Målet er ikke, at de andre kommer til at ligne os. Dette gør sig også gældende i forhold til religion. Vi kan støtte hinanden i udviklingen, men for eksempel må man ikke som kristen tro, at målet er at andre religioner skal gennemgå en reformation som den kristne. Udvikling skal passe til troen og kulturen, den vedrører. På samme måde er pointen med religionsdialog og tiltag der samler forskellige religioner i samtale ikke, at religioner skal blive enige og være ens. Det handler om at opmuntre og udvikle forståelsen og respekten mellem religioner. I København har de ’Tro i Harmoni’ -dag, og formålet med denne dag er ikke, at religioner skal harmoniseres, men at religioner skal leve i harmoni med hinanden, som Anders Gadegaard udtrykte det.

 

En fælles fjende

Når man bevæger sig på indersiden af Galschiøts skulptur, opdager man hurtigt, at i ligeså høj grad som der findes positive fællestræk mellem de tre monoteistiske religioner, findes også negative og mørke træk. Her kan man læse citater fra de hellige bøger, der omhandler underkastelse, kvindeundertrykkelse, afstraffelse og intolerance. Disse udtalelser virker ganske fjerne fra de troende mennesker jeg kender og har mødt, og jeg kan ikke genkende ét eneste af disse udsagn fra hverken kristne eller muslimer jeg kender. Disse er ældgamle udsagn, der direkte overført til vores moderne samfund ikke giver megen mening. De kræver fortolkninger og tilpasninger. Indenfor hver religion findes dog troende, der tager disse citater bogstaveligt. Troende der tror på en helt bogstavelig udlægning og forståelse af de hellige bøger: fundamentalister. Ved udgangen af skulpturen hænger et lille skilt med ordene: No Exit. Dette symboliserer, hvordan fundamentalisme fanger mennesker i de mørke udlægninger af troen, og hvor svært det kan være at bryde ud fra. Ingen af de tre religioner er foruden fundamentalister, og ingen er foruden fundamentalismens negative konsekvenser. Anders Gadegaard ser denne lighed som en mulighed for forening. Vi har en fælles fjende i fundamentalisme, som vi kan forenes i kampen mod og gøre fælles sag mod.

 

Samarbejde og fællesskab

En fælles fjende er ganske effektiv til at forene folk og grupper. Det er set mange gange før, og vi kender det måske fra vores eget liv. En fælles fjende er en effektiv måde at bringe folk sammen på og kan derfor være en glimrende strategi i starten af en interreligiøs proces. Hvis målet er at skabe vedvarende og stabile samarbejder og fællesskaber mellem islam, kristendom og jødedom, kræves dog mere end en fælles fjende. Det kræver også fælles projekter og en ændring i tilgangen til hinanden og hinandens religion.

Et skridt kunne være, at man husker på den fælles arv og fokuserer på de mange ligheder mellem religionerne, ligesom Galschiøt opfordrer til med sit værk. At vi fokuserer på det, vi har tilfælles. Næste skridt kunne så være, at vi dykker nysgerrigt ned i forskellene. Ikke for at distancere os fra de andre, men for at lære om hinandens tro. Erkendelsen af vores forskelle bør følges af en hyldest af vores diversitet og forståelsen for at vi ikke skal harmoniseres, men leve i harmoni. Anders Gadegaard kommer med konkrete bud på, hvordan vi lykkes med dette. Han foreslår, man skal starte med at anerkende det, man synes er smukt og godt ved den anden religion. Dette kræver viden, og viden er altså forudsætning for forståelse og respekt. Dernæst må man i mødet med andre sætte sig ind i den andens tro, og herefter sørge for at man kun beskriver troen på en sådan måde, den anden kan genkende sig selv deri.

Med disse skridt kan vi lære at samarbejde om fælles projekter og gøre fælles sag mod en fjende som fundamentalisme. Som tre søskende der vokser fra hinanden, men stadig har en fælles arv og fælles værdier, kan vi stå sammen for at værne om disse værdier. Det er her samarbejde bliver til fællesskab, ifølge Gadegaard. Hvor vi forstår hinanden så godt, at vi træder ind for hinanden og forsvare hinanden som søskende, der nok er forskellige, men som værdsætter hinandens diversitet, og derfor støtter hinanden.

 

Abrahams Sammenbragte Børn løber fra den 15. september til 30. november i Odense, og man kan læse mere om festivalen på: http://kontraster.dk/


 

<< Tilbage til online magasin

URL: https://danmission.dk/ikon/magasinet/online/abrahams-born/