IKON 25 år: ”Et øjeblik i kirkehistorien”

”IKON er mere end en forening af interesserede og begejstrede mennesker. IKON er et udtryk for en kirkelig profetisk røst, som har været med til at flytte perspektiver fra noget, der var, til noget helt andet”. Sådan lød det fra radiovært fra ”Mennesker og Tro” Anders Laugesen ved IKONs 25-jubilæums-fejring.

Omtrent 65 forventningsfulde mennesker i alle aldre var lørdag d. 2. december mødt op for at fejre IKONs 25 års jubilæum. På Nørre Allé i Aarhus havde de mange spirituelt interesserede og religionsdialog-forkæmpende mennesker taget plads i ungdomskirkens særegne kirkerum med det store glasvindue til gården som altertavle.

De lyttede til IKONs formand, præst i Brorson Kirken på Nørrebro i København Nicolaj Stubbe Hørlycks velkomsttale og til Murtaza Al Shawi, en Danmission-uddannet dialogpilot og tidligere talsmand for Imam Ali Moské, fortælle om sine erfaringer med interreligiøs dialog.

Alle var lutter øre. Men det var nok ikke alle, der vidste, at de blot ved at sidde i ungdomskirken denne lørdag, ligefrem ville blive kaldt vidner til et kirkehistorisk øjeblik. Det skulle den prisvindende P1-vært Anders Laugesen imidlertid slå fast senere på dagen. Det skete i oplægget til det interview, som Anders Laugesen var inviteret til at gennemføre med leder af meditationscenteret Tigerens Rede, som IKON har haft samarbejde med gennem flere år. Anders Laugesen var ikke til at misforstå:

”IKON har lavet et fantastisk arbejde. Tillykke til jer, der har lavet et af dansk kirkelivs bedste blade i 25 år. Det er godt gået. Og tillykke til alle os, der har været omkring den gerning, der har trukket det videre. Og så vil jeg sige, at vi skal være klar over, at her er vi et øjeblik i kirkehistoriesammenhæng”:

“IKON er mere end en forening af interesserede og begejstrede mennesker. IKON er et udtryk for en profetisk røst, en kirkelig profetisk røst, som har været med til at flytte perspektiver fra noget, der var, til noget helt andet. Og det markerer vi nu med det her nedslag i tiden, et kirkehistorisk øjeblik. Tillykke med det”, sagde han.

Somalisk kagebord, spiritualitet og historie

Op til interviewet med Anne Sophie Jørgensen, som lederen af Tigerens Rede hedder, var der blevet serveret et stort og eksotisk udvalg af somalisk kage. Temaet var nu ”tro, tantra og taknemmelighed”, hvilket Anne Sophie Jørgensen knyttede sine egne erfaringer og praksis til.

Hun fortalte om det spirituelle lys, der findes i enhver religion. Er man optaget af lyset, sagde hun, vil man se en masse fællestræk religionerne imellem og være i stand til at se stort på, at folk fra forskellige religioner går forskelligt klædt og gør ting på forskellige måder. For alle religioner arbejder gennem kærligheden med at gøre verden til et bedre sted. Det er kærligheden, der er lyset.

Nicolaj Stubbe Hørlyck læste siden op fra det første IKON blad, som blev udgivet i december 1992. Den nu afdøde biskop Niels Henrik Arendt skrev heri artiklen: ”Den, der af frygt bliver hjemme, gik der ingen splinter af”.

Et citat fra artiklen lyder sådan:

”At give sig i samtale med et menneske af anden tro er på en vis måde at være villig til at gå hjemmefra. Den, der af frygt eller selvtilstrækkelighed blev hjemme, gik der måske ingen splinter af, til gengæld fandt han måske heller aldrig den skat, han havde derhjemme”.

En udrykning til dialog i praksis

Umiddelbart efter receptionsfejringen opstod der en situation, som tilfældigvis og helt lav praktisk kaldte på den dialog, det havde handlet om hele dagen. Det var da Steen Bonde, der i 1992 var en af stifterne af IKON, blev ringet op. Som fungerende hospitalspræst havde han tilkaldevagten den dag og nu var der brug for ham.

En syrisk familie havde pludseligt mistet et kært familiemedlem. Familien var oprevet, frustreret og sørgende, hvilket sundhedspersonalet havde brug for hjælp til at håndtere.

Steen Bonde var hurtig til at invitere den unge dialogpilot Murtaza Al Shawi med. Murtaza er dansk muslim med irakiske rødder og taler flydende arabisk. De to syntes derfor at være det perfekte match til at skabe dialog mellem sundheds-personalet og den sørgende familie. Mens Murtaza tolkede – både sprogligt, kulturelt og religiøst, trak Steen på sine mange års erfaring som præst og sjælesørger.

Og det hjalp.

Efter nogle timer var den syriske familie faldet lidt ro. Sygdomsforløb, død og begravelse i en dansk kontekst stod nu mere klart for familien.

Trods den ulykkelige situation for familien, kunne afslutningen på IKON og religions-dialogens jubilæum på mange måder ikke være foregået mere rigtigt.