(…) Lahpai skynder sig at tænde op i det lille ildsted og prøver at få varme i fingrene, mens hun sætter ris over til familiens morgenmad. Når der altså er noget ris.

For familien kan ikke længere høste deres marker hjemme i landsbyen Kawng Ra i det nordlige Myanmar. Burmesiske regeringssoldater invaderede landsbyen under kampe med uafhængighedshæren, og landsbyboerne blev tvunget på flugt. Sammen med skønsmæssigt 100.000 andre er den 13-årige pige, hendes fire mindre søskende og deres forældre nu det, man kalder internt fordrevne – altså flygtninge i deres eget land.

Alligevel er Lahpai Ja Seng Mai heldig – set med egne øjne – men det vender vi tilbage til.

KRIMINEL, PROSTITUERET ELLER DAGLEJER?

Den væbnede konflikt i delstaten Kachin har hærget siden 2011, og Lahpai Ja Seng Mai og de andre flygtninge bor i lejre på syvende år. Det er livsfarligt at vende hjem, så man hutler sig igennem.

Ikke mindst de store børn er udsatte. For ofte ser de ikke andre muligheder end kriminalitet, prostitution eller illegalt at krydse grænsen frem og tilbage til Kina, hvor de som daglejere risikerer at blive udnyttet eller anholdt.

DRØMMER OM AT BLIVE LÆRER

Lahpai Ja Seng Mai håber inderligt, at hun kan få lov at blive i skolen – også selv om hun har en travl hverdag, hvor hun både skal lave mad, passe sine søskende og være flittig med lektierne. For hun er glad for at gå i skole og drømmer om at blive lærer og undervise børnene i flygtningelejren.

”Vi har ikke altid nok at spise, for mine forældre tjener ikke nok til at få enderne til at hænge sammen. Men fordi organisationer her i lejren hjælper os, er det lykkedes mig at få lov at blive i skolen, selv om jeg er storesøster, og selv om vi kunne have god brug for min indtægt,” fortæller hun.