Værdier
Udskoling
Undervisningsforløb
Dansk – Kristendomskundskab – Samfundsfag – Engelsk – Temauge
Livssyn, tro og VÆRDIER – væsentlige pointer
- Livssyn er en persons måde at erfare, tolke og forstå tilværelsen på
- Alle har livssyn, overbevisning og værdier, uanset om man er bevidst om det eller ej
- Livssyn, tro og religion er alle en personlig sag; om det er en privat sag, er op til den enkelte
- ”Levet religion” fokuserer på, hvordan religion leves og praktiseres i hverdagen
- Alle mennesker har ”det gode” som værdi, men har forskellige holdninger til, hvad ”det gode” er
Om forløbet
Formålet med forløbet er at give eleverne mulighed for at reflektere over personlige og samfundsmæssige værdier og over, hvordan dilemmafyldte situationer kan vurderes forskelligt på baggrund af forskellige værdier. Forløbet fokuserer på begrebet ”værdier”, men eftersom livssyn, tro og værdier er vævet sammen, indgår livssyn og tro indirekte. Eksplicitte opgaver om ”tro” indgår i temaet Interreligiøs kompetence.
Forløbet består af forskellige aktiviteter og øvelser, som blandt andet omfatter
- stillingtagen med bevægelse
- refleksion over egne værdier
- fysiske udtryk
- analyse af fiktionstekster
- dilemmaøvelse vedr. ”at gøre det gode”
- udforskende dialoger
Forløbet kan laves i sin helhed, enkelte opgaver kan udelades og nogle opgaver kan stå alene.
Tre faser
Alle forløb i Din & min verden er inddelt i tre faser:
- Kom godt i gang Her tunes eleverne ind på forløbets tema. Der etableres en ”stemthed” ift. det kommende indhold.
- Indtryk, udtryk og dialog Her arbejdes med indhold, i form af lærerinput, tekster mv. Indholdet danner basis for æstetiske eller diskursive produkter, der efterfølgende er omdrejningspunkt for udforskende dialoger.
- Forankring Her samles der op på forløbets læring, oftest i form af et æstetisk produkt. Omsætning til et nyt formsprog styrker læring og fastholdelse.
Alle tidsangivelser er vejledende
Nærvær og opmærksomhed
Samling og grounding
Tidsforbrug: 7-10 minutter
Eleverne står i en cirkel. Brug grounding-teknikker:
- Lukkede øjne og tre dybe vejrtrækninger
- Visualisering af “rødder” fra fødderne til gulvet
Lyttedel – stadig med lukkede øjne:
Bed eleverne om at lytte til lyde langt væk (uden for lokalet), lyde i lokalet og til sidst lyde tæt på, fx naboens vejrtrækning eller deres eget åndedræt.
“Man bliver lykkelig ved at…”
Stillingtagen med bevægelse
Tidsforbrug: 10-15 minutter
Eleverne står i en cirkel og sætter sig ned (på gulvet eller på hug). Når de er enige i et udsagn, rejser de sig op. Alle sætter sig igen, før næste udsagn.
Udsagn: “Man bliver lykkelig ved at…” (tilpas dem efter klassen)
- have mange venner
- have få, men rigtig tætte venner/veninder
- klare sig godt i skolen
- have en familie
- være fri til at gøre, hvad man har lyst til
- være en del af et fællesskab
- klare sig godt i sport
- være god mod sig selv
- blive rig
- tro på noget
- få mange likes på sociale medier
- undgå at være i konflikt med andre
- være fri til at gøre, hvad man har lyst til
- klare sig godt i online-aktiviteter, fx gaming
- have en kæreste
Refleksion
Bed eleverne overveje, om de mest var enige i udsagn om at “være god til noget” (præstation) eller udsagn om at “have gode relationer” (forbindelse til andre). Spørg nogle elever, hvad de tænkte om det.
Egne værdier
Billeder og “skulpturer”
Tidsforbrug: 40-50 minutter
Individuelt valg og gruppepræsentation
Læg forskellige billeder på gulvet, hvis du har egnet materiale. Alternativt del PowerPoint med diverse billeder med eleverne (download Billeder, diverse).
Eleverne vælger 2 billeder, der symboliserer personlige værdier eller værdier, de mener, samfundet bør fremme.
Grupper på 3-4
- Hver elev præsenterer én værdi og forklarer, hvorfor den er vigtig. Opfordr til, at de spørger udforskende ind til hinandens værdier.
- Gruppen vælger 3-4 værdier (svarende til antal personer i gruppen), og illustrerer dem gennem skulpturer (fysiske opstillinger som gruppen laver med deres kroppe). Giv hver gruppe et benspænd, i form af et eller flere bevægelseselementer, der skal indgå fx en spejling, temposkift, eller synkron bevægelse.
- Skulpturerne fremvises med slowmotion-overgange, og gruppen siger værdierne i kor.
Gruppesamtale
- Er der situationer, hvor det er svært at følge sine værdier?
- Er der situationer, hvor man må gå imod dem?
- Er der nogle værdier, der er så vigtige, at de altid skal følges?
Klasseopsamling
Grupperne deler to refleksioner med klassen. Spørg udforskende ind til deres tanker.
Værdier i sangtekster
Tekstanalyse
Tidsforbrug: 110-140 minutter
Sangtekstøvelse (dansk/engelsk)
Eleverne læser en sangtekst. Fx en af følgende eller vælg en anden relevant tekst afhængig af klassetrin og niveau. Det skal være muligt at identificere værdier i teksten. Brug evt. en tekst, der allerede er på årsplanen.
- Frit land af Carl Emil Petersen Frit land
- No Time to Sleep af Tina Dickow
Klasseaktivitet
Læs og diskuter den valgte sangtekst – begynd evt. i grupper, hvis det vurderes bedst.
Spørgsmål til diskussion:
- Hvilken kritik fremsætter personen?
- Hvem kritiserer personen?
- Hvad kritiserer personen?
- Hvad forholder personen sig positivt til?
- Hvilke værdier har personen?
2 & 2 eller individuelt
Eleverne vælger selv en sangtekst, besvarer spørgsmålene (de samme som klassen arbejdede med til fællesteksten) og laver en præsentation med billeder og refleksioner (fx via Thinglink på Skoletube)
Der skal indgå (suppler evt. selv):
- Et billede eller en tekst, der angiver hvilken sang, der er tale om
- Billeder der repræsenterer/symboliserer sangtekstens værdier
- Besvarelsen af de 5 spørgsmål lægges ind i forbindelse med de valgte billeder
- Elevens egne refleksioner over sangens værdier
2 grupper/2 elever sammen
Eleverne præsenterer deres produkt for hinanden og stiller udforskende spørgsmål. Brug eventuelt lyttekort.
- Er værdierne i de to pars/elevers sange forholdsvis ens eller forskellige
- De udvælger 3 eksempler på tværgående værdier (hvis de findes) og et par eksempler på enkeltstående værdier
Klasseopsamling
Saml op på de gennemgående og de enkeltstående værdier.
Værdier hos personer i roman/novelle
Tekstanalyse
Tidsforbrug: 60-70 minutter (udover læsning)
Tekst: roman eller novelle fra årsplanen eller elevernes individuelt valgte roman.
Novelleforslag:
Novellesamling: To minutter i dommedag: hvem gør dog den slags? af Mette Vedsø (2016). Høst & Søn.
Novelle: ‘Tre slags’ i Pære-perker-dansk af Dorthe Nors (2011). Høst & Søn.
2 & 2 eller individuelt
Eleverne analyserer romanen/novellen med fokus på de værdier, personerne i teksten repræsenterer.
Brug den analysetilgang klassen almindeligvis bruger. Inddrag evt. de fem spørgsmål fra foregående opgave Værdier i sangtekster. Afhængig af klassetrin og niveau brug evt. arket Tekster. Værdier – en generel tilgang (til download).
Eleverne laver en præsentation med brug af fx Thinglink (Skoletube)
Der skal indgå (suppler evt. selv):
- Et billede af bogens forside
- Indlagte billeder der repræsenterer/symboliserer bogens personers værdier – med tekst der angiver person, og hvordan værdien viser sig hos personen
- Elevens refleksioner over personernes værdier
Afleveres til godkendelse og eventuel kommentering
Grupper på 3-4
- Eleverne præsenterer deres produkt for hinanden og stiller udforskende spørgsmål. Brug eventuelt lyttekort
- En anbefaling/anmeldelse kan indgå
- På tværs af bøgerne forholder de sig til, om det er forholdsvis ens eller forskellige værdier personerne har
- De udvælger 3 eksempler på gennemgående værdier (hvis de findes) og et par eksempler på enkeltstående værdier
Klasseopsamling
Saml op på gennemgående værdier på tværs af romanerne, og diskuter, om værdierne varierer.
Værdier for os som klasse
Rangering
Tidsforbrug: 35- 45 minutter
Grupper på 3-4
Giv hver gruppe et sæt med 10 forskellige værdier (download 10 værdier). Tilpas evt. efter klassetrin.
Grupperne skal rangere dem efter, hvilke de synes er vigtigst.
De 10 værdierer: Ærlighed, Lighed, Frihed, Venlighed, Mod, Retfærdighed, Ansvarlighed, Kreativitet, Loyalitet og Tålmodighed
2 grupper sammen
Grupperne sammenligner med en anden gruppe. Først spørger den ene gruppe udforskende ind til den anden gruppes prioritering. De skal ikke blive enige, det handler om at forstå den anden gruppes prioriteringer. Derefter omvendt.
Klasseopsamling
- Er der enighed eller forskelle mellem grupperne?
- Hvad kan have indflydelse på, hvordan man rangerer?
Tal fx herunder også om, om andre steder i verden måske ville rangere værdierne anderledes.
Hvad vil det sige at gøre det gode?
Dilemmaer
Tidsforbrug: 30-35 minutter (længere ved flere dilemmaer)
I denne opgave er der fokus på, at objektive værdier som fx ”at gøre/ville det gode” udfyldes med subjektive værdier: Det rigtige, ”det gode”, for den ene, kan være forkert for en anden. Læs evt. selv i Baggrundsmaterialet om værdier i Livssyn, tro og værdier
Grupper på 4
- Grupperne får et værdirelateret dilemma med tilhørende roller (download Dilemmaer til At gøre det gode)
- Eleverne starter med at læse deres rolle og reflektere over, hvordan denne person ville reagere på dilemmaet. Hvad er vigtigt for personen? Hvilke værdier eller holdninger styrer personens perspektiv?
- Eleverne taler om dilemmaet fra deres tildelte roller og perspektiver. Vigtigt: Det er ikke et rollespil, hvor de skal opføre rollen. I stedet skal eleverne analysere og forklare, hvordan “deres” rolle ser på dilemmaet og diskutere de forskellige synspunkter i gruppen. Opfordr eleverne til at være udforskende ift. de øvriges synspunkter, herved hjælper de hinanden med at udfolde de forskellige holdninger.
Giv evt. grupperne et nyt dilemma, hvis tiden tillader der.
Klasseopsamling
- Hvilke perspektiver har I fået på at gøre det gode?
- Hvordan var det at skulle diskutere ud fra en forudbestemt holdning?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved at skulle argumentere for synspunkter, man ikke nødvendigvis selv har?
- Var der nogle roller, det var nemmere at argumentere ud fra? Eksempler?
Interview med Fiktiv Karakter
Tidsforbrug: 40-50 minutter
Individuelt
Eleverne starter med at reflektere individuelt over de værdier, de har arbejdet med i forløbet. De vælger én værdi, som de synes er mest central for dem selv, klassen eller samfundet. Hver elev skriver en kort tekst på ca. 3-4 sætninger, der forklarer, hvorfor netop denne værdi er vigtig. De kan inkludere deres egne refleksioner fra tidligere aktiviteter.
2 & 2
Parrene vælger en fiktiv karakter fra forløbet, som de mener, de kan udfordre med deres værdier. De forbereder et kort “interview” med karakteren. I interviewet skal de:
- introducere karakteren og et etisk dilemma, som karakteren står overfor. De vælger selv et dilemma
- spørge karakteren, hvordan personen vil håndtere dilemmaet, og hvorfor
- udfordre karakteren med spørgsmål ud fra deres egene valgte værdier
Eleverne kan skrive spørgsmål og svar ned som et “manuskript” eller blot have stikord klar til præsentationen.
Præsentation og refleksion
- Hvert par præsenterer deres interview for klassen. De har hver især rollen som ”Fiktiv karakter” og ”Interviewer”. De kan enten læse op af manuskriptet eller gennemføre interviewet ud fra deres stikord. Afslutningsvis nævner ”karakter” og ”interviewer” hver, hvilke 2-3 centrale værdier, der har været styrende for deres holdninger.
- Evt.: klassen kan stille opfølgende spørgsmål til karakteren og diskutere de valg, der blev taget.
Fælles afslutning
Klassen kan afslutte med at diskutere, hvilke etiske principper, der går igen på tværs af de præsenterede karakterer og interviewere. Er der nogen mønstre i valg af værdier og i værdier, som eleverne har valgt at udfordre?