Værdier
Mellemtrin
Undervisningsforløb
Dansk – Kristendomskundskab – Samarbejde med Billedkunst – Temauge
Livssyn, tro og VÆRDIER – væsentlige pointer
- Livssyn er en persons måde at erfare, tolke og forstå tilværelsen på
- Alle har livssyn, overbevisning og værdier, uanset om man er bevidst om det eller ej
- Livssyn, tro og religion er alle en personlig sag; om det er en privat sag, er op til den enkelte
- ”Levet religion” fokuserer på, hvordan religion leves og praktiseres i hverdagen
- Alle mennesker har ”det gode” som værdi, men har forskellige holdninger til, hvad ”det gode” er
Om forløbet
Formålet med forløbet er at give eleverne mulighed for at tænke over deres egne og andres værdier gennem forskellige æstetiske udtryk og dialogbaserede aktiviteter. Forløbet hjælper eleverne med at forstå forskellighed og bidrager til nysgerrighed og respekt ift. andres perspektiver. Forløbet fokuserer på begrebet ”værdier”, men eftersom livssyn, tro og værdier er vævet sammen, indgår livssyn og tro indirekte. Eksplicitte opgaver om ”tro” indgår i temaet Interreligiøs kompetence.
Forløbet består af forskellige aktiviteter og øvelser, som blandt andet omfatter:
- stillingtagen med bevægelse
- værdibrainstorm og rangering af værdier
- refleksion over egne værdier
- fysiske udtryk
- tekstfortolkning
- værdier udtrykt visuelt
- dialoger om værdier og visuelle udtryk
- værdier i fællesskaber i nærområdet
- besøg af repræsentanter fra fællesskaber
- individuel skriftlig refleksion
Forløbet kan laves i sin helhed, enkelte opgaver kan udelades og nogle opgaver kan stå alene.
Tre faser
Alle forløb i Din & min verden er inddelt i tre faser:
- Kom godt i gang Her tunes eleverne ind på forløbets tema. Der etableres en ”stemthed” ift. det kommende indhold.
- Indtryk, udtryk og dialog Her arbejdes med indhold, i form af lærerinput, tekster mv. Indholdet danner basis for æstetiske eller diskursive produkter, der efterfølgende er omdrejningspunkt for udforskende dialoger.
- Forankring Her samles der op på forløbets læring, oftest i form af et æstetisk produkt. Omsætning til et nyt formsprog styrker læring og fastholdelse.
Alle tidsangivelser er vejledende
Nærvær og opmærksomhed
Samling og grounding
Tidsforbrug: 7-10 minutter
Eleverne står i en cirkel. Brug grounding-teknikker:
- Lukkede øjne og tre dybe vejrtrækninger
- Visualisering af “rødder” fra fødderne til gulvet
Lyttedel – stadig med lukkede øjne:
Bed eleverne om at lytte til lyde langt væk (uden for lokalet), lyde i lokalet og til sidst lyde tæt på, fx naboens vejrtrækning eller deres eget åndedræt.
“Man bliver lykkelig ved at…”
Stillingtagen med bevægelse
Tidsforbrug: 10-15 minutter
Fortæl eleverne, at vi alle kan have forskellige opfattelser af, hvad der er vigtigt i livet – både som individer og i grupper. At det nu skal handle om, hvad folk synes er vigtigt.
Eleverne står i en cirkel og sætter sig ned (på gulvet eller på hug). Når de er enige i et udsagn, rejser de sig op. Alle sætter sig igen, før næste udsagn.
Udsagn: “Man bliver lykkelig ved at…” (tilpas dem efter klassen)
- have mange venner
- klare sig godt i skolen
- være god til sport
- være venlig mod sig selv
- blive rig
- få mange likes på sociale medier
- have en familie
- have få, men tætte venner
- undgå konflikter med andre
- være fri til at gøre, hvad man vil
- være god til online-aktiviteter, som gaming
Refleksion
Bed eleverne overveje, om de mest var enige i udsagn om at “være god til noget” (præstation) eller udsagn om at “have gode relationer” (forbindelse til andre). Spørg nogle elever, hvad de tænkte om det.
Hvad er værdier?
Værdibrainstorm
Tidsforbrug: 10-15 minutter
Forklar, at en værdi er noget, man synes er meget vigtigt. Giv et par eksempler, fx ærlighed og tillid.
2 & 2
Eleverne brainstormer på ”værdier”. De siger på skift en værdi.
Klassen
På skift siger alle en værdi. Det er muligt at sige ”pas”. Fortsæt til ingen kan komme på flere værdier.
Egne værdier
Billeder og ”skulpturer”
Tidsforbrug: 40-50 minutter
Individuelt valg og gruppepræsentation
Læg forskellige billeder på gulvet, hvis du har egnet materiale. Alternativt del PowerPoint med diverse billeder med eleverne (download Billeder, diverse).
Eleverne vælger 2 billeder, der symboliserer personlige værdier eller værdier, de mener, samfundet bør fremme.
Grupper på 3-4
- Hver elev præsenterer én værdi og forklarer, hvorfor den er vigtig. Opfordr til, at de spørger udforskende indtil hinandens værdier.
- Gruppen vælger 3-4 værdier (svarende til antal personer i gruppen) og illustrerer dem gennem skulpturer (fysiske opstillinger som gruppen laver med deres kroppe). Giv hver gruppe et benspænd, i form af et eller flere bevægelseselementer, der skal indgå, fx en spejling, temposkift, eller synkron bevægelse.
- Skulpturerne fremvises med slowmotion-overgange for resten af klassen, og gruppen siger værdierne i kor.
Gruppesamtale (de samme grupper)
- Er der situationer, hvor det er svært at følge sine værdier?
- Er der situationer, hvor man må gå imod dem?
- Er der nogle værdier, der er så vigtige, at de altid skal følges?
Klasseopsamling
Grupperne deler to refleksioner med klassen. Spørg udforskende ind til deres tanker.
Tekstlæsning og fortolkning
Sangtekst
Tidsforbrug: 45 minutter
Vælg en tekst fra årsplanen, hvor det er muligt at identificere værdier eller brug fx (find dem på nettet):
- Kringsatt av fiender (Til ungdommen) af Nordahl Grieg
- Du spør mig om håbet af Lisbeth Smedegaard Andersen
Individuelt evt. 2 & 2
Giv eleverne (papir el. digitalt): Tekster. Værdier – en generel tilgang (dokument til download)
- Hvilke værdier udtrykker personerne i teksten eller forfatteren?
Klasseopsamling
- Hvad er eleverne kommet frem til?
- Er de selv enige eller uenige i, at de udtrykte værdier er vigtige?
Skab et værk
Visuelt udtryk
Tidsforbrug: 40-50 minutter
Evt. i samarbejde med billedkunst – så må længere tidsforbrug forventes.
Eleverne laver individuelt et visuelt udtryk, der illustrerer værdier fra teksten, de har arbejdet med. Fx maler de eller bruger anden relevant teknik fra billedkunst.
2 & 2
- Eleverne taler om hinandens værker og spørger udforskende ind til hinandens valg af farver, former og symboler
- De udvælger en forskel og en lighed i deres værker til deling i klassen
Klasseopsamling
Hør nogle ligheder, forskelle og eventuelle andre kommentarer.
Værdier for os som klasse
Rangering
Tidsforbrug: 35-45 minutter
Grupper på 3-4
Giv hver gruppe et sæt med 10 forskellige værdier (download 10 værdier). Tilpas evt. efter klassetrin. Forklar evt. svære ord.
Grupperne skal rangere værdierne efter, hvilke de synes er vigtigst.
De 10 værdier er: Ærlighed, Lighed, Frihed, Venlighed, Mod, Retfærdighed, Ansvarlighed, Kreativitet, Loyalitet og Tålmodighed
2 grupper sammen
Grupperne sammenligner deres rangering med en anden gruppe. Først spørger den ene gruppe udforskende ind til den anden gruppes prioritering. De skal ikke blive enige, det handler om at forstå den anden gruppes prioriteringer. Derefter omvendt.
Klasseopsamling
- Er der enighed eller forskelle mellem grupperne?
- Tal også om, om personer andre steder i verden måske ville rangere værdierne anderledes
Fællesskaber i nærområdet
Fotosafari
Tidsforbrug: 90–120 minutter
Vis billeder af forskellige fællesskaber: arbejdspladser, sportsklubber, fritidsklubber, religiøse bygninger m.m. Brug billedmateriale du har adgang til eller PowerPoint til download, Fællesskaber, eksempler. Introducér eleverne til idéen om, at fællesskaber ofte deler fælles værdier, fx arbejdspladser og effektivitet, sportsklubber og sammenhold.
2 & 2
- Eleverne tager billeder af steder i nærområdet, hvor mennesker mødes i fællesskaber. Det kan være arbejdspladser, sportsforeninger, fritidsaktiviteter, religiøse bygninger eller andre samlingssteder.
- Alternativ: Hvis der ikke er mulighed for fotosafari, kan du som lærer selv tage billederne, eller eleverne kan få opgaven som lektie.
- Eleverne vælger et billede og tilføjer det til en fælles online platform (fx Padlet). De skriver de værdier, som de mener, er centrale for det fællesskab, de har valgt. F.eks.: “Arbejdsplads og effektivitet.”
NB: Inkludér selv mindst ét billede af et religiøst fællesskab for bred repræsentation.
Grupper på 4, 2 fotosafaripar sat sammen
- Parrene fortæller hinanden om de værdier, de har tilskrevet et fællesskab. Den anden gruppe spørger udforskende ind, mhp. om flere værdier kunne tilføjes.
- Refleksion: Eleverne skal overveje, hvordan de selv oplever værdierne i fællesskaber, de kender til, fx sportsklubber eller fritidsklubber.
Klasseopsamling
- Bed eleverne overveje, om man kan gå ud fra, at alle ”medlemmer” af det givne fællesskab har alle de samme værdier
- Er der fællesskaber, som ingen har førstehåndskendskab til, eller som ingen ønsker at tale om?
- Hvordan kan I få mere viden om disse fællesskaber? Vær opmærksom på trosfællesskaber og deres betydning
Besøg eller få besøg
Tidsforbrug: 1,5-2 timer
Besøg
Tag på besøg i et fællesskab eller inviter gæster til klassen, der kan fortælle om et fællesskab og dets værdier. Inkluder en person fra et trosfællesskab.
Forberedelse
Inden besøget udarbejder I sammen nogle udforskende spørgsmål, der skal skabe indsigt i og forståelse for fællesskabet. Gennemfør gerne refleksionsøvelsen At få besøg, download.
Eksempler på spørgsmål:
- Hvad laver I? (arbejdsplads/klub/forening/frivilligindsats/trossamfund/X)
- Er der ting eller tanker, I er ret enige om?
- Hvorfor er det vigtigt for jer?
- Er der nogen, der mener noget andet? – Gør det noget?
Refleksion efter besøget
Hvad tager eleverne med, og var der noget, der overraskede dem?
Hvad er jeg blevet klogere på?
Skriftlig refleksion & deling
Tidsforbrug: 60 minutter (eller noget af tiden hjemme)
Individuelt
Eleverne besvarer 3-4 spørgsmål skriftligt, der samler op på, hvad de har lært om fællesskaber og værdier. Afhængig af klassetrin og niveau kan det være en samlet tekst eller separat besvarelse af spørgsmål. Fx:
- Hvilke fællesskaber har du lært om?
- Hvad har du lært om fællesskaber, du ikke selv er en del af?
- Har fællesskaberne forskellige værdier? Hvad er ens, hvad er forskelligt?
- Er der noget, der har overrasket dig?
Lad eleverne aflevere deres produkt. Om muligt læs og kommenter kort.
Grupper på 3
- Eleverne læser deres besvarelser op. Lav grupper på tværs af tidligere grupper. Brug evt. lyttekort (download)
- De udvælger to ligheder og forskelle i deres besvarelser
Klasseopsamling
Saml op på ligheder og forskelle.
Fælles værdimosaik
Tidsforbrug: 60 minutter
Eleverne vælger citater fra deres skriftlige produkter, som de kombinerer med deres tidligere malede billeder/æstetisk udtryk.
Mosaik
De færdige billeder og citater samles til en fælles “værdimosaik”, som hænges op i klassen.