Hør om dagligdagen på Mødestedet, der er Danmissions tilbud til flygtninge og indvandrere på Vesterbro i København, og som drives i samarbejde med sognene i Vesterbro Provsti. Mødestedet blev grundlagt i 1984 og fungerer som en dagligstue – en slags social skadestue, hvor der bl.a. tilbydes rådgivning, lektiehjælp, udflugter, foredrag, fællesspisning og højskoleaftener. Mødestedet har årligt ca. 7500 besøgende med mere end 60 forskellige nationaliteter. Langt de fleste er kvinder, har muslimsk baggrund og kommer fra Tyrkiet, Pakistan, Marokko, Iran, Irak eller Afghanistan.
Foredraget sætter fokus på, hvordan Mødestedet:
- skaber dialog, fællesskab og samvær mellem mennesker med forskellig kulturel, religiøs og etnisk baggrund
- højner livskvalitet og trivsel blandt socialt udsatte med anden etnisk baggrund og støtter den enkelte til at gøre brug af egne ressourcer
- medvirker til en gensidig og positiv integrationsproces i det danske samfund
- udvikler og skaber rammer for et tværkulturelt kristent fællesskab