”Julen varer lige til påske,” synger vi i en kendt julesang herhjemme. Men i Tanzania er det omvendt: Påsken varer lige til jul, ja, helt til påske igen. Lad mig forklare hvorfor.
I Roskilde Domkirke, hvor jeg har fejret påske som præst de seneste år, er påsken nok den største højtid. Julen er ganske vist menighedens fest, hvor hver eneste bænk er tæt besat. Men påsken er kirkens fest. Her fejrer vi det, vi lever på: Jesu død og opstandelse.
Palmesøndag vifter børn med grene og synger ”Hosianna,” inden kirken fyldes med flere hundrede chokoladeæg, som bliver delt ud bagefter, mens børnekoret synger. Skærtorsdag spiser vi lam og urter sammen efter gudstjenesten, hvor nadveren er i centrum. Langfredag lukkes alteret, og sorgen melder sig. Men påskedag pyntes der op med påskeliljer, og blæserne spiller fra tårnet ud over byen. Sansemæssigt og musikalsk er det en oplevelse, der sætter sig dybt i én. Opstandelsens lys ovenpå dødens mørke bliver meget tydeligt. Det er, når kirken er bedst, når musikken er bedst, når fællesskabet er bedst.
I Tanzania er påskedag blot endnu en søndag. Måske er prædikenen endda lidt kortere end normalt, så man kan nå hjem og holde fri med sine gæster. Det overraskede mig, for her er der masser af palmegrene. Jeg har masser i haven, de må låne, men ingen børn vifter med dem. Her er der måltidsfællesskab efter hver en gudstjeneste, bare ikke lige til påske. Her er der en overflod af musik, men ikke noget særligt til påske.
Derfor varer julen ikke til påske, men påsken til jul. I Tanzania, hvor jeg nu nogle gange har fået lov at være med til at fejre gudstjeneste, er hver søndag nemlig en opstandelsesfejring. Det er det jo også i Danmark, men det er, som om det fylder mere hernede. For efter en uge, hvor man har overlevet trafikken, fået noget at spise, haft lidt medgang i butikken; hvor regnen endelig har fjernet lidt af støvet, og stormen ikke rev taget af huset; hvor manden kom hjem efter at have været længe væk, og livet gang på gang blev givet én igen – så er hver søndag en opstandelsesfejring.
Det gennemsyrer hverdagen, at livet her er mere sårbart. Sker der noget godt, takker man Gud. Sker der noget skidt, beder man til Gud. Sker der ingenting, så spørger man Gud. Gud er med hele tiden, i alt hvad der sker. ”Opstandelsen er lige her,” som vi synger i en nyere dansk påskesalme af Iben Krogsdal. Sådan er det i Tanzania, og måske er det derfor, at påsken fejres hver eneste søndag og ikke med palmeblade palmesøndag. At musikken ikke er særlig til påske, men hver søndag har sin egne særegne melodi.
Hver søndagsgudstjeneste er en fejring i sig selv. Det er ikke passionsmusik af Bach eller pigekorets lyse stemmer, der skaber stemning under hvælvingerne. Det er heller ikke vidunderlige flerstemmige motetter eller orglets brusen. Men det er glæde, påskeglæde, opstandelsesglæde, hver eneste søndag. Og mens jeg glæder mig over alt det, som Roskilde Domkirkes smukke rum tilbyder af sanselighed med de store musikalske værker og mangeartede gudstjenester – ja, så er jeg taknemmelig over at opleve den ugentlige påskeopstandelse her i Tanzania.