Danmission er med i Danmarks Indsamling 2023 

Danmission er med i Danmarks Indsamling 2023

Et vigtigt projekt for krigsramte børn i Myanmar, som Danmission står bag i samarbejde med partneren Nyein Shalom Foundation, modtager i 2023 støtte fra Danmarks Indsamlingen.

Kirstine Thye Skovhøj,  

En gang om året går en række danske humanitære organisationer og DR sammen om at samle ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande. I år er temaet for indsamlingen sårbare børn. 

I Danmission er vi glade for, at vi med støtte fra Danmarks Indsamling 2023 kan hjælpe i alt 450 forældre og 900 børn i alderen 7-11 år fra 20 forskellige landsbyer i det nordlige Myanmar i løbet af 18 måneder, hvor de vil deltage i skræddersyet forældreundervisning og børneaktiviteter. Der er desperat brug for at hjælpe de mange traumatiserede børn og deres forældre.  

For de børn, der lever i den nordlige stat Kachin i Myanmar, har livet aldrig været let. De lever i en del af landet, der gennem årtier har været præget af konflikter. Efter militærkuppet i 2021 er situationen i Kachin blevet endnu værre – håbløsheden er vokset og for forældre er det en nærmest umulig opgave at skabe en tryg barndom for deres børn. Frygt, sult, eftervirkninger af COVID-19 og militærjuntaens hårdhændede metoder ligger som et truende jerngreb om familierne og deres hverdag.   

Frygt for at skolen bliver angrebet 

Mange børn tør simpelthen ikke gå i skole af frygt for at blive angrebet og sprunget i luften, mens de sidder i klasseværelset. Der har været godt 300 angreb på skoler i løbet af et år, hvoraf ca. 190 af dem involverede eksplosioner. Den brutale militærjunta kontrollerer skolerne, og derfor tør forældre ikke sende deres børn direkte i hænderne på militæret, og mange holder også af den grund børnene hjemme.   

Antallet af børn, der ikke kommer i skole, er mere end fordoblet på to år.  

I de hårdt pressede familier er der større tendens til vold og nogle børn ender i hænderne på menneskehandlere, bliver rekrutteret til militæret eller til at sælge narkotika.  

Fortabte børn og forældre får hjælp 

Børnene har brug for hjælp til at bearbejde deres traumer, og forældrene har brug for at blive støttet i at skabe et trygt hverdagsliv for deres børn i en meget svær og usikker situation. Forældrene føler sig fortabte og mangler kompetencer til at hjælpe deres børn.  

Derfor arbejder Danmission tæt sammen med den lokale partner Nyein Shalom Foundation for at fremme børns psykosociale trivsel og modstandsdygtighed. Det gør vi igennem forskellige børnevenlige aktiviteter, hvor børnene kan bearbejde deres traumer og oplevelser og samtidig får redskaber til at modstå de svære oplevelser, de desværre ikke kan undgå at blive udsat for videre i deres liv.  

Forældrene vil bl.a. blive undervist i ernæring og psykosociale forhold, og i hvordan man som lokalsamfund kan hjælpe og støtte hinanden. Aktiviteterne for børnene vil ske gennem leg og læring, og målet er, at børnene får opbygget deres selvværd og modstandsdygtighed samt giver dem lyst og redskaber til at indgå i relationer med andre børn og modtage undervisning. 

Bak op om Danmarks Indsamlingen 

Se med, når hele Danmark samler ind i den gode sags tjeneste lørdag 4. februar på DR1  

 Om Danmarks Indsamling:  

En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at opnå FN’s Verdensmål 

Fakta: 

Årtiers konflikter i Myanmar har skabt svære og dårlige levevilkår for befolkningen. Efter militærkuppet i 2021, er det blevet endnu sværere – især i konfliktramte områder som Kachin-provinsen i det nordlige Myanmar.   

Militærjuntaen står bag skræmmekampagner, anholdelser og vold mod civile. 

En fjerde bølge af Covid-19 belaster befolkningen og sundhedssystemet.  

Lokale borgerkrige har udviklet sig over store dele af landet, og millioner af burmesere er på vej tilbage i absolut fattigdom. 

 

URL: https://danmission.dk/blog/2023/01/09/danmission-er-med-i-danmarks-indsamlingen-2023/