Støt Maries Køkken: Ingen skal gå sultne i seng

Støt Maries Køkken: Ingen skal gå sultne i seng

Maries Køkken uddeler over 1000 måltider om dagen til mennesker, der sulter efter den voldsomme eksplosion i Beirut i 2020.

barbara,  

Dampende varm couscous og fint hakket kål bliver øst op med en stor suppeske i to plastikbeholdere. Hurtigt sætter rappe fingre de to tilhørende plastiklåg på. Beholderne skifter hænder, da de bliver rakt ud over uddelingsbordet, der står i døråbningen til Maries Køkken i Beirut. Hurtigt forsvinder plastikbeholderne ud af syne i favnen på en mand uden tænder, da han i en fart flytter sig væk fra bordet, så de næste i køen kan komme til.

Der er tempo på i Maries Køkken, som Danmission støtter, og det er der nødt til at være. For der er mange mennesker, der er sultne og behovet for at få fingre i en af de velsmagende portioner mad, der bliver uddelt fra folkekøkkenet på havnen i Libanons hovedstad, er enormt. Alle har medbragt egne beholdere til at transportere maden i.

Middelklassen er blevet fattig

Det er præsten Fader Hani, der storsmilende deler maden ud til de mange fattige mennesker. Han etablerede køkkenet umiddelbart efter den skæbnesvangre eksplosion på havnen i Beirut den 4. august 2020.  

Her forandrede livet sig på et splitsekund for de hundredvis af mennesker, der stimler sammen i håb om at få del i maden: For blot to år siden tilhørte de næsten alle sammen middelklassen. Men den tragiske ulykke på havnen lagde halvdelen af byen i ruiner, og omkring en kvart million mennesker mistede deres hjem.

Siden er alt kun forværret: Inflationen er tårnhøj, den politiske uro bekymrende – og fattigdommen stigende. Således er middelklassen stort set forsvundet. Situationen er desperat for mange: De libanesiske penge er stort set intet værd, og der mangler alt fra strøm og vand til brændstof, medicin og fødevarer.

Distribuerer mad med kærlighed

Midt i ruinerne fra eksplosionerne etablerede Fader Hani et folkekøkken, der primært er drevet på frivillig basis.

Hver eneste dag bliver der langet over 1000 portioner mad hen over bordet til sultne mennesker, der tålmodigt venter på, at det bliver deres tur til at få fyldt deres tomme plastikbeholdere.

Maden er overvejende lavet på råvarer, der bliver dyrket i udkanten af byen på et gartneri. Også dét står Fader Hani i spisen for – og præsten håber at kunne ekspandere: Næste drøm, der forhåbentlig går i opfyldelse, er et mobilt suppekøkken, så endnu færre skal gå sulten i seng.

For som Fader Hani siger: “Vi distribuerer en masse kærlighed med en bid mad.”

Fakta om Maries Køkken i Beirut

Danmission støtter Maries Køkken. Når du køber de flotte varer i webshoppen, støtter du Fader Hanis folkekøkken.

Det er også muligt at bidrage økonomisk til projekt. GIV ET MÅLTID MAD HER

Her kan du se en video om, hvor mange af råvarerne der bliver brugt i Maries Køkken kommer fra:

URL: https://danmission.dk/blog/2022/11/18/stoet-maries-koekken-ingen-skal-gaa-sultne-i-seng/