Formandens mundtlige beretning 2022

Formandens mundtlige beretning 2022

- Vi sidder med et ansvar, der handler om at løfte kristendommens betydning, og møde folk med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling. Og der er steder nok at tage fat, siger Danmissions formand Morten Skrubbeltrang i sin mundtlige beretning.

barbara,  

Danmissions repræsentantskabsmøde finder sted i Nyborg den 4. september 2022. Formanden for bestyrelsen, Morten Skrubbeltang, har fremlagt bestyrelsens beretning.

Her følger den mundtlige beretning i sin fulde længde:

Her hen over sommeren har jeg haft fornøjelsen af at læse en bog om kristendommens betydning i verdenshistorien. ”Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed” er titlen og forfatteren hedder Tom Holland. Måske har I hørt om den, men med bogens egne ord ”fortæller den, den dramatiske og vidtrækkende historie om, hvordan kristendommen – i fortsat kamp og dialog med filosofiske strømninger og konkurrerende trosretninger – blev grundkilden til de vestlige samfund, vores tænkemåde og værdier. Selv i en tid, hvor mange sætter spørgsmålstegn ved religion og tro, er vi alle i høj grad børn af kristendommen. Da den opstod for over 2000 år siden, var den en revolutionær kraft i en aldrig tidligere set skala: den mest radikale bevægelse, historien har kendt. Alle blev inviteret indenfor uanset køn, status og forudsætninger. Det var ikke den ydre storhed og magt, der talte, men den indre tro. Kristendommen vandt gennem tiden herredømmet over Vesten med sin forestilling om menneskers grundlæggende ligeværd. Bogen viser, hvordan kristendommen er afgørende for vores tænkemåde: fra afskaffelsen af slaveriet over The Beatles og kærlighedsrevolutionen til MeToo-bevægelsen. Kristendommen har sat sine spor overalt i vores kultur, selv i ateismen. ”Elsk, og gør, som du har lyst til” opfordrede Augustin. All you need is lov, sang The Beatles”

På samme måde har vi også i de senere år kunne se missionens historie bevidnet gennem udgivelser, der minder os om den betydning, som mission og missionsselskaberne har haft op gennem tiden. Det er arbejde, der virkelig har gjort en forskel. Kirker, der har forkyndt Kristus, skoler, der har givet uddannelse til dem, der tidligere ikke havde mulighederne og hospitaler, der har behandlet uden øje for baggrund og status. Det er arbejde, som har haft betydning for millioner, hvis liv har taget en anden drejning end det måske så ud til. Det har flyttet noget både ude og hjemme. Men ligesom kristendommens indflydelse og betydning for vores kultur og samfund ikke har været uden omkostninger har missionshistorien også sine skyggesider. Arbejdet har ikke været uden omkostninger både for dem, der har været sendt ud og ikke mindst deres familier, for børnene, men også omkostninger for dem, missionærerne har mødt. For der er blevet arbejdet på måder, som vi med nutidens øjne har svært ved helt at forstå og acceptere. Sådan må det nødvendigvis være når noget har strukket sig over så lang en tidsalder og været spredt ud i hele verden, men vi tror og håber, at vi har lært af fejlene, og kan derfor med både glæde og stolthed se tilbage på historien.

Og i år, hvor vi har fejret 200 år for Danmissions begyndelse, kan vi så sidde som en lille prik i historien og fejre jubilæum. Fejre alt det, der er gået før os, og som vi hver især har været en del af i kortere og længere tid. Fejre forbindelserne mellem Danmark og den store verden, forbindelserne mellem kirkerne, men i høj grad også forbindelserne fra person til person. Fejre de møder, der op gennem historien har formet os som kirke – og formet os som mennesker. Vi er vitterligt blot en prik i historien, men det er et privilegie at være en prik netop nu, og det ændrer heller ikke på, at selvom det ikke er os, der kan tage æren for de mange bedrifter i fortiden, så er det os, der sidder med ansvaret for fremtiden.

Vi sidder med et ansvar, der handler om at løfte kristendommens betydning, og møde folk med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling. Og der er steder nok at tage fat. Det vil jo være synd at sige, at vi står i en verden, hvor alt er bedre i dag, end det var i går. Alt for mange steder ude i verden råder krig og ufred. Alt for mange må flygte fra den hverdag, de troede var deres på grund af konflikter eller på grund af klimaændringer, der gør deres hjem ubeboelig. Alt for mange steder lever forskellige livssyn og religioner ikke i fred, men i konfrontation og dæmonisering. Alt for mange steder mistrives unge på grund af manglende muligheder – eller måske på grund af for mange muligheder. Det er den verden, vi er sat i og skal tage del i. Tage del og i ord og gerning bringe håb i verden i samarbejde med lokale kirker og partnere. Tage del og formidle tilgivelsens evangelium og arbejde for fred, retfærdighed og forsoning. Tage del og bidrage til en verden med liv og sammenhæng på en måde, der respekterer den Gudsskabte verden og det enkelte menneske. For der ER håb. Der er tilgivelse. Der er liv.

Det ansvar, vi har, kan vi ikke løfte alene. Vi har dels brug for at vide, at Gud bærer med, men vi har også brug for at vide, at vi som Danmission ikke er alene. Derfor er det så fantastisk positivt at være samlet her i weekenden. Være samlet til et repræsentantskabsmøde, hvor der er flere internationale partnere og medarbejdere end måske nogensinde. Være samlet og mærke, at kirke ikke blot er noget vi er inden for hver vores sognegrænse, men noget vi er på tværs af landegrænser, kultur og traditioner. Op gennem historien har der været forskellige måder, vi har været kirke sammen. De første mange mange år ved at udsendte missionærer fra Vesten bragte kirken ud i verden, men det er efterhånden mange år siden, at den virkelighed er afløst af det, vi står i i dag. En i sandhed global kirke. En kirke, som vi møder når vi rejser ud i verden, og en kirke, som også herhjemme viser et internationalt liv i de mange migrantkirker. En kirke, hvor evangeliet om Jesus Kristus har taget farve af den kontekst, den er en del af og samtidig dybt forankret i et centralt budskab om Guds nåde og kærlighed til sin skabning. Og en kirke, hvor samtalen om, hvordan vi er sammen om at møde folk med evangeliet aldrig må forstumme, men fortsætte med bud på, hvad vi hver især kan og skal gøre på vores sted.

Ingen af os har en færdig løsning på, hvordan vi er kirke. Nogen gange kan man når man følger den danske debat ellers godt have fornemmelsen af, at vi med vores nuværende sogneinddeling og højmessens liturgi én gang for alle har fundet MÅDEN at være kirke på. Men der kan vi i Danmission være med til at pege på alt det, der er større end vores egne traditioner. Vi kan give et globalt udsyn og være med til at vise, at tro, håb og kærlighed ikke kender til landegrænser og nationaliteter. Kirke og mission er noget vi gør sammen.

Hvad er det vi gør – rejsen vi er på i samarbejde med partnere

For tre år siden begyndte vi en længere rejse. Ikke en rejse, der vil bringe Danmission i et helt nyt og ukendt farvand, men en rejse, som vi skulle være forberedt på var lang. Ti år, sagde både Kristian Sloth og jeg selv da vi begyndte. Ti år tager forandringerne i Danmission for at komme tættere på baglandet, tættere på partnerne, tættere på verden. Nu er vi så i gang, og vi er godt i gang, men også med en fornemmelse af, at ti år måske ikke var så urealistisk et bud på varigheden. For det tager tid at skabe forandringer og ændre på måder, vi gør tingene. Der er blevet vedtaget nye strategier for programarbejdet og engagement. Strategier, der slår fast, at vi  arbejder med teologisk udvikling, dialog og fredsskabelse og bæredygtigt forvalterskab, og som samtidig slår fast, at vi skal nå bredere og bedre ud til vores både eksisterende og nye bagland. Strategierne blev fulgt af et missionssyn, hvor vi sidste år vedtog et relativ kortfattet missionssyn, der peger på, at der er håb, tilgivelse og liv, og som kan hjælpe os med til at fortælle, hvad Danmission egentlig er for en størrelse således at flere kan være med. Strategierne blev også fulgt af landeprogrammer, hvor vi sammen med partnere har sat ord på, hvad vi gerne vi have skal ske rundt omkring i verden, og ikke mindst også, hvad vi skal arbejde på at finde finansiering til. Således blev indholdet skabt til bl.a. en ny SPA-aftale – strategisk partnerskabsaftale – med Danida, hvor vi kan glæde os over igen at være valgt som én af de strategiske partnere. Og vi kan glæde os over, at det ikke handler om, at vi i Danmission laver Danidas arbejde, men derimod at udviklingsbistanden er med til at finansiere Danmissions arbejde. Der har været arbejdet på etablering af landekontorer i vores programlande for at vi kan være tættere på partnerne og den virkelighed, som de står i, og nu, netop i de her måneder, arbejdes der på sammen med partnere – både eksisterende, velkendte partnere og nye – at udvikle de konkrete projekter, der sættes i gang og skal sættes i gang rundt omkring i verden. Og det tager tid. Det tager tid når vi vil lave det i samarbejde med partnerne, for det er nu engang hurtigere blot at komme og sige, hvad VI vil, og så sætte det i gang. Men det er tiden værd. Det er også tiden værd at finde de rette medarbejdere til at blive udsendt til vores landekontorer. For det er nogle nøglepositioner i ambitionerne om at være tættere på verden, tættere på partnerne og også tættere på baglandet. Mission er relationer, og de relationer skabes altså lettere ved at være til stede, og derfor er det også særlig glædeligt i år at have fejret udsendelse som en del af vores gudstjeneste. Ikke blot udsendelse af en enkelt, men udsendelse af seks medarbejdere til både Afrika, Mellemøsten og Asien. Det er et væsentlig skridt på vejen i at have gode landekontorer, der både sikrer høj kvalitet og meningsfulde projekter sammen med partnerne, men som også kan være rammen om at flere her fra Danmark kan opleve arbejdet og virkeligheden som kirke, civilsamfundsaktør og borger ude i verden. Vi tror på, at bl.a. de nye udsendte kommunikations- og engagementsmedarbejdere kan være med til at skabe flere forbindelser og sikre, at vi herhjemme kender mere til arbejdet ude.

For det at kende til arbejdet, til både glæder og sorger, til hverdagen ude i verden, er afgørende for at skabe et større engagement. Igen, når mission er relationer må vi også gøre noget for at skabe relationer.  Historisk set var det missionærerne, der skabte de relationer. De havde forbindelser til baglandet herhjemme gennem breve, udsendelser, gen-udsendelser, og rejser rundt når de var på de lange hjemmebesøg. Og de havde forbindelser til kirkerne i Asien og Afrika, var der så længe, at de blev en del af hverdagen og blev personlige venner med folk i kirkerne og menighederne. De skabte relationerne – og det kunne de gøre fordi det gav mening at være udsendt på den måde ind i den tid, de var. Men det var netop ind i en tid, hvad enten den tid var for 150 år siden eller for 30 år siden. Og det giver ikke længere mening at arbejde som vi gjorde. Det hverken kan eller skal vi, for verden har forandret sig både herhjemme, men i særdeleshed også hos vores partnere rundt omkring, hvor behovene i dag jo ikke er de samme, som de var. Vi må fortsat holde fast på, at mission er relationer og følgeskabet en væsentlig del af Danmissions dna, men vi må skabe det på ny måde. Hvordan – ja det eksperimenterer vi med, men vi er sikre på, at de kræver nogle udsendte medarbejdere. Og hvordan skaber vi engagement i baglandet under de nye betingelser og vilkår? Ja det er også et både stort og vanskeligt spørgsmål, som vi har bud på, hvordan vi kan løse bl.a. i handlingsplanen. Og det er nødvendigt at vi gør noget, for det er ikke en mulighed at vende tilbage til gamle dage med tusindvis af folk engageret i missionskredse, men enkelt er det ikke, og det kræver at vi alle arbejder sammen for sagen.

Vi er på en rejse. En rejse sammen som Danmission, en rejse med vores partnere, som vi har fulgtes med i årevis og en rejse med nye partnere både ude og hjemme. Vi er på vej. Men der er lang vej endnu. Ambitionerne er store, hvilket også kan ses på forslaget til handlingsplan og budget, og vi kender retningen på vores tur. Retningen hænger sammen med vores økonomiske prioriteter, og det kræver, at vi tænker strategisk og får afsat den rigtige størrelse midler til det rigtige arbejde og satsninger. Det kræver at vi vokser, og det vender vi tilbage til under fremlæggelsen af det rullende udviklingsbudget. Men der er ingen tvivl om, at vi også vil støde på bump på vejen. At tingene alligevel ikke kan lade sig gøre helt på den måde, som vi havde forventet og håbet. At verden forandrer sig hurtigere end vi kan forandre os således at bumpene ikke blot er noget, vi kan passere med forsigtighed, men kræver, at vi kører helt nye veje. Der vil også i de kommende år vente omkørsler i forhold til den vej, vi troede, vi skulle på, Men målet er det samme – vi skal i Danmission være tættere på både verden, partnerne og baglandet.

Det har været et særligt jubilæumsår, og mange mennesker har ude i stifterne og i butikkerne stødt på fejringer i løbet af året. Det har været skønt at opleve og mærke det engagement, der er lagt for dagen, og der er blevet samarbejdet på kryds og tværs i stifter og med sekretariatet. Et jubilæumsønske kunne være, at engagementet fastholdes og være startskuddet på endnu flere møder på tværs i Danmission så vi fortsat kan være på dagsordenen lokalt i stifterne. Og det er ikke helt slut endnu. Selvom weekenden her er en værdig afslutning på et begivenhedsrigt jubilæum, så venter der fortsat enkelte jubilæumsarrangementer lokalt. Også Tro i dialog fejrer jubilæum. I næste weekend markeres det, at det er 30 år siden IKON blev stiftet. 30 år, hvori dialog er gået fra at være noget for de få både særlige og herlige mennesker til at være bredt anerkendt i både organisationer og kirker. Dialog er pludselig noget, som politikere kan forholde sig til når de forhåbentlig inden længe beslutter sig for, at Fredens Hus i Gellerup som kraftcenter for dialog kan være med til at udvikle hele bydele, eller noget, som skoler kan arbejde konstruktivt med i vores skoleprojekt. Og alt det er jeg ikke sikker på kunne have været muligt hvis ikke IKON i sin lettere kaotiske organisering og struktur havde haft så stor en betydning for så mange af os så ringene kunne spredes i vandet. Og lad os gerne inspirere af det. For vi skal turde gøre op med gamle strukturer og vaner for at nå det, vi gerne vil. Ethvert arbejde kræver struktur for at blive til noget. Derfor må vi arbejde på at finde og udvikle de strukturer – og herunder også tilpasse og turde sige farvel til gamle missionssstrukturer – der skal til for at organisere det, som Gud kalder os til at gøre i mission og kirke i vores verden i dag. Det har vi kunnet gennem hele historien, hvor arbejdet har set ud på mange forskellige måder, fordi der altid er behov for at tilpasse arbejdet til den virkelighed, vi er en del af. Og derfor må vi fortsat turde forandre tingene i dag. Vi skal turde ændre og eksperimentere i måderne, vi arbejder. Løsningerne kan ikke blot udtænkes teoretisk og ved skrivebordet, men vi bliver nød til at prøve os frem ude i verden med den risiko, at nogle eksperimenter ikke bliver en succes. Men har vi ikke modet til også at fejle og tage ved lære af vores fejl, ja så kommer vi ingen vegne.

Vi nærmer os afslutningen af beretningen, og her er det også på sin plads med en stor tak. Tak til alle frivillige for engagementet i Danmission, hvad enten det er i stiftsbestyrelser, på lejre og højskoler, i Tro i dialog, i landekredse, i genbrugsbutikker eller hvor engagementet finder sted. Tak til partnere for alt arbejdet, vi gør sammen, tak for både nye og gamle forventninger og samarbejdsmuligheder. Også en stor tak til sekretariatet i København, udsendte medarbejdere og lokaltansatte på landekontorerne. Der bliver knoklet på at gøre så meget som muligt, at være Danmission og sammen løfte det arbejde, vi er sat her i verden for at tage del i. Det er sjældent helt enkelt og uden udfordringer, og hverdagen kan hurtigt pludselig forandre sig, så der skal lyde en stor tak for jeres indsats i både ind- og udland. Også en stor tak til ledelsen med Kristian i spidsen for det store arbejde i det forløbne år. Tak for samarbejdet og det solide arbejde der lægges for dagen af alle mand. Som bestyrelse er det rigtig meget værd at have ro i maven og sikker fornemmelse for, at Danmission er i sikre hænder hos jer alle. Tak for det.

Jeg begyndte med kristendommens betydning for hele verdenshistorien og vil slutte ved bålets flammer. I Johannes-evangeliet, der indledes med den smukke prolog om Ordet, der var i begyndelsen og var hos Gud og var Gud slutter vi nemlig omkring bålet ved en søbred. Her ved søens bred var disciplene, der hver på deres måde havde svigtet Jesus, samlet og den opstandne frelser viste sig for dem og bad dem følge ham. Her opstod forsoning af svigt og håb af fortvivlelse. Et håb, der skal følge os ud i arbejdet og mødet med den verden, som vi så tydeligt kan mærke her en søndag i Nyborg.

Og med disse ord vil jeg hermed gerne overgive både den skriftlige og mundtlige beretning til repræsentantskabets debat og godkendelse.

 

Repræsentantskabsmødet afholdes i Nyborg – her kan du se alle de relevante dokumenter til mødet 

URL: https://danmission.dk/blog/2022/09/04/formandens-mundtlige-beretning-2022/