Kan kirken være med til at redde jorden?

Kan kirken være med til at redde jorden?

Sådan lød overskriften Kristi Himmelfartsdag på den virkelig velbesøgte debat i Danmissions cafételt på Himmelske Dage. Her kan du læse et udpluk af pointer fra den inspirerende debat.

barbara,  

”Man skal naturligvis feje for sin egen dør, men det er altså ikke nok, at salmebøgerne er trykt på økologisk papir!”

Så kontant var reaktionen fra meteorolog og vejrvært Mikael Jarnvig, da han skulle kommentere, om kirkerne gør nok for at redde klimaet. Han pegede på, at hvis vi reelt ønsker at gøre noget ved klimaforandringerne kræver det vidtrækkende beslutninger af politikerne.

Arendt: Klimakrise er et moralsk spørgsmål

Debattør og meningsdanner – og nu freelancepolitiker – Isabella Arendt var helt på linje ved det velbesøgte debatarrangement i Danmisions cafételt på Himmelske dage i Roskilde. Hun sagde, at løsningen på klimakrisen ikke bare er et politisk spørgsmål; det er også et moralsk spørgsmål: ”Tør vi give magten til dem, der virkelig vil skabe forandring”.
Hun pegede på, at vi har en dybt frustreret ungdomsgeneration, fordi deres forældre og bedsteforældre bevidst har valgt ikke at gøre noget, selvom alle kender både årsagen og løsningen på klimaudfordringerne.

Stubkjær: Kristne har pligt til at gå foran

Biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, fortalte, hvordan han har oplevet konsekvenserne af klimaforandringer hos f.eks. bønder i Etiopien, når høsten slår fejl for tredje år i træk. Han understregede, at det er vores pligt som kristne at gå forrest og bringe håb ind i den håbløshed, der følger med den fattigdom som de mest udsatte oplever på grund af klimaforandringerne.

Auken: Danmission arbejder for de mest udsatte

Kirsten Auken, der er programchef i Danmission, fortalte, at netop hensynet til de allermest udsatte er vigtigt i Danmissions arbejde i f.eks. Prey Lang-regnskoven i Cambodja, hvor skoven fældes med rekordfart og skaber ødelæggende klimaforandringer. De hårdest ramte er de lokale befolkningsgrupper, der absolut ingen skyld har i konsekvenserne af rovdriften, og som kristen organisation skal vi altid være på de fattiges side og kæmpe for en retfærdighed forvaltning af naturens ressourcer.

Danmission deltager på Himmelske Dage – læs hele programmet her.

URL: https://danmission.dk/blog/2022/05/26/kan-kirken-vaere-med-til-at-redde-jorden/