Nye muligheder for at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme

Morten Skrubbeltrang er formand for Danmission, der i år fejrer 200-års jubilæum.

Nye muligheder for at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme

Verden forandrer sig, og det handler om, at vi sammen med vores lokale samarbejdspartnere formår at gribe de muligheder, der opstår for at skabe nye mødesteder og sammenhænge på tværs til glæde for os alle, skriver Danmissions formand i dette indlæg.

Vi kan fejre 200-års jubilæum i det kommende år, fordi vi gennem hele historien er lykkedes med at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme.

Tidligere ventede man længselsfuldt på brevene fra udsendte missionærer, der fortalte om resultaterne af indsatsen til de flokke af engagerede, der fulgte med i arbejdet hjemmefra. Brevene var lang tid undervejs, men væsentlige for at fortælle om hverdagen ude i verden.

I dag er det fortsat afgørende at skabe sammenhæng i arbejdet og høre nyt fra de steder, hvor Danmission arbejder. Til gengæld er mulighederne og måden, vi fortæller om, hvad der sker i verden fuldstændig forandret. Ja, måske særligt i de seneste 15 – 20 år, hvor der er dukket helt nye muligheder op for at gøre verden mindre.

Teknologien har betydet, at nyheder udefra ikke længere er måneder undervejs i posten. Vi kan derimod være med live og direkte fra stort set hvert eneste hjørne af verden, og det giver jo fantastiske
muligheder for at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme.

Men det ændrer ikke ved, at det her godt 200 år efter fortsat er det personlige møde, der bærer missionen. Hvis ikke vi skaber forbindelser, der betyder noget for dig og mig, så bliver det blot systemer, der holder sig selv i gang. Og det skaber hverken håb, tilgivelse eller liv. Så sammenhængen mellem ude og hjemme skabes kun, hvis vi mødes, og vi kan derfor kun glæde os over, at de muligheder er bedre end nogensinde. Det at være udsendt for Danmission behøver nemlig ikke længere at være den årelange udsendelse, hvor man giver afkald på livet i Danmark, og hvor den eneste kommunikationsform til de engagerede herhjemme er breve, der er lang tid undervejs.

Nu er der mulighed for at rejse ud i kortere tid eller for at få besøg udefra, selvom det desværre også på mange måder administrativt er blevet mere besværligt at få visum og alle øvrige nødvendige tilladelser i hus. Derfor må der indimellem tænkes kreativt for at sikre mulighederne for et reelt nærvær og muligheden for at møde hinanden.

Og der er det, at teknologien giver muligheder for at være sammen på en måde, som vi aldrig har prøvet før. For nogle uger siden så jeg fx, at biskoppen i Arcot kirken i Indien inviterede præster i kirken til et online-seminar om et teologisk spørgsmål. Jeg tænkte, at det da ville være helt oplagt, hvis en række præster fra Danmark også loggede på, og der var fælles inspiration på tværs af lande og kirker.

Eller det kan være, når der eksperimenteres med online-gudstjenester i lande på tværs af verden, så er der jo ikke langt til, at vi rent faktisk også begynder at holde gudstjenester sammen – selvom vi sidder tusindvis af kilometer fra hinanden. Naturligvis er det ikke det samme som at sidde i samme rum, men det kan skabe mødesteder og sammenhæng i en tid, hvor det ikke længere handler om talrige missionærer, der rejser ud i årevis og sikrer sammenhængen gennem rejsebreve og foredrag rundt om i Danmark.

Verden forandrer sig, og det handler om, at vi sammen med vores lokale samarbejdspartnere formår at gribe de muligheder, der opstår for at skabe nye mødesteder og sammenhænge på tværs til glæde for os alle både ude og hjemme.

Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission

Her kan du læse Danmissions nye missionssyn, der blev vedtaget på det seneste repræsentantskabsmøde i september 2021

Læs meget mere om Danmission og arbejdet hjemme og ude i verden her