Nødråbene fra Myanmar er desperate. 2021 har budt på den ene humanitære katastrofe efter den anden. Militærkup, økonomisk nedsmeltning, stigende frygt for borgerkrig og en ekstremt dødelig tredje bølge af Covid-19.
”Vi kan ikke trække vejret”, lyder budskabet fra burmeserne, og det skal forstås helt bogstaveligt. Der er håbløs mangel på medicinsk udstyr som f.eks. iltapparater. Adskillige tusinder Covid-19-patienter er døde af mangel på ilt.
At burmeserne ikke kan trække vejret, skal nok også forstås i overført betydning. Set fra den enkelte burmesers perspektiv ser fremtiden håbløs ud. Det spirende demokrati er aflyst, for mange er jobbet og dermed muligheden for at forsørge familien mistet, borgerkrig truer, og mange frygter fjerde og femte Covid-19-bølge.
”Vi kan ikke trække vejret”. Klaustrofobisk håbløshed.
Der er håb, tilgivelse og liv
Da Jesus blev født julenat under stjernen over Betlehem, var der også megen menneskeskabt håbløshed. Gud så, at mennesker ikke kunne klare det hele selv. Så han sendte sin søn med budskab om, at der er håb, der er tilgivelse, og der er liv.
Danmission har i 200 år været med til at sprede budskabet om håb, tilgivelse og liv de steder, hvor det ser allermest håbløst ud. Det er stadig vores opgave, og i Myanmar gør vi det sammen med vores kirkepartnere, som for mange Covid-patienter er eneste mulighed for at søge behandling.
Nu har Myanmars Kirkeråd sammen med Danmission besluttet at etablere et nyt hospital, som skal behandle Covid-19-patienter. Hospitalet får i første omgang plads til 40 sengepladser og yderligere syv intensivpladser.
Læs mere om det kommende hospital her.
Hospitalet skal stå klart, før fjerde Covid-bølge rammer. Så burmesere igen kan komme til at trække vejret. Så de denne jul kan få øje på stjernen over Myanmar. Så lyset og håbet kan trænge igennem, ligesom det gjorde under stjernen over Betlehem den første julenat.
Tak fordi du støtter os i det arbejde.
Glædelig jul til dig og dine
Kristian Sloth
Generalsekretær i Danmission