”Effatha – luk dig op!”. Sådan lød det for nogle uger siden rundt om i landets kirker, da der blev prædiket over teksten fra Markus-evangeliet, hvor Jesus helbreder en døvstum med ordene ”Effatha”. Det er jo ikke en klassisk missionsbefaling, men alligevel en læsning, der giver mening, også når vi er samlet her i Danmission, og et af de utallige steder i Biblen, hvor vi bliver klogere på vores opgave. Med beskeden på at lukke os op, sendes vi nemlig ud i verden for at være til stede og tage del i det liv, der leves. Jesus bevæger sig i lignelsen rundt i grænselandet, for Gud virker overalt, virker ikke blot i centrum og hos dem, der føler sig i centrum, men lever netop der, hvor vi er på grænsen. På grænsen af det kendte, på grænsen af det mulige, på grænsen af livet. Det er her, på grænsen, at også missionen lever og udvikler sig – nogle gange som vi forventede, andre gange må vi se til, at ikke alt kan planlægges og styres – Ånden blæser, hvor den vil. I evangeliet om helbredelsen er handlingen også på grænsen. Det er nemlig ikke blot Jesu ord, der helbreder, men den konkrete handling. Vi hører, hvordan Jesus stikker sine fingre i mandens ører, spyttede og rørte hans tunge. Her er det ikke kun gjort med ord, men med handlinger.
Og selv om der i denne weekend venter mange ord, så må vi sige, at det seneste år også i høj grad har stået i handlingens tegn i Danmission. Ikke alt har kunnet forberedes, ikke alt er blevet, som vi forventede og håbede, men der er sket meget. Vi er på godt på vej, sendt ud i verden med evangeliet om Jesus Kristus og med beskeden på at se op, lukke os op og opdage, hvad det er for en verden, vi er en del af.
Endnu et mærkeligt år
Igen i år må vi sige, at det har været et forunderligt år. Da vi mødtes sidste år, var det med håbet om, at vi lidt hurtigere ville nærme os mere almindelige tilstande, men sådan skulle det ikke gå. Nu står vi her igen, med håbet om, at vi nu får et år, der byder på lidt mere af det forventede, men samtidig med viden og erfaring om, at vi aldrig helt kan vide det.
For 2020 blev afsluttet med omfattende nedlukninger, og dermed indledte vi også 2021 med et lukket samfund. Genbrugsbutikkerne var igen lukkede med udsigt til manglende omsætning og indtjening, og fra sidste år vidste vi, hvor hurtigt det tæller. Men grundlæggende stod vi alligevel i en helt anden situation ved begyndelsen af 2021, end vi gjorde sidste år i marts. For vi havde alligevel en fornemmelse af, hvordan tingene ville gå, når vi igen kunne lukke op. Vi vidste, at frivillige i genbrugsbutikkerne i den grad er hurtigt ude af starthullerne, og at omsætningen nok hurtigt skulle komme i gang igen, så snart landet ville åbne. Så den store usikkerhed, vi havde om hele situationen i 2020, var langt mindre denne gang. Og det var den også, fordi vi økonomisk stod – og står – meget solidt. Vi havde taget de svære beslutninger i juni 2020, der skar drastisk ned på omkostningerne i organisationen, og vi vidste, at 2020 ville komme til at se langt bedre ud, end vi havde frygtet. Derfor brugte vi heller ikke nogen energi på at overveje nye spareplaner eller var alvorligt bekymrede for organisationens fremtid. Vi benyttede os heller ikke af muligheden for at hjemsende medarbejdere i 2021, for der var rigeligt af opgaver på bordene og tiden under nedlukningen kunne derfor bruges på at arbejde videre frem for at stoppe alt arbejde. Men naturligvis forstyrrede nedlukningen alligevel. Det forstyrrede, at frivillige i Danmission ikke kunne mødes. Det forstyrrede, at alle de steder, hvor vi gerne ser et Danmission engagement, der var der lukket ned – der skete virkeligt ikke meget rundt omkring i frivillig- og kirke-Danmark gennem hele foråret. Og så har det i den grad forstyrret os, at vi siden, vi mødtes sidste år stort set ikke har haft mulighed for at besøge partnerne. Heldigvis har vores udsendte medarbejdere kunnet være ude, og der har også været få huller i nedlukningen, der har givet mulighed for enkelte rejser. Men det store billede er, at vi nu på andet år fortsat har alt for få lejligheder og muligheder for at mødes med partnerne. Det betyder noget for dem ude i verden, men det betyder i høj grad også noget for os herhjemme. Det bliver helt tydeligt, at ganske vist kan vi mødes online på mange forskellige måder – og det har vi gjort brug af og været glade for undervejs – men det kan aldrig erstatte det personlige møde. Det kan aldrig erstatte den tid, hvor vi ikke kun mødes for at holde møder, men også mødes og lever sammen, forstår hinanden og oplever hinandens steder.
Og epidemien har sat sig spor i verden, der rækker ud over den konkrete periode med sygdom. For endnu engang bliver vi mindet om, at verden ikke er lige. Vi har nogle muligheder og nogle goder i vores del af verden, som langt den største del af jordens befolkning ikke har adgang til. Vi ved f.eks., at det er vaccinerne der kan føre os ud af epidemiens greb, men vi ved også, at det går så ufattelig langsomt med at få vaccineret befolkningerne rundt om i verden. Den globale sygdom har ikke bare tydeliggjort vores globale ansvar, men også forstørret den ulighed og forskellige vilkår, der hersker. Og jeg synes desværre også, at verden er blevet mindre. På nogle områder er den måske nok blevet større. Vi har opdaget, at vi med skærm og et godt netværk kan skabe forbindelser på tværs af landegrænser, tid og penge. Det er godt, for det giver os mulighed for at følges ad på helt andre og måske mere nærværende måder end hidtil, og det burde jo give en større sammenhæng i verden, når vi let kan tale sammen. Men at verden på nogle områder er blevet større, opvejer desværre ikke, at vores udsyn er blevet mindre. Vi får nok i os selv. Tænker på vores egen lille andedam før vi rækker ud i verden. Tror, at vi kan spare os til en mere lige verden, og at vores engagement i verden primært skal have fokus på at holde folk ude af Danmark. Vores værdier er truet i konflikter, der blusser op igen med rædselsfulde konsekvenser for dem, der lever midt i det, vores klode koger, mens vi kæmper for at gøre debatten om klimaet til at være andet end varm luft. I den virkelighed, i den verden er det vores opgave at sprede håb. At være med til at vise, at tingene kan være anderledes, at vi kan gøre en forskel.
Hvad skal Danmission gøre – hvad har vi besluttet i landeprogrammer
Verden lider, og der er brug for vores indsats. Effatta – luk dig op – siger Jesus til os og sender os ud i verden. Behovene er enorme, og derfor er der også brug for, at vi i Danmission fokuserer og forvalter vores ressourcer – både menneskelige og økonomiske – klogt. Vi vil styrke vores arbejde ude i vores programlande, lave projekter, der når ud til flere og hvor flest mulige midler bruges på det, der er formålet. I bestyrelsen har vi i forlængelse af vedtagelsen af programstrategien derfor i det forløbne år vedtaget landeprogrammer for Tanzania, Cambodja og Myanmar samt et regionsprogram for Mellemøsten omfattende Libanon, Syrien, Egypten, Jordan og Irak. Landeprogrammerne er udarbejdet med udgangspunkt i programstrategien og vores arbejde med kontekstuel teologi for tro og handling; dialog og fredsopbygning samt bæredygtig forvaltning af naturressourcer til gavn for mennesker og miljø. Det er de arbejdsområder, vi fokuserer på – både ude og hjemme – og det, vi sammen med partnere – både eksisterende og nye – skal være dygtige til at få til at gøre en forskel i folks hverdag. Nu venter det store arbejde, hvor vi sammen med partnerne finder ud af, hvordan de ting skal udmøntes på lige netop de steder, hvor vi er. Og lad mig gøre det lidt mere konkret, så I kan høre, hvordan det kan udmøntes – vel vidende, at planerne og ideerne jo altid kan, og vil, ændre sig lidt i mødet med de lokale partnere og virkeligheden.
Lad os begynde rejsen i Tanzania.
Her vil vi styrke den teologiske udvikling ved at invitere til yderligere samarbejde med teologiske uddannelsesinstitutioner som f.eks. Makumira. Vi vil gerne opbygge og styrke det teologiske faglige miljø omkring emner som offentlighedsteologi, social handling, interreligiøs teologi og teologi omkring mennesker og natur. Vi vil også styrke samtalen med stifterne i ELCT om at skabe økonomisk bæredygtighed i deres egne institutioner, så de kan blive mindre afhængige af støtte udefra.
I temaet om dialog og fredsopbygning vil vi have stort fokus på unge i stifterne ved Victoria-søen og Østkysten. Vi vil styrke arbejdet med dialog og diapraksis med nye jobs på tværs af religiøse skel, og hvor kvinder og mænd arbejder sammen med henblik på at styrke sammenhængskraften i lokalsamfundene og forebygge radikalisering.
Det 3. tema om bæredygtigt forvalterskab af naturressourcerne er et nyt område for Danmission i Tanzania, og her skal vi i gang med at finde de rigtige partnere, nye som gamle. Målet er at få kirker og andre trosbaserede aktører til at engagere sig i spørgsmål om jordrettigheder og naturbevarelse for at fremme fredelig sameksistens, grundlæggende rettigheder og fødevaresikkerhed – meget gerne i samarbejde med en eller flere organisationer, der allerede arbejder med disse spørgsmål.
I Mellemøsten handler den teologiske udvikling for tro og social handling om at styrke og sammentænke eksisterende initiativer om religions- og trosfrihed, og så et yderligere fokus på at sikre, at de kristne menigheder fortsat er en aktiv del af de mellemøstlige samfund.
Dialog og fredsopbygning handler i Mellemøsten dels om arbejdet med peace-education (en fredsuddannelse) og det øvrige arbejde med uddannelsesinstitutionerne, dels om unge og arbejdet med at skabe en modvægt til voldelig religiøs ekstremisme samt ikke mindst fokus på den sociale sammenhængskraft i områderne.
Temaet omkring bæredygtigt forvalterskab skal i høj grad opbygges, og vil i Mellemøsten særligt have fokus på vand og naturbevarelse. Der vil ikke blive arbejdet lige meget med alle tre temaer i alle fem lande i regionen, men kort sagt så arbejdes der med bæredygtigt forvalterskab i Egypten, Jorden og Libanon, med dialog og fredsopbygning i særligt Syrien, Irak og Libanon, mens der er fokus på den teologiske udvikling i alle fem lande.
Og lad os fortsætte til Myanmar, hvor det jo desværre i særlig grad gør sig gældende, at det er meget vanskeligt at sige, hvordan tingene udvikler sig, og hvad der er realistisk under de givne vilkår. Men vigtigt er det, at vi er til stede og følges med vores partnere på den vandring, der lige nu desværre ikke bringer meget håb med sig.
Det er arbejdet om teologisk udvikling, der i højeste grad fortsætter det arbejde, vi allerede nu er i gang med. Der er dog et nyt klart fokus på religions- og trosfrihed, unge samt etablering af et samarbejde med indfødte folk. Desuden vil vi gerne styrke den demokratiske forankring og den demokratiske dannelse for unge – meget gerne i et tæt samarbejde med unge herhjemme fra f.eks. høj- og efterskoler.
Den demokratiske forankring fylder også i temaet omkring dialog og fredsopbygning, hvor en dialogisk kultur – både interreligiøs og mellem civilsamfund og religiøse aktører – skal skabe grundlaget for et øget fokus på fredsskabelse og social sammenhængskraft. Som noget nyt vil vi også arbejde aktivt med fortalervirksomhed for ytrings- og forsamlingsfriheden som en del af dette tema.
Også i Myanmar er det særligt temaet om bæredygtigt forvalterskab, der skal opbygges, og her bliver det med fokus på skov og land, og det vil også i Myanmar kræve samarbejde med nye partnere, der har blik for de muligheder, der kan opstå i landet. Så der er rigeligt med meningsfuldt arbejde i Myanmar, mange engagerede partnere, som vi kan få et meget frugtbart og givende samarbejde ud af, spændende teologiske samtaler og udvikling – og så et frygteligt diktatur, der kan gøre det hele både langsommeligt og frustrerende at arbejde med. Men vi giver ikke op.
Det sidste af vores programlande er Cambodja, og her arbejder vi med teologisk udvikling i nogle relativt nye spor, nemlig ønsket om at etablere et sted for teologisk refleksion, en styrkelse og etablering af refleksionsgrupper for kontekstuel teologi og endelig styrkelsen af den kristne ”rodfæstethed” så at kirkerne derigennem også tør åbne sig mere til samfundet og andre både kirkelige og ikke-kirkelige aktører.
I arbejdet om dialog og fredsopbygning er der stærkt fokus på samarbejdet og dialogen mellem religiøse aktører og civilsamfundsaktører. Derudover er der styrket fokus på fred og fredsskabelse og et nyt centralt fokus på indfødte folk som gruppe.
Og så fortsætter vi naturligvis arbejdet i og omkring Prey Lang-skoven og udvider vores engagement i dette hvor muligt.
I netværkslandene er der siden sidste år lavet samarbejdsaftaler med landekredsene omkring Madagaskar og Indien – og vi forventer også at samarbejdsaftalen for Pakistan er på plads – og derudover er der en samarbejdsaftale med Bangladesh. Dermed er rammerne sat for det arbejde, vi fortsætter i de nævnte lande, således at vi kan arbejde med f.eks. menighedsopbygning i Bangladesh, dialog og skoler i Indien, mangroveprojekt, døveskole og bibelskole i Madagaskar samt det fortsatte samarbejde med den pakistanske kirke. I landekredsene er der stort frivilligt engagement, og erfaringerne herfra håber vi på også kan sættes i spil, når vi som beskrevet i handlingsplanen vil arbejde på at skabe frivillige netværk her i Danmark om vores tematiske arbejde i programlandene. Netværk, som vi håber også kan tiltrække andre og flere end os, der allerede er engageret.
Og for at blive i Danmark, så satte den reviderede programstrategi, som bestyrelsen vedtog i marts, nogle ord på rammerne for arbejdet i Danmark. Når vi arbejder med projekter i Danmark, skal det nemlig også være inden for de tre temaer, som vi er engageret i sammen med vores partnere i udlandet. For også i Danmark er der behov for at sætte fokus på teologisk udvikling for tro og handling, dialog og fredsopbygning samt bæredygtigt forvalterskab af naturressourcerne. Og jeg tror, at vi på sigt kan skabe en enorm meningsfuld sammenhæng mellem ude og hjemme, når vi arbejder med de samme udfordringer og problematikker. Folkekirkens menigheder vil have gavn af, at vi i Danmission er i stand til at trække inspiration og viden fra andre kirker og aktører hjem, og kunne det ikke være, at vi her et par hundrede år efter stiftelsen i langt højere grad kan glemme opdelingen af indre- og ydre mission. Vi har – uanset hvor i verden vi befinder os – en ambition om at møde folk med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling – et evangelium, der heldigvis ikke kender til opdelinger og grænser. Konkret er arbejdet i Danmark i det kommende år især om dialog og skabelsen af Fredens Hus i Gellerup. Her kan Danmission bidrage med viden og inspiration fra vores partnere, men jo også med mangeårige egne erfaringer fra bl.a. Tro i dialog, IKON, Mødestedet, Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde og det nylige pilotprojekt om skolerne i Århus Vest.
Med vedtagelsen af landeprogrammerne har vi sat en overordnet retning for vores arbejde i alle vores programlande- og regioner. Nu skal det udvikles og forankres i samarbejde med vores partnere, og deri tager det naturligvis præcis form efter det, der giver mening og er behov for. Der er dog ikke vedtaget nogen finansiering af landeprogrammerne, og opgaven er derfor også i høj grad at sikre midler til det forskellige arbejde. Nogen af disse midler kommer forhåbentlig i en ny Strategisk Partnerskabsaftale med Danida – hvor ansøgningen skal udarbejdes og indsendes midt i efteråret, og hvor det jo er et ganske relevant spørgsmål også i morgendagens møde med udviklingsministeren, hvordan der tænkes om det folkelige engagement i udviklingsbistanden samtidig med, at Danmark både geografisk og indholdsmæssigt skærper sit fokus i engagementet og hurtigt kan kanalisere midler, der tidligere skulle række ud i verden til vores egne prioriteter og hjemlig politik. Nogen midler samler vi selv ind, og vi vil meget gerne finde nye donorer både eksternt og ved selv at udvikle nye indsamlings- og indtjeningsmuligheder. Men fælles for midlerne uanset hvor de kommer fra er, at de går til Danmissions arbejde – det arbejde, som vi med missionssyn, programstrategi og landeprogrammer har sat overordnede ord og retning på.
Hvad kræves det af Danmission som organisation?
Vi har store ambitioner i Danmission. Vores strategier og landeprogrammer er udtryk for, at vi gerne vil gøre en forskel. At vi som kristne er sat i verden uden at have blik for vores næste, have blik for, hvordan vi med Guds ånd i ryggen kan blæse til forandring. Vi kan ikke dele ordet om Jesus Kristus uden at gøre en forskel. Og det vi gerne vil bidrage med i verden kræver, at vi er dygtige. Det kræver, at vi som organisation tør indrette os på en måde, så det understøtter vores arbejde. Jeg har tidligere sagt – og gentager gerne – at der er behov for forandringer i Danmission. Der skal skabes mere sammenhæng i arbejdet, vi laver med mere teologi og mission, større nærhed til partnerne, flere udsendte, flere frivillige og engagerede og et langt bredere bagland, end vi har i dag. Samtidig vil vi også gerne styrke organisationen, blive mere effektiv i vores arbejde så flere midler kan sendes ud, styrke vores økonomi og sikre, at vi ikke er helt så afhængige af genbrug ved at udtænke nye måder at samle store beløb ind på. Det er ambitiøst, men vi er godt på vej. Vi er langt fra i mål, men vi ruller afsted mod målet på måder, som er bæredygtige i en bevægelse som Danmission. For der er meget kultur og historie, og det er værdifuldt. I de senere år har vi fået tydeliggjort den utrolige historie, vi er rundet af, og vi kan alle se og læse, hvordan missionen har udviklet sig gennem tiderne. Udviklet sig ved at turde at forandre. Og vi tror på, at vi udvikler Danmission ved at turde gøre tingene i den rigtige rækkefølge og give os den tid det kræver, at gøre det ordentlig. At det så samtidig er blevet forstyrret i det seneste 1,5 år af en verdensomspændende epidemi og nedlukning har jo ikke gjort det lettere. Men vi ønsker at skabe en rød tråd i vores arbejde, hvilket vi indledte med vedtagelsen af programstrategi og strategien for engagement og kommunikation og efterfølgende landeprogrammer og så forhåbentlig en vedtagelse af et nyt missionssyn senere i weekenden. Dermed er der skabt basis for vores arbejde. En basis, der tager sit udgangspunkt i styrkede landekontorer, der kan være rammen om endnu flere projekter og flere udsendte medarbejdere. Ved at styrke vores landekontorer kan vi også gøre det muligt, at vi får flere projekter i vores programlande, og dermed kan vi samlet set bruge vores midler mere effektivt. At have infrastrukturen om projekterne ude i verden er ret krævende, og igen i år kan vi se, at vi har rigtig mange også ganske små projekter. Det kan være godt nok med de små projekter, og vi skal fortsat kunne have dem, for de kan gøre en stor forskel, men det skal organiseres på en måde, så de ikke koster for meget at administrere. De skal være en del af noget større, for ellers går alt for mange midler til administration frem for at gøre en forskel i projekterne. Ressourcemæssigt synes jeg, at vi har fundet en fin model med programlande med landekontorer og netværkslande med landekredse, hvor frivillige med særlig interesse tager ansvar også for indsamling og implementering af mindre projekter. Og det er en stor opgave at etablere landekontorer. Vi er godt på vej i Mellemøsten og i Cambodja, mens arbejdet skal igangsættes i Tanzania og i Myanmar, hvor vi jo desværre må afvente og se tiden an: kan vi overhovedet se en mulighed for at etablere et kontor i Myanmar eller må vi begynde at se os om efter nærliggende lande? Og landekontorerne med den tætte kontakt til partnerne bliver også udgangspunktet for at få flere udsendte. Det arbejde er også påbegyndt, og tager yderligere fart i efteråret og næste år. Det første, der slås op i den forbindelse er kommunikations- og engagementsmedarbejdere til kontorerne i Libanon, Cambodja og Tanzania således at vi kan styrke vores fortællinger ude fra projekterne og partnerne til glæde for både nuværende og nye engagerede i Danmission. Disse udsendte medarbejdere vil også give os en anledning til at afprøve kortere udsendelser, idet det jo ikke på samme måder kræver et nært program- og partnermæssigt kendskab før man kan begynde sit arbejde, som når det er mere programfaglige medarbejdere, vi sender ud. Når landeprogrammerne begynder at blive implementeret sammen med vores partnere, vil det også snart stå klart, hvilke kompetencer og behov der kan være brug for at styrke gennem udsendte medarbejdere. Så jeg håber – og er overbevist om – med mindre verden igen lukker helt ned – at vi når vi samles næste år har flere udsendte medarbejdere end vi har i dag. Det glæder vi os til, for det har vi brug for.
Samtidig med, at der arbejdes med vores programmer og en større nærhed til arbejdet derude, så er der også gang i arbejdet med at skabe større og bredere engagement herhjemme. En nylig frivillighedsundersøgelse – som bestyrelsen så første gang i går aftes og som der arbejdes videre med – viser, at der generelt er stor tilfredshed med at være frivillig i Danmission. Men desværre er der for få, der er så glade for det, at de har lyst til at engagere andre frivillige. Når det så samtidigt både i vores egen undersøgelser samt øvrige frivillighedsundersøgelser er helt tydeligt, at den bedste måde at engagere nye frivillige er ved den personlige opfordring, så har vi noget at arbejde videre med i Danmission. Arbejdet på sekretariatet er i gang – der er bl.a. arbejdet med visuel identitet, hjemmeside, jubilæumsmaterialer, arrangementer og konfirmandaktion, ligesom der med Mayday Myanmar med succes blev afprøvet nye former for engagement og handling i Danmission. Men jeg tror også, at vi skal gøre os det klart, at vi fra central side i Danmission og fra sekretariatet kun kan gøre en vis del af arbejdet med at skabe større engagement – den store forskel kan vi hver især gøre i vores egen hverdag.
Og så glæder vi os til det kommende års jubilæumsfejringer. Med jubilæumsgudstjenester rundt omkring i stifterne og øvrige lokale fejringer alt efter, hvad der er fundet på samt vores forhåbentlige tydelige aftryk på Himmelske Dage og efterfølgende jubilæumsgudstjeneste i Vor Frue kirke i København 1. juni. Vi forventer, at det også er omkring Himmelske dage og efterfølgende gudstjeneste vi for alvor igen kan samle vores partnere igen og få lejlighed til at mødes på tværs af lande og projekter.
Missionssyn
For at skabe større engagement rundt i landet har vi også brug for at blive mere tydelige på, hvad mission er. Derfor fremlægger bestyrelsen også senere i denne weekend vores forslag til nyt missionssyn. Og det er et forslag, der er kort og – i vores øjne – klart. Vi har helt bevidst arbejdet med at kunne formulere vores syn på mission uden at læsse dokumentet til med teologiske fagbegreber. Ikke fordi der ikke er teologi i missionssynet. Der er masser – mindst lige så meget som i de tidligere – men vi forsøger at sige det på en anden måde. Sige det ved at sætte fokus på, at der er håb, tilgivelse og liv, fordi vi tror på, at der er mange flere både unge og gamle, der gerne vil være med til at arbejde med mission, når vi gør det tydeligt, at det handler om håb, tilgivelse og liv. Det er der nemlig brug for både herhjemme og ude i verden. Jeg tror på, at vi ved at være mere præcise i vores fortælling om, hvad Danmission er, kan gøre flere interesserede. Og så tror jeg, at der i tiden faktisk er en stor interesse for mission. Vi kalder det nok noget andet. I Århus, hvor jeg kommer fra, er der mange, der er ret så vilde med at tale om samskabelse – både i kirken og i kommunen. Og når jeg hører alle de fine, nye begreber, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det har vi da gjort i 200 år. Mission har altid været noget, vi gør sammen, og det handler om, hvordan vi er til stede i verden som kirke. Missionssynet fortæller overordnet om det, vi vil, og i strategier og især landeprogrammer gør vi det mere tydeligt, hvordan vi konkret vil være i mission. For alt det, vi gør i Danmission er mission. Alt det vi gør, skal være med til at skabe håb, tilgivelse og liv. I bestyrelsen glæder vi os til den kommende debat om missionssynet. Vi forventer ikke, at vi nu har sagt de sidste ord om mission, for kristendommen lever ved, at vi igen og igen sætter ord på – igen og igen lader Gud inkarnere sig her på jorden.
Hvordan bliver fremtiden?
Der sker meget i Danmission i disse år. Og det arbejde og de forandringer, der sættes i gang nu ser vi først resultatet af om en årrække. Sådan er det, når vi taler om forandringer i organisationer fyldt med historie, kultur og engagerede frivillige, og sådan skal det være. Men vi skal holde fast i den kurs, der er sat og have tålmodighed, for så er jeg overbevidst om, at vi i fremtiden vil se et Danmission, hvor vi er endnu tættere på vores partnere, hvor vi er med til at vise, at der er håb, tilgivelse og liv rundt i verden og herhjemme i folkekirken, hvor vi mødes med flere, der i kortere eller længere tid har fået livsomvæltende oplevelser og en større forståelse for at være kirke sammen ved at være udsendt og hvor langt flere både unge og gamle kender til og er engageret i Danmission. Vores muligheder for at være noget helt særligt i dansk kirkeliv er unikke, men det kræver, at vi tør forandring, at vi tør holde fast og har tålmodighed til at gøre tingene lidt anderledes, end vi altid har gjort.
Tak
Her hvor vi nærmer os afslutningen er det også på sin plads med en stor tak. Tak til alle frivillige for engagementet i Danmission, hvad enten det er i stiftsbestyrelser, på lejre, i Tro i dialog, i landekredse, i genbrugsbutikker eller hvor engagementet finder sted. Også en stor tak til sekretariatet i København og udsendte medarbejdere og lokalt ansatte. Det har været endnu et år, der bestemt ikke blev som forventet. Ganske vist var I ikke hjemsendte, men I kunne dog i en lang periode ikke få lov til at møde ind på kontoret og arbejde sammen. Det er ikke uden omkostninger for fællesskabet, og der er blevet knoklet rundt i hele organisationen for at arbejde bedst muligt under de givne omstændigheder og der er nået rigtig meget. Stor tak for jeres indsats i både ind- og udland. Også en stor tak til ledelsen for en sikker hånd i det forløbne år. Tak for samarbejdet og det solide arbejde der lægges for dagen af alle mand. Som bestyrelse er det rigtig meget værd at have ro i maven og sikker fornemmelse for, at Danmission er i sikre hænder hos jer alle. Tak for det.
Afslutning
For knap en måned siden var jeg til begravelse i Billum. Her blev Else Krog, tidligere missionær i Indien, begravet efter et langt og indholdsrigt liv. Hun er ét af de mange eksempler på nogen, der har gjort en stor forskel og i den grad har formået at gøre troen, håbet og kærligheden konkret og levende. Og til den efterfølgende kaffe hørte jeg en lille anekdote om Else Krog fra hendes søster, som jeg tænker er passende som afslutning også på denne beretning. Else kom hjem fra Indien i 98, og var kun en enkelt gang tilbage i Indien efterfølgende. I den forbindelse mødte hun en ung indisk præst, der var meget bekymret over forandringerne nu hvor de sidste missionærer var rejst hjem. For hvordan skulle det hele dog så gå. Til det svarede Else blot: ”I skal se at få hænderne op af lommerne og komme i gang”. Hos os synes jeg godt, vi med rimelighed kan sige, at hænderne allerede er oppe af lommerne, og vi er i gang. Men alligevel er det vise ord at slutte af med, for det er godt at blive mindet om, at den forskel, vi gerne vil gøre i verden, kræver at vi er klar til at handle. Effatha – luk dig op lød ordene da et menneske igen kunne se og tale i mødet med Jesus. For kristendommen handler ikke blot om tomme grave, vilde mirakler og en blind tro på autoriteter. Kristendommen handler om mennesker. Den handler om Gud, der blev menneske og tog del i vores liv. Den handler om, hvordan vi som mennesker lever og handler for at skabe håb, tilgivelse og liv. Der er ingen færdige løsninger, ingen lette genveje, men der er en vej – se op – og så kigger Gud til os og går med os.
Med disse ord afslutter jeg den mundtlige beretning, og overgiver den sammen med den skriftlige beretning til repræsentantskabets debat og godkendelse.
Her kan du se nogle optagelser fra Danmissions repræsentantskabsmøde i Nyborg 2021.
Traditionen tro blev Årets Ildsjæl i Danmission kåret. Læs mere her.