Overvældende flertal: Danmission har fået et nyt missionssyn

Overvældende flertal: Danmission har fået et nyt missionssyn

På Danmissions repræsentantskabsmøde d. 5. september 2021 i Nyborg blev et forslag til et nyt missionssyn godkendt. Og dét med stor opbakning. Du kan læse hele det nye missionssyn her.

barbara,  

Danmissions missionssyn

 

Gud vil noget med den skabte verden, og det er gjort kendt for os ved evangeliet om Jesus Kristus, som ved Helligånden forkyndes også i dag. Som missionsorganisation er det vores opgave at møde verden med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling, og vi arbejder derfor ud fra troen på, at der er håb, der er tilgivelse og der er liv.

Danmission er forankret i 200 års historie, og der går linjer tilbage i tiden i vores arbejde og forståelse af mission. Bone Falck Rønnes valg af motto for det nystiftede missionsselskab i 1821 ”Frygt ikke, tro kun” kan således stadig give mening, når vi ser på Danmissions nutidige engagement. Men samtidig gør historien det også klart, at man til hver en tid må tage ordene i sin egen mund og fortælle, hvad opgaven er. Det ligger i Danmissions dna, at man til hver en tid har været i stand til at tage bestik af tiden og forståelsen af verden og ud fra det genformulere sit grundlag og sin opgave.

Danmissions vedtægtsbestemte formål lyder: … at deltage i den sendelse med forkyndelse og tjeneste for alle jordens folk, som Jesus Kristus kalder sin kirke til. Det er fortsat Danmissions formål, og ligesom med tidligere udgaver af missionssynet tydeliggøres det her, hvordan formålet forstås i en nutidig formuleret teologi. Strategier og landeprogrammer konkretiserer, hvordan formål og missionssyn udfoldes i praksis.

Den treenige Gud viser, at også vi er skabt til fællesskab i forbundethed med naturen og hinanden ud over grænser og nationalitet. I mødet med evangeliet om Jesus Kristus ser vi, hvordan Gud handler og peger på vores livsopgave, så også vi kan tage del i arbejdet for verden. Verdens uretfærdighed må mødes af kærlighedens gerninger. Det er vores forpligtelse i Danmission altid at arbejde for dette.

 

 

Der er håb

Med troen på Jesu opstandelse fra de døde åbnes perspektivet for en fremtid med liv og glæde for Gud og mennesker i fællesskab. Jesus forkyndte håbet om Guds rige i ord og gerning, og i kraft af Helligånden gøres budskabet relevant og nærværende også i vores tid.

Håbet rummer en grænsesprængende kraft. Håbet bryder med den selvfølgelighed, der er bestemt af fortiden, og peger i retning af det, vi skal blive. Håbet gør os i stand til at tro på forandring, og evangeliet viser os, at der altid er flere muligheder, end vi umiddelbart kan se. Vi er derfor kaldet til aldrig at gå til i fortvivlelse, men derimod til at gå ud og skabe forandring.

Livet handler ikke blot om at undgå lidelsen, men har et større perspektiv, som Gud har åbnet for os. Håbet om glæden i Guds rige giver styrke og mod til at udholde modgang, lidelse og død i nutiden. Vi er som døbte genfødt til et levende håb.

Vores opgave som Danmission er derfor i ord og gerning at bringe håb i verden i samarbejde med lokale kirker og partnere.
 

 

Der er tilgivelse

Tilgivelse bygger på Guds ubetingede kærlighed og tilgivelse til os mennesker, som vi møder i evangeliet om Jesus Kristus. Tilgivelsen er kærlighedens gave, og den kan ikke kræves og forhandles, men alene gives. Tilgivelsen åbner for fællesskab og en retfærdig fremtid, sådan som det fortælles i evangelierne om Jesu liv, død og opstandelse.

Uden tilgivelse fastholdes vi i fortiden med alt, hvad den rummer af konflikter, skuffelser og skyld. Overalt i verden har mennesker brug for tilgivelse og forsoning med sig selv, hinanden og med Gud for at blive sat fri. Som mennesker kan vi arbejde med forsoning for at nå frem til tilgivelsen. Forsoning er en proces, hvorigennem vi kan mødes, lytte til hinanden og derigennem nærme os hinanden, så der skabes forståelse, respekt og tillid. Alt sammen forudsætninger for at kunne dele en fælles fremtid.

Vores opgave som Danmission er at formidle tilgivelsens evangelium og at arbejde for fred, retfærdighed og forsoning, hvor der er ufred i verden, således at vi ikke hænger fast i fortidens domme og begrænsninger, men vender om og ser ind i fremtiden sammen.

 

 

Der er liv

I Gud er liv, og vi tror, at Gud stadig skaber og opretholder verden i tid og rum, og vil fortsætte og fuldbyrde skabelsen. Livet er en gave, og Gud har skabt mennesket i sit billede, og vi har fået givet ansvar for at bevare livet i sin mangfoldighed og sikre bæredygtige sammenhænge mellem natur og menneskeliv. Mennesket er således på en gang del af hele den skabte verden og samtidig betroet ansvar for den efter Guds vilje.

Der er en hel og sammenhængende verden, og vi skal skabe fællesskab mellem mennesker og sikre de naturgivne livsbetingelser. Naturen kan ikke følge med den udnyttelse, som menneskets forbrug udsætter den for, og de bæredygtige balancer mellem mennesker og mellem mennesker og natur er truet. Klimakrise, fattigdom, sult, flygtningekrise, ulighed, polarisering, etniske og religiøst betingede konflikter er en følge heraf.

Vores opgave som Danmission er at bidrage til en verden med liv og sammenhæng på en måde, der respekterer den Gudsskabte verden og det enkelte menneske.

 

 

Godkendt på Danmissions repræsentantskabsmøde d. 5. september 2021

NB! Dette er en foreløbig version, hvor der mangler enkelte sproglige justeringer fra repræsentantskabsmødet. Endelig version klargøres snarest muligt.


Mere fra Danmissions repræsentantskabsmøde 2021:

URL: https://danmission.dk/blog/2021/09/05/danmission-har-faaet-et-nyt-missionssyn/