Den første gang jeg mødte Else Marie Krog var under mit første besøg i Indien i 1978. Else var leder af kvindehjemmet Lebanon i den sydindiske tempelby Tiruvannamalai i delstaten Tamil Nadu, udsendt af Det Danske Missionsselskab (nu: Danmission). Nå, ja, og så førte hun også tilsyn med den store drengekostskole Saron i samme by samt lidt andre ”småtterier.” Fra før andre fik sko på var hun på færde – og hun var den sidste til at gå i seng. Hun overkom det helt utrolige på sin stilfærdige vestjyske facon og gjorde på ingen måde noget væsen af sig selv. Else var bare Else. Men der var ingen tvivl om, at kvinderne og deres børn havde en helt speciel plads i hendes hjerte – i kvindernes og børnenes.
Disse kvinder var blandt det indiske samfunds mest sårbare mennesker. De var enten blevet svigtet og forladt af deres mænd, eller de var blevet enker – eller måske var de slet ikke blevet gift, fordi de havde et handicap, som gjorde dem uinteressante for mænd. ”Hvad ville der være sket med dem, hvis de ikke havde mulighed for at komme her?” – spurgte jeg, og hun svarede uden at tøve: ”Så har de kun tiggeri eller prostitution at leve af – eller begge dele!”
Arcot, Sydindien. Missionær Else Krog på Lebanon i Tiruvannamalai med en handikappet kvindes datter. November 1975. Danmission Photo Archive
Elses princip for kvindernes ophold på kvindehjemmet var, at de skulle have et frirum til at leve og forsørge deres børn. Derfor skulle de have et arbejde, som kunne skaffe dem til livets opretholdelse. Til det formål havde hun etableret en væveskole, hvor kvinderne først lærte at væve og dernæst kunne have deres daglige arbejde med at væve produkter, som blev solgt, hvorved kvinderne kunne skaffe sig en dagløn, der kunne matche det arbejdsmarked, som de ellers ikke kunne blive en del af.
Samtidig blev børnene passet – først i en børnehave og senere i skole, hvor de blev ført op til en studentereksamen. Og når børnene blev voksne, blev de hjulpet ind i gode ægteskaber, der med deres børn vendte tilbage til kvindehjemmet Lebanon, der var deres hjem. Som ramme om kvinderne og deres børn havde hver lille familie en meget lille bolig i deres egen gade. Det var ikke store forhold – et værelse på ca. 15-20 kvm plus en tilsvarende terrasse.
Da jeg en aften gik gennem denne gade, så jeg en dør, hvorpå en kvinde med kridt havde skrevet: ”God is love (Gud er kærlighed).” Kvinden skrev ikke, at missionæren var et stort eller ejegodt menneske. Kvinden så det som Guds kærlighed, at hun og hendes børn havde fået denne mulighed i et håbløst liv.
Else var missionær. Hun skulle ikke selv have æren for dette arbejde. Hun pegede på Gud som kærlighed konkretiseret i disse menneskers liv. Jeg spurgte hende: ”Hvor mange af kvinderne er kristne, når de kommer her til hjemmet?” Hun svarede, at det var der kun meget få, der var, men at det ikke varede længe, før de blev det. ”Vil det sige, at du stiller det som en betingelse for, at de kan være her?” ”Nej,” svarede hun ”på ingen måde, men de oplever Guds kærlighed, og den kan de ikke leve uden!”
Else Krog var født i Vestjylland i 1930. Hun blev uddannet lærer i 1955 fra Nørre Nissum Seminarium. Efter nogen tid som lærer i Danmark og et årskursus fra Danmarks Lærerhøjskole meldte hun sig som missionær i DMS, og blev udsendt i 1964 til Indien, der blev hendes livs arbejdsplads. Hun forblev ugift og fik aldrig selv børn – men på kvindehjemmet fik hun hundredvis af børn, som hun fulgte livet igennem med en mors kærlighed og stolthed. Og børnene elskede hende og fulgte med i hendes liv lige til det sidste.
Når hun torsdag den 12. august begraves fra Billum kirke, er jeg sikker på, at hendes børn og kvinderne vil følge hende til graven ved en gudstjeneste i Saron kirke i Tiruvannamalai i Indien. Da vil de mindes deres ”mor” som aldrig tabte dem af syne.
Else Krog var en af de sidste danskere, som fik visum og arbejdstilladelse til at arbejde som missionær i Indien. Hun viede sit liv til en livslang tjeneste for de oversete og udstødte kvinder og deres børn igennem 33 år. Hun var en af de sidste tre missionærer af flere hundrede danske missionærer, der i perioden 1864 til 2000 gjorde tjeneste i Arcot Lutherske Kirke. Missionærer, der hver for sig gjorde en forskel – og Else Krog gjorde en stor forskel. Hun sov stille ind den 6. august 2021 i en alder af 91 år.
Æret være Else Marie Krogs minde.
Harald Nielsen, tidligere generalsekretær i Danmission.
Sydindien, Tiruvannamalai 1977. Fra Væveskolen for enker med børn. Missionær Else Krog fører tilsyn med skolen. Enker med børn er en vanskeligt stillet gruppe i Indien. På væveskolen lærer kvinderne et erhverv, der giver dem bedre forudsætninger for at klare tilværelsen som enlig mor. Danmission Photo Archive