Når Danmarks ældste og største missionsorganisation, Danmission, i dag fejrer 200-års jubilæum er det med en klar ambition om at den globale kirke skal være endnu mere aktiv og nærværende for mennesker og lokalsamfund i nogle af verdens udviklingslande. Men den globale kirke skal også rykke tættere på Danmark – for herhjemme skal det være muligt at tage del i det globale kirkeliv og sætte handling bag troen.
Af Kristian Sloth, generalsekretær Danmission
Morten Skrubbeltrang, bestyrelsesformand Danmission
Præcis i dag er det 200 år siden, at sognepræsten Bone Falch Rønne fra Lyngby stiftede Det Danske Missionsselskab. Han formåede – udenom stat og kirke – at lægge grunden til mission som folkelig bevægelse. Han lykkedes med at skabe et selskab – en organisation – der var privat finansieret og båret oppe af engagerede støtter, der var optaget af at høre nyt fra verden og glædede sig over, at det kristne budskab blev delt.
Ude i verden skulle kristne fællesskaber og kirker opbygges. Danske missionærer rejste ud og kom helt tæt på befolkningen i lande som fx Indien, Pakistan og Kina. De formidlede evangeliet og andre former for viden fra den vestlige verden til missionsområderne, men samtidig bidrog de også til danskernes viden om ikke-europæiske lande og kulturer.
I dag ser vi en global kirke, der er vokset og modnet, og som derfor har brug for at blive bakket op i den løbende fornyelse af sin egen kontekstuelle teologi, så kirken er nærværende og relevant, uanset om den er i Cambodja, Tanzania eller Libanon.
Da missionen blev grundlagt, udgik arbejdet fra missionsstationer, og der blev bygget skoler, hospitaler og kirker. I dag er Danmissions arbejde kendetegnet ved at være tætte samarbejder med lokale partnere, kirker og organisationer i nogle af verdens brændpunkter, hvor kultur- og religionskonflikter, strid om forvaltning af naturens ressourcer og mangel på rettigheder er en del af hverdagen; fx i lande som Myanmar, Libanon og Tanzania. Vi støtter op om de lokale kirker, så de tør blande sig og være en stærk stemme fx i debatter om ytrings- og religionsfrihed.
Vi er dybt afhængige af at være til stede i de lande, vi arbejder. For netop tilstedeværelsen og nærværet er altafgørende for, at vi som missionsorganisation kan gøre det, vi er sat i verden for: at bibringe håb i verden i samarbejde med lokale kirker og partnere.
Dansk mission vil også bestå om 200 år, hvis vi formår at tage afsæt i de enkeltes landes situation og kultur og skabe en relevant kontekstuel teologi, der kan inspirere, støtte og bakke kirken op i at tage ansvar og være nærværende i lokalbefolkningernes liv.
Netop dét kræver, at vi kommer tættere på dem, det handler om, for ellers forstår vi ikke deres virkelighed.
Derfor skal det være slut med at centralisere missionsionsarbejdet herhjemme i Danmark. På dansk jord skal det folkelige engagement spire og gro, men det er ikke her, at vi på langdistancen bedst lykkes med at skabe tætte samarbejdsrelationer og øge vores forståelse af de problematikker, der er i de lande, hvor vi arbejder.
Derfor flytter vi over de næste år mere og mere ansvar ud i verden for at styrke nærværet og nærheden i vores arbejde. Vi skal være helt tæt på for at kunne bakke op om og være med til at udvikle de lokale kirkers rolle i arbejdet med fx at styrke lokalbefolkningers rettigheder, beskytte naturressourcer og udvikle en teologi, der er relevant for den aktuelle situation. De lokale kirker skal turde være en endnu stærkere aktør. Det kræver mod at gøre en forskel som kirke, og vi ved, at opbakning og støtte er altafgørende for, at kirken tør spille en større rolle.
For at vi som missionsorganisation har en berettigelse, har vi brug for folkeligt engagement og opbakning til de indsatser, vi yder ude i verden. På trods af store afstande og langsommelig kommunikation, så lykkedes datidens mission med at skabe folkelig opbakning til missionsarbejdet. Beretninger blev sendt hjem til de danske menigheder og kredse, der fulgte med i missionærernes beretninger fra missionsmarken. Mission skabte udsyn og et fællesskab med den globale kirke.
I dag oplever vi, at flere og flere hellere vil støtte nære formål i Danmark end fattige og forfulgte ude i verden – en tendens som også ses hos andre indsamlingsorganisationer.
Som Danmarks ældste missionsorganisation insisterer vi på det globale udsyn. For uden et næstekærligt udsyn kan vi ikke bringe håb til mennesker, lokalsamfund og kirker. Men udsynet mod verden bliver mindre og mindre.
I en tid præget af corona oplever vi, hvordan vi som nation først og fremmest er optagede af at hjælpe os selv. Den næstekærlighed, der er rettet ud mod verden, er på skrump. Samtidig sker der en udhuling af ulandsbistanden, der bliver brugt til at løse migrationsproblemer og føre udlændingepolitik i stedet for at hjælpe verdens fattigste.
Derfor er det én af vores vigtigste opgaver som moderne missionsorganisation at være medvirkende til, at vi som land, som fællesskab og som kirke ikke lukker os om os selv.
Vi må ikke være os selv nok.
For tro kræver handling – og hvis moderne dansk mission formår at lade danskerne og den danske folkekirke mærke missionen, mærke den forandring vi er med til at skabe i tæt samarbejde med lokale kirker, så eksisterer dansk mission også om 200 år.
Derfor skal oplysningsarbejdet og det folkelige engagement gribes an på en ny måde: verden skal tættere på, og vi skal tættere på den.
Danmission vil i de kommende år sende flere mennesker ud i verden på nye måder og med nye funktioner, som et vigtigt led i at decentralisere arbejdet og rykke tættere på de mennesker, lokalsamfund og kirker, som vi er sat i verden for at hjælpe.
De fodaftryk vi er med til at sætte ude i verden skal i højere grad kunne mærkes hjemme i Danmark. For når vi kan mærke og forstå sagen, så har vi også lyst til at være en del af et handlingsfællesskab.
Som moderne missionsorganisation ser vi fælles aktiviteter og aktivisme som et stærkt redskab til at sætte handling bag troen og næstekærligheden.
Vi oplevede fx et stærkt handlingsfællesskab, da vi i maj stod bag en økumenisk fredsmarch i København for Myanmar sammen med andre organisationer. Men vi ser det også som handling, når frivillige sælger lys til fordel for Danmission, står bag disken i vores genbrugsbutikker, syr muleposer, holder markeder, børnelejre osv.
Fælles for aktivismen er, at vi sammen insisterer på at sætte et aftryk – vi vil ikke bare være passive. Vi tror på, at danskerne og den danske folkekirke vil være med til at skabe håb og forandring. Nøglen til deres engagement er, at vi giver dem mulighed for at handle. For uden at sætte handling bag vores tro, uden at tilbyde danskerne og den danske folkekirke at gøre en forskel gennem handling, så er vi intet.
Den bevægelse som Bone Falch Rønne satte i gang for 200 år siden, har udviklet sig til et fællesskab, der er bygget af gensidighed og næstekærlighed. Et fællesskab, der de næste 200 år vil blive præget af handling og nærhed. For mission skal kunne mærkes – både ude i verden og herhjemme.