Konsortie: Det er nu, vi skal styrke reformarbejdet i Mellemøsten og Nordafrika

Konsortie: Det er nu, vi skal styrke reformarbejdet i Mellemøsten og Nordafrika

Der er gået 10 år, siden Det Arabiske Forår fandt sted. Der er mere end nogensinde grund til at fortsætte Danmarks støtte til demokrati og menneskerettigheder i regionen, lyder det i et debatindlæg, som Danmission er medunderskriver af.

barbara,  

10 år efter Det Arabiske Forår tårner problemerne sig op i regionen. Samtidig spirer nybrud i de store ungdomsårgange, og det folkelige krav om forandringer er vedholdende. Der er brug for at  fortsætte Danmarks støtte til demokrati og menneskerettigheder i regionen, skriver fem organisationer.

Af Rasmus Grue Christensen, Rasmus Alenius Boserup, Kristian Sloth, Louise Holck og Marc Schade-Poulsen.

Forfatterne repræsenterer hhv. DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur, EuroMed Rights, Danmission, Institut for Menneskerettigheder og Middelhavsfonden for Menneskerettigheder. Tilsammen udgør de fem organisationer Konsortiet for Menneskerettigheder og Dialog (hvor DIGNITY er lead) under Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

Indlægget bringes i dag på altinget.dk

Vi er for længst forbi den håbefulde tid i 2011 i Mellemøsten og Nordafrika, da en række despotiske ledere blev væltet, og andre kæmpede for deres overlevelse.

Det Arabiske Forår forskubbede markant nogle balancer, der ikke sådan lige kan genoprettes. Begivenhederne fremprovokerede vigtige debatter, nyfortolkning af religion og religiøse værdier, nye demokratiske diskurser, påvirkede medier, journalister og andre til modige samtaler og initiativer. Tabuer blev brudt. Kræfter blev sluppet fri.

Ti år efter Det Arabiske Forår tegnes ofte et billede af en region præget af borgerkrige, forråede autokratier, korruption og økonomisk deroute. Dette findes selvfølgelig. Men virkeligheden er mere kompleks.

Tunesien, der oftest fremhæves som en solstrålehistorie, er et godt eksempel på denne dobbelttydighed. Siden præsident Ben Alis fald i 2011 har landet gennemgået en åbenlys demokratiseringsproces uden sidestykke i regionen.

Samtidig er den afgørende forbedring af befolkningens levevilkår udeblevet, og mange unge tunesere søger i dag væk – ofte via den farlige vej over Middelhavet til Europa – eller deltager nu i demonstrationer mod den politiske klasse.

Hvis det er det bedste, vi kan komme op med – nytter det så noget at fortsætte med at støtte reformprocesser i en region præget af deroute?

Vores svar er ja. For alt imens meget ser deprimerende ud, er der i civilsamfundet og i visse tilfælde også i lommer af regeringsapparaterne vilje til reform og forandring.

Tag for eksempel de nye kampagner og initiativer, der som en mellemøstlig variant af #MeToo har igangsat en hastig udvikling blandt unge i regionen med hensyn til sexchikane, overgreb, retten til egen krop og til et friere kærlighedsliv.

I Egypten lykkedes det unge kvinder at få gang i efterforskning af en række grove voldtægter og andre seksuelle overgreb via klog brug af sociale medier. Hurtigt stod det klart, at mange tusinder havde oplevet overgreb, som de tidligere ikke havde forestillet sig kunne omtales eller anmeldes.

På trods af, at unge kvinder er retsforfulgt for deres aktivisme i denne sag, er det lykkedes at få vedtaget en ny lov, der potentielt beskytter vidner og ofre i overgrebssager bedre.

Andre bevægelser er spiret frem i Tunesien, hvor en #MeToo-gruppe fik 50.000 følgere og har indsamlet et stort dokumentationsmateriale om overgreb. Det kan opmuntre kvinder og piger til at stå frem og stå imod.

Tunesien har gennemført vigtig ny lovgivning, der skal sikre kvinder bedre beskyttelse mod overgreb, og mange aktive unge holder opmærksomt øje med, om de nye love faktisk betyder ændringer i hverdagen for kvinder og mænd.

Tunesiske LGBTI-aktivister kan i dag mødes i små foreninger og sætte emner til debat i offentligheden, selv om det sker med den største forsigtighed. På LGBTI-området er et af de største tabuer i regionen brudt, og det begrænser sig ikke til Tunesien. Men politiet udøver stadig tortur og mishandling over for homoseksuelle og transkønnede.

I visse lande er myndigheder eller dele af disse også til tider lydhøre over for reformkravene. Flere steder får embedsmænd lov til at gennemføre små forbedringer af retssystemerne. Et eksempel er Jordan, hvor danske aktører har bidraget til at starte en proces, der mindsker brugen af fængselsstraf for mindre forseelser.

I årevis har den jordanske praksis overfyldt landets fængsler, hvor tortur er en risiko. Det har kostet landet dyrt, fordi et fængselsophold under jordanske forhold sjældent fremmer resocialisering. I andre lande er den statslige undertrykkelse desværre så voldsom, at det ikke giver mening at samarbejde med myndighederne.

Det er lige nu situationen i Egypten. Her er samarbejde med og støtte til civilsamfund og uafhængige menneskerettighedsaktivister, blandt andet via internationalt pres, imidlertid et vigtigt bidrag til at holde reformkræfterne i live og dokumentere overgreb.

Også arbejdet med at fremme kvinders rettigheder i de egyptiske lokalsamfund og klæde kvindelige religiøse ledere og religiøse institutioner på til dialog er vigtigt for at mindske polarisering blandt eksempelvis kristne og muslimer. Corona-pandemien har ikke gjort arbejdet lettere.

På den korte bane vil vi se en region med større fattigdom, ulighed og mere elendighed i kølvandet på pandemien. Det er muligt, at der opstår flere sociale bevægelser, der kræver bedre levevilkår, som det skete i blandt andet i Sudan, Irak, Jordan, Libanon og Algeriet i 2019 og 2020.

Og desværre er det sandsynligt, at regimerne svarer hårdt igen, når de bliver udfordret, fordi de mangler demokratisk legitimitet og evnen til at levere helt basale fornødenheder til befolkningen.

Danske initiativer til støtte for menneskerettigheder og demokrati kan naturligvis ikke vælte arabiske diktatorer eller sikre fred og økonomisk vækst i regionen. Men Danmark kan i samarbejde med de øvrige EU-lande bidrage til, at reformkræfterne i civilsamfundet og, når det er muligt, også blandt myndighederne, får mulighed for at fremme demokratiske reformer.

Danske initiativer kan inddrage en mangfoldighed af aktører, såsom religiøse institutioner og netværk, der blandt andet kan bidrage til, at for eksempel religion ikke er en hindring, men bidrager positivt til reformprocesserne.

For ti år siden, da diktatorerne faldt på stribe i Mellemøsten og Nordafrika, kunne der med en vis rimelighed argumenteres for, at regionen kunne klare sin demokratisering uden inspiration og opbakning udefra.

I dag står det mere klart, at kampen er lang, træg og fuld af dybe fald, stagnation og modgang. Det er stadig kun befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika, der kan ændre deres samfund, Men internationalt politisk pres og tillidsfuldt samarbejde mellem reformaktører kan skubbe i en positiv retning.

Du kan støtte Danmissions vigtige arbejde i bl.a. Mellemøsten her.

URL: https://danmission.dk/blog/2021/03/05/konsortie-det-er-nu-vi-skal-styrke-reformarbejdet-i-mellemoesten-og-nordafrika-2/