Kirken i Myanmar: Vi har brug for verdens støtte!

Kirken i Myanmar: Vi har brug for verdens støtte!

- Vi har brug for, at verden ser, at vi ikke accepterer dette kup. Vi ønsker fred og demokrati! siger Paul, der er ansat hos Danmissions samarbejdspartner i det nordlige Myanmar.

Forsøget på militærkup i Myanmar har sat en brat stopper for det sidste årti med skrøbeligt demokrati. Men det har også forløst en enorm bølge af nationale protester. Der er en massiv bevægelse i gang af fredelig, civil ulydighed, og Danmissions partnere deltager i de daglige demonstrationer og sætter dermed deres personlige sikkerhed på spil.

Sikkerhedsmæssige bekymringer

Vi har planlagt zoominterviewet til en sen aften i Myanmar, da alle har travlt med at deltage i protesterne i løbet af dagen.

Når vi får forbindelse, viser det sig, at den katolske fader, som skulle have været med, ikke kan. Hans telefon er blevet blokeret, så han ikke længere har adgang til sin e-mail. Det er angiveligt et resultat af hans engagement i protesterne.

Han er nødt til at gå under jorden og overnatte et nyt sted hver nat af sikkerhedsmæssige årsager. I stedet fortæller en af ​​hans nærmeste medarbejdere, hvad der foregår i Myitkyina, det nordlige Myanmar.

Kuppet kom som et chok

– Alt ændrede sig om morgenen den 1. februar. Da jeg vågnede, kunne jeg ikke forstå, hvorfor min telefon ikke virkede. Forbindelsen var nede, og jeg spekulerede på, hvad der var sket. Men snart forstod jeg, at der havde været et kup, og at vores nyvalgte ledere var blevet tilbageholdt. Det kom virkelig som et chok! Fortæller Paul. Han ønsker pga. sikkerhedssituationen af være anonym.

Statsrådgiver Aung San Suu Kyi var sammen med præsidenten og andre højtstående parlamentsmedlemmer og førende aktivister blevet arresteret. Hvor de befinder sig lige nu, er stadig er ukendt. Det seneste antal arresterede civile er nu over 1.100.

Vi vil ikke lide under endnu et diktatur

I løbet af måneden efter kuppet har internettet været afbrudt næsten hver nat. Det er en af de metoder, militæret bruger for at begrænse folks mulighed for at kommunikere, organisere sig og sende information ud til omverdenen.

En anden bekymrende tendens er, at regimet hurtigt har indført nye love om privatliv og sikkerhed, hvilket giver juntaen større magt til at arrestere folk og blande sig i deres kommunikation.

Paul fortsætter med at beskrive sine blandede følelser. Han er ikke bare ked af det; han føler også tab af håb og dyb sorg og smerte.

– Vi har allerede lidt under diktatur i årtier, så det vil vi ikke gå med til igen.

Aktiviteter udsat

2020 var i forvejen et meget udfordrende år, hvor mange aktiviteter skulle justeres på grund af den Covid-19-pandemien.

– Vi håbede virkelig, at 2021 og vaccinen ville give os en ny chance for at fortsætte arbejdet uden afbrydelse, men nu er vi nødt til at udsætte mange aktiviteter og følge situationen nøje, før vi kan fortsætte, siger Paul.

Så snart kupforsøget blev annonceret, samlede hele Freds- og Retfærdighedskommissionen, som er støttet af Danmission, præster og personale fra de forskellige bispedømmer for at diskutere situationen og blive enige om anbefalinger til kirkerne.

– Det er kirkens opgave at arbejde for fred og retfærdighed og samtidig stå op for de mest sårbare. Det indbefatter også at give mad, husly og sikkerhed til mennesker, der kan miste deres hjem og indkomst, forklarer Paul.

De mest sårbare

Af alle de sårbare grupper er Paul især bekymret for flygtningene, der bor i de overfyldte flygtningelejre omkring Myitkyina og i hele det nordlige Myanmar. Halvdelen af ​​dem er børn, og den manglende adgang til sundhedspleje, mad og uddannelse var alarmerende allerede før kuppet. Det drejer sig om mennesker, der allerede har mistet alt – jord, ejendom og familiemedlemmer – da de var nødt til at flygte fra deres hjem. De er nu helt afhængige af det daglige underhold, de lever af i lejrene.

– Nu skal de lide igen-igen, siger Paul og ryster på hovedet.

Han er meget bekymret. Siden juntaen overtog, har det været meget vanskeligt at nå ud med humanitær bistand, og Paul frygter, at den begrænsede pengestrøm på grund af lukkede banker og tomme pengeautomater snart vil påvirke menneskers mulighed for at overleve i lejrene. Det nationale banksystem er i fare, og adgang til kontanter er ved at være en stor udfordring i hele landet.

– De har absolut intet!

Giver ikke op

Pauls desperation er mærkbar. Situationen er mere end kritisk, og det er også grunden til, at hundredtusinder deltager i protesterne hver dag fra alle de forskellige grupper og samfundslag: etniske og religiøse grupper, embedsmænd, sundhedsarbejdere og forskellige generationer osv.

Bevægelsen er stærk og arbejder intenst, og selvom demonstranterne er fredelige, er volden fra militæret og politiet hele tiden eskaleret. Folk er blevet arresteret, og i byen Myitkyina har sikkerhedsstyrker brugt tåregas og vandkanoner og skyder med skarpt mod demonstranter. Omkring 30 personer meldes dræbt i Myanmar i forbindelse med demonstrationerne.

– Men vi vil ikke give op! Rejsen kan være lang, men vi holder aldrig op med at kæmpe. Det er ikke kun en kamp for demokrati, men også for de mest sårbare og for alt det, vi tror på!

Paul ønsker inderligt, at militæret hurtigt slipper magten, men det vil reelt tage lang tid, tror han, og understreger, at Myanmar har brug for massiv støtte fra omverdenen for at vinde kampen til sidst.

– Vi har allerede kæmpet i over en måned, og situationen er ikke blevet bedre, så vidt jeg kan se. Nu har vi brug for, at verden også handler. Ikke fordi, jeg ikke sætter pris på udtalelserne fra det internationale samfund, men de er altså ikke nok!

Danmission støtter lokale aktører

Andreas Dybkjær Andersson, der koordinerer Danmissions støtte til partnerne i Myanmar, er enig i, at det er de mest sårbare, der lider værst i denne situation, og han understreger også vigtigheden af ​​at stå sammen med civilsamfundet i Myanmar på dette afgørende tidspunkt.

– Vi er nødt til at fortsætte med at støtte civilsamfundet, kirker og trosbaserede organisationer. De er til stede i deres lokalsamfund, selv når det internationale samfund ikke kan få adgang. De var der før Covid-19, de er der under Covid-19, og vil også være der efter Covid-19. Det samme gælder militærkuppet – det er dem, der er der. Behovene ændres, og situationen ændres, men de vil altid være der!

Andreas forklarer videre, at trosbaserede aktører nyder stor respekt i lokalsamfundet. De kan derfor arbejde effektivt med at opbygge fred og retfærdighed, hvilket er særlig vigtigt i denne spændte situation.

Vi vil fortsætte vores partnerskaber

– Vi minder hele tiden vores partnere om, at Danmission har været i Myanmar siden 2007, hvilket betyder, at vi arbejdede i landet allerede under det forrige militærdiktatur. Vi samarbejdede i de år, hvor landet åbnede sig, og i overgangsårene til demokrati, og vi vil fortsætte vores partnerskaber, siger Andreas.

Denne gang står vi ved en vigtig korsvej, hvor der er en udbredt frygt for, at Myanmar hurtigt kan blive til et lukket land som Nordkorea, et diktatur med fattigdom, menneskerettighedskrænkelser og begrænsninger af alle former for frihed. Men der er også håb om, at det kan blive som Sydkorea, et demokrati med frihed og velfærd for mennesker.

– Vi fortæller vores partnere, at Danmission beder for dem, og at vi fortæller om situationen til mennesker over hele Danmark. Vi håber, at det får dem til at føle sig mindre alene. De skal vide, at vi står sammen med dem i solidaritet, siger Andreas.

Glem os ikke!

Tilbage i Myanmar er det allerede sen aften, da vi skal til at afslutte vores opkald. Sammen med mørket kommer frygten for natlige arrestationer og razziaer. Et stort antal aktivister og anti-kup-demonstranter er taget af militæret i ly af mørket. Jeg spørger Paul, om han er bange.

– Jeg er ikke bange. Jeg er fast besluttet på at fortsætte kampen! Og jeg håber, at det internationale samfund fortsat vil støtte os. Vi har brug for, at verden lægger pres på militæret. Glem os ikke!

Du kan støtte Danmissions vigtige arbejde i Myanmar her.