Danmissions samarbejdspartner i Cambodja, der arbejder for at bevare den kæmpestore Prey Lang skov, har vundet en fornem pris.
Prey Lang Community Network (PLCN) modtager prisen for projektet ”Det er også vores skov”, hvor de bl.a. sørger for, at der bliver patruljeret i skoven, så den ødelæggende og ulovlige skovhugst af de værdifulde træer bliver begrænset. Skoven er levegrundlag for mange familier.
Prisen blev uddelt på en international konference om biodiversitet med fokus på vigtigheden af at passe på vores fælles skaberværk i lyset af coronapandemien.
Regeringen bremser patruljeringen
Lige for tiden har regeringen i Cambodja sat en stopper for patruljeringen i skoven, men det er PLCN-skovaktivisternes håb, at de snart får lov til at genoptage deres arbejde med at forhindre, at skoven bliver ødelagt at illegale skovhuggere.
Herunder er det muligt at se en video om arbejdet i skoven. De, der taler i videoen, er ledende medlemmer af PLCN.
Det er ikke første gang, at Prey Lang-arbejdet vinder en stor pris. I 2015 vandt Danmission således en FN-pris for arbejdet i Prey Lang Skoven, og siden er to internationale priser kommet til – og nu altså endnu en. Læs mere om det her.